Stænk af mærkelig præcision i parken

Kan du slet ikke forestille dig noget som helst magert træde i stedet for din hæmningsløse selvudfoldelse?

Puritanisme. Jantelov. Små sko. Stikke halen mellem benene. Pakke sammen. Lukke kæften. Stoppe festen. Fejhed.

Kærlighed.

Jamen jeg kan ikke elske.

Selvfølgelig kan du det.

Bevis det.

Ok.

Tak.

Det var så lidt.

Tak.

Kan du se ham der slår græs derovre?

Ja.

Dum som snot.

Han læser Jean-Christophe mens han slår græs.

A’hva?!

Jeg har lige talt med ham før vi mødtes.

Hvilken side er han på?

Side 100.

Side 100.

100.

Nej. Så kan du ikke elske alligevel.

Det kan jeg da sagtens.

Men det var det jeg netop sagde.

Du sagde det.

Skal vi i zoologisk have?

Vi har ikke råd.

Man kan se kamelen fra Roskildevej.

Nu giver han sig til at spille violin mens han slår græs.

Fyssa!

Det er vestjysk.

Pas på!

Løb for livet.

Men vestjysk beroliger mig!

Kontanthjælpsloftspartiets fornærmende initiativ med at lade arbejdsløse arbejde som toppe slår fejl

Vores udgangspunkt i Kontanthjælpsloftpartiet er at man har det bedst på toppen. Derfor starter man med at være en top. Fra top til top.

Snak.

Jeg har kendt mennesker der ligger ned. Fra tip til top.

Kontanthjælpsloftpartiet har forvandlet børn, mænd og enlige mødre til værdigt trængende. Men jeg er ikke så sikker på at de ligger ned. De vil højne deres røster, bruge deres hårdt tilkæmpede stemmeret og så vil de forandre Danmark til det det engang var. Og verden vil gå efter og følge vort eksempel. Et nyt parti, der er en hel del mere selvironiske og selvkritiske end Grundigpartiet vil skyde frem og overbevise os. Det er såmænd så enkelt.

Jeg mener vi skal se på nu og her.

Ja?

Ja.

Fortæl.

Danmark har brug for vækst. Jeg mener vi skal se på nu og her. Kontanthjælpsloftspartiet går ind for velfærd på alle niveauer. Men det skal finansieres. Pengene skal komme et sted fra.

Kontanthjælpsloftspartiets vælgere har ingen penge.

Det har du ret i. Vi er fattige som kirkerotter. Det vil jeg godt gå med til. Men så er du en rig skid.

Det er rigtigt. Det er rigtigt. Fattige er rige.

Rige er fattige.

Fattigdom findes ikke i Danmark.

Rigdom findes kun et sted og det er på kistebunden.

Haha. Det lyder mærkeligt.

Hihihi. Vi morer os godt herinde på Borgen!

Morsom scene fra bænken lige uden for centeret

Har hun fantasi?

Masser. Hun har fantasi om at knalde en flot.

Ja, så får hun da ik’ meget på den dumme. En flot stiller krav, har jeg desuden hørt. Det må du tænke på.

Det tænker jeg på. Ja, måske har en som hun ikke så meget fantasi, når det kommer til stykket. Asså i hvert fald ik’ forstået på den måde man opfattede fantasien i 70’erne hvor der stod en hippie og heppede på ihærdigheden mere end han i grunden priste den lyserøde elefant der kom ud af det. Men det er klart han gik agurk af optimisme hvis en af os unger så tegnede en lyserøf kamel i stedet.

Du sagde lyserøf.

Men hvis hun ik’ har fantasi så er der i hvert fald stil over hende.

Ja?

Jaaa! Hun har levemåde, karakter du ved. Der er sådan stil over hende.

Ja?

Hun fortalte mig forleden at hun tidligt oplevede mere interesse fra folk i hendes omgangskreds når hun holdt lidt igen. Men det passede hende ikke rigtig. Hun vil hellere bare være sig selv.

Det vil jeg i hvertfald også!

Vil du?

Men man kan sagtens både holde lidt igen og være sig selv.

Det tror Spakka ikke på.

Ved du hvad?

Nej?

Jeg synes egentlig hun lyder som lidt af en narrøv.

Det skal du slet ikke sige. Det er helt forkert. Hvorfor tager du slipset af?

Jeg vil være mig selv. Jeg er lidt nervøs.

Hold nu op. Her har vi hende.

Spakka: Hej.

Bertolt Bræk: Hej.

Spakka: Hej.

Bertolt Bræk: Øh hej.
 
Spakka: Skal vi sætte os på en bænk?

Bertolt Bræk: Hvor?

Kremlin Knugknap: Vi ses.

Spakka: Dér.

Bertolt Bræk: Den er optaget.

Spakka: Det er jo bare Emil Haslund Christiansen Petersen.

Bertolt Bræk: Emil?

Spakka: Gregersen.

Bertolt Bræk: Haslund?

Spakka: Jørgensen.

Emil: Sæt I to jer bare. Ved I hvad jeg lavede før I kom herhen?

Bertolt Bræk: Nej.

Emil: Jeg sad såmænd og savnede at bolle.

Bertolt Bræk: Nå.

Emil: Og så sad jeg og hørte på den fugl dér.

Bertolt Bræk: Du fodrede den.

Emil: Det ved jeg godt.

Bertolt Bræk: Nå. Men det var hyggeligt at møde jer.

Emil: Han gik bare.

Spakka: Han kommer tilbage.

Emil: Hvorfor?

Spakka: Derfor.

Emil: Du har stjålet hans bukselommer.

Spakka: Hihihi.

Emil: Hahahaha. Kvindelist!

Spakka: Hihihi-hahahahaha.

Emil: Kom. Lad os se hvad der er i dem.

Spakka: Kondomer.

Emil: Ikke den romantiske type. Men nu ved han at du ved hvad der er i lommen. Nu kommer han tilbage. Hvad vil du nu gøre?

Spakka: Bygge en bil.

Emil: Det er for traditionelt.

Spakka: Synge en cikade.

Emil: Serenade. Ved du hvad, jeg bygger en bil.

Spakka: Bil?

Emil: Bil. Jeg bygger en bil og synger en serenade. På den måde laver jeg baggrundsmusik så I kan være lidt i fred. Hov. Du hev mig i næsen.

Når nu den prøvede person er vigtigere for samfundet…

Den prøvede person er vigtigere for samfundet. Det er vi begge to enige om.

Fuldstændig.

Hvorfor er det så ikke de store fine forfatteres ansvar at vise vejen ud til prøvelserne og give folk et lille anonymiseret skub i den retning?

Fordi det er fuldkommen ude i hampen at tro sig selv så betydningsfuld at man opfatter sig selv som herre over liv og død. Prøvelser foranlediges ikke af mennesker. De fleste forfattere holder deres værker op og peger på dem, men denne pegen er fuld af forkælet svig og arrogant bedrag og kujoneri, simpelthen. De tror, de kan løbe fra dette spørgsmål, men enhver der kan sige om dem selv at de både under, efter og ret lang tid efter, har nydt de selvsamme værker vil, i denne nydelse, endvidere nyde at have set eller, som det hedder, skuet forfatterens personlige projekt og nyde at det er et godt projekt. Og det personlige projekt er en en-dimensionel størrelse. Det handler om hvorvidt forfatteren er løbet sur i sig selv eller er i stand til at underholde og levere varen ved at have et projekt der peger videre, som er fuldt af tro, håb og kærlighed.

En forfatter må altså ikke sige til sin læser: opsøg prøvelsen.

Nej.

Men er det ikke noget læseren efterspørger?

Nej.

Er det ikke noget læseren efterspørger ubevidst?

Nej.

Er det ikke noget læseren efterspørger dersom vedkommende keder sig?

Nej.

Er det ikke noget læseren efterspørger dersom vedkommende er modig?

Nej.

Er det ikke noget læseren efterspørger dersom vedkommende står ved en korsvej?

Nej.

Er det ikke noget læseren efterspørger ved helt bevidst at interessere sig for at lade sig underholde af spænding og krimier?

Nej.

Jamen der er da mange projekter der kraftigt antyder at forfatteren er dagens mand i skysovs, en forbilledligt modig helt, mens læseren er en sølle skid der følger med på lysets vej.

Lyset er ikke nogen vej.

Hvorfor ikke?

Lysets vej. Lysets vej.

Lysets vej.

Lysets vej. Lysets vej. Det lyder som en dum sekt.

Din aberøv!

Hvad?!

Din aberøv!

Nej, nu har jeg den sytteme aldrig… Du er aberøven i denne forsamling af 58 årvågne fans og os to tudemikler.

Ok, jeg er aberøven.

Tak.

Skulle det være en anden gang.

Nej. Jeg gider ikke det negative selvvurderingspis. Du er muligvis en kæmpe stor aberøv, for det er vi allesammen, men kun muligvis, især mig, men vil du ikke nok skåne mig for at høre på, at du kalder dig den slags ting.

Det er egentlig dumt af mig.

Ja.

Jeg er dum.

Negativ selvvurdering gider jeg ikke høre på.

Hvad skal jeg egentlig gøre når jeg ser ind i mig selv? Det blænder.

Ja?

Det er ligesom at kigge lige ind i reolen.

Du mener solen?

Ja. Det var noget vrøvl, da jeg sagde solen.

Du sagde reolen. Lad være med at kigge ind i dig selv, når det blænder. Lad mig sige dig, som klart er: den slags blænder. Og lad frem for alt være med at tro at det er denne blænden der gør dig til dig. For andre bliver også blændede af dig. Ja, vi bliver hele tiden blændede af hinanden og det er derfor vi ikke kan holde hinanden ud og ikke henvender os til hinanden.

Simpelthen.

Simpelthen.

Simpelthen. Det er egentlig et mærkeligt ord. Simpelthen.

Ja. Pisse mærkeligt.

Pisse er egentlig også et mærkeligt ord.

Hvad så med egentlig?

Det er modsat. Det er slet ikke mærkeligt øh overhovedet øh.

Forkert og rigtigt.

Hvad?

Forkert og rigtigt.

Hvad?

Forkert og rigtigt.

Sig mig, er du gået i hak?

Jeg prøver bare at lave en tilpas mundret og folkelig appetitvækker til en sondring.

Vil du ikke nok lade være med det?

Jo.

Ved du hvad, det bliver alt, alt for meget.

Mark Prekærs rørende fødselsdagsoptakter til rige og fattige familiemedlemmer

“En fødselsdagsoptakt er en gave til folk der er en lille smule sprogforkviklede.”

Ville du have noget imod at forklare mig hvad du mener med sprogforkvikling?

“Overhovedet ikke.”

Øh.

“Ja.”

Øh. Hvorfor viser du mave?

“Det er bare for at du kan se min navle.”

Nå ok.

“En sprogforkvikling opstår når vi bliver berøringsangste overfor sproget og det problem at vi over meget lange tidsrum, hyppigt igennem hele livet, i hvad vi, endnu, forstår som vores personlige dannelseshistorie eller dannelsesroman, mellemlander i mere eller mindre besynderlige sprogzoner, eksistentielle montrer for vores selvhøjtidelighed, livsangst og dødsangst.”

Hvad kunne et eksempel på en sådan sprogforkvikling være?

“Det vanemæssige i vores kulturforbrug hvor vi glemmer at lege med de ting vi foretager os når vi drømmer. Hvor vi glemmer at placere vores drømme i de lineære sekvenser som sprog er.”

Du har stadig ikke givet mig et rigtigt eksempel på en rigtig sprogforkvikling.

“At fiske ting op af lommen på folk.”

En lommetyv?

“Ja.”

Hmm.

“Når vi ikke leger bliver vi til lommetyve.”

Dvs. jeg er en lommetyv.

“Ja.”

Hvad har jeg stjålet?

“Min telefon.”

Men den ligger på bordet imellem os.

“Men du har lagt beslag på den.”

Har jeg?

“Ja.”

Det må du undskylde.

Faglitterært møg om ydersiden af dambrikker

Først udgav han “Grimme digte” og bar vand, dernæst “Uspiselige Oder” og bar mere vand, men nu slapper han bare af, kan man sige, bålet er slukket, han har udgivet den bog alle ventede på, nemlig den rygløse bog der blot er betitlet Peo. Ordet peo er den senegalesiske måde at fremhæve eller betone og, i sjældne tilfælde, fastslå sandhedsværdien, ved bistand af en lille pind opsamlet fra skovbunden der knipses mod en almidelig klokke, af sætningen “uret slår”. Da han udgav bogen på en forblæst bjergtop i Roskilde fløj siderne væk og måtte indsamles af venlige men en bitte lille smule sure folk fra landet. Nu manglede der 18 sider men, hu hej!, dem var det ingen sag for teenageren Krægmod Kropslugt at gætte sig til. Krægmod anstrengte sig lidt ekstra og tjente lidt ekstra oven i aviserne. Derefter stod han på ski nedad aviserne i sin onkels store sko.

Fra selve ordet Peo kredser bogen indad i en højst forsigtig og naiv spiral indtil handlingen, igennem dens sindrige bevægelse gennem sætningerne, støder på bogens egentlige Ikast, altså tema, Ikast er blot et venligere ord end tema, fordi e’et i tema kan trækkes næsten uendelig langt ud på en både rasende og rasende arrogant måde, som er: tada! Ydersiden af dambrikker.

Da emnet først er indkredset på så formfuldendt og behændig vis er det ingen sag for forfatteren, Vasso Kimono 11, at sige knips til hele molevitten og så sker der det helt afgørende at der går en handling igang og det er første gang det sker i en faglitterær bog. Det ville svare til at den 18. person på side 411 i telefonbogen havde en usædvanlig lang næse.

Brikkanten Edvin “Merse” Christiansen husker en detalje fra bogens modtagelse:

“Al denne tidstypiske knipsen med dambrikker fik i foråret Kallikles Begramme til at foreslå at man omkransede selve spillepladen med en ramme med beg, et forslag der blev modtaget med stående bifald i Torrut.”

Ny bog: Man skal jo nå det hele

De fem gamle venner Sælvej Blukkas, Krægvalt Ransel, Hold Bertu, Prik Jones og Lon Luxus bliver enige om at de er små og at de bør fortsætte deres gamle venskab i denne ånd. Ingen dybe funderinger over kærlighedens væsen. Ingen ambitioner om at rejse eller holde store fester sammen. Ingen ding-dang med lampeskærm. Ingen ligge-på-hylde-med-et-bøh-og-et-grin. Ingen meningen med livet. Til nød en håndfuld paraplyer, et skud selvhøjtidelighed og lidt købt brøsighed strøet med mandler. Men da Blukkas’ kone viser sine bryster såvel som, indtil da, hemmeligholdte dele af maven og underbenene frem til almindeligt skue i Blukkas families badstue i Sverige i nærheden af Falun, hvor alle er i øvrigt er passende nøgne til lejligheden, får de fire venner hanket op i deres fælles talent som er at fortælle historier. De får hver især samme lyse idé: at komme i kanen med fruen og endda på den smukkeste måde der findes, set fra en mands synspunkt: Ved at indføre lemmet i skeden under omstændigheder præget af den dybeste han-hun fortrolighed: I tidens fylde: Fx i et villatelt bag Klemmes frugthaver en helt almindelig torsdag i april hvor solen bager og folk er oplyste af forårets citronlys. Men hvordan? Der er lagt op til en lang finale, for vi er blot 20 sider inde i romanen. Hvordan skal disse klodshoveder nå deres drømmes mål, når det eneste de kan finde ud af er at blive enige om at de er små, hvilket er nærliggende nok?

Disse bryster, denne mave og disse underben. Hun er deres jordiske ledestjerne.

Hun hedder Sylvia og ægteskabet med Sælvej Blukkas er ikke godt. Han vil, som navnet røber, hele tiden gå sælernes vej og opholde sig sådanne steder hvor sæler også opholder sig og møver sig rundt. På sine to ben troner han på Nordpolen. Sælerne beundrer ham næsegrust, men Sylvias og hans ægteskab forliser kortvarigt i en meget lille kutter ud for Svalbard. Han falder i vandet og må bo alene i Nordnorge i en fornyet men ret ensom udgave af sig selv. Heldigvis dukker Hold Bertu og fruen op og redder alles ægteskaber forklædte i en gummibåd.

Tv-serie: Kristian Thulesen Dahl, Bob Dylan og Søren Kierkegaard

I den episode jeg netop så, og jeg fik mælken i den gale hals, faldt Kristian Thulesen Dahl fordi Bob Dylan havde lagt sig på en morsom måde på stien hvor de gik. Det var ok fundet på. Dygtigt set af instruktøren som dog angiveligt også faldt. De tre mænd havde forklædt sig som hinanden, sådan at de lignede Bob Dylan på den højre fod, Søren Kierkegaard på læggene og Kristian Thulesen Dahl på næseryg og tindinger. Det var en god kunstnerisk beslutning. Meget dygtigt set. I øvrigt lignede de et kæmpestort æg. Jeg brød mig ikke om Talvej Rørhøj i en birolle som Geet Liljebrød, jeg sad og ønskede at han ville tale mere utydeligt fordi det blæste så meget at hans læber bølgede, på trods heraf var hans diktion klar som en nyhedsoplæsers.