Petter Maradjøngade: “Det synes jeg lige I skulle vide om taknemmelighed.”
“Et menneske der har det godt vil aldrig føle det mindste stænk af taknemmelighed. Taknemmelighed er bestemt ikke en følelse, det er en eksistensmåde. Men vi kan slippe nogenlunde afsted med usprog også her. Mange lyver og påstår at de føler taknemmelighed. Det er sentimentalitet og det er et udtryk for kulde som igen er udtryk for andre former for dybt dybt acceptabel mistrivsel. Men det virker da sørgeligt at vi ikke kan føle taknemmelighed når vi nu kan være taknemmelige, hvis vi da er det. Men hvordan kan det være at den rodfæstede væren-taknemmelig ikke kan nå ud til følelsen så vi kan føle at vi er taknemmelige og føle os taknemmelige? Se, det er der en grund til. Grunden er at vi rent genetisk er rustede mod alle verdens farer og tilmed ambitionen om at klare dagen i dag med mad, omsorg for hinanden og nattely. Genetisk har vi ikke “tid” til den slags følelser som kun ville slappe os så vi bliver ædt oppe fra et træ.
Petter Maradjøngade causerer
“Jeg har altid syntes det var frygtelig tamt og pinligt ikke at lave kunst. Virginia Woolf statuerer et eller andet med sit liv omkring det, som jeg har respekt for. Men det handler om benovelse. At udtrykke den benovelse som yinyanger sammen med den noget anderledes taknemmelighed over livet. Mange har et børgeliv som de selvsagt ikke er taknemmelige for og det kan jeg godt forstå, men benovede er de stadigvæk og det er der heller ikke noget at sige til. Det er da fantastisk at se et eller andet man er begejstret for. Man skal bare lige huske at udtrykke det også. Man deler ikke sin glæde ved at smile smile i det uendelige. Jeg er hunderæd for smilehoveder. De mangler den der anden maske.”
Absurd teater: Horisonter af ægte medfølelse
Juno: “Vi må skrælle det politiske af og se det ægte menneske.”
Pedro: “Fuldstændig rigtigt. Lad os gå ud i den friske luft og forestille os vi er to selviske bananer.”
Juno: “Jamen hvorfor?”
Pedro: “Det kan være vi ligger godt i græsset. Rart. Blødt. Gult. Grønt. Ligesom i gamle dage, dengang da bedstefar var ung.”
Juno: “Din troskyldighed knager Esben Lundblad!”
Pedro: “Jeg hedder Frans Esbensen din din pige!”
Og de to gik ombord på det kæmpe skib.
Lige udenfor stod Svend. En fremragende skorstensfejer.
Svend: “Det er jo fremragende!”
Svend: “Jorden er rund!”
Svend: “Hvorfor rejser folk til fremmede lande?”
Svend: “Jeg står jo lige her!”
Juno: “Den mand taler fornuftigt i betragtning af han kun er 53 år gammel.”
Pedro: “Er han født sådan? Jeg var lige ved at sige at hans hår er enestående.”
Juno: “Lad folk som Svend tale for evigt så vi andre kan holde kæft.”
Pedro: “Svend er yngre end Laustikkus.”
Juno: “Laustikkus er bror til Dr. Salve.”
Svend: “Klamme klamme er træerne.”
Svend: “Voldsomme planter!”
Svend: “Sig mig, har I noget at spise? I ligner to frikadeller. To tønder.”
Juno: “Tak, Svend.”
Pedro: “Tak, Svend.”
Svend: “Kan I nu have det rigtig dejligt I to gennemgribende pragtfulde mennesker.”
Jakob Lur
Jakob Lur er hævet over tanken om klostre. Det er hans venner meget imponeret af. Jeg har valgt at møde Jabob på en café hvor han kommer gående med ønskebenet fra en fasan.
