Den mennesketype der synes at nogle mennesker er irriterende har for meget magt i dag. Problemet er at der ikke er nogen tilbage til at synes at de førstnævnte er irriterende.
Næ. Hvor skulle de komme fra.
Måske forenkler jeg.
Det er muligt.
Hør. Hvorfor sidder vi her og ævler. Skal vi ikke gå ud og spise en is?
Jo. Danse senere?
Danse nu.
Hvad er mere fremmed end en fyr i pænt stangtøj der, tavs og bevidnet af en hel flok, af al sin manddomskraft kyler flaskeposter ud fra en færge og holder den tiende frem? Men der findes virkelig mandetyper, for vi mænd interesserer os for den slags, som i netop den situation formår at overliste den mystiske kyler og stjæle flaskeposten og løbe ind af glasdøren fulgt af en hel hale af passagerer.
Harnødv Depp har folk gående rundt inde i sin bevidsthed. Indbildt menneskeforstand sætter ham i stand til at kategorisere såvel virkelige som opdigtede mennesker i hvad han forstår som sin pragmatiske, lodret eksekverende fantasi. (Lodret eksekverende betyder nævenyttig. Red.) Ensomhed og kynisme følges dermed ad i denne fyrs indre verden. I virkeligheden er det enormt synd for ham, for hans sociale kompetencer er så små. Abelone Wijfstrand er hende der har ondt af ham.
“Jeg sørger for han kommer lidt ud.”
Hans sociale kompetencer virkede ikke begrænsede på mig.
“Det er fordi han er i træning.”
Men han var noget af det mest morsomme og åbne.
Dengang vi gik på det rigtige universitet var 13-tallet noget man fik når man var præcis dobbelt så dygtig som læreren. Det var tungt for læreren. Og fuldkommen uoverskueligt for studenten der ikke anede hvad læreren kunne og ikke kunne. Kun at hun ikke var særlig klog. Men hvorfor var hun så ansat på et universitet? Spørgsmålene var mange. På efteruniversitetet tager man tingene lidt mere stille og roligt. Alle er blevet lærere. En sjælden gang imellem dukker en ægte professor op som knipser det sagnomspundne stykke tyggegummi op i luften.
I går skete der noget mærkeligt.
Harnødv Depp greb tyggegummistykket og krammede det med begge hænder. Jeg spurgte forsigtigt men ganske højt, faktisk larmende, hvad han foretog sig.
“Det er mit. Det er min værdighed.”
Vi nåede lige at dukke os. En fyr med så udsat en form for værdighed skal man dukke sig for ret hurtigt. Ellers hænger tingene ligesom ikke rigtig sammen.
“Du kan ikke være useriøs hvis du er løbsdirektør. Derfor kan jeg heller ikke være useriøs. Derfor har jeg valgt at fortælle om Fotiljukten.”
Krager Pseo er vel Danmarks mindste by. Første halvdel af navnet får uvilkårligt den besøgende til at tænke på krager der vender. Men hvorfor Pseo? Byen er vel så lille og ubetydelig at man i sidste ende ikke nedlod sig til at forære den et danskklingende navn. Her holdt Morten Hjerl-Hansen digtoplæsning.
Først trådte hans hustru Else ind og præsenterede oplæseren med en instruks til publikum om at være helt stille. Ydermere ville Morten forlade forsamlingen hvis stilheden blev brudt.
Bag Else stod en stor stjernekikkert til hobbybrug. Da hun forlod scenen kom Morten ind. Morten.
Morten tog opstilling bag stjernekikkerten og læste op fra sedler som Else vendte på en oplyst tavle bag publikum.
Stemningen var intens og forventningsfuld. Sikke sedler der blev læst op!
Stilheden var begyndt at blive lidt højstemt-gotisk da kikkerten pludselig væltede, tilsyneladende af sig selv og brød stilheden med et vældigt brag. Men det var meningen. For så skete der pludselig ting. Skuespillere for 45.000 drønede ind og fuldendte denne aften i et herligt show. Morten.
Hvorfor valgte du at blive upopulær?
“Det kom naturligt.”
Det lå lige til højrebenet?
“Jeg rammer ikke så tit bolden.”
Hvor udbredt er selvhøjtidelighed blandt forfattere?
“Jeg kan kun tale for mig selv. Jeg synes jeg har en vigtig mission. Kva det kan man godt kalde mig selvhøjtidelig.”
Men hvorfor i alverden vil du så ikke have masser af læsere?
“Det skyldes to ting. Dels tilhører jeg en generation af forfattere der tror på at virkningen af det de skriver ude blandt folk er mystisk-homøopatisk og dels vil jeg gerne leve stille og ubemærket.”
Jeg tror det er farligt hvis forfattere ikke stiller sig frem. Nogen må være ærlige og følelsesmæssigt nuancerede og afslappede.
“Det er meget vanskeligt at få folk til at slappe af via litteratur efter de har lagt bogen fra sig.”
Jeg hørte et langt interview med Chaplin for et par dage siden. Det var fra 1952 hvor han er i London i forbindelse med lanceringen af Limelight, som jeg og mange andre anser for et filmisk mesterværk. En af radioprogrammets gæster spørger Chaplin hvad meningen mon er med at folket drømmer om stjernerne i Hollywood. Han svarer: Nothing transcends personality. (“Personlighed er det ypperste vi kender.”) Det slog mig som en meget interessant holdning, også for den tid vi lever i nu, i 2017. En masse spændende spørgsmål rejser sig for mit blik. Hvad hvis vi er gode nok hver især i kraft af vores personlighed? Hvad hvis vi ikke skal gemme os bag værket og forløse det, men i stedet vise vores personlighed. Fordi: Hvad hvis dette, personlighed, som er så vanskeligt for os selv at se og så let for andre der kender og elsker os (men ikke nødvendigvis forstår os) at se og erkende netop er det bedste ved os? Hvad hvis de bøger hvor forfatteren næsten “meddeler sig hel” i virkeligheden er de mest kærlige? Hvad hvis Gud elsker vores personlighed mere end Han elsker vores holdninger som er baseret på en masse forestillinger der er lånt fra andre? Er tiden ikke led og ked af dette synspunkt, denne tanke? Er jeg ligeglad med tidens dom?
“Det tror jeg du er.”
En personlighed.
“Det kan godt være Chaplin havde ret.”
Chaplin får et point.
“Lad os give ham 10 point.”
Ja.
“Så er vi på den sikre side.”
Engang imellem ligger der to træstykker på en strand inden for gå-, tale- og se-afstand, men lige meget hjælper det, for træ kan hverken gå, tale eller se. Men her er tålmodighed afgørende. Fantasi også. Ja, faktisk er der dem der vil hævde at fantasi i denne situation er et bedre kort at spille end tålmodighed. Man kan også bare vælge at gå videre. Men se hvordan det gik dobbelttræstykkeopleveren Tefu Rabat. Han fik, for de læsere der har glemt episoden (“episode”. Underligt ord. Umiskendeligt græsk.) en dambrik mellem tæerne.
Dobbelttræstykkeoplevelser er der skrevet mange bøger om. Fordi hvad? Fordi de er så vanskelige at bemærke for det utrænede øje. Prøv at lægge mærke til forekomster af to træstykker næste gang du går på stranden. Der er ikke nogen dybere videnskab i at puffe to træstykker nær hinanden med indersiden af håndfladerne og så løfte dem op samtidig. Du har jo to hænder din fedthjerne.
