At forstå hvorfor eller hvoraf det kommer sig at Leila Abildkrus ikke har nogen venner er ikke så lige til. Måske hænger det på en eller anden måde sammen med at hun er kristen. Jeg har aldrig helt forstået hvordan andre mennesker er kristne for jeg har rigeligt at gøre med at holde styr på min egen inderlighed. Måske er det heller ikke min opgave. Jeg må stille mig tilfreds med at forstå og erkende stykkevist. Mja.

Du er blevet temmelig berømt på at beskrive i din bog Matmosens Fortællinger hvordan man bærer sig ad med at indrette sit indre på ikke at have nogen venner, forstået positivt, ja, endda så positivt at du samtidig ikke udelukker engang at få venner.

“Temmelig berømt. Det må man sige.”

Vil du prøve at forklare metoden.

“Jeg er blevet berømt for at sammenligne min måde, for det er ikke så meget en metode eller en proces, med keramikerens forarbejdning af en lerklump. Hvis lerklumpen er den stemning du er i når du modigt fordyber dig i en tekst som interesserer dig men som du ikke kan forklare præcist meningen med eller for den sags skyld meningen med overhovedet at læse den og så breder denne klimp, undskyld klump, ud over midten af bordpladen i det du roligt tilføjer mere ler fra en større klump ved siden af, breder ud og breder ud og venter lidt med at formgive den og så slutter af med at gøre den nogenlunde køn at se på, og, hvis du ikke formår dette, så i det mindste ledsage formgivningen med lidenskabelig tale så forstår du hvad jeg mener.”

Det er noget med at bygge noget op inden i dig.

“Ja.”

Noget som er ensomhedens gode side.

“Netop.”

Ja.

“Jeg fik engang taget alt fra mig.”

Du havde de syv blå huse som udgør et selv.

“Jeg mistede mig selv. Men jeg overlevede.”

Kender det så godt.

“Ja.”

Hvad er din sårbarhed?

“Min sårbarhed har en positiv side ligesom ensomheden har en positiv side ligesom prøvelsen har en særdeles positiv side. I forbindelse med mit billede med keramikeren kan jeg kun sige at sårbarheden er et faktum. At min sårbarhed er et faktum. Den positive side af sårbarheden er, at jeg kan fordybe mig og bygge noget op inden i som definerer hvem jeg er når jeg kigger indad. Jeg tror det er det der hedder det indre menneske. Der er tale om noget der kan blive stærkt, også stærkere end ler, hvilket er ganske mærkeligt. Sårbarhed og jern. Men det er jo faktisk hvad præsten beder om for menigheden i kirken: Styrk os i det indre menneske.”

Betyder det at denne relation enhver har med sit indre menneske er stærkere end noget venskabsbånd nogen sinde kan blive?

“Det er ikke utænkeligt.”

Det sjove er at Kierkegaards etiker og troende finder sammen i de konstante evige lektier i tiden. Kirkegang. Studier af opbyggelige taler.

“Måske og måske ikke. Jeg tror at det er humoren som ligger lige der hvor du lige nu ser tunge lektier. Det er en meget vigtig pointe. Vi har ikke andet end humor der hvor dagligdagen slutter og de helt afgørende spørgsmål kommer ind, herunder: er det min ven?”

Men vi plejer at se på venskaber med dyb alvor.

“Måske er det en fejl. Måske er det også en fejl at se på ensomhed som noget udelukkende negativt. Måske skulle vi tale mere åbent om det ikke at have venner for at forstå betydningen af de venskaber vi faktisk har. Det er en dialektik der næsten unddrager sig fornuften. Lur mig om det ikke er kærlighed. Det er altid kærlighed når vi ikke behøver forstå det.”

Det kan bestemt også være müsli.

“Hihi. Alene ordet.”

Tempel. Karte.

“Hoho. Av! Lad være med at trække mig i næsen.”