Ny bog: Jill, Jack og Djil

Tre teenagere, Jill, Jack og Djil finder et øje i et bilvrag og bringer det til øjenlægen Rogers P. Madut som kan en masse underlige historier. Han får dog ikke lejlighed til at fortælle dem, fordi Jill hele tiden får hikke. Da Djil, jeg-fortælleren, gnider sig i øjnene står de på tre måtter af bast under en motorvejsbro og Jack er forsvundet. Forfatteren har indkøbt to genstande der skal hjælpe dem i deres søgen efter Jack: en spatel og et kort der i detaljer angiver hvor han er. Men de må kun vælge en ting. I den heftige korporlige kamp om hvilken genstand de skal vælge får Rogers flået sin kittel i stykker og det afsløres at han i virkeligheden er en løve. Han lover ikke at spise kortet og tager de to tøser med på ryggen.

Den kierkegaardske kollega

Fæver Peo Rüttshofft er kierkegaardsk medarbejder i det verdensomspændende sejlfirma Herfra & Søn. Jeg glæder mig til at møde manden. Måske går han rundt med et kornstrå ligesom Johannes fra Carl Th. Dreyers Ordet. Så må man være lidt forsigtig. Måske er han ligesom ham nevø Lund der protesterede da man gav Søren en kirkelig begravelse på Assistens. Så må man vel være direkte stille. Måske er han ligesom forfatteren Ernesto Dalgas eller maleren Johannes Holbek. Det er ikke til at vide. Eller den lidenskabelige, spændende Johannes Sløk? Jeg har fået Rüttshoffts bog tilsendt af selvsamme og han kunne godt tyde på at minde lidt om Sløk. Bogen hedder “Kødet vælter – En Sørensen-Apologi” og handler om en majspiller på en knappefabrik. Bogen er hermed anbefalet. Da jeg ankommer sidder han, Rüttshofft, på bordet i en ret bekvem stilling. De øvrige på kontoret er to mænd der i virkeligheden er kvinder og en kvinde der i virkeligheden er en mand. Sådan er det hele vejen rundt. Den blå keramikvase der står på den lave Tvillum reol er i virkeligheden et tandglas. Gardinerne er i virkeligheden tremmer og chefen der dingler ind med nogle morsomme bemærkninger og forlader os igen er i virkeligheden også noget andet end han er. Hvad, står mig ikke klart. Det står derimod fuldkommen klart at dette kontor har brug for noget egentlighed. Rüttshofft passer ind. Man kan godt bruge egentlighed i en arbejdssituation. Det er vel en af grundene til at Kierkegaard er blevet så populær.

Du ligner Fyrst Mysjkin.

“Haha.”

Hihi.

Vi vælter en stol.

“Som det også sker i direktør Loppes digt ‘Bægeret Fyldes’. “

Den søde Henckel

En af mine forfædre boede i et bur. Siden er mit blod blevet blandet med så mange fortræffelige at jeg nu bor i et hus. Buret har jeg dog endnu som et kært minde. Det står ude i svinestalden hvor svinene kan se på det og drømme: “mon mit blod en dag bliver blandet med fortræffelige, at jeg en dag vil optræde i et hus? Da skal der være et forhæng så halvdelen af stuen blive til et theater og den anden halvdel til et kålbed og den sidste halvdel til Henckelsuppe!”

Svinske tanker.

Men den uøkologiske svineavl i Danmark forbliver en skandale. Derfor har jeg skrevet følgende lille stykke. For hvad er Henckelsuppe og hvor har du sat den og har du tjekket holdbarheden?

Henckel er en kvinde som der ikke er mange af længere. Hun er nemlig sød. Hun lugter, hun prutter, men hun er sød.

Hvis du en dag kommer forbi Henckel så kør ad Henckelvej hen til den trekantede tankstation og spørg efter Den Henckel. Sådan hedder hun nemlig. Den Henckel. Den anden Henckel er en skidt kvinde som lader sin mand bo i et palæ. Tankpasseren vil da udstøde et dyrisk skrig fordi han er bange for at du vil stjæle sødheden fra Den Henckel. Den Henckel vil høre skriget inde fra sin seng og blive bange for at du vil stjæle sødheden fra hende. Det gælder altså i første omgang om at få dem til at holde op med at skrige for skriger man længe nok forsvinder sødheden fra selv den mildeste sjæl og man kommer til at gå på fine restauranter og i det hele taget opføre sig så man ikke er til at holde ud at være i nærheden af for os andre. Men alt det ordner Suppeskrig, medarbejderen fra anden til venstre. Så på den måde kommer der da i hvert fald lidt ro over tingene.

Den Sorte Præsidents Åndelighed

Dit indtryk af Obama?

“På en eller anden måde tror jeg ikke Obama var fanget i en endeløs religionsholdningsuoverensstemmelsessituation i familien og det gjorde ham stærk og hans adgang til lyse tanker relativt ubsværet.”

Kroko Enertsens ord der for mange, måske især for danskere, kunne formodes, i hvert fald for mig, at stritte betændt og problematisk eller naivt eller respektløst fordømmende eller blot irriterende vækker en sælsom og fyldig genklang i mit indre som ikke svækkes af at hans tøj pludselig falder af. Han må være iført lynomklædningstøj kendt fra cirkusverdenen.

“Måske var hans lille familie religiøs på en relativt uproblematisk måde, sådan at det i hvert fald ikke var de religiøse spørgsmål der dominerede i de selvfølgelige familieuoverenstemmelser.”

Jeg får lyst til at spørge om et eller andet men jeg gribes af en vældig og besværet angst.

Jeg får lyst til at spørge om et eller andet men jeg gribes af en vældig og besværet angst.

“Det kan jeg godt forstå.”

Tak. Kan du ikke lige tale videre. Jeg synes du taler godt, men jeg kan mærke at jeg skal have en halv beroligende og ligge i min seng indtil den virker.

“Ateisternes ritualer må formodes at være stille og afdæmpede men i den daglige opførsel griber de ofte til spot. Når forældre gør det kan det virke voldsomt på særligt sensitive halvvoksne og voksne børn. Jeg bliver nødt til at indføre den skelnen her, mellem spottefugle og ateister. Men “spot” og “spottefugl” er bare ikke ord der bruges så meget længere i daglig tale.”

(Pause.)

At tro på at vi hver især finder en vej. Ikke at tro på mennesker, men at elske mennesker. At tro på at hver dag har rigeligt af udfordringer. Ikke mere langsigtet end det. Troen er en stor lille gave. Yes we can.

“Obama kunne godt have tænkt sådan som du siger. Han kunne have sagt det lige netop sådan.”

Ny bog: Kong Salomons Fletninger

I betragtning af Kong Salomons vældige rigdom var det en skuffelse for mig at opleve en selvtilfreds mand med fletninger. Jeg syntes ikke de klædte ham, men fordi han rullede med øjnene læste jeg videre. Og blev slet ikke skuffet. Jeg blev skuffet over læsningen, javel, skuffet over dette makværk af en bog, men da jeg læste videre skete der nogle sjove ting. For det første skinnede solen så dejligt. Jeg sprang vel 100 sider over for at blive hurtigere færdig så jeg kunne komme ud. Da jeg således havde læst første og sidste del af bogen gik jeg frem og tilbage ude i middagssolen. En ting førte til en anden og med ét gik jeg inde i et festklædt regiment soldater der bar bjørneskindshuer og musikinstrumenter som de spillede på, ganske højlydt og ganske kompetent. De var slet ikke kyniske for de havde lært lidt om den troende indstilling til livet ved at iføre sig dette røde tøj og det synes jeg der var noget sælsomt og godmodigt ved. De ville gerne være mine venner, der var 18 i alt, jeg lærte hurtigt at marchere og bar en blomst i skjortelommen der ikke havde et knaphul. Så kom vi forbi mit hus. De var så interesserede. De var tydeligt på deres udtryksløse ansigter at de gerne ville aflægge os en visit og jeg smed det obligatoriske hyben i nakken på tamburmajoren der straks gjorde omkring og med hele regimentet gik indenfor, rundt om stuebordet tre gange til hele familiens store moro og ud igen. De forsvandt ned ad vejen og efterlod indtrykket af et fædreland beskyttet af musik.

Ny bog: Tingene

Tingene er en fascinerende roman. Der er blandt andet et lam af porcelæn som jeg holder utrolig meget af. Hvidt med antydningen af blå stænk. Lammet sad i bevidstheden på den kæreste måde længe efter jeg læste bogen og da det ikke sad der mere læste jeg bogen igen. Jeg ville prøve hvordan det var. Det var ikke kedeligt. Nu faldt min opmærksomhed på relationen mellem dette lam og hele verdens befolkning. Et stort regnestykke. Jeg opdagede at jeg slet ikke havde hold i mig selv. At jeg var uden kontrol. At dette lam betød alt. Så spillede jeg klaver med alt det jeg havde lært. Det var dengang jeg lærte klovnen Bobo at kende. Midt i mine overvejelser omkring alt dette gjorde min hustru mig opmærksom på en tærteopskrift. Jeg læste bogen igen med munden fuld af min hustrus desserttærte.

Efter at have læst bogen tre gange måtte jeg gøre op hvor bred humanitet den repræsenterede. Jeg blev enig med mig selv om 17 meter bred. Og for enden af de 17 meter sad forfatteren i et kar.

Ganske elendig myte: Reden, ravnen og roen

På trods af koncentrationsbesvær er Hirdsmand Hvattarp tilbage med en myte der aldrig bliver mindre end ganske elendig.

En rede kommer gående efter at fuglene er fløjet fra den. “Oppe på himlen sang fuglene”, som det så smukt hedder. Der går ikke længe med denne rolige gang ud i “den store natur”, som det lidt forudsigeligt hedder, før roen og ravnen melder sig på banen og “den lille funklende perle af en historie”, som det så pralende hedder, kan tage sin begyndelse. Efter at have sammenbragt og aflønnet de tre hovedpersoner diskuterer historien lidt med sig selv, gemmer imens hovedpersonerne væk i en papkasse med panoramavinduer, højt til loftet, egen indgang, udsigt til “bjældet”, en slags fjeld med istapper formet som bjælder, og dertil masser af redemad: afstødte dun; roemad: vand, jord, sollys; og ravnemad: en turkis fisk der hedder en snalle og i sine bedre dage adlød navnet “Snalle”, udtalt mellem læberne på fiskekrogsk. Men de tre har ikke spildt tiden inde i papkassen. Da man lukker dem ud viser det sig at de har brugt tiden på at blive venner ved at drikke dialogkaffe. Det er bogens væsentligste pointe. Går man glip af denne pointe har man fuldkommen misset bogens eksistensgrundlag og bogen vil simpelthen flyve væk hurtigere end Stefan Zweig fløj til Langbortistan. Jeg valgte at ignorere denne pointe ved første gennemlæsning for sjov og det endte med at jeg måtte kramme bogen rigtig godt for at den ikke lavede en Stefan. Alligevel skrev den en ny bog med den forvorpne titel “Verden af Anders And blad”. Af en eller anden grund brugte jeg alle mine penge mens jeg læste. Måske sivede de ud af hullet i lommen mens jeg hoppede og dansede af glæde. Jeg havde nemlig vekslet dem til fem-ører af den gamle slags. Nu ligger de rundt i haven i en sirligt slynget kurve.  Konkluderende må jeg konstaterende sige at jeg efter første gennemlæsning pludselig stod med to bøger. Den anden gang læste jeg “Reden, ravnen og roen” stående på “Verden af Anders And blad” med den klare hensigt ikke at misse det med dialogkaffen og det gik fint.

Samtale mellem radiovært og Maradjøngades delesekretær Niels Christian Beethoven

Han vil blive utryg i det øjeblik han opdager at I ikke kender hinanden personligt.

Men det ved han jo på forhånd.

Lad mig berolige dig med at forklare sagens rette sammenhæng. Han vil selvfølgelig ikke krybe ned i et hul fordi han kommer i radioen.

Hul?

Men han vil lave løjer.

Hvorfor?

Han vil obstruere.

Aha.

Han vil opfatte din rutinerethed i at tale med litterære hoveder som kunstig.

Det lyder jo bare som ganske almindelig paranoia og blufærdighed.

Siger du.

Det lyder banalt.

Jeg skal også lige huske at sige noget psykisk sygt.

Endelig da.

Irrrrrr. Flydt!

Det er jo så banalt.

Ja det er det egentlig.

Så kom vi slet ikke til det vigtige.

Så kom vi slet ikke til det vigtige. Hvad er det vigtige?

Det ved Maradjøngade er jeg evigt forvisset om.

Maradjøngade siger han intet ved. Siger han er filosof.

Jeg er udmærket klar over at han kan være dominerende og anstrengende. Kærligheden skjuler synders mangfoldighed.