Musikeksperter “totalt overraskede”: Mr Jones sangen kan ikke alt

“Den kan til gengæld mere end 15 ting. Sammenlignet med et nyhedsmedie som Den Anden Avis, der kan mere end 10 ting, er der altså tale om en solid føring, hvis man kan sige det sådan. Så skal man lige huske at gange op i forhold til publikum. Da Mr Jones har et publikum på en milliard gange Den Anden Avis’ læsere, giver det samlet 15 milliarder point til Counting Crows. Tilsidst skal man lige korrigere for at Mr Jones rimer med en masse tilvante forestillinger i tidsånden. Hævdvundne ideer trækker ned. Det trækker i alt 17 milliarder ned, så Den Anden Avis vinder med knapt 2 milliarder point.”

Men Spakka siger: “Den sang gør det virkelig for mig”.

“Ok. Det giver 1 plus point.”

Inderlig bøn til danskerne: Lad den ene gå hjemme

Vi må forlade os på at politikerne inden længe tager et opgør med den forkortede tid. Når det er på plads kan vi trække vejret. Vores børn kan trække vejret. Vores børn bliver hele mennesker, som er endnu bedre rustede til at erkende stykkevis. Det har altid været meningen.

Tillad mig at forlene mit synspunkt med en vis vægt ved at bevise overfor Dem at Den Anden Avis er noget godt og det-der-hedder-storartet.

Min poesi har ikke runde hjørner. Informationsoverfloden ikke heller. De passer til hinanden. Mennesker er stærke.

En fyr jeg lige læste for i går udtrykte det så rammende, han sagde: du har læst for mig din skid, se, mine ben blævrer.

Det er jeg oprigtigt ked af. Helt ærligt, manden væltede så lang han var, vis lige lidt medfølelse, læser altså!

O, ja. O, ja.

We are such stuff as dreams are made of.

Blot skal man holde sig for øje, at det drømmemateriale der serveres på Den Anden Avis er af en ædlere form end de drømme vi søger og finder i medierne. Og den kunstneriske plads som Den Anden Avis repræsenterer er nyt, ukendt land. Tåge. Tusmørke. Kraftige glimt.

For dem der ikke har hængt ved så længe må jeg sige hvad jeg kan se fra frontlinjen, det skal jeg, og det er at folk i dette land, i Dannevang, har brug for at drømme mere. Og nu er vi tilbage ved begyndelsen.

Der skal være plads til drømme i Danmark.

Søvnskammens Snorketræ, ved Hummer Viikriins

Spørg dig selv om du kan byde dig selv at gå ind og sove hvis du har en masse børn. Det skal du netop. Ellers skal du ikke have alle de mange børn.

Byde mig selv det? Det må jeg ikke, hvis man spørger selvhjælpslitteraturen: Det styrker identiteten for meget og tilmed på den kedelige måde. Men søvn er mere sådan plim plim plim her kommer et billede, flere billeder i sekvens, en sætning af billeder hvor jeg netop ikke kan holde fast i mig selv. Så falder jeg ikke i søvn, da. Som Hummer Viikriins så rigtigt siger: ”Indslumringen forudsætter sprog hvor drømmebillederne træder i forgrunden og bliver nøje og koncentreret observeret for en lille stund.”

Den Viikriins!

Ja. Du ved hvad jeg foredrager om. Viikriins. Sovetrynen over dem alle. Du må have prøvet det. At falde i søvn!

Jeg var lige ved at gøre det nu. Viikriins gavnlige indvirkning. Håhum.

Vil du have en pude?

Ja tak.

En dyne.

Ja tak.

En behagelig seng i et behageligt soveværelse, værsgo’!

Ja tak.

Være alene.

Ja tak.

Uden støj.

Ja tak.

Se! Dér har du opskriften. Å, jeg bliver selv helt træt.

Ny bog: Den rigtig gode familie

Hvor er det godt at Spakka har udgivet en rigtig roman, for dem er der bestemt ikke mange af. Hvor er det godt at hun bruger “rigtig” i titlen, for det betyder at jeg som læser står, jeg rejste mig op i begejstring allerede på side et, og er forsikret om at jeg ikke “rigtig” får brug for min ironi under læsningen af dette pragtværk “Den rigtig gode familie”.

Det er sagt om familieproblemer, at de udgør verdens største problem og at litteraturen er til af netop den grund. Onkel Heis. Søster Weis. Svigerditogdat Keis. Men her har vi altså at gøre med en rigtig god familie: Onkel Brise. Søster Brise. Svigerditogdat Brise.

Den første femtedel er sørgelig. Her kommer maleren Fister Baunsbak til skade med en vinkelsliber lige uden for vinduet bevidnet af hele den lykkelige familie. Familiemedlemmerne iler til med kyndig hjælp, varme ord og sko, maleren har af uvisse grunde glemt at iføre sig dem. Maleren bliver reddet og modtager mel nok til et års forbrug.

I den anden femtedel lærer vi hele den store familie Brise at kende. Det viser sig at de fleste af dem hedder Clausen.

Den tredje femtedel er en yderst vellykket humanistisk doktorafhandling. Jeg forstod ikke så meget som en stavelse, men satte pris på hvert et ord. Ja, jeg blev klogere. Min hukommelse blev ydermere skærpet og jeg huskede hvor jeg havde forlagt min mobil.

I fjerde afsnit forstår vi meget mere om hvorfor bogen indtil nu har været så underlig. Her hjælper man til hvor man kan. Halvdelen af dem der bliver hjulpet, helt præcist manden Kurt der bliver båret over en parkeringsplads af hele familien, har ikke bedt om det, men den anden halvdel har sandelig brug for hjælpen. Det er Bjarne. Han lider frygteligt men da fjerde afsnit er forbi lider han ikke frygteligt, så det må siges at være en forandring til det bedre.

Bogens afsluttende femtedel er nogle overordnede betragtninger omkring loyalitet.

Skuffelse blandt ateister ved nyt forskningsresultat: Der findes ikke rigtig andre grundfølelser end de religiøse

Opperlas Kerte fryder sig i disse dage.

Preben: Vi er kommet til at fucke op. Vi er lidt forvirrede lige nu, ok?

Hvordan forholder du dig selv?

Preben: Jeg er kommet til at fucke op. Jeg er lidt forvirret lige nu.

Tonny: Preben er kommet til at fucke op. Han er lidt forvirret lige nu.

Preben: Ok?

Ja ja.

Preben: Hvad med dig?

Jeg er ikke på papiret noget som helst. Jeg er bare en journalist.

Opperlas Kerte: Begge dele er vel også en form for religion.

Preben: Uanset hvor langt man kommer med selvrealisering er det i hvert fald ikke identitet man ender op med. Men spørgsmålstegnet omkring identitet bliver mere tydeligt og det er sundt. Det viste, blandt andre, David Bowie.

Opperlas Kerte: Preben. Jeg har altid opfattet dig som meget loyal overfor menneskene.

Preben: Tak.

Mødet med en lidt træt guru

Jeg drømte, at jeg korresponderede med Limahl. Efter 5000 breve frem og tilbage går der en gås over vejen. Hvad repræsenterer hans sko i drømmen?

Soltemplet.

Kan jeg få pengene tilbage for denne seance?

Ja.

Det er bare sådan at jeg opfatter visse vilde associationsspring som arrogante. Du er sikkert bare overtræt.

Snøft.

Såååå. Kom her og få en krammer.

Sort latter

Absurditeter og humor når kun hinanden via sort latter. Men rejsen er lang og kringlet. Den forudsætter et kyskhedsløfte også, som aflægges ved at man ikke må smile. Smile er noget man gør til andre mennesker, det forkorter afstanden og at smile for sig selv er der noget mistænkeligt ved i mine øjne. Det betyder, som jeg ser det, at forsøge at forkorte afstanden til sig selv og det er ukysk, ja, det er essensen af selvfedme. Kender De selvfedmens asociale og hvide løgnesmil fra den virkelige verdens fysiske kontakt, ved De hvad jeg taler om her. Men rejsen går forlæns, ligesom skriften på væggen, den starter ved absurditeterne og slutter, næsten umærkeligt, ved humoren. Smilet ligger altså fjernt, fjernt ude i horisonten. Det behøver man ikke tænke på for rejsen går slet ikke forbi smilet. Underfundighed kan jeg som forfatter ikke tillade mig og underfundigheden tilhører smilet som er det sociale domæne.

Underfundighed kan jeg altså ikke tillade mig her på Den Anden Avis. Det er alt for amatøragtigt. Den der sidder og smiler ind i skærmen har jeg ikke meget til overs for. Nej, min læser koncentrerer sig. Vandrer i et fremmed element en stund. Glemmer et øjeblik verdens jag og larm. Smiler ikke. Er væk et øjeblik mens teksten læses og så KAPOW: latter. Sort latter.

Jeg har ikke opfundet sort latter. Det har andre. Det er noget man kan dyrke hos mange filmskabere primært.

Sugepluge Tørglobus: Jeg er sådan en kærlig én

Kære Sugepluge Tørglobus,

Du er sådan en kærlig én, skriver du i følgebrevet. Men din kærlighed er ikke synlig, i det midste ikke for mig, i dit fremsendte manuskript. Tag det roligt.

Førend jeg vil fortælle dig noget endnu mere fortælleagtigt vil jeg fortælle dig det jeg nu vil fortælle dig og det starter såmænd efter næste punktum og indledes med ordet “nemlig”. Nemlig er ordet og her, tada, min egen skamløst forkortede opskrift på hvordan jeg blev mig, altså, hvis du ikke har forstået en dyt, min personlige grundholdning som er ganske kort, klar, enkel og brun:

Værket først.

Forfatteren er en blå puritaner i strømpesokker. Derfor er intet i forfatterens eget liv for betydningsfuldt i sammenligning med potentialet: at forfatteren kan blive til en rigtig blærerøv. I geled, fald ind. CEO højre om! Kaffepause.

Efter dette autentiske nonsens og efter endt kaffepause med hasselnødder, over til selve argumentet for hvorfor du er en dompap.

For det første er forfatterens, din, evne til at elske i dit virkelige liv ikke særlig væsentlig. Forfatteren kredser, lig en nobel rovfugl, om sit forehavende i en langstrakt bue der faktisk er så buet at den ender i en cirkel.

For det andet er der den verden vi lever i. I fagsproget taler jeg om verden som en tør globus. Det er sådan verden er. En tør globus. Det er også det du hedder. Tørglobus. Tør globus. Hvis du går hen og mærker på din globus, gør det, vil du mærke at den, nærmest på trods af at være dækket mestendels af hav, har en tør og glat overflade. For at passe til verden, skal et kunstværk have den overflade.

Kærlighedsevne betyder altså således kun lidt, skal du skrive bag dit ene øre. Dernæst skal du skrive, bag dit andet øre, det med den tørre globus. Først når det glatte og, for mit vedkommende, tørre hudområde bag ørerne er fyldt med disse ord forstår du præcis hvad et værk er og det kan du skrive på næsen. På min næse står der: Gok.

Konklusion, hmmm. Det er du for dum til at forstå. Det er selv jeg for dum til at forstå.

Venlig hilsen

Latiner Tørglobus