»Ella tog to chancer i sit liv og det gik godt begge gangene, kan man sige«

»Ella tog to chancer i sit liv og det gik godt begge gangene, kan man sige. Hun arbejdede sig op fra bunden og fik skabt et industri-imperium og revolutioneret måden vi ser på tingene, særligt igennem en lup.«

Er det ikke lidt meget sagt om en person der levede et stilfærdigt og tilbagetrukket liv som syerske med en lilla dunk?

Det kom ikke med i interviewet med Ruth Plissør

»I mit nuværende job er jeg tvunget til at høre historien om Eurythmics ca. hver dag.«

Jeg troede ikke du havde noget arbejde.

»Nej.«

Hva’?

»Det har jeg heller ikke.«

Ti lige stille. Jeg prøver at se hvad der foregår derovre i den lund.

»Tak.«

Så er jeg tilbage. Hvorfor takker du mig? Med kager og alting.

»Fordi du lige afslørede at jeg ikke havde et arbejde. Du gør grin med mig når jeg fortæller Eurythmics historien.«

Gør jeg?

»Ja.«

Jeg troede ikke man ved at sige noget kunne gøre noget forkert.

»Det hedder at sige noget forkert eller noget dumt.«

Gør det?

»Ja. Det er helt almindelig viden.«

Ja. Hvis du ved det må det være ret almindeligt.

Aske-Claus lav

Den lille Aske-Claus bladrer ivrigt igennem torskekalenderen. Han er lav af vækst.

»Nu! Skal vi ikke overdrive!«

Aske-Claus kan ikke forstå hvorfor så mange mænd og især kvinder laver porno.

»Jeg forstår det ikke. Normalt virker de så reserverede.«

Kærlighed der bliver givet på en unuttet måde skader især de fattige lande

»Pige får et fyrtårn hvorfra hun kan se særdeles langt. Bliver utilfreds. Bestiller en burger men fra en forretning der sælger sy-artikler.«

Hvorfor taler du i afbrudte sætninger ligesom en sko?

Leder: At tage fuldkommen fejl af et menneske

Kære læser, har De oplevet at tage fejl af et menneske? Har De ansat en sælger i Deres virksomhed som i virkeligheden, under langt varmere omstændigheder, viste sig at være en fremragende brandmand? Som pludselig, midt i frokosten på Deres virksomhed brasede ind ad døren og råbte »Det brænder!« Ja, så vil De nikke genkendende til følgende svenske beskrivelse af kongen der prøvede, ja, gjorde en både helhjertet, langvarig og energikrævende indsats for at optræne sin smukke, pålidelige og intelligente tjenerinde til at blive langturschauffør med rute mellem Bredebro og Belgien og på halvvejen på den 44. tur imod Belgien opdagede en kasse med frossen ozon stå i vejkanten. Han piller ved kassen og opdager at det i virkeligheden er en gave til alle jordens høns.

»Det er mit talent der er blevet opdaget«

»Ja. Så er jeg altså virkelig-virkelig-virkelig forfatter.«

»Du er Ole.«

»Nej. Jeg er Olé!«

»Du laver sjov, ikke?«

»Men jeg kunne ikke undgå at tænke det efter jeg læste det her brev.«

»At du virkelig-virkelig-virkelig er forfatter?«

»Ja. Jeg gentager ordet virkelig som en slags træning for at lære det.«

»Vent. Hvordan kan noget der står i det brev der på bordet få dig til at tro du er forfatter?«

»Jeg kan kun sige at det fra nu af bliver vigtigt for mig selv at tage mig selv alvorligt som fagperson inden for litteraturen. Se!«

»Du er blevet optaget på en skriveskole?«

»Det er mit talent der er blevet opdaget.«

»Hvor?«

»I de 25 sider jeg sendte ind, dit elendige klummerhoved.«

»Og nu arbejder du for dig selv med forfatteridentiteten?«

»Ja. Anerkendelsen af mit jeg.«

»Hør lige engang. Det der er farligt. Du lyder som en philosophicus udi egen indbildning.«

»Jeg står på en vidunderlig vej som du bare ikke kan se.«

»Er den asfalteret?«

»Den er blå og gylden.«

»Gylden og blå? Sikke noget sludder.«

»Jeg er afstivet! Parat. Jeg er glimrende!«

»Du er glimrende!«

»Jeg er glimrende!«

Forfattersamtale: Barley Paralénsch

Barley Paralénsch er forfatter, så jeg må lægge ansigtet i så alvorlige folder som muligt. Da vi sidder ved et cafebord slapper jeg af i ansigtsmuskulaturen, hvilket resulterer i et udtryk med en markør af noget debilt eller fåret. Paralénsch bemærker dette, men jeg siger at jeg ikke ønsker at tale om mit ansigt. Han foreslår at vi nøjes med at tale lidt om min næse og siden tale lidt om hjørnet på den billige papirserviet der ligger ved hans højre albue. Jeg indvilliger og limer en skakbrik fast på undersiden af bordet.

»Det er nogle pæne lamper, de har her,« siger han og jeg nikker, mens jeg lader fingrene løbe hen over et stort ølglas, som den blonde kvinde ved bordet ved siden af forsøger at drikke af.

»Skal vi tale om min bog?«

Nej.

»Øv.«

Jeg har ikke læst den.

»Nej?«

Og efter at have siddet her et kvarter sammen med dig, må jeg sige, at du overhovedet ikke interesserer mig eller giver mig det indtryk, at du kan skrive en bog.

»Men det har jeg ikke desto mindre gjort. Den starter med en kraftig vind, der får atten træer til at fryse.«

Jeg er ikke interesseret.

»Der efter kommer der en scene med mig der fryser, men får varmen ved en ovn.«

Dig?

»Ja. Er der noget galt i det?«

Ja.

»Hvad?«

Handler bogen om dig?

»Den handler om mine holdninger og min facon. Og jeg bliver jo ligesom nødt til at være med i den hvis den handler om mine holdninger og min facon.«

Kunne du ikke have udeladt dig?

»Hvorfor?«

Du er så underlig, fordi du tilsyneladende er helt fri for såvel dybe indre modsætninger som medfølelse og kærlighed. Jeg vil skam gerne læse en bog om dig, bare den er uden dig!

»Jeg synes det må være svært ikke at putte mig selv ind i bogen, men jeg finder din idé ganske morsom.«

Striks høne tryllebandt publikum med selfie-tale

Zelner Vankro lægger øret hen til hønen på talerstolen og oversætter fra hønesprog:

»Goddag goddag. Jeg synes du skal lade være med at sidde så meget foran det internet. Der er noget lummert og uklædeligt ved det. Nå. Eftersom du er her: Dette bliver ikke kønt. For det første vil du ikke blive talt til som en demokratisk medborger. Det ville være at give dig alt for frie tøjler. Fis over på avisernes hjemmesider hvis du vil fedtes for og snydes. For det andet bliver du ikke talt til som en idiot. Er du klar over hvor meget du kan? Hvor meget godt du kan gøre og allerede gør? For det tredje: Du bliver ikke bedt om at tage dig sammen. Det her er ikke et job hvor du skal være konsensusbygger og dynamisk. Det handler om filosofi.«