Det er enklere at have et par fødder end en religiøs tro i Enhedslistens København. Ti tæer. Enkelt, hvis ikke man starter med nul og må begynde forfra. Fødder er ikke opium for folket, når blot man husker at gå i bad.
Historie-Kim fortæller om forbudte og dybt urimelige følelser i nutidens Sverige og sjove prikkestænger fra Norge som man kan bruge til at prikke hinanden med, så man, den prikkede, din idiot, både bliver overrasket, uanset hvad man er i gang med og begynder at le højt. Og latteren er virkelig med i bogen. Det er smilende vittigt gjort. Hele verdens sjove ting er med i dette drøn af en bog, hvis man skulle være interesseret i hvor dælen de er blevet af. Kim har både humor og cigarer nok, som denne levemand udtrykker det, og det er jo en pudsig formulering som man blive i helt godt humør af.
Bogen har en enkelt svaghed. Jeg synes ikke Blæser-Kim skulle have blæst ud med hvad bogstaverne i firmanavnet AGFA står for og hvor meget ris koster i Blovstrød. Og da han begynder at berette igennem flere kapitler om en ganske almindelig dansecocktail af den slags man modtager når man går ud til midten af dansegulvet er det som om højttalerne skratter lidt og man virkelig sveder og trænger til luft. Fedt-Kim er ikke højere end sålerne på dine sko, men får virkelig en til at tage sig til hovedet og råbe vagt i gevær og det bliver ikke sidste gang.
På adressen Bellahøj 3. tv. var julemanden på vej med gaver til en lille dreng på 5 år. Julemanden havde kringler med og der var blevet cookie regn, da han var på vej ned gennem skorstenen SAD HAN FAST! han blev fundet træ dage efter sovende med et smil på læben.
Vakkert Rupitsio er millionær og uddeler hver lørdag morgen en million kroner blandt interesserede, værdigt trængende, livsnydere, døgenigte, sorte katte, oddere, fhv. politikere og ravne på Strøget i Fabberlund. Når han er færdig går han på cafe Blak hvor han skriver et brev som han memorerer, brænder i askebægeret og derefter oplæser efter hukommelsen igennem et sort rør ind i øret på bartender Saljenbock:
“Han er umulig at nå. Med mindre man ejer en ret lang pind. For nu sidder han oppe i lysekronen som et egern der er løbet hjemmefra.”
Det er lørdag i Bez, præcis 800 kilometer fra Fabberlund. Udenfor blinker solen. Jeg sidder med mobiltelefonen i den ene hånd og en billedbog i den anden som jeg læser for min lille datter.
Det er vel fair nok at hade uretten?
“Nej. Had er grimt.”
Du hader da ikke det grimme? Det er vel ikke æstetik? Moral er vel ikke æstetik?
“Jamen had er frastødende.”
Jamen hvorfor?
“Fordi det bobler.”
Det er en temmelig løs argumentation du er ude i.
“Hvad så med dig? Hvad er det du har gang i med Den Anden Avis?”
Det er ting jeg synes er skægge og hvor jeg ikke nævner virkelige personer.
“Det er alternativt, men måden det bliver gjort på er også alternativ. Det er altså ikke kun ideerne. Og det er der jeg synes den kammer over.”
Jeg er ligeglad.
“Er du ligeglad med at høre på andre menneskers synspunkter så værsgo.”
Jeg vil gerne høre på dem, men i dette tilfælde vælger jeg at se bort fra det.
“Du er så pisse klog.”
Hvis du hader det trafiklys så går det ud og så bliver du kørt over.
“Hov! Nu sagde du noget vrøvl. Jeg troede du var så pisse klog og nu siger du at et trafiklys går i stykker når man hader dem og det ved jeg tilfældigvis er noget sludder.”
Jeg sagde ikke et trafiklys men det trafiklys.
“Det her? Hey! Det er ikke et trafiklys. Det er… vent… det er enten et skilt hvor der står champignoner eller en skinke. Det var mærkeligt! Det har jeg ikke oplevet før.”
Men jeg er rustet til denne situation.
“Hvad for en situation?”
Jeg er filosof og som sådan forberedt på sansebedrag, forstyrrelser og divergenser.
“Hvad mener du så om gårsdagens valgresultat? Skal vi emigrere?”
Vi kan godt tage til Lofotenland i Bagsværd så længe vi gør os klart at der ingen trøst findes for det valgresultat og heller ingen flugt er mulig og at Grimstrup-Petersen bygger byens bedste akvarier.
Selvom John vistnok kan spå og bor i en karré hvor flere vistnok kan spå, var det alligevel på flere måder rart for ham at opdage hjemmesiden existentialcorrections.com. Han opnåede flere fordele: Han blev for det første en smule klarere for sig selv. For det andet fandt han vejen til at han selv og andre kunne forstå de ting han virkelig
havde brug for. For det tredje blev han ham der var bedst til at foreslå at hælde flydende glas i gummistøvler med en sikkerhedsafstand på 200 meter.
”Det var selvhjælp og gummistøvler.”
Hvordan var efterfølelsen?
”Den var go’ nok. Og de 40 kroner var godt givet ud.”
40 kroner for lidt eksistentielle korrektioner på sådan en søndag hvor man alligevel ligger lidt brak.
”Pænt ur.”
Det her?
Du skal dø.
»Af alle bøvede ting om døden jeg har hørt var det du lige sagde noget af det mest bøvede.«
Som amatørlæge har han brugt en menneskealder på at forstå bøssers behov. Som professionel læge har han løjet og samlet brænde til utallige bål til glæde for mange mennesker. Gershwin Maradjøngade ser ud over den bølgende menneskemængde og læberne former sig til et smil da de mange mennesker uafhængigt af hinanden glemmer eller ser bort fra at de befinder i en hob og giver sig til at tegne krimskrams eller føle sig som folk føler på en rumstation.
Hvad er det for nogle regler du sælger?
»Er du interesseret?«
Meget. Jeg har hørt det er regler fra livet du sælger.
»Rigtigt.«
Vil du sælge mig en regel om undskyldninger, mod og venskab?
»Som rummer alle tre ting?«
Ja.
»Så går du ind på hjemmesiden og søger på tagsene undskyldninger, mod og venskab.«
Det gør jeg nu. … Der kommer jeg ind i noget helt andet end jeg tænkte på.
»Hvad tænkte du på?«
Jeg tænkte på den regel at en undskyldende attitude ikke har plads i et venskab, men derimod en ydmyg, tilbageholdende og lyttende, men også varm og ærlig.
»Hmm. Du vrøvler ganske meget.«
Gør jeg?
»Ja.«
Jeg er kommet frem i verden på at sige undskyld. Hver gang jeg har sagt undskyld har jeg nemlig ladet en prik af guld indgravere i en enorm knap af brunt ler.
»Så er du ikke kommet frem i verden. Så er du kommet frem i knappen.«
I denne knap.
»I denne knap.«
