Du vil altså ikke være kendt på grund af de ting du skriver?
“De ting er identiske med mig, så jo, jo tak!”
Du vil altså ikke være kendt på grund af mig?
“Nej.”
“Du skal forestille dig en gigantisk tromme.”
Men jeg har ikke lyst til at forestille mig dine melsække og din gigantiske tromme.
“Men hvorfor har du bedt mig om dette interview?”
For at klæbe den her fast til dit lår.
“Nå. Er der andet jeg gøre for dig? Du skal absolut ikke holde dig tilbage. Jeg kom engang gående på Oxford Street.”
Jeg ville gerne høre om jeg også måtte klæbe den her fast på min pande?
”Med din pande må du gøre som du vil.”
Tak.
Din nye bog er vanvittig.
“Aha.”
Din nye bog er gak.
“Har man hørt en loppe gø!”
I din nye debatbog er de centrale påstande: 1. høflighed er en meget vigtig dyd, som er stærkt forankret i kristendommen; 2. det enorme frafald fra kristendommen, der, ifølge dig, kendetegner vor tid, er usynligt, men alligevel indirekte aflæseligt ud fra hvor latterliggjort høflighed er; 3. i lyset af disse sagsforhold, er det, stadig ifølge dig og din nye bog, rimeligt at være aggressivt høflig, fx ved at holde døren for en person der laver noget helt andet og ikke skal ud af lokalet eller smile ugenert og tale som en sand verdensmand med en person der ikke smiler tilbage, men derimod gør en blanding af at surmule, observere og dømme. For det første vil jeg godt spørge dig, hvordan høflighed kan være så vigtig? Er den ikke, etisk set, ret overfladisk og neutral, ligesom gode manerer, fx, som du selv nævner, når jeg holder døren for en person af hunkøn, osv.?
“Høfligheden er både et dybt personligt univers og en identitet.”
Er det ikke bare noget man kan “skrue på”?
“At man skruer høfligheden på, er blot en humoristisk omskrivning af det at tilpasse høfligheden i en situation hvor den er særlig tiltrængt og yderst nødvendig.”
Nu er jeg fuld af spørgsmål.
“Hvor mange har du drukket?”
I hvert fald to.
“Lad høre.”
Hvordan er høflighed stærkt forankret i kristendommen? Jeg troede den er noget almenmenneskeligt.
“Den har noget med Helligånden at gøre.”
Hvordan det?
“Det er indlysende. Vi må aldrig, aldrig tro, at de ikke hænger sammen.”
Det er et emne for sig.
“Ja. Det forudsætter en personlig meditation over Helligåndens væsen og plads i verdensaltet og i livet med hinanden. Men det vi gør her, har karakter af en meditation over høflighed.”
Det er vel først og fremmest i samtalens rum at høflighed kan udfolde sig?
“Ja.”
Hvilke andre forudsætninger end høflighed har den gode samtale og den gode kontakt?
“Høfligheden er ikke forudsætningen for en god og givende samtale med god kontakt, den er ligefrem identisk med den gode og givende samtale med god kontakt.”
Hvordan modvirker man latterliggørelsen af høflighed?
“Ved at se den som den er. Ved at meditere over den med både følelser og intellekt. Ved at være nærværende og opmærksom i den over for andre mennesker.”
Er høflighed det største indtryk man kan gøre på et andet menneske?
“Ja. Høflig tilbageholdenhed.”
“Så man kan ikke gøre noget større end at holde døren for folk der ikke har planer om at skulle igennem døråbningen og smile voldsomt i en stille og rolig samtale?”
“Det er rigtigt forstået.”
Høflig tilbageholdenhed. Hvordan kom tilbageholdenheden ind i billedet? Desuden må jeg påpege at aggressiv høflighed og høflig tilbageholdenhed lyder som uforenelige modsætninger.
“Det er de ikke. Der er en dynamik imellem dem i selve samtalen. Det er ikke nok at være høfligt tilbageholdende. Man skal også være høfligt aggressiv. Men hvis det ikke er en åndeligt forankret praksis, så er det lige meget. Så er det ikke ægte høflighed. Du kom med alt, hvad der var dig.”
Men jeg har glemt min tablet derhjemme.
Men hvad skal man gøre?
“Det har jeg ikke tænkt over.”
Men hvad mener du med, at de fleste hjem, relationer og liv er forrykte?
“Ved du slet ikke hvad der foregår rundt omkring i verden?”
Det med, at vores svigtende energi, viden og nytænkning gør, at vi, på trods af de bedste hensigter, mod og kærlighed ganske enkelt strander angste og magtesløse på hver vores tåbelige drømmeø?
“Det var egentlig meget præcist sagt.”
Skal jeg fortsætte?
“Nja… Nu er det mig der bliver interviewet.”
Men hvad skal man gøre?
“Vi har evigheden inden i os. Sammen med kærligheden er den synlig i vores blikke.”
Ja, og det med viden og nytænkning…
“Ja.”
Vi skal vel lege meget mere end vi gør.
“Hvad skal vi lege?”
Vi skal vel ikke lege midt i et interview?! Ved du slet ikke, at et interview er en meget alvorlig ting?
“Vi kan lege interview! Vi leger at vi interviewer to pinde der kommer gående.”
Og så lige i det øjeblik vi har fået tændt diktafonen er de gået forbi.
“Så er legen vel forbi, før den er begyndt.”
Jeg skal vist øve mig mig lidt i at lege.
“Det gør ikke noget. Man skal stoppe, mens legen er god.”
Jeg synes ikke legen helt var nået at blive god. Endvidere synes jeg at den startede dumt. En rigtig leg starter med en nøgen kvinde der tidligt om morgenen sniger hen til en meget syg og feberramt opdagelsesrejsende som ligger på et skind og gisper.
Kvanner “Bræklås” Brænnerlås er en af de mærkeligste filosoffer jeg er stødt på. Hans grundlæggende påstand er at vores eksistentielle sanseapparat sover og end ikke kan vækkes op ved at putte den mindste babushkadukke direkte inden i den største og udelade alle de mellemstore og vente “kve Arturer”, som i Bræklås’ filosofi udgøres af et tidsrum svarende til to år og tre timer. Intet kan få os til at undre os over virkeligheden og dermed blive frisket op. “En lummer sommer hænger i støvet”, synger Bræklås i “Syng med Bræklås, vol. 3.” Vi længes efter magelighed og “det charmerende liv” er uden for rækkevidde på grund af en “blæst”, Bræklås’ betegnelse for en “fornuftsberøvet”, fælles, global overenskomst om at vanen er rar og følger hårstråenes retning, når vi febrilsk børster os før de festlige sammenkomster som udgør livets egentlige hverdage.
Bræklås’ løsning, “det charmerende liv” er epokegørende: Fordi hele vores eksistentielle sanseapparat sover, må vi designe livets egentlige indhold, så vi kan blive “peppet op”, føle os levende og dermed være nærværende overfor hinanden.
“Det charmerende liv” er hos Bræklås en uendelig rejse som indledes og lejlighedsvist afbrydes af kortere eller længere sygdomsperioder hvor såvel livsfølelsen som nærværet er afløst af “rekreativ upasselighed og halvslumrende tankevirksomhed”, dog, og det skal bestemt bemærkes, ikke uden lyse og brugbare ideer og et rigt indre liv.
“Vejen til rejsen” hedder første bind i Bræklås Samlede Værker og handler om hvordan man vender sig til det charmerende liv. På grund af alle ballonerne og glæderne går man tidligt i seng i kapitel et: “Udkørt af lykke i længsel efter skolefaget orientering.” I kapitel to sover læseren og derfor er der ingen bogstaver. I kapitel tre er læseren atter vågen og Bræklås gætter på hvad man har drømt i kapitel to. Hvis man har drømt om en tukan, har Bræklås gættet rigtigt. I kapitel fire inddrager og analyserer Bræklås popsangeren Seals berømte påmindelse om at vi ikke overlever med mindre vi bliver småtossede. Det minder fuldstændig om missionen med Den Anden Avis: hvis man ikke åbner sig op over for det tossede, forstår man hverken humoren eller denne dybt eksistentielle pointe.
I andet bind forkaster Bræklås sin forestilling om det charmerende liv totalt og aldeles, fordi han har modtaget en åbenbaring af “udvidet nationalfølelse”, en dyb samhørighed med mennesket via den menneskelige situation. Den menneskelige situation beskrives som tre mennesker med cowboyhatte der er uenige om såvel ejerskab som mening med en appelsin der ligger på jorden imellem dem, indtil en hest stryger “lige forbi” dem og får dem til at le.
Jeg blev dybt betaget af disse spekulationer. Jeg følte jeg aldrig havde tænkt på noget af det før og det var en befrielse i forhold til det simple faktum at jeg vitterligt havde tænkt det før, dog uden at tænke tankerne til ende, idet jeg stoppede ved omkring 50 procent.
Vi er omsider til dartturnering i Nogensindetofte. Pilene flyver rundt i lokalet. Så tændes tv-apparatet og der bliver ro. Overvismand Strø Rø retter blikket ind. Fodbold. Så falder han til siden. Fodbold.
To timer senere. Der er direkte kontakt til Frankrig via store højttalere på stadion. Strø Røs håndgangne mænd kommanderer. Pile regner ned over stadion.
Fodbold. Bodega. En svensknøgle ligger på bardisken sammen med 24 dingenoter der snart vil blive sat sammen til en ny revolutionerende opfindelse. Kvantum Færch er ligeglad. Han har netop fanget en blæksprutte.
Tolkning: Denne artikel er god, fordi den rummer nogle på en gang poetiske og humoristiske billeddannelser som i kraft af et mystisk element ophæver spørgsmålet om der overhovedet er tale om en seriøs tekst.
| Humorstue |
|---|
| Om der overhovedet er tale om et seriøst kompleks. |
Sapp Nielsen er 14 år og lever med sine forældre i et socialt boligbyggeri. Faderen er ”skipper” og moderen ”skipper”. Romanen starter med at hans onkel kører ind i en port på ski og brækker sin skistav i frustration. Bogen skildrer Sapps teenageliv med venner, kærester, vanskeligheder, opture, sejladser i helt lige linje på Nilen og kærester. I stedet for at tage i skole tager Sapp til Vertmolskryveren. I stedet for at tage på udflugt tager familien til Vertmolskryveren. Men stedet er alt for uklart beskrevet. Vi får næsten ingen adjektiver eller beskrivende sætninger for pengene. Jeg må derfor tro det er en egn. Jeg ville ønske det stod i min magt at tilbyde læseren en beskrivelse af Vertmolskryveren som De kunne printe ud og stikke ind i bogen. Vent, det er lige hvad jeg gør!
”Vertmolskryveren var et stort fint fort.”
Sådan!
Tolkning: Teksten leverer en parodi på en anmeldelse der på en og samme gang er småirriteret, selvpromoverende og egentlig uvedkommende for avislæseren.
| Humorstue |
|---|
| Egentlig usokkommende. |
Zack Rømer, livet er utrolig komplekst.
“Livet?”
Ja.
“Det kan du have ret i. Men hvad mener du?”
Livet er komplekst.
“Ja, det er det da!”
Du har levet et priviligeret liv på mange områder.
“Næh. Det ved jeg snart ikke. Antager du at jeg ikke har lidt?”
Vel ikke så meget som mange andre?
“Sig aldrig, at en person ikke har lidt eller ikke har humor. Hæhæ. Du kender vist ikke meget til livet, min unge ven. Du ved vist ikke meget om hvilke antagelser om andre der sømmer sig og hvilke man bør holde for sig selv.”
Men jeg vil gerne lære at behandle andre mennesker godt.
“Så gør noget godt for dig selv, min lille landkrabbe.”
Hvordan gør jeg noget godt for mig selv?
“Elsk Gud og elsk din næste som dig selv. Vidste du at man ved en del ting om Gud? Det ved du vel?”
Ja. Men troen er en gave.
“De fleste har den ikke før de er tæt på at skulle herfra.”
Det er næsten sørgeligt. Hvordan så med kærligheden?
“Det er ikke alle, der har den heller, min ven. Men bang, bang se på himlen.”
Æh. Jeg er blind.
“Du er vist en pudsig rad.”
Jeg kan ikke se noget.
“Det anede jeg ikke.”
Kan vi ikke fortsætte hvor vi slap, jeg synes det var sådan en interessant samtale.
“Men jeg vil hjælpe dig.”
Med hvad? Med at se?
“Med at se.”
Men jeg er født sådan.
“Men er du ikke interesseret i at jeg fortæller dig, hvad jeg kan se?”
Overhovedet ikke. Jeg er interesseret i at fortsætte vores vigtige og for mig ret givende samtale uden overhovedet at nævne ting som synsfeltet, farver, lys og at kigge. Ja, hele den visuelle verden må meget gerne udelades fra vores samtale. Hør, du kan vel ikke se en vindrue? Jeg føler mig sulten.
“Jeg kom til at træde på den.”
Hvorfor?
“Den var vist trillet ned på gulvet. Jeg så den ikke.”
Jeg er blind, men du bruger ikke øjnene.
“Jo, men jeg kan ikke sidde og holde øje med alt der ligger på gulvet. Hvis jeg gjorde det, ville jeg blive skør.”
Ok.
“Jeg ville fx blive rablende bimmelim hvis jeg opdagede en tegning på gulvet.”
Det betvivler jeg overhovedet ikke.
“En tegning der forestillede mig og dig.”
Med mig foran dig, så man ikke kunne se dig.
“Hør, det er ikke rimeligt det der!”
Hihihihi.
“Hahahaha.”
