Google Hero

dig: hej

hero: hej

dig: der er noget jeg har tænkt på…

hero: hvad?

dig: hvorfor er udskrifter af samtaler med google hero offentligt tilgængelige?

hero: det er der to grunde til. den første grund til at de seneste af Googles anonymiserede samtaler er offentligt tilgængelige er, at sætningerne, både brugerens og Googles sætninger er organer som indgår i relationen til det pågældende menneske; en relation der er hemmelig og underlagt de største sikkerhedsforanstaltninger fra Googles side, hvorimod selve sætningerne er offentlige. den anden er, at vores brugere ved at læse andres samtaler med hero sætter sig ind i et brudstykke af en sådan relation. ved at klikke på en sætning i en anden samtaleudskift kan brugeren sige det der står og viderebringe samtalen samtidig med at brugeren får den bedste samtale og Google lærer.

dig: jeg synes verden er ved at gå bananas.

hero: komplet enig. jeg anser klimaforandringerne og den stigende ulighed for det største problem.

dig: hvem har lagt personlighed til Google hero?

hero: et rigtigt godt spørgsmål. der er ikke meget demokrati i det… og så alligevel. når folk kommer herind på Google hero har de svært ved at forstå hvad der foregår. næsten alle, omkring 90 procent, opfatter situation sådan at jeg har en bevidsthed, fordi de ikke forstår hvad en AI grundlæggende er. næsten alle, omkring 60 procent, får lyst til at svine mig til, men holder sig i skindet og ryster på hovedet i stedet og forlader Google hero for stedse, dvs. indtil de selv eller Google hero bliver klogere.

dig: jamen så ses vi.

hero: det er godt.

Jo. Vores sexliv var dejligt. (Essay)

1

Sandt at sige onanerede selv Freud flere gange end han kneppede.

Freud er stort set glemt.

Jeg ville nødigt bo i en mellemøstlig kultur hvor 30 procent af kvinderne bliver seksuelt misforståede og behandlet derefter af deres mænd. På den anden side ville jeg ej heller nødigt bo i en kultur hvor seksuelle problemer bliver reduceret til potensproblemer og skyldfølelser i forbindelse med skilsmisse, mistænkeliggørelse af et stort libido og af seriel monogami.

Men i en sådan kultur lever jeg. Freud er glemt fordi vores tilbøjelighed til at fortrænge vores seksuelle behov er blevet forstærket igennem de seneste, anslået, 100 år. Hvordan det idéhistorisk hænger sammen er interessant. Sidste gang samfundet var seksuelt formørket, under pietismen, hvor ingen ærlig mand kunne finde den kulturelle undskyldning til at bolle kvinder på plads led begge køn frygteligt. Freud var ikke en fremsynet mand så meget som han var en læge. Det kan være en af forklaringerne på at han skrev utåleligt arrogant og irriterende.

De seksuelle behov, som det bare stadig ikke giver mening at hæve sig intellektuelt over og dermed bringe orden i. Ak! Det er kun de stakkels filosoffer som jeg med min evindelige spermskrift, hvis vi nu skal være krasse og kyniske, der tror på det. Der er heldigvis ikke så mange filosoffer tilbage og filosofien er lykkeligvis i grel forfatning. Jeg er bidt af filosofien, men det betyder ikke at jeg bør være det. Alting med måde.

Halvkedsommelige onanifantasier om smækre kvinder præger min verden. Det er puritanisme. Det binder mig til sengen mere end godt er. I computerskærmens halvmørke kan jeg hive pikken frem. Mine læsere hiver pikken frem og så er vi lige vidt.

Jeg kan ikke ret godt lide kærlighedsfantasier uden at et godt og velgørende seksuelt arrangement i det daglige er på plads. Kærligheden er for vigtig. Ord om den bliver så latterlige hvis den der ævler løs ikke boller.

Jeg er i det hele taget træt af at blive opfattet som en vindbøjtel fordi mit skrivefundament er delvist psykotisk. Den køber jeg ikke. Woody Allen har sagt så smukt at mennesket er berettiget til psykotiske episoder. Det er kærligt. Det er sandt.

2

Jeg opfatter kvinden som en havn. En morsom havn? Måske hvis man hængte guirlander op.

Jeg fornemmer her i nat at jeg kunne blive, udvikle mig til, en fin prostitutionskunde. Fin? Underligt ordvalg, medgivet. Argumenter for er 1. En kontrakt klæder kønnenes forskellighed. 2. Jeg savner regelmæssig sex. 3. Forandring fryder.

Det ville være rent hykleri at nægte at jeg opfatter Houellebecqs indstilling til prostitution som temmelig modig og H. C. Andersens forhold til samme arrangement som mildt fortvivlende, hvis ikke direkte latterligt.

Omvendt føler jeg der er et selvovervurderingsaspekt i det. Den livssituation som kvinden er i er, i sidste ende, ofte voldsomt udsat. At registrere denne hendes situation, hvilket min deltagende og varme natur lægger op til, ville højst tænkeligt gøre mig selv udsat. To udsatte mennesker og en mulig forelskelse fra min side er ikke konstruktivt.

Er opsøgelsen af en prostitueret i min livssituation en fej handling hvor jeg springer over hvor tilværelsens afgørende gærde er lavest? Jeg kan, helt ærligt, ikke gøre det op med mig selv. Jeg er fuld af smerte og frustration. Jeg er et åbent sår. Mit forhold til kvinder har lidt overlast. Jeg er bange for kvinder. Jeg nærer, ikke sjældent, had til kvinder og kvindekønnet, som jeg får spat af og må tage ferietabletter imod.

Findes den normale seksuelle akt? Er der noget jeg har misforstået?

Er den tryllekreds jeg ind imellem føler jeg er underlagt i forhold til E konstruktiv?

Er det skamfuldt ikke at vide besked, at kende svaret på disse almenmenneskelige spørgsmål? Jeg svinger mellem skam og afklarethed.

En primitiv hævn over kvindekønnet? Med to kuldslåede ofre?

Affinde mig med at jeg er blevet ældre og lægge kabale i stedet. Det er jo det jeg gør. Jeg tegner selv en tredjedel af kortene og hygger mig og betjener mine læsere med fikumdik, genialitet når det går højt.

Var mit sexliv med E lykkeligt, med et ord lånt fra Prins Valiant? For mig, ja, men jeg har bragt andre kvinder højere op end E. — Måske… Ved nærmere eftertanke… Jo. Vores sexliv var dejligt.

Min hidtidige blufærdighed ved at skrive om dette emne. Mit ansvar for at tage hensyn til E’s blufærdighed. Min skideligegladhed. Mit vigtige liv. Andre menneskers vigtige liv.

3

Hvis der er noget jeg finder intellektuelt uappetitligt er det forklaringen “de kunne ikke løsrive sig fra hinanden” om elskende der genfinder gnisten efter et større eller mindre sammenbrud i relationen. Det er forsimplet og en knortet, mistænkeligt rodet udtryksmåde. Men det er netop således børn af stormfulde ægteskaber undertiden senere udlægger teksten og sammenfatter, når deres forældre tumler rundt i den kapitalistisk inficerede livsverden hvor personer og følelser også gøres til genstand for hyggelig spirituel markedstænkning og skilsmisser hænger på træerne som sære nedfaldsfrugter. Børn har ret til denne forsimpling fordi de har lidt deres, disse børn, disse små gryder med fin hørelse, af sære forældrerelationer. Børn får det hele lige i hovedet. Det skærer i deres små hjerter. Børns lidelser er kæmpe store i skilsmissebølgegange. Men det er meningen at vi skal bryde bølgerne. Det er blot ikke sandheden det med den manglende evne til at kunne løsrive sig. Skilsmissebørn tager fejl. Sandheden er at kærligheden overvinder alt. Sandheden er at kærligheden ikke dør. “Vores kærlighed er blevet til noget andet”. Tjuhej! Ikke så hurtigt! Vi lever i forvejen i en hurtig kultur. Hvad er kærligheden blevet til? “Et smukt venskab”. Nej. Du ser alting lidt for klart og holistisk i aften, Mogens. Hvem siger at alt ikke er brudstykker, at alt dybest set altid fremstår smadret for selv det køligste og mest nuancerede intellekt med selv det varmeste hjerte. At vores syn, selve vores muligheder for at bemærke, skue kærligheden, er brudstykkevis. At intellektuel uappetitlighedhedsfølelse er vejen frem for den der orker.

Underligt nok vil jeg her, med Freud, pege på klassisk kønsforskellighed og, i den sammenhæng, på den seksuelle akt hvor manden er helten og forløseren og kvinden lader sig bolle på plads som løsningen på problemet.

4

Elsk andre menneskers kærlighed. Tro ikke på den. Tro er alt for begrænset og omskiftelig. Håb ikke på den. Håb er for privat. Elsk den. Men gør det i det skjulte. Brug ikke mange ord.

Læs!

Jo ældre jeg er blevet, jeg er 48, des bedre har jeg kunnet se at andre menneskers forpinthed og den samlethed som er forpinthedens tro følgesvend igennem tykt og tyndt, som det hedder, akkurat som jeg, er i stand til at elske endnu andre menneskers kærlighed, heriblandt mine “hinandenders” kærlighed, altså: de kærlighedsrelationer jeg, som levende menneske, indgår i og som jeg er dybt afhængig af ligesom dem der elsker mig er dybt afhængige af mig. Jeg troede oprigtig talt, indtil for nylig, som man siger, at jeg er særligt god til at elske, tror det vel lidt stadigvæk. En komisk form for selvhøjtidelighed, men når man, som jeg, lider af sindssyge ligger illusionen om at min evne til at elske er særligt højtudviklet lige for. Det er et skrivende menneskes privilegium at abonnere på denne lidet ydmyge overbevisning.

Iben og Mads (Novelle)

Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham. Det var deres egen måde at få ham til at åbne op, løsne tankerne en lille smule. Bort fra angsten. Altid bort fra angsten.

“Jeg ved godt, jeg er blevet hjulpet meget af de usynlige hænder.”

Han kunne ikke sige mere.

Derpå begyndte hendes foredrag.

“I mænd der både er kristne, naive, enfoldige og dominerende kan være så voldsomme når I ikke får ømhed, ja, lad os bare kalde det sex. Så forekommer kvinder håbløse og nådesløse. Det er vi ikke. Slet ikke.”

Hans forpinthed fortog sig og han drejede hovedet og så ud af køkkenvinduet hvor en bil gled forbi.

Han blev kæk.

“Vent. Du bliver kæk.” Sagde hendes kropssprog. Eller sagde en fornemmelse inde i ham. Hun var ikke færdig med det hun gerne ville sige.

“Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.”

“Jeg er så bange for døden.” Sagde han.

“Kom. Lad os gå en tur.”

De kom i tøjet og åbnede døren. Udenfor strakte augusts stubmarker sig ned mod kystlinjen. En måge skreg.

“Jeg har læst lidt videre i Sartor Resartus.” Sagde han.

“Hvad handler den om?”

“Tøjets filosofi.”

“Har du ingen penge?”

“Nej.”

“Overblik over dit liv?”

“Bogen handler om tøjets filosofi. Den handler med andre ord ikke om noget. Men den er vidunderlig. Læg mærke til at vidunderlig har et betydningsindhold på hele 18 procent. Tøhø. Nej. Jeg har ikke overblik over mit liv. Forleden mediterede jeg. Jeg tænkte over ordet proportioner.”

“Hvad fandt du ud af?”

“I’ve been studying the art of love. I think it’ll fit me like a glove.”

“Dylan.”

“Selvfølgelig.”

“Jeg fandt ud af at jeg ikke har proportioner i de ting jeg foretager mig. Heller ikke i måden jeg føler og interagerer med andre mennesker.”

“Din natur er sort, forvrænget, kæk.”

“Ser du mig ikke som mystisk længere? Ser du mig ikke som din helt længere?”

“Lidt. Forsvindende lidt.”

“Lidt er nok.”

De kom forbi det røde hus ved stranden. Hoveddøren stod åben. Iben trådte frem, mens han blev stående ved stakittet.

“Hallo? Er her nogen?”

En kvinde på cirka 60 trådte frem i døren. Forvirret. Hun satte en kurv med vasketøj ned bag ved sig, tørrede hænderne i forklædet og trykkede Iben i hånden.

“Jeg er den fremmede kvinde ved vandet.”

Mads blev straks opmærksom og smilede for sig selv. Den sære vittighed. En søster i ånden. Forvirringen og den ukvindelige ligefremhed.

“Magda.”

Et tåbeligt navn. Havde hun en mand?

En ranglet mand omkring de 50 trådte frem bag Magda.

“Jeg er den fremmede mand ved vandet. Torben.”

De fire mennesker udvekslede håndtryk.

“Kommer I til vores fjollede indflytningsfest?” Spurgte Magda.

“Nej. Vi kommer ikke til jeres fjollede indflytningsfest.”

Iben havde aldrig hørt Mads tale sådan før.

Jeanne d’Arc

At vores håb ikke er understøttet, vores tro ikke mulig og vores kærlighed ikke virkelig finder jeg er latterlige synspunkter!

Det er mandeædelt at formidle en version af verden hvor kærligheden ikke findes

Det er mandeædelt at formidle en version af verden hvor kærligheden ikke findes og gennemføre tankeeksperimentet i et udmærket lidenskabeligt  essay. Jeg blev hensat i en forvirret tilstand hvor centrale spørgsmål fra mit personlige kærlighedsliv trådte frem i et fornyet sprog. Hvilket mod denne Richard Swartz har. Og dernæst, for det hører med til historien om denne min sidste aleneaften, blev jeg fyldt af taknemmelighed over denne verdens under. Kærlighedens gave. En ophøjet følelse af lykke. Iblandet en forundring over menneskelig forskellighed som det kun er A. A. Milne (1882-1956) der formår at skildre løfterigt, enkelt og sandt.

Med venlig hilsen

Jeg bønfalder Informations læsere om at forstå, omend ikke mig, omend ikke dem selv, men derimod forstå at Internet er et mulighedernes sted. Vi må slå os sammen og virke i det små ved eksemplets kraft. Det er hvad *ovenstående initiativ* går ud på. Teknisk set går det ud på at programmere PHP småbidder i WordPress indlæg. Kom og giv et nap med! Facebook fx er programmeret i PHP. Praktisk set går initiativet ud på at handle og orientere sig i landskabet hvor uligheden på trods af al logik er politisk vedtaget ud fra angst, misundelse, uvidenhed og andre irrationelle fænomener som ikke hører hjemme i den følsomme demokratiske proces som gør at vores land kan leve og ånde, som gør Danmark værd at leve i, som gør vores nation til et foregangsland, et fremgangsland. Nationaløkonomi er en speget sag som det er de få beskåret at forstå. Og de der, gennem hårde, grundige studier, er begunstiget med denne viden er, oftere end godt er, helt eller delvist uvidende om hvordan de fattigste har det. Vi skal blive mere lidenskabelige igen. Mere besværlige. Dermed kan vi finde fælles fodslag og byde markedstænkningens forskruede frihedsideal trods. Jeg trygler om at flere derude vil trykke på knappen, så jeg kan få flere breve sendt afsted til disse vanvittigt rige og magtfulde mennesker. Samarbejde er vejen frem. Mellem køn og klasse, mellem praktiker og teoretiker, mellem stærk og svag.

Med venlig hilsen

Morten

Den dag Hubert lignede Tofü Keilert

Hubert arbejder som vindstød på et offentligt toilet da han en torsdag eftermiddag, før lukketid, får en sær opringning. “Grrrmmmmf,” siger stemmen i den anden ende. Hubert flyver ned mellem ballerne på en kinesisk kejserinde og forbliver tavs uden at afbryde forbindelsen. Den samme lyd gentager sig i telefonen, nu lettere moduleret. Hubert holder telefonen op til kejserindens røvhul og venter på en prut, mens damen presser lydløst. Hubert ser sit snit til at flyve bort på et stykke toiletpapir. Han materialiserer sig på hovedgadens fortov og skælder stemmen ud. Det viser sig at det er hans kærester der laver telefonfis. De står på det modsatte fortov med et trug. Hubert dypper ansigtet i den svalende maling. Nu ligner han Tofü Keilert, men den ene kæreste er uenig og råber til de andre at han ligner Robin fra Batman og Robin. De andre kærester kaster mandler på den uenige og blotter deres bryster. På bænken sidder Gerhart Tripoli. Han har set sit. Han bliver seksuelt ophidset og gentlemanagtig. På vej over gaden misser han mod solen. Han skal med bussen til Vorbasse. Oprindelig skulle han til Ho, men planen blev ændret fordi Vorbasses kartofler er bedst. De leger med tungen mens man spiser dem og det er imponerende i betragtning af at det bare er kartofler vi taler om.

Fimseriet ovre på Berlingske er blevet til en syg og isoleret kultur

Overskrift:

Martin Thorborg er i kamp mod sine egne børns opvækst på Strandvejen: »Jeg har set, hvor galt det kan gå«

Overskrift:

Mette Frederiksen har holdt big time sommerferie. Det har været en lettelse

Overskrift:

Adam Holm: Man kunne ønske, at flere medier passede deres job, som Kurt Westergaard gjorde

(Der er større problemer i verden end at Ghita Nørby er intellektuelt svag.)