“Skal vi nu ikke lade være med at indhente sandheden med snak?”

Brando Dalfrøcies ændrer personlighed nogen gange. Det er derfor hans medmennesker har sådan en frygtelig respekt for ham. Nu sidder han i parken og læser Platons dialog om den frygtelige sofist Gorgias.

“Der er mange mennesker, der støjer. Der er mange mennesker, der ikke er særlig hjemmevante i livet. Dér har vi en af dem, der støjer. Han er et helt, helt særligt menneske.”

Jeg kniber øjnene sammen og drejer hovedet, men kan ikke se nogen. Det er nok bare fordi jeg er en dum journalist. Nej. Nu dukker der en midaldrende herre frem bag et af træerne. Jeg lægger mærke til at Brando Dalfrøcies i det samme ændrer sin berømte personlighed. Et gåsedun svæver på et vindstød. Det er to intellektuelle giganter, jeg koncentrerer mig om at holde fokus på Dalfrøcies, men jeg kan ikke se forandringen i selve processen, kun iagttage at han er blevet en person der kunne have heddet Tage Mut. Hans sikkerhed er den samme. En idéudveksling over tre-fire medbragte Hancock pilsnere er igang. Mosehullet lytter.

Han slog forkert op i rollespilsbog: “Du møder en lavakaster”

Spiller A: “Men en lavekaster går med slips.”

Dungeonmaster: “Og der er pænt hjemme hos ham.”

Spiller A: “Hvorfor kaster han så med lava?”

Ny bog: Manden der som gammel sad og tænkte lidt over det hele

Beth Stilling har tidligere skrevet den blå  novelle “Den dag mine øjne funklede” og den pragtfulde roman “Vrede på universitetet”. Nu har hun dannet en tredje bog ved at sidde helt stille en time om dagen i et år. Det i sig selv er godt fundet på. Bogen handler om en millionær der forfalsker et riskorn og rider ind i den rigtige by. Der er en utrolig flot beskrivelse af nogle bisser allerede på side to. Millionæren sætter sit bælte i banken. Det er der ikke mange foruden bisserne der forstår og så går det slag i slag. Bogens handling er morsom og til tider latterligt opkvikkende.

Kipper Maradjøngade: Teoretiske overvejelser omkring jeg’et, mig’et, dig’et og sig’et

Bollehat, du har skrevet en art redegørelse omkring alle de der ting. Jeg tænker særligt på jeg’et, mig’et, dig’et og sig’et.

“Jeg hedder ikke Bollehat men jeg hedder Kipper Maradjøngade.”

Har du et jeg, for du ligner mest et dig?

“Vi har begge to et jeg, ligesom vi begge to har lyst hår. Når vi taler inde fra håret mumler vi. Så kan man ikke se ansigtet. Så er vi en slags sig. Men et rigtigt sig har såvel et ansigt som en meget høj grad af integritet. Når det er tilfældet hedder personen snarere Sig med stort S end sit rigtige navn som i øvrigt er Bonfils I. Jespersen.”

Hvorfor står du i en kuffert?

“Jeg forberedte mig på at sige sit. Nu går jeg ud af kufferten og siger dit tre gange. Dit. Dit. Dit.”

Forståeligt, men nu tabte jeg tråden.

“Det næststoreste spørgsmål er: “Hvem er mig?” Men selvom spørgsmålet er stort, er det let at besvare, for mig det er jo bare mig.”

Du taler i hvert fald ikke som mig.

“Det er op til dig.”

Hvad betyder Wurst egentlig på tysk?

“I Frankrig betyder det pølse på tysk.”

Hvad betyder Nippon på Swahili?

“Japan.”

Egon.

“Et andet kæmpemæssigt spørgsmål er om vi har et dig. Så kan vi jo tale med os selv uden at det er pinligt. Men så skal der dækkes dobbelt op ved middagsselskaber. På den anden side har vi en at hygge os rigtig dejligt med. Vi har en at læse for.”

Du lyder ikke som en hundrede procent pålidelig filosof.

“Nå, men det er jeg altså.”

Hvad med “du”?

“Det hedder “hvad med dig?” Hvad er der med mig?”

Kender du slet ikke ordet “du”?

“Hvad betyder det?”

Ja, hvad betyder det… Det betyder lidt det samme som dig. Det er bare mere hyggeligt.

“Ligesom med lys i vindueskarmen?”

Måske kedeligt

Lige siden tidernes begyndelse har popmusikere forsøgt at tage stilling til avancerede spørgsmål på en grundig måde.

”Det der gør stort indtryk gør et kæmpe indtryk.”

En mand på tredje række gnider næse. Alle følger med i foredragsholderens bevægelser men ignorerer indtil videre hans ord. Så falder de pludselig over noget de godt kan lide. En powerpoint med forstørrelser af notater fra bagest i skrivebordsskuffen.

“Hvorfor ruller du mig hen ad græsplænen?”

Jofat Sørnter, Søren Potcha Delenius, der løste problemet med hvorfor rosiner der ligger i række ikke ser ud til at ligge i række, hjalp dig engang med noget?

“Ja.”

Hvad var det han hjalp dig med?

“Han var min ven, bare.”

Hvad er en ven?

“Jeg ved det ikke. Han var en ven. En ven af mig.”

Du behøver ikke prale.

“Ha.”

Vent.

“Hvad?”

Der sidder en fiber på dit frakkeopslag.

“Holder Mogensen fest eller hvad?”

Det tror jeg da nok lige han gør og vi er begge inviterede.

“Å er vi? Men så skal jeg have pænt tøj på. Hvorfor ruller du mig hen ad græsplænen?”

Hubert Kvut: “Hver fjerde dansker ønsker at være mere radikaliseret”

“Det var en frysende kold død. Læberne sad i træerne og abede efter.”

Begyndelsen på Hubert Kvuts nye bog.

Kvyt, hvorfor har du skrevet denne fremragede bog?

“Kvut.”

Hvad?

“Tobak?”

Ja, det ved jeg.

“Jeg har fremraget den fordi det var på høje tid.”

Nå. Tobak?

“Ja, tak skal du have.”

Hvorfor ønsker en fjerdedel af danskerne i dybeste hemmelighed, muligvis for dem selv, men kun muligvis, at være mere radisse?

“Radisse.”

Hvor?

“Typisk i jorden eller på et frokostbord. Tøhø.”

Hvorfor vil vi gerne brænde hekse af og gå med flammer foran os ligesom den sure citron gør i bogen?

“Ingen anelse. Det var bare noget jeg skrev.”

“Givne ting der rummer en skjult glæde har altid spillet en stor rolle for mig”

“Givne ting der rummer en skjult glæde har altid spillet en stor rolle for mig.”

“Det var da skægt. Sådan har jeg det også.”

“Så må vi have en mærkelig forbindelse.”

“Og vi må være meget særlige.”

“Så må vi blive g-g-g-gift.”