Mange filosofiske drenge udvikler den teori at døgnet kan inddeles i knallerter af den slags der anvendes nytårsaften. Ikke til at sætte mere gang i festen men fordi det hører sig til. Et døgn er lig med en knallert. Du får hvad du betaler for. Timer vil så være billige, men flotte, fiskefigurer, minutter ovale stykker rav, mens sekunder simpelthen er diamanter af den mest imponerende slags der længe er set.
Denne teori er god. Det kan enhver se. Men som enhver god teori er den ufattelig nem at misbruge, fejlanvende og bortglemme under en sejlads rundt om Shetlandsøerne, en sen eftermiddag med Gregor og hans nye hund og Svit.
Liberalister hævder at man må gå hele vejen hvis man inddeler ugen i syv knallerter. Spørgsmålet er hvilken vej disse tosser fabler om og om den går forbi Berts fiskeforretning.
Mand Tandland:
»Spørgsmålet er om det er rimeligt at bytte dyrebare sekunder for en fodformet tidsindstilling. En knallert er ikke alverden værd. Hvad koster sådan noget? En 20 kroner?«

Bag den lille, men flotte smørkatapult dukker et velkendt ansigt op.

“Prøv at se.”

Lækkerbiskenen er landet på en af de tallekener der er opstillet på gulvet hele vejen rundt om bordet.
Jeg kan ånde lettet op og er selvfølgelig imponeret af Krofert og stærkt beroliget af det faktum at nøje planlægning og omhyggelig forberedelse kan forebygge utrolig meget, ja, næsten selve effekten eller det man vil opnå.

Frederikke “Tin” Japan er i gang med en længere udredning om hvorfor indvandringen har gjort hendes hænder rigtig dårlige til at kaste pizzadej højt op i luften.

Hvordan er det sket at dine hænder er så forsigtige at det næsten ser klodset ud når du svinger pizzadejen rundt i luften?

“Det er både manglende rutine og så selvfølgelig det at en indvandrer faldt ned oven på mine hænder.”

Lå du ned?

“Frække fyr! Indvandreren faldt ned fra et træ.”

Og landende på dine hænder? Det var dog forfærdeligt.

“Så er det heller ikke værre.”

Nå.

“Forfærdeligt er et alt for stærkt ord.”

Det bestemmer jeg selv.

“Grødhovede!”

Spade!

“Det var da meget værre dengang jeg kom til at male et selvportræt i fuld størrelse på muren ved en cementfabrik i London og chefen kom ud for at spørge om han måtte låne mine sko.”

Nu skal du ikke være så ivrig.

Flotte fugle er selv en flot bog. Og sådan kunne vi blive ved. Forfatteren har taget, eller i hvert fald tilvejebragt, en stak meget alvorlige nærbilleder af ganske almindelige fugle. Det er sympatisk at han er så interesseret i disse for så vidt banale fugle og portrætter, men kunne han ikke bare have vist stakken til en af sine venner i stedet for at udgive den som bog? Måske havde det været upassende fordi det havde svaret til at fremvise en håndfuld græs eller en ganske almindelig tallerken fra køkkenskuffen.

»Tre færinger sidder på en tom plads da der blæser en blå handske hen foran dem. Den ene løfter akvariet og stiller det oven på handsken, så den ikke blæser væk. Den anden fylder vand og fisk i så akvariet ikke blæser væk. Den tredje gnider sig i skægget og blæser væk.«

Skæpper Garadján kigger forundret på mig. Han er aldrig blevet interviewet før og har derfor ikke vidst hvordan han skulle forberede sig.
»Jeg er ikke blevet interviewet før.«
Men du kender vel interviews fra tv?
»Jeg har ikke tv.«
Men du ser vel tv?
»Nej.«
Se her.
»Hvad er det?«
Det er et tv.
»Det var lille. Hvem er han?«
Det er fader Bransalund. Han bliver interviewet.
»Hvordan gør han sådan helt faktuelt?«
Han besvarer bare spørgsmålene.
»Hvad hvis der er noget han ikke ved eller ikke kan udtrykke?«
Sådan er det ikke i et interview. Der flyder samtalen. Ligesom nu. Mellem os to.
»Aha. Det havde jeg ikke troet. Jeg bliver interviewet lige nu.«
Ja. Vi er faktisk færdige.
»Hold kæft, du var god til det!«
Hold op. Det var da dig der var god til det! Jeg har jo prøvet det før.
»Er du også blevet interviewet?«
Jamen folk gider ikke høre på mig.
»Sådan må du ikke sige.«
Jeg skal sige dig noget. Hvis man har et stort ego og ønsker at fylde noget i folks bevidsthed, så skal man faktisk være interviewer og ikke den der bliver interviewet.
»Skal man ikke dæmpe sig lidt ned i stedet?«
Man kan jo ikke lade være med at sprede herlig energi, når man først får det lært, som min onkel altid sagde.
»Hvad var din onkel?«
Murermester.
»Var det ham der puttede en enkelt blommesten ned i mørtelen dengang han beklædte Kronborg med søde små skorstene til dansefestivallen i otte?«
Hvordan kunne du vide det?

Traditionen med de persiske julebreve indeholdende forskellige forvrøvlede tekster, kan spores helt tilbage til det 3. århundrede i den stormægtige persiske høvding Krabuts storhedstid. Gennem årene er der blevet givet mange mere eller mindre umulige bud på årsagen til, og betydningen af, det uigennemtrængeligt forvrøvlede indhold. Hvor om alting er lever traditionen videre i bedste velgående. Og i dag skal vi, som sagt i indledningen (der desværre er faldet ud af nærværende eksemplar af det forvrøvlede julebrev) besøge den navnkundige, omend ikke persiske, julebrevsskriver Morten Hjerl-Hansen.

Jansson; over til dig. Du står på torvet i Stubberup og holder i dine bævende hænder resterne af alle tiders mest forvrøvlede julebrev. Græd ikke Jansson (vi er jo live). Men sig mig, så du gerningsmanden, den formastelige som rev brevet itu? Inden du nåede at læse dets, utvivlsomt forvrøvlede, indhold.

Jansson her; ja, øh, tilbage til studiet, jeg kan alligevel ikke persisk.

Tolkning 1: Denne tekst minder om et forvirret tv-klip. Den ligger i rummet mellem videotransmission og tekstreportage.

I starten af læsningen af Allan Buks’ nye bog som kort og godt hedder Allan på bukserne var hvert ord overraskende. En mængde spørgsmål trængte sig imidlertid på midt mellem overraskelserne i form af fx ordet “det”: Var det Allans egne bukser? Gik han uden bukser? I givet fald, hvorfor? Der kom heldigvis hurtigt svar på disse citrongule spørgsmål: Det var grangiveligt Allans egne bukser. Han gik uden bukser på et tidspunkt. Grunden var at han havde glemt at tage dem på.

Efter at have besvaret spørgsmålene kan forfatteren hengive sig til en fyldig beskrivelse af forskellige grønne ting i kapitel to, mens læseren snedigt springer fire kapitler over.

Ups. Skulle ikke have gjort. Læseren har intetanende åbnet en tobaksforretning midt på et riddermarked, mens forfatteren overlegent og med hævet stemme kan berette videre på sin åndssvage handling.