Den prøvede person er vigtigere for samfundet. Det er vi begge to enige om.
Fuldstændig.
Hvorfor er det så ikke de store fine forfatteres ansvar at vise vejen ud til prøvelserne og give folk et lille anonymiseret skub i den retning?
Fordi det er fuldkommen ude i hampen at tro sig selv så betydningsfuld at man opfatter sig selv som herre over liv og død. Prøvelser foranlediges ikke af mennesker. De fleste forfattere holder deres værker op og peger på dem, men denne pegen er fuld af forkælet svig og arrogant bedrag og kujoneri, simpelthen. De tror, de kan løbe fra dette spørgsmål, men enhver der kan sige om dem selv at de både under, efter og ret lang tid efter, har nydt de selvsamme værker vil, i denne nydelse, endvidere nyde at have set eller, som det hedder, skuet forfatterens personlige projekt og nyde at det er et godt projekt. Og det personlige projekt er en en-dimensionel størrelse. Det handler om hvorvidt forfatteren er løbet sur i sig selv eller er i stand til at underholde og levere varen ved at have et projekt der peger videre, som er fuldt af tro, håb og kærlighed.
En forfatter må altså ikke sige til sin læser: opsøg prøvelsen.
Nej.
Men er det ikke noget læseren efterspørger?
Nej.
Er det ikke noget læseren efterspørger ubevidst?
Nej.
Er det ikke noget læseren efterspørger dersom vedkommende keder sig?
Nej.
Er det ikke noget læseren efterspørger dersom vedkommende er modig?
Nej.
Er det ikke noget læseren efterspørger dersom vedkommende står ved en korsvej?
Nej.
Er det ikke noget læseren efterspørger ved helt bevidst at interessere sig for at lade sig underholde af spænding og krimier?
Nej.
Jamen der er da mange projekter der kraftigt antyder at forfatteren er dagens mand i skysovs, en forbilledligt modig helt, mens læseren er en sølle skid der følger med på lysets vej.
Lyset er ikke nogen vej.
Hvorfor ikke?
Lysets vej. Lysets vej.
Lysets vej.
Lysets vej. Lysets vej. Det lyder som en dum sekt.
Din aberøv!
Hvad?!
Din aberøv!
Nej, nu har jeg den sytteme aldrig… Du er aberøven i denne forsamling af 58 årvågne fans og os to tudemikler.
Ok, jeg er aberøven.
Tak.
Skulle det være en anden gang.
Nej. Jeg gider ikke det negative selvvurderingspis. Du er muligvis en kæmpe stor aberøv, for det er vi allesammen, men kun muligvis, især mig, men vil du ikke nok skåne mig for at høre på, at du kalder dig den slags ting.
Det er egentlig dumt af mig.
Ja.
Jeg er dum.
Negativ selvvurdering gider jeg ikke høre på.
Hvad skal jeg egentlig gøre når jeg ser ind i mig selv? Det blænder.
Ja?
Det er ligesom at kigge lige ind i reolen.
Du mener solen?
Ja. Det var noget vrøvl, da jeg sagde solen.
Du sagde reolen. Lad være med at kigge ind i dig selv, når det blænder. Lad mig sige dig, som klart er: den slags blænder. Og lad frem for alt være med at tro at det er denne blænden der gør dig til dig. For andre bliver også blændede af dig. Ja, vi bliver hele tiden blændede af hinanden og det er derfor vi ikke kan holde hinanden ud og ikke henvender os til hinanden.
Simpelthen.
Simpelthen.
Simpelthen. Det er egentlig et mærkeligt ord. Simpelthen.
Ja. Pisse mærkeligt.
Pisse er egentlig også et mærkeligt ord.
Hvad så med egentlig?
Det er modsat. Det er slet ikke mærkeligt øh overhovedet øh.
Forkert og rigtigt.
Hvad?
Forkert og rigtigt.
Hvad?
Forkert og rigtigt.
Sig mig, er du gået i hak?
Jeg prøver bare at lave en tilpas mundret og folkelig appetitvækker til en sondring.
Vil du ikke nok lade være med det?
Jo.
Ved du hvad, det bliver alt, alt for meget.
