Top 3 over kærlige formuleringer man kan bruge i fondsansøgninger

3. Jeg elsker at stå og se ud over vandet sammen med dig. Det er som om jeg opdager særligt smukke og meget fjerne bølger på samme måde som dig og samtidig, men at vi stadig er to forskellige personer med hver vores tanker i øvrigt. Jeg virker klogere. Du virker ikke særligt klog. Jeg tænker på vand og sølv og guld. Dine tanker er af mere praktisk art.

2. Det er fedt at finde 2000 balloner på jorden dybt inde i en skov hvor man går alene. Man får en særlig oplevelse af at andre mennesker ikke bare har vidst at man kom forbi, men ligefrem har tænkt på én med varme. En slags fest. Der mangler bare de der mandler som Anthon Bergs chokoladefabrik laver.

1. Du er som en bog af den slags hvis indbinding kaldes halvlæder. Du står i et hemmeligt bibliotek på en eller anden halvø. Jeg kender ikke titlen. Jeg kan ikke se den. Jeg kan heller ikke efterligne den lyd en kraftig metalfjeder giver når man knipser til den med fingeren.

100 meter løber: Dimmer Takhøjs vurderinger er overdrevne

Op på cyklen og ud og møde en 100 meter løber der mener en masse. Han suser afsted men det varer kun 10 sekunder. Han mener næsten for meget.

”Det er præcis det jeg klandrer Dimmer Takhøj for. Jeg ved det godt.”

”Nyhedsværdi? Jeg ser ingen grund til at tale om nyhedsværdi når originaliteten af dette digt vil få selv garvede litteraturkendere til at fremstå som utilregnelige fostre.”

”Har du læst mit digt?”

Om jeg har!?

”Havde det nogen kvaliteter?”

Om det havde!?

”Havde det nogen nyhedsværdi?”

Nyhedsværdi? Jeg ser ingen grund til at tale om nyhedsværdi når originaliteten af dette digt vil få selv garvede litteraturkendere til at fremstå som utilregnelige fostre.

”Utilregnelige fostre. Hvorfor tror du at du havde en så stærk oplevelse med digtet?”

Et øjeblik. Lad os nu ikke gøre mig til den interessante når dette digt på en og samme gang for det første er en elegant udført nydelse i kraft af mange forskellige dybt symfoniske virkemidler og for det andet er en ren og skær altmuligmand i dets iboende samklang med verden og inderlige forståelse af den måde realiteterne passer ind i realiteterne ude i virkeligheden således at det oplæst og fremført af selv den banaleste hjerne eller mest beklagelsesværdige sjuft kan bruges til ting.

”Kan bruges til ting?”

Digtet her frembyder en flugt der ikke bare er anbefalelsesværdig for den betrængte der ønsker at tage benene på nakken men yder en livsvarig beskyttelse imod nogen sinde at tage stilling til noget. Dette digt er nemlig det bedste svar på ethvert problem i enhver tænkelig situation.

”Jeg synes du virker skør.”

Enhver sandfærdig ekstase må forekomme savlende til højre og venstre.

”Nu er det jo et humoristisk digt jeg har skrevet, hvilket dine lovord og al din skamros ikke afslører.”

Blot fordi erindringen om det elementært morsomme i dette digt er som at sidde inde i midten af et strengeinstrument og klaske sig på lårene af grin.

”Jeg synes mere digtet er at sammenligne med en fis end med alle de høje ting og sager.”

Så ved du ikke hvad du har frembragt. Øv du jordnære stabejs. Ser du ikke dybsindigheden?

”Ærlig talt nej. Et pruttedigt? Nej siger jeg. Nu må du tie med alt dit vås.”

Gabriel Takhøj til Maradjøngade: ”Jeg har lavet et filosofisk system”

”Jeg har lavet et filosofisk system.”
Det undrer mig ikke. Det er jo så let for dig som at forrette et vist ærinde for andre.
”Et filosofisk system du.”
På vegne af menneskeheden og i kraft af at jeg er ansat i medierne vil jeg godt takke dig personligt.
”Et filosofisk system.”
Hver gang jeg retter blikket imod universet glider Danmark ind i synsfeltet og kalder på min opmærksomhed.
”Vi lyder skrupforvirrede.”
Ja.
”Jeg har lavet et filosofisk system.”
Hvorfor overdrive og lave et filosofisk system?

Utroligt men sandt

Da ægteparret Gebba og Ergebba vendte hjem til deres hus igår ventede der dem et rædselsfuldt syn: en levende høg sad fastspændt mellem hoveddøren og dørkarmen. Ægtemanden Ergebba var den der skreg højest. Hvad skriger du for skreg hustruen og knuste en paraply oven på mandens hoved. Hun steg ned fra hovedet, gik derpå resolut hen til den forkomne høg og spurgte den deltagende om den ville overnatte. Da ægteparret vågnede næste morgen og gik ned i stuen havde høgen gjort huset i stand, men plantet karse i en sko. Den spurgte på et gammeldags, knækket fransk om den måtte låne en meget lang telegrafsnor. Dette ønske opfyldte naboerne straks, mens ægteparret rodede i det med en kageopskrift, og siden naboernes naboer indtil snoren var så lang at den nåede ud til havet der hvor den definitive telegrafpæl står.

Barbara Knødrøssen: Sommerfortællingen

Det var lige blevet morgen. Dirch Passer kravlede op i træet. Jeg, (Barbara Knødrøssen, dompap!,) sad på verandaen i den paradisiske have med de 24 statuer og de 25 gartnere. Jeg kendte hver og en. Statuerne altså. De havde stået der siden før jeg blev født og før min mor blev født. Så er du med på, at de er gamle.
I det samme, (i det samme, hvad vrøvler hun om?,) kom den 25. gartner hen til mig.
-Barbara Knødrøssen?
-Jaaa.
-Må jeg gerne få fri nu.
-Jamen kære gartnermenneske dog. Du har jo lige mødt.
-Netop derfor står mit hjems fire vægge i særligt kær erindring.
-Hvis det er væggene du længes efter må du gerne tage et billede af dem som du kan se på når du holder pause fra arbejdet.
-Men jeg bor i en slags slot og de fire vægge er ment billedligt.
-Hvorfor arbejder du som gartner når du bor i et slot?
-Det er det min fortælling handler om.
-Din fortælling må være meget nedslående.
-Slet ikke. Vi kan godt tage min fortælling en anden gang.
-Det ville passe mig fint.
-Ja.
-Træd af.
-Ja.

Men der er et tidspunkt i enhver fortælling hvor man skal lade billederne i læserens bevidsthed springe lidt rundt og derefter lægge sig lidt og hvor teksten bør afbrydes. Disse ønsker fra henholdsvis bevidsthed og tekst imødekommes betingelsesløst. En og anden vil måske undre sig over at jeg bliver ved med at vrøvle løs. Det har jeg ikke nogen forklaring på.

Sommeranekdoten: De pippende grøntsager

Måske De allerede har gennemskuet anekdoten kære læser, så er De umanerlig kvik og vil få et umanerligt godt og pippende grøntsagsliv, men jeg går ud i skuret og jeg gør som jeg plejer, beundrer de grøntsager jeg netop har plukket og skyllet og lagt i en krukke og så kan jeg jo ikke forstå hvorfor de lige med ét begynder at pippe. Men det er selvfølgelig fordi der har sneget sig en lille vaks nyhedsoplæser-kylling ind under grøntsagerne i den tro at kartoflerne er indviklede antenner. Da den når til vejrudsigten opdager den mig og spørger med en venlig pippen om jeg vil tage mig af den, vejrudsigten, dompap! Og så opdager jeg kameraet. Upselupse hvor bliver jeg overrasket. Men jeg får en seddel i hånden og klarer mig på bedste beskub. Det er min sommerhistorie. Den gentager sig ofte.

Viggo Maradjøngades korte epistel om forelskelse

At være forelsket svarer til at høre en stemme man tror tilhører en ægte paukespiller befale: Du skal kaste alt hvad du har i hænderne og tage ud og finde en person ved navn Finn Kruse og bede ham om husly. Derpå skal du gøre ham vred. Dernæst skal du vente på at han bliver glad igen. Siden skal du overbevise ham om at blive tandlæge. Når han er færdig med studiet skal du lykønske ham med farvenavnet “Brun”. Derefter skal du uden at grine kunne svare ham på hvorfor du forinden vovede at gifte dig med samtlige beboere i byen Skuldelev.