Jeg har et forholdsvist fredeligt forhold til uskyld og er dermed selvfølgelig uskyldigt vred over at kvinder ikke er mere uskyldige. Det kan de godt være. Hvad ville et samtalerum være uden en nærværende og virkelig forestilling om uskyld. Kønnene har samme ubesværede adgang til at forholde sig til denne uskyld, men man kan ikke sige noget afgørende eller komme med helhedsbetragtninger om uskyld. Vigtigere er at man kan ikke lave et kunstværk om uskyld. Uskyld kan kun forstås i forhold til Jesus. Et kunstværk om sagen bliver noget farvelade. Heart of Gold, Breaking the Waves, Den Stille Amerikaner og Den Kroniske Uskyld er i bund og grund forvirrede og usikre kunstværker. Ikke betydningsløse, bestemt ikke, de er betagende, men de er forvirrede og usikre.

Ædelgas.

Hvis man lægger et hvilket som helst menneskes uheldige fortalelser, vrangvillige, lukkede kropssprog, fordomme og antipatier sammen i én stor svovlpøl, endda uden at tilføje had, vrede og stupiditet, står det hurtigt klart at ingen kan holde sig i skindet. Men det giver gode samtaler for den der kan.

Og hvordan fanden de klarer sådan noget som en skilsmisse med et nogenlunde fair resultat for børnene er mig en kilde til undren. Jeg har et overmål af fantasi og intellekt, men er selvovervurderende og mit egos størrelse er omvendt proportional med min karrieremæssige succes. Men min ex og jeg har det fandme godt i dag. Jeg har mødt et par mennesker der ikke under mig præcis dette gode forhold, men er bedøvende ligeglad. Men, for at vende tilbage til emnet, hvordan finder mennesker der ikke engang har råd til at sende deres unger til København ud af familielivet. København er dejlig. Weekendavisens læsere vil gerne være i fred. Sådan står der gudhjælpemig i deres programerklæring. Var det ikke på tide at vi lod idéer som dem Weekendavisen præsenterer ligge i fred. Vi skulle hellere klovne lidt og sprede glæde på den måde end at være i fred. Fred er lissom heller ikke med på listen over tro, håb og kærlighed. Hvad er fred? Uløseligt forbundet med arrogance og latterlige neoliberalistiske frihedsidealer. Arbejderes og håndværkeres skæbne er at blive smittet. Nøj hvor jeg ikke gider! Nøj hvor Gud hjælper mig i den sammenhæng. Det er jo Jesus der render rundt i de hjemløses skikkelser. Nå. Hallo! Hvor mange mennesker der nu er børn sender et velfærdsløfteparti som Venstre på gaden om 30 år? Jeg vil anslå at tallet er over 10.000 og det er da derfor jeg skriver det her. Uddannelsesræset er så pisse hårdt for dem der ikke har meget at flytte rundt med på øverste etage. Jeg er vel bare i min modne alder mildt forundret over hvor latterligt håb er i forhold til kærlighed.

Så til arbejdere i alle lande vil jeg gerne afslutte med disse ord. Jeg håber det er temmelig åbenbart at Hemingway ikke blev overmåde kynisk i sin alderdom. Det hedder heller ikke modløs. Det hedder deprimeret. Og hvor er jeg glad for at jeg kan flyve lige hen og smitte en hjemløs, en arbejder, sågar en håndværker med ånd på de dage hvor jeg har det godt. For det danske skolesystem er fandme godt. Alle kan deres Hemingway. Jeg synes sgu også Poul Erik Tøjner skriver nogle gode ledsagetekster til værkerne oppe på Louisiana men da han skrev, i netop Weekendavisen, hånende om at nu kan enhver taxichauffør i New York deres freudianske floskler viste han at han ikke kan træde i karakter som noget som helst betydningsfuldt i åndelig henseende. I min magtposition som internetblogger indstiller jeg ham til fyring og det bliver han på grund af disse sande ord og det sker så snart ordene bliver læst af et bestyrelsesmedlem. Der sker også noget med selve Poul Erik Tøjner når han læser disse ord. Det kan du trygt regne med. Poul Erik, du får en hel provins i mit hoved. Capri. Tag til Capri og stik Louisiana Literature, hvor jeg aldrig bliver inviteret, op i røven. Nej, du får sgu en chance til. Jeg er et godt menneske.

Alle familier er talebanagtige hoho. Det er dem der sidder på 7.000 kilometers afstand og føler sig hævet over taleban jeg frygter eller, i grunden, griner af, når jeg ikke har andet at lave. Hvilket jeg har!

Rigtige mænd er kristne, men ikke alle hedninge er skvat. Så sandt, så sandt. Alle mennesker er bevæbnede med noget der er langt værre end en kalshnikov og det er spyd der udgår fra endeløse bekymringer, jeg var selv en af de forholdsvis bekymrende bekymrede. Men jeg har opøvet en mesterlig evne til at knuse bekymringer. Jeg er blevet viis. Men det er sgu da ikke noget jeg gør selvstændigt, for mit ego er i grunden meget lille, jeg skal bare engagere mig i det jeg bør, så skrumper mit ego og jeg kan agere frit. Frihed!

Ak, jo! Taleban er et nogenlunde billede på en dansk gennemsnitsfamilie og vores afstandstagen er derfor delvist hyklerisk, overspændt, kold.

(En tidsstøder er vel bare noget der kimses af i tiden vi lever i, men som alligevel er fuldkommen sandt. En tidsstøder er vel bare en indvending overfor en populær usandhed som der hersker bred konsensus om. “En indvending overfor en populær usandhed som der hersker bred konsensus om”. Tidsstøder. Jeg prøver lige igen. Tidsstøder.)

1. Man kan ikke skrue ned for sit ego på andre måder end ved at bruge sig selv på den måde man bør.

2. Børn kan sagtens varetage deres psykiske velbefindende. De er bare ikke mestre i det.

(Et dagbogsblad fra min ikke-eksisterende dagbog, flyvende i augusts blæst…)

Er jeg ved at blive normal? (Hvilket nogenledes fjumset fremtidsscenarie.)

Proportioner

Nu disse påtrængende proportioner. Proportioner som min nye, den jævnt begavedes, givende hobby. Ting der ordner sig. (Jeg er taknemmelig for kærlighedens gave, men har ind imellem svært ved at anbringe den. (Lidt i stil med resten af medlemmerne af menneskeheden.))

Samarbejde

Har notorisk svært ved at samarbejde, men har jeg, i min fremskredne alder, opdaget et sært land, for en uge siden i forgårs, på et forum på nettet, af alle rædsomme steder, hvor mit forstørrede og vildtvoksende førtidspensionistego ikke vaskeliggør Internettets frugtnedtagning i gensidighed fordi nedtoning er mulig? En ønskeø hvor jeg netop er tiltrådt som guvernør? En påskeø med enorme masker? Jeg elsker min skæbne som er at jeg muligvis ikke bliver guvernør i noget som helst andet end delvis guvernør i mit eget liv. Men dette er meget værd. Forslag til en passende guvernørhat modtages. (Idéskraldespand på indkøbssedlen.)

Således var mine svage og bundne tanker for i dag og i dag er en torsdag i august 2021.

Gik en lang tur på Borrebangsvej.

At have komplekser var sært dengang. Men at stå i forhold til sine komplekser er et privilegium for nervesystemet, sjælen, sindet, hele baduljen. Ethvert menneske har et behov for at de alliancer som blev indgået tidligt i afhængighed og af nødvendighed, samt at centrale bånd flyder blot en lille smule. Dig og mig Alfred. Dig og mig Emil. Jeg kan ikke sige det mere præcist. At erkende dem videnskabeligt eller fuldstændigt er umuligt. Men ikke alt er mysterium derinde. At opnå selvkendskab på Jungs måde er forsimplet. Der er noget stjerner i håret over at erkende at komplekser er dybt vanskelige, særligt socialt invaliderende, også for det andet menneske. Hvilke komplekser har du? Hvilket ufølsomt spørgsmål! Selv i vennesamtaler. Selv i den indre dialog. Det er et meningsløst spørgsmål. På trods heraf så jeg gerne at den fortrolige vending “han har sgu for mange komplekser” blev genindført. Årsagen er at jeg netop har siddet til endnu et politisk møde og det var fandme ligesom en gudstjeneste, bare på en barok måde. Meget verdensfjernt i grunden.

At gribe til knækkede linjer fremfor kortprosa anser jeg for en unaturlig overspringshandling i forhold til disse overvejelser om komplekser. Knækprosaister har sgu for mange komplekser!