Kritik af Den Anden Avis: “Hvis du er så stor en personlighed som du åbenbart mener når du promoverer dig selv flere gange om dagen i tre år så vis i det mindste nogle ledetråde til hvordan du tackler livet ved at debattere, lytte til kritik og vise dine holdninger”

Hvis du er så stor en personlighed som du åbenbart mener når du promoverer dig selv flere gange om dagen i tre år så vis i det mindste nogle ledetråde til hvordan du tackler livet ved at debattere, lytte til kritik og vise dine holdninger.

”Debattere, lytte til kritik og vise mine holdninger. Skal vi tage dem en af gangen.”

Gerne.

”Jeg vil gerne debattere, men jeg ved ikke hvordan jeg skal komme i nærheden af mediernes debatmuligheder. Der er desuden så meget der er fastlagt på forhånd i et talkshow og det gider jeg faktisk ikke være med til. Der er ikke noget i sig selv interessant ved mig fordi jeg ignorerer personen og sætter fede ting i gang inde i sjælen. Det er bare noget jeg kan. At efterligne mig som jeg agerer og taler er ikke noget af særlig stor værdi for andre personer. Det er nedslagene der er vigtige. Det er alle artiklerne på Den Anden Avis der er vigtige.”

Så er der det med udefrakommende kritik. Lytter du omverdenens kritik?

”Det er ikke ret meget da. Som alle andre kan jeg ikke holde ud at høre at jeg ikke er morsom. Der er en der har sagt at der kun findes to fornærmelser et menneske aldrig vil tilgive. Den ene er når man får at vide at man aldrig har oplevet lidelse og den anden er at man ikke har humor. Sidste gang jeg offentligt fik at vide at jeg ikke havde humor på et netforum tog det mig to år med en masse overarbejde og andre stressende ting at komme nogenlunde igennem. Men jeg er en sej dreng. Jeg kan gå det lange og seje træk. Det i sig selv gør mig meget priviligeret.”

Hvorfor viser du ikke dine holdninger?

“Jamen det gør jeg hele tiden. Jeg ved ikke hvad du mener.”

Næh. Jeg ved det heller ikke. Men jeg vidste det for lidt siden er jeg ret sikker på.

Kritik af Den Anden Avis: “Det du kører her er ud fra et infantilt ondskabsbegreb og det gider folk simpelthen ikke læse.”

Det du kører her er ud fra et infantilt ondskabsbegreb og det gider folk simpelthen ikke læse. Folk vil læse om det hele menneske og nu er det engang sådan at det hele menneske rummer både godt og ondt. Ikke kun sprogfikumdik og forskrækket fjantethed.

“Jamen de kan bare ikke få det der kant, kynisme og personlatterliggørelse her.”

Det er slet ikke det jeg siger. Jeg siger at hvis du vil være kunstner så skal der være en eller anden nerve i det du skriver. Hvor du skriver om et selvberoende, samlet modent menneske som giver læseren et modspil og et spejl.

“Det gider jeg ikke.”

Men så får du ikke skabt resultater. Så får folk ikke chance for andet end at krumme tæer når de kommer ind på din avis.

“Hmmm.”

Hvad tænker du?

“Intet.”

Men forstår du hvad jeg mener?

“Det ved jeg ikke. Jeg elsker at læse mine artikler. De er som små åbenbaringer for mig. Og det er dybest set hvad jeg tror de er. Små åbenbaringer.”

Men du skal tænke på læseren.

“Jeg har altid tænkt sådan at hvis jeg kan tænke på læserens sjæl og ånd, så er personen læseren med kritisk sans, dømmekraft og voksenhed lige meget. Hvis mine tekster kan sætte noget godt igang på den åndelige og sjælelige konto er det nok for mig. Der er så lidt plads til den slags i vores samfund.”

Men du kan da ikke adskille personen fra sjælen og ånden. Det kan man da ikke gøre i det hele menneskes navn.

“Jeg mener splittelsen mellem helt menneske, sjæl, ånd og krop er et vilkår. Hvis du serverer en dybt alvorlig handling på NetFlix hvor de ting bare kører så får du aldrig hvad skal jeg sige missioneret, du får aldrig udfordret i nogen radikal forstand. Så laver du bare varer og betragter selv folk som varer.”

Hmm.

“Hvad tænker du?”

Fra en fjantet bjergtop

Der er leben på bjerget. Jeg fanger en af de unge mennesker som valfarter hertil.

Hør min ven, hvad er dårlig karma egentlig?

”Du skal ikke fange mig. Hvad er dårlig karma? Til det må jeg simpelthen sige følgende: Desværre kan rædslen for at vi selv er tossede tage pippet fra os så vi bliver sindssyge og totalt forandrede skygger af os selv.”

Du taler klogt, unge mand. Hvor gammel er du?

”Fire år.”

Men hvad hvis vi alle sammen er tossede?

”Så ville der ikke findes denne flydende rarhed der udgår fra mine tæer.”

Pjattehoved. Men er du hård overfor ondskab?

”Map. Map.”

Er du hård eller forstående i forhold til ondskab?

”Map. Map. Hård overfor ondskab?”

Ja. Der står i Jean Christophe at han var hård overfor ondskab. Bum!

”Til det har jeg kun at sige: Map. Map.”

Du ved det ikke?

”Jeg er ikke specielt hård overfor mennesker der gør noget ondt ved mig, dem selv eller andre. Jeg forsøger at forstå, være tålmodig og resignere og sige at der nok er grunde som jeg ikke kender til.”

Hvorfor har du et lysegrønt halstørklæde på?

”Røvhul.”

Svin. Bare svin.

”Røvhul. Kæmpe røvhul.”

Se, nu døde vores samtale helt og aldeles. Vi står og kalder hinanden de værste ting, din fucking nar.

”Ja. Det er egentlig noget værre noget, din sure abe!”

Møntflok sejrede

De fleste af os ved hvordan mønter bevæger sig i stimer under vandet. Ja, det er vel, supplerer vi med når samtalen udvikler sig og vi slapper af med hinanden, flirter lidt, men bare for bekræftelsens og kærlighedens og mulighedernes skyld, og drikker hvidvin tilbagelænet på en sti i Rom hvor de halvstore fugle sidder i træerne, en af grundene til at undervandsbåden blev opfundet. Dykkere kan blive meget, meget rige og det er der mange dykkere der har en interesse i. Hvis de fanger en enkelt mønt følger resten nemlig efter. Dykkere ender gerne deres dage på Kos i en lidt akavet stilling med blikket mod horisonten. Flankeret af mønterne som synger dæmpet. Men hvad der ikke er så mange der ved er, at møntflokkenes fælles psykiatriske grundviden er ret begrænset. Det er kun et stivnet, fattigt og ineffektivt sprog om den slags ting de kan frembyde. De er naturligvis bange for psykiatrisk grundviden for de ved, at vil man opsøge viden, skal man enten have et sted at starte eller have den i forvejen. Men de er ikke uden muligheder.

Hvornår tager vi til Kos?

“Seriøsitet blev for mig en ledetråd i livet.”

Seriøsitet.

“Of Kos.”

Så rig er du heller ikke.

“Vabel.”

Professor Mageløs interviewer Nationalpsykologdirektøren om kærlighed

Hvordan definerer du kærlighed?

Som søde ting vi gør ved hinanden.

Hvorfor gør vi søde ting ved hinanden?

På grund af kærlighed.

Nævn en sød ting man kan gøre for eller ved et andet menneske.

Der findes vel den mulighed eller situation hvor det at bære en spand for et andet menneske udgør en sød ting.

Hvor altså tilskyndelsen til at bære spanden er kærlighed?

Ja.

Hvad hvis tilskyndelsen er skam, skyldfølelse eller forvirring?

Hvordan det?

Hvis de to personer der er tale om kender hinanden kan det vel tænkes at motivationen er dyb skyldfølelse over at have svigtet tidligere. Skyldfølelse over at have skammet sig over sig selv og klynget sig til forvirringens hjerte som er al mulig viden og underholdning bare man ikke skal tale direkte om følelser.

Så kan det godt stadig være kærlighed. Kærlighed er det største der findes. Den gennemtrænger alt. Skammen, skyldfølelsen og forvirringen må gerne være der.

Må man gerne prale med sin ateisme?

Ja, men det virker ikke rigtig, vel. En ateismeerklæring er, i øvrigt ligesom en troserklæring også kan være det, mest bare en erklæring som skal tilsløre at man er alt for bekymret over skam, skyld og forvirring. Der findes mange typer elendighed.

Der findes mange typer elendighed?

Ja. Det gør der da. Ligeså mange som der findes mennesker.

Er den menneskelige situation identisk med denne elendighed?

Nej, men den er stærkt præget af den, vil jeg sige. Ligesom et gult hus er temmelig meget præget af farven gul.

Hmmm.

Ja. Eller en hjort er temmelig præget af at være en hjort.

En hjort er en hjort.

Jamen den er sandelig en helt speciel hjort. Og den er sandelig også en hjort der ikke er blevet skudt.

Det må jeg sige.

Hm.

Jeg har engang set en hjort der var blevet skudt.

Nå.

Ja.

Hvordan så den ud?

Helt forfærdeligt.

Ja?

Eller jeg vil sige det på den måde at den bestemt havde set bedre dage.

Det var en god måde at sige det på.

Ja, jeg tænkte jeg lige ville fortælle det.

Ny bog: En løfterig palisade

Det er en stort anlagt bog. Lad mig sige med det samme at jeg synes det er fint. Det drysser. Du skal lige have tjek på din jakke. Jeg fandt et fnug.

Ny bog: Blink Frandsen

Bogen starter ligesom forgængeren:

“Det kribler og kravler i dammen. Dafnier afløser vårfluelarver ved det lille skilderhus. Det er Blink Frandsens fødselsdag. Sollyset blinker i vandet og fremtryller lilla farvetoner da Heppelis That banker på soveværelsets dør.”

Er du vågen, Frandsemand? Ho ho! Men handlingen er alligevel anderledes end forgængerens. Fødselsdagen i mosen beskrives nemlig denne gang parallelt med en skovtur oppe på bredden. Der zappes mellem småkryb og mennesker. Hvor er det en interessant kontrast. Simpelthen fortryllende originalt. Det bliver dog lidt for meget da insekterne direkte begynder at afbryde de interessante monologer. Den kvindelige borgmester bliver således stukket af en myg i kapitel tre. Den kvindelige mand bliver stukket af en myg i kapitel fem. Og allerede i kapitel syv bliver den kvindelige dreng stukket i en myg. Det troede jeg egentlig slet ikke kunne lade sig gøre.

Cæsar Bandalej kommer man hurtigt til at elske. Dog ikke nok til at man grundlæggende ønsker at han bliver til en virkelig person med eget personnummer og medlemskab af tennisklubben der en majdag flytter ind overfor mens jeg står på vejen i færd med at sælge alle mine ting.

Hulla Pneesktved: Roesamleren

Hulla er historiefortæller og går i gang:

“Der var engang gamle dage. Dagen igennem oksede man. Dem der var heldige gjorde rent. Dem der var ekstra heldige stod med hovedet nede i en skuffe og sorterede ting der allerede var sorterede. Lavede altså ikke dagens gerning men stod med hovedet nede i skuffen. To sådanne heldige kvinzer, ups, kvinder, to sådanne heldige kvinder, stuepiger, var Bare og Jupiter. Sådan så de nemlig ud. Den ene rendte nøgen rundt evig og altid og den anden lignede planeten. De stod og talte sammen gennem et lille hemmeligt hul.

-Du, Bare.

-Ja?

-Tik, tak, tok.

Og sådan stod de og skæmtede hele dagen med tik, tak, tok og andre morsomheder da en flamme med et bankede på døren. Bare barede sig for at åbne, men da Jupiter lukkede op blev det for meget for flammen. Han måtte have et glas vand. Da han kom til hægterne rejste han sig op og deklamerede et eller andet ind mod væggen.

-Kan du se at komme herut!

skrålede Jupiter og hupsa-pandalupsa var det ud med sig. På vej ud så flammen et glimt af Bares bare og det var nok for ham. Flammen var god til den slags og havde nok gjort indtryk så det blev en god sommer. Hold da fest og hi og ho! Der var store planer og se, de blev alle til virkelighed så nu var der ingen til at underholde den stakkels Jupiter gennem hullet i skufferne. Derfor omgav hun sig med gas…”

En af tilhørerne slår en prut. Latter i salen.

“…og flyttede langt ud i universet. Og det er sådan vi kender Jupiter i dag. Som en stor bold.”