»Jamen meget få sangstjerner kan spille en hæderlig guitarsolo.«

Den Anden Avis er taget til optagelsesprøve på skuespillerskolen hvor aspiranten Mia Fontæne gør sig klar til at improvisere i to minutter ud fra stikordene en glad schweizer. Ligesom mange andre der gerne vil være skuespillere er hun stærkt kritisk i forhold til om den glade schweizer i det hele taget kan gennemføres. Hun argumenterer således højlydt overfor et tavst dommerpanel om hvor vanskelig improvisationen bliver. De tre dommere ser opgivende ud, dernæst medlidende og til sidst modløse.

Så følger en åndedrætsøvelse. Stilheden oven på strømmen af rimelige indvendinger er til at tage og føle på. Så går hun i gang.

Det er en påfaldende ringe præstation hun leverer. De fire sprog fungerer fint. Men hvorfor går hun som en fugl? Timingen er vidunderlig. Men hvorfor bruger hun dommernes ejendele som rekvisitter? Å nej. Nu ringer hun til sin bank og træffer aftale om af et større finansielt eventyr, nemlig stiftelsen af en importvirksomhed for hårde hvidevarer.

Mia, du blev optaget. Tillykke.

»Tak!«

Takket være dit initiativ kan skuespillerskolen nu tjene penge i mange år ud i fremtiden på hårde hvidevarer. Din nye rektor, som jeg netop har interviewet, siger at det er utroligt hver gang en improvisation gør dette.

»Det er illokutionært.«

Ja. Det er faktisk mere end det. Det er perlokutionært.

I forhold til pasning af et bål, fremstilling af redskaber og det at indgå i en stamme, altså de livsvilkår som kendetegner langt hovedparten af vores udviklingshistorie og således former vores arveanlæg, både fysisk og psykisk, virker det naturligt, at de to egenskaber charmerende og behagelig så sjældent forekommer hos det samme individ, samt at vi har hovedet fyldt med prætentioner om os selv, når vi færdes i en større by. Af denne grund købte jeg billet til landet og Karlsens Reje- og Ærterestaurant.

Karlsen modtager mig hemmelighedsfuldt idet jeg stikker hovedet ind og opdager Karlsen ved nøglehullet, lige under mig.

-Kommer han snart, ham madanmelderen?

-Kuk kuk, her er jeg!

Og så går jeg igang med at anmelde mad for en henrykt Karlsen. Først anmelder jeg servietterne og et par gafler. Dernæst kommer turen til dugen og et kræmmerhus med chokoladeknapper. Da cirka halvdelen af inventaret er anmeldt anmelder jeg lige hurtigt Karlsen og mig selv og så er arbejdsdagen forbi. Jeg tager toget hjem igen holdende en taske der hedder Henrik.

Forsker Bradaburska Maradjøngade kigger på sine papirer endnu en gang.

»Det er et uventet resultat.«

Det er imponerende du kan opretholde et objektivt ansigtsudtryk.

»Mit ansigtsudtryk er det eneste jeg kan klynge mig til i denne situation.«

Jeg får lyst til at klynge mig til dit ansigtsudtryk også.

»Det vil jeg tro. Men der er noget anspændt over mit ansigtsudtryk, som gør at det næppe vil kunne holde til en til, hvis du påtænker at det kan være en slags redningsplanke for os to ind i en slags parallelverden.«

Jeg synes det lyder spændende; og det er noget af det fineste skudsmål du kan opdrive nogetsteds.

Forsker Kirkeblokke Maradjøngade påpeger at prutsekvenser bærer en betydning, som mere ligger i betydningen end i årsagen.

»Du skal kikke lidt højere oppe. Hov. Prøv at se i retning af sofaen.«

Den Anden Avis opdager en mand der sidder og fiser i sofaen.

»Jeg sidder og fiser. Det er rigtig nok.«

Æhm.

Du må være meget gammel.

»Jeg er usædvanlig gammel.«

Du ser også mærkelig ud.

»Jeg kommer også fra en tid hvor vi selv måtte gå hen og skifte kanal.«

Hvordan var det?

»Dem der ikke kunne rejse sig op måtte gå på knæene. Andre sejlede hen til tv-et, men de fleste rejste sig bare fra sofaen og gik hen og skiftede kanal. Jeg husker særligt kanalknapperne.«

Det må have været spændende.

»Nogle gange skulle man dreje på dem og på andre tv-apparater skulle man trykke på dem. Derfor sad de utrolig godt fast. For at man ikke skulle komme til at dreje knappen af hvis det var en trykknap eller mase selve tv-apparatet itu hvis det var en drejeknap.«

Jeg kan næsten ikke forestille mig det. Det ligger langt fra min begrebsverden og dagligdag. Men det er meget spændende at høre på. Har du noget imod jeg lige stiller en blå vase her?

»Nej. Dengang måtte vi børn skifte kanal for far og mor. Ping. Så var der skiftet kanal og hvis vi var heldige kunne vi se Michelle Pfeiffer stå og sige hy-hy.«

»Jeg sad lige og følte noget stort.«

Jeg er meget interesseret i andre folks følelser. Men du behøver ikke sige hvad det var.

»Hvorfor ikke?«

Det ved jeg ikke. Vi sidder på en bænk og alle skal have lov til at føle noget stort.

»Det er da en god teori.«

Men jeg vil stadig ikke spørge dig hvad det var.

»Hm.«

Ikke for at være uempatisk.

»Hm.«

Men vi sidder bare her. Måske synes jeg det er en lille smule mærkeligt at du overhovedet fortæller mig at du lige har følt noget stort. Hvorfor ikke holde det inde bag privatlivets fred?

»Hm.«

Det virker helt umotiveret. Hvorfor ikke bruge den store følelse du lige følte til at tænke på noget der har med det vi talte om at gøre?

»Nu har jeg glemt både den store følelse og samtaleemnet.«

Så skulle du jo have fortalt mig om hvad den store følelse drejede sig om, for jeg har også glemt hvad vi talte om.

»Måske talte vi om noget helt almindeligt.«

Hvad for eksempel?

»Dig.«

Jeg er ikke almindelig.

»Du har aldrig nogen store følelser.«

Jo, men det er sjældent at jeg snakker om dem.

»Var det dig der slog en fis?«

Nej.

»Du sidder og fiser.«

Hvad mener du om ideen med at rose samtlige partier i Folketinget og, i samme åndedrag, oprette en gaveordning møntet på DFs vælgere?

»Generelt eller primært?«

Undskyld?

»Altså mener du spørgsmålet generelt eller primært?«

Hvordan kan jeg mene det generelt? Spørgsmålet drejer sig jo om noget yderst konkret, ikke om noget principielt eller overordnet. Hvordan kan jeg mene det primært? At mene noget primært, hvad betyder det? Jeg har aldrig hørt ordet primært brugt i sammenhæng med det at mene noget.

»Har du aldrig hørt nogen sige ‘primært mener jeg det-og-det’«?

Jo, det er rigtig nok. Men det at du spurgte ‘primært eller generelt’ fik mig ud på glatis.

»Må journalister ikke komme på glatis?«

Jo. Men jeg var forberedt på at vi skulle tale om emnet på en akademisk måde og ikke spørge ‘primært eller generelt’ ligeså snart kameraet ruller. Da lyset var dæmpet i studiet sad du da ikke og sagde ‘prumært eller generelt’.

»Hov, du sagde prumært i stedet for primært.«

Ja. Det var en talefejl som jeg ofte begår når jeg bliver nervøs.

»Hvorfor undgik du så ikke at bruge ordet primært?«

Fordi samtalen drejer sig om det ord, fordi du bragte det op.