Lad mig være lidt ærlig. Hvorfor ikke? Det betaler sig jo nok at fremstå som helt igennem skikkelig. Indrømmet: Det virker meget underligt at et hold venner sammen får en depression. Depression opfattes jo som noget der rammer et individ, en person. Derfor var jeg som læser nær ved at stå af og lægge bogen fra mig. Men kapitel to forklarede det hele: Der var futtet noget korn af. Noget hvede. Så er det klart at disse venner bliver nedtrykte. Hvem ville ikke blive ked af det når en dejlig mængde korn går op i røg, når der dertil var en del æsker ude på marken som gik op i flammer. Æsker med penge, erotiske billeder og mange andre rare sager. Men hvem havde anbragt æskerne på marken og hvem havde stukket ild til hele herligheden? Her var jeg som læser og som brøndforstander på nippet til simpelthen at opgive læsningen. Godt jeg ikke gjorde det. Hold kæft hvor er jeg glad. Æskerne, afslørede kapitel tre, var blevet anbragt på marken af Æskmand Donhvede og kapitel fire afslørede at branden ikke var påsat men skyldtes en funktionsfejl ved en ganske almindelig flammekaster. Ud over faktuelle fejl som at kalde en kalv for en tyreunge synes jeg dette her er en god bog.