1
Sandt at sige onanerede selv Freud flere gange end han kneppede.
Freud er stort set glemt.
Jeg ville nødigt bo i en mellemøstlig kultur hvor 30 procent af kvinderne bliver seksuelt misforståede og behandlet derefter af deres mænd. På den anden side ville jeg ej heller nødigt bo i en kultur hvor seksuelle problemer bliver reduceret til potensproblemer og skyldfølelser i forbindelse med skilsmisse, mistænkeliggørelse af et stort libido og af seriel monogami.
Men i en sådan kultur lever jeg. Freud er glemt fordi vores tilbøjelighed til at fortrænge vores seksuelle behov er blevet forstærket igennem de seneste, anslået, 100 år. Hvordan det idéhistorisk hænger sammen er interessant. Sidste gang samfundet var seksuelt formørket, under pietismen, hvor ingen ærlig mand kunne finde den kulturelle undskyldning til at bolle kvinder på plads led begge køn frygteligt. Freud var ikke en fremsynet mand så meget som han var en læge. Det kan være en af forklaringerne på at han skrev utåleligt arrogant og irriterende.
De seksuelle behov, som det bare stadig ikke giver mening at hæve sig intellektuelt over og dermed bringe orden i. Ak! Det er kun de stakkels filosoffer som jeg med min evindelige spermskrift, hvis vi nu skal være krasse og kyniske, der tror på det. Der er heldigvis ikke så mange filosoffer tilbage og filosofien er lykkeligvis i grel forfatning. Jeg er bidt af filosofien, men det betyder ikke at jeg bør være det. Alting med måde.
Halvkedsommelige onanifantasier om smækre kvinder præger min verden. Det er puritanisme. Det binder mig til sengen mere end godt er. I computerskærmens halvmørke kan jeg hive pikken frem. Mine læsere hiver pikken frem og så er vi lige vidt.
Jeg kan ikke ret godt lide kærlighedsfantasier uden at et godt og velgørende seksuelt arrangement i det daglige er på plads. Kærligheden er for vigtig. Ord om den bliver så latterlige hvis den der ævler løs ikke boller.
Jeg er i det hele taget træt af at blive opfattet som en vindbøjtel fordi mit skrivefundament er delvist psykotisk. Den køber jeg ikke. Woody Allen har sagt så smukt at mennesket er berettiget til psykotiske episoder. Det er kærligt. Det er sandt.
2
Jeg opfatter kvinden som en havn. En morsom havn? Måske hvis man hængte guirlander op.
Jeg fornemmer her i nat at jeg kunne blive, udvikle mig til, en fin prostitutionskunde. Fin? Underligt ordvalg, medgivet. Argumenter for er 1. En kontrakt klæder kønnenes forskellighed. 2. Jeg savner regelmæssig sex. 3. Forandring fryder.
Det ville være rent hykleri at nægte at jeg opfatter Houellebecqs indstilling til prostitution som temmelig modig og H. C. Andersens forhold til samme arrangement som mildt fortvivlende, hvis ikke direkte latterligt.
Omvendt føler jeg der er et selvovervurderingsaspekt i det. Den livssituation som kvinden er i er, i sidste ende, ofte voldsomt udsat. At registrere denne hendes situation, hvilket min deltagende og varme natur lægger op til, ville højst tænkeligt gøre mig selv udsat. To udsatte mennesker og en mulig forelskelse fra min side er ikke konstruktivt.
Er opsøgelsen af en prostitueret i min livssituation en fej handling hvor jeg springer over hvor tilværelsens afgørende gærde er lavest? Jeg kan, helt ærligt, ikke gøre det op med mig selv. Jeg er fuld af smerte og frustration. Jeg er et åbent sår. Mit forhold til kvinder har lidt overlast. Jeg er bange for kvinder. Jeg nærer, ikke sjældent, had til kvinder og kvindekønnet, som jeg får spat af og må tage ferietabletter imod.
Findes den normale seksuelle akt? Er der noget jeg har misforstået?
Er den tryllekreds jeg ind imellem føler jeg er underlagt i forhold til E konstruktiv?
Er det skamfuldt ikke at vide besked, at kende svaret på disse almenmenneskelige spørgsmål? Jeg svinger mellem skam og afklarethed.
En primitiv hævn over kvindekønnet? Med to kuldslåede ofre?
Affinde mig med at jeg er blevet ældre og lægge kabale i stedet. Det er jo det jeg gør. Jeg tegner selv en tredjedel af kortene og hygger mig og betjener mine læsere med fikumdik, genialitet når det går højt.
Var mit sexliv med E lykkeligt, med et ord lånt fra Prins Valiant? For mig, ja, men jeg har bragt andre kvinder højere op end E. — Måske… Ved nærmere eftertanke… Jo. Vores sexliv var dejligt.
Min hidtidige blufærdighed ved at skrive om dette emne. Mit ansvar for at tage hensyn til E’s blufærdighed. Min skideligegladhed. Mit vigtige liv. Andre menneskers vigtige liv.
3
Hvis der er noget jeg finder intellektuelt uappetitligt er det forklaringen “de kunne ikke løsrive sig fra hinanden” om elskende der genfinder gnisten efter et større eller mindre sammenbrud i relationen. Det er forsimplet og en knortet, mistænkeligt rodet udtryksmåde. Men det er netop således børn af stormfulde ægteskaber undertiden senere udlægger teksten og sammenfatter, når deres forældre tumler rundt i den kapitalistisk inficerede livsverden hvor personer og følelser også gøres til genstand for hyggelig spirituel markedstænkning og skilsmisser hænger på træerne som sære nedfaldsfrugter. Børn har ret til denne forsimpling fordi de har lidt deres, disse børn, disse små gryder med fin hørelse, af sære forældrerelationer. Børn får det hele lige i hovedet. Det skærer i deres små hjerter. Børns lidelser er kæmpe store i skilsmissebølgegange. Men det er meningen at vi skal bryde bølgerne. Det er blot ikke sandheden det med den manglende evne til at kunne løsrive sig. Skilsmissebørn tager fejl. Sandheden er at kærligheden overvinder alt. Sandheden er at kærligheden ikke dør. “Vores kærlighed er blevet til noget andet”. Tjuhej! Ikke så hurtigt! Vi lever i forvejen i en hurtig kultur. Hvad er kærligheden blevet til? “Et smukt venskab”. Nej. Du ser alting lidt for klart og holistisk i aften, Mogens. Hvem siger at alt ikke er brudstykker, at alt dybest set altid fremstår smadret for selv det køligste og mest nuancerede intellekt med selv det varmeste hjerte. At vores syn, selve vores muligheder for at bemærke, skue kærligheden, er brudstykkevis. At intellektuel uappetitlighedhedsfølelse er vejen frem for den der orker.
Underligt nok vil jeg her, med Freud, pege på klassisk kønsforskellighed og, i den sammenhæng, på den seksuelle akt hvor manden er helten og forløseren og kvinden lader sig bolle på plads som løsningen på problemet.
4
Elsk andre menneskers kærlighed. Tro ikke på den. Tro er alt for begrænset og omskiftelig. Håb ikke på den. Håb er for privat. Elsk den. Men gør det i det skjulte. Brug ikke mange ord.
Læs!
Jo ældre jeg er blevet, jeg er 48, des bedre har jeg kunnet se at andre menneskers forpinthed og den samlethed som er forpinthedens tro følgesvend igennem tykt og tyndt, som det hedder, akkurat som jeg, er i stand til at elske endnu andre menneskers kærlighed, heriblandt mine “hinandenders” kærlighed, altså: de kærlighedsrelationer jeg, som levende menneske, indgår i og som jeg er dybt afhængig af ligesom dem der elsker mig er dybt afhængige af mig. Jeg troede oprigtig talt, indtil for nylig, som man siger, at jeg er særligt god til at elske, tror det vel lidt stadigvæk. En komisk form for selvhøjtidelighed, men når man, som jeg, lider af sindssyge ligger illusionen om at min evne til at elske er særligt højtudviklet lige for. Det er et skrivende menneskes privilegium at abonnere på denne lidet ydmyge overbevisning.
