Vi bydes indenfor af Heliope. Inde i stuen ligger håndtaget, smuldret bort af ælde, til hoveddøren. Stuen ligger, smuldret bort af ælde, i forværelset. Meningen med denne artikel ligger, smuldret bort af ælde, i boudoiret.
“Jeg har altid følt at det at male et maleri eller komponere en opera må være uendeligt meget nemmere end at skrive et digt.”
Interessant. Jeg opfatter dig som en stjerne.
“Søen, Næsbygård sø,
hele verdens politimand.
Hov, hvor kom det fra. Se, det kommer naturligt fra mig. Jeg er simpelthen digter.”
Det var flot sagt i hvert fald. Men egentlig er du kommet fordi du skal skitsere kridttiden for Den Anden Avis’ læsere.
“Må jeg gerne sige noget digert nu?”
Vil det sige at du bedre kan lide min tanke end du kan lide mig?
“Lad mig sige det åbent og ærligt: Jeg kan bedst lide mig, så kommer din tanke og så kommer du, på tredjepladsen.”
Men min tanke er du fuldstændig ekset med?
“Sådan vil jeg ikke sige det.”
Men selve det, at du bedre kan lide en tanke end en person siger vel mere om dig end det siger noget om noget som helst andet.
“Jeg synes det siger mere om noget som helst andet end om dig, men jeg ved ikke hvad det siger, for jeg har tabt tråden.”
I Afrika går man rundt med utilsluttede printere for at markere at kommunikation i det offentlige rum er mellem folk der typisk ikke kender hinanden særlig godt.
Hugo Medieskabtmøgsag, prøv at beskrive printet.
”Printet?”
Det er printerjargon for at du skal fortælle hvad interviewet med dig handler om i hovedtræk.
”Printerjargon. Javel. Jeg skal lige spørge min kone.”
Og mens Hugo spørger sin kone tager vi en lille pause
”Hvad skal vi lave i pausen?”
Denne bog forbløffer eller bare bløffer eller bare bøffer. Man kommer virkelig i tvivl om der er håb i verden eller noget andet end håb, der er ligeså godt som håb, eller bedre end håb, eller overstråler håbet, eller kan gøre det ud for håb, når man er sliksulten, fx Habakkuk Nødtørfts Habakkuk-kager. Og hold da op hvor Rikke træder ind når Lars er vanskelig. Hendes virke og virkninger er hverdagsagtige på en blid meteoragtig måde. Lars er en slags død fugl der er temmelig forpjusket og ganske morsom. Rikke har en bronzemedalje i at lave bronze fra bunden af. Lars er flammen og Rikke er flammen. Man får en guldmedalje i forskellighed af at læse det her.
Jeg klukkede ligesom en høne ved at læse denne bog og jeg klukker endnu. Kluk kluk.
Forstil dig at du sidder i en kano ikke så langt fra bredden. Skal du blive i kanoen? Skal du lægge til? Skal du skal? Det sidste er noget vrøvl, så valget står mellem de to første handlemuligheder. Hvad bliver det til? Men nu kommer det interessante. Alt hvad man kan diske op med af en lækker letskinkemad står nu inde på bredden og stikker sit lusede hoved op. Sådan begynder og slutter Svine Rabberkoks nye bog og det der er inde midt imellem er mildt sagt læseværdigt.
En citron falder i søvn på stranden. Da den vågner, opdager den at nogen har bygget en hvid stenmur hele vejen rundt om den med små lodrette linjer malet på indersiden. Den spørger maleren hvorfor og maleren svarer meget lavmælt, for ikke at vække orangutangen der sover ved siden af dem. Citronen åbner derpå døren med sine små citronarme og kommer ind i kongens værelse. Kongen er ekstremt frustreret og derfor forlader citronen rummet, lægger sig ned og falder i søvn igen. Da den vågner løfter maleren kongen op og placerer ham på citronens mund.
I din barndom, da du var det du kalder i perceptorisk og sensorisk balance og det du kalder vågen overfor hvad dælen der foregår inde i dine medmenneskers hoveder og hjerter, finder du ud af noget interessant.
“Ja.”
Prøv at beskrive, hvad det er du finder ud af.
“Jeg opdager, at de fleste mennesker er nogle skiderikker.”
Og det er der du beslutter dig for at publikum ikke har fortjent at bære dig rundt til alle mulige arrangementer, så de får skæve rygge.
“Ja.”
Så sker der det, før mit interview med dig, at du får en email, hvor der står, at der hele vejen fra spids til bagende af begge mine langrendsski er fastklæbet kunstige, men meget virkelighedstro granatæbler.
“Ja.”
Hvad får det dig til at tænke om mig?
“At du er useriøs.”
Undrer du dig ikke over, hvor jeg har gemt resten af disse æbler?
“Overhovedet ikke.”
Slet ikke?
“Nej.”
Og synes du ikke, det er mærkeligt, at jeg går rundt med en lille tromme i bæltet?
“Det er latterligt.”
Synes du det er morsomt?
“Latterligt. Ikke morsomt. Latterligt.”
