Det er aften på havnen. En ualmindelig vindstille aften. Nej, du får mig saft susme ikke til at skrive om den velhavende hugorm. Hva’? Fordi den har lov til lidt privatliv.
Tolkning 1: En helt klar hilsen til rigdomsophobningen på ganske få hænder.
| Humorstue |
|---|
| En helt klar hilsen til denne verdens tømrere. |
“Godmorgen små ubåde!”
Lotte breder dugen ud på græsset ved bredden af det lille kær. Lotte er lige blevet præst.
Tolkning 1: Jeg har svært ved at sige, hvad jeg fandt morsomt ved denne lille scene der indledes med forestillingen om at viden kan eje noget af værdi.
| Humorstue |
|---|
| Jeg har sært ved at pige. |
Han brød internationalt igennem med digtet Valdemarhyldest:
Valdemarhyldest
Valdemarhyldest!
(Valdemarhyldest)
Valdemar du store konge,
perler har du i din lomme.
Perler har du i din mave.
Hvad har de dog der at lave?
(Han er Russhash Takhøj. Her følger et potpourri bestående af en fortolkning af digtet i dets fulde længde i smuk sammenblanding med noter og observationer fra førsteopførelsen.)
Digtet starter med at den sagnomspundne danskerkonge kommer ridende på sin hest. Hesten vælter på grund af noget vrøvl med karburatoren, rejser sig, stadig med kongen i sadlen, og kører ind i et træ. Så deklamerer digteren sit figt, undskyld sit digt, og kongen tager et plaster på og går ind i kroen hvor der er liv og glade dage. De forsamlede og festklædte mennesker gentager hyldesten:
Valdemar du store konge,
perler har du i din lomme.
Perler har du i din mave.
Hvad har de dog der at lave?
Så er festen åben og kongen synger:
Perler de er til at spise.
Kast dem ej for skovens grise.
Kast dem ej for skovens svin.
Drik dem med et godt glas vin.
Skaren på kroen jubler og synger, endnu mere dristigt end før, men stadig med lukket mund:
Valdemar du store konge,
perler har du i din lomme.
Perler har du i din mave.
Hvad har de dog der at lave?
Kongen dikker et barn under hagen og synger:
Jeg kan ikke li’ at prutte
ned i denne konvolutte.
Men mit kære lille barn
nu er konvolutten varm.
Kongen har slået en prut ned i konvolutten. Ja, han har faktisk mere end det: Han har lavet pølser ned i en konvolut foran kroens gæster, foran tilskuerne i salen og foran tv-seerne og dem som tv-seerne prøver at holde øje med samtidig (med at de ser tv, dompap!).
Nu går hejseværket igang og konvolutten hejses op i en lille sky på teaterhimlen, hvor den lavmælt indtager sin plads.
Nu ryddes scenen og den tossede baron indfinder sig: En skuespiller, der spiller en skuespiller der improviserer over “se min fine kåbe!” og “å, hvor er min fine blå kåbe dog henne?”. Tæppe.
“Han lignede ikke os andre 100 procent.”
“På et tidspunkt var der kant på det han sagde, men det gik ligesom i sig selv igen.”
“Han kan have været en drone… uden propeller. Findes de?”
Sådan lød de efterfølgende kommentarer. Men mødet startede med at foreningens formand Trykker Den Aff træder op på talerstolen med en favnfuld industrielt rensede gardiner for at sætte lidt skub i stemningen. Han mødes af en respektfuld klappen, men hvorvidt det er gardinerne eller ham selv der hyldes er uklart.
“Ja. Efter disse oppeppende gardiner videre til emnet for min tale. Et sørgeligt tab man ikke på nogen måde er berørt af, se, det er kedelige sager.”
Og det havde han jo ret i.
“Et fjernt håb er et stort håb når det starter med k og slutter med unst.”
Undskyld, hvad var det du lige netop nu sagde? Jeg elsker nemlig viden og er ikke altid lige specielt vild med alle de mennesker, jeg møder på min vej.
“Mll.”
Bloy?
“Hov, du må ikke afsløre mit rigtige navn!”
Du hedder ikke Bloy.
“Det var faktisk lige ved, at jeg kom til at hedde Bloy.”
Du er formodentlig en af de forfattere her til lands der forstår mennesket bedst. Er du ikke stolt?
“Øh, nej.”
Øh?!
“Jo, selvfølgelig! Jeg mente jo!”
Har du skrevet denne viden ned som et leksikon over menneskesjælen eller er dette, for os andre helt unødvendige, arsenal af menneskekundskab mere at betragte som et karaktertræk ved dig, et slags ekstra-gode man får med, ud over dit smil, når man kender dig som vennen Bloy, faderen Boy eller partneren Bloy?
“Hov. Nu sagde du igen det navn jeg ikke har tre gange.”
Du må gerne få det.
“Jeg var lige ved at komme til at hedde Bloy.”
Det var du jo. Men har du skrevet et leksikon over menneskesjælen?
“Jeg har skrevet bøger… men dem krængede jeg af skulderen ligesom en enigmatisk brynjerest…”
Jeg gider ikke høre det selvhøjtidelige pis igen. Skrev du eller skrev du ikke et keksikon?
“Leksikon.”
Leksikon.
“Jeg har nedskrevet en krop af systematisk viden om mennesket, set cirka fra midt mellem mine øjne, men da jeg var færdig sad fødderne oven på hovedet. Det værste var dog at folk kunne lide bogen fordi de selv kunne bruge den til manipulation, snyd og bedrag. Ikke-selverhvervet viden om menneskesjælen gør folk listige. Jeg brændte biblioteket med de 4000 sider og gik igennem den varme aske i noget tøj der mindede om Robin Hood-tøj.”
Hvorfor havde du valgt at ligne Robin Hood den dag du gik gennem asken fra dit bibliotek med de 4000 sider måske uerstattelig viden om menneskesjælen?
“Nu, hvor missionen med det opofrende menneskesjælsleksikon var forkastet fik jeg brug for dels at nærme mig ideen om at jeg var i stand til at tage fra de rige og give til de fattige og dels ideen om at folk, når billedet af mig i asken i Robin Hood-tøj blev fremkaldt og kom ud på et postkort, fremover altid ville forbinde os i folks bevidsthed således at en legetøjshandler der fik tilsendt et reklameeksemplar af en yoyo med portræt af Robin Hood på den ene side automatisk ville dreje yoyoen i forventning om at se et smilende ungdomsportræt af mig på den anden.”
Hvad så hvis han gav sig til at spille med yoyoen bag disken i åbningstiden og ikke kunne finde ud af det og dette blev opdaget af drengen Tommy der netop gik og filosoferede over sin tandlæges verdensoptik?
“Det kommer, ligesom alt andet, an på den konkrete tandlæge.”
Der er ingen tvivl om, at Kabber Løvefrans, bogens forfatter, er født i et fint hjem. Det fremgår nemlig af bogens første sætning som ordret lyder: ”Jeg kommer fra et fint hjem.” Den slags informationer kan man som læser bruge til noget, for så forstår man da hans manglede tilbøjelighed til konstant at skrive “jeg skal lige børste min jakke”, “jeg skal lige børste mit hår” og “jeg skal lige børste min kat”. Disse fjollede sætninger forekommer derfor kun ganske få gange. Men her må man forstå at der er tale om en roman. Man kan godt blive lidt forvirret, for bogen rummer en handling og det hele, men jeg er glad for at få lidt at vide om forfatteren. På den anden side skæmmer det i høj grad førstegangsindtrykket af bogen og det er tilsynesladende svært for forfatteren at få manøvreret handlingen over på bogens første egentlige scene, nemlig Gippert Ni der kommer ”ivrigt sejlende” på sin sejlbåd ude på det store hav. Også senere er det et problem, når forfatteren pludselig absolut skal skrive et eller andet om sig selv midt i bogens handling. Hvorfor syv sytten skal vi som læsere vide at han har en hvid skjorte på og ski midt i beskrivelsen af personen Ullas kapper der ligger “fint lagt sammen og stablede på kommoden”? Der er mange tilsyneladende malplacerede stilbrud i denne roman, men tilsidst forstår man hvorfor: forfatteren har, igennem hele skriveprocessen, siddet oven på et bæger med kvark.
Han har tabt viseren fra en anden persons ur ned i en flaske champagne. Hvert tredje år spiser han kokosnød. Han sover under et træ. Og så er han kemilærer. Mød Vemer Sikkauten.
Hvad har du ellers bedrevet?
“Jeg lugter af salvie.”
