Først gik det ud over de fremmede som med ordet ”integration” på en meget fin akademisk måde fik at vide at de skulle være præcis ligesom os. Nu er turen kommet til andre.

»Andre kan være en sej én lige at sluge. Det mest irriterende ved andre er at de aldrig kan huske hvor de lægger ting.«

Sådan siger Fyrmester Bang. Svejts Kaminsen er uenig, men da han taler falder der en lille knap ud af hans mund.

»Det eneste vi ved med sikkerhed er, at der et eller andet sted i universet, for hvert menneske, er en udbryderkonge med hvidt hår, som bor i et behageligt pensionat.«

Der blev stillet usædvanligt store krav til en flok danske Jerusalemgæsters abstraktionsevner og fantasi, da turguide og souschef i landbrugsministeriet Søppel Wijfstrand borede et hul i et til lejligheden medbragt falsk eksamensbevis og fremviste den side eller gavl, eller del af tagkonstruktionen, der var styrtet ned og landet i lodret stilling, af Salomos tempel, der af jøderne bruges som en grædemur. Enkelte syntes det var ‘helt vanvittigt’ at se muren ‘igennem et hul i noget’ ‘når man nu har rejst 2400 kilometer’. Andre spurgte direkte den svedende Wijfstrand: Hvorfor se en rund version af tingene? Nogle erklærede sig uvillige til at se Getsemane have gennem et billede af en tyfon, men ville gerne se det nederste af grædemuren gennem et sugerør. Det ville Wijfstrand ikke tillade og løb væk med sugerøret.

Den skal lige have lov at trække lidt. De fleste cafégæster kender den lille instruktion fra tjeneren om teen eller kaffen og ved hvor meget det betyder for den nøjagtige udregning og gennemskuning af tjenerens personlighed.

Forsker Kompas Maradjøngade slår fast:

»Det er faktisk en meget højtidelig ting at sige.«

Hvordan kommer det sig?

»Hvad mener du? «

Asså hvordan det?

»Nåå. Altså det er jo en forordning, et dekret, en lov, et edikt.«

Er Den skal lige have lov at trække lidt sagt om kogende vand der langsomt og stille og fredeligt bliver til te eller kaffe på et cafébord et edikt?

»Ja. Det er det jeg siger. Og jeg er forsker.«

Nå.

»Altså magtteknisk er det lidt indviklet. Lad mig forklare. Vi er enige om at det er en meget venligt ment opfordring eller instruktion. Om noget meget uskyldigt. Om te. Om kaffe.«

Jeg er fuldkommen med.

»Men netop fordi tjeneren ikke bruger selvironi i sådan en uskyldig sammenhæng er det let at sætte forstørrelsesglasset for øjnene og forstørre op og se hvordan tjeneren ville opføre sig hvis det drejede sig om noget ikke uskyldigt.«

Jeg forstår fuldkommen hvad du mener. Det giver rigtig god mening. Hvor er det rart du fik det sagt. Sikkert også for dig.

»Helt sikkert.«

Men hvad er tjenerens alternativ?

»Tjeneren har et alternativ: At pege på tekanden og sige de to sætninger: Te. To minutter. Så enkelt kan det løses.«

Det var en fantastisk enkel løsning.

»Ja ja, det er godt nok du roser mig for min elegante løsning på et samfundsmæssigt problem, men jeg vil godt lige sikre mig at samtlige læsere forstår alle aspekter af løsningen.«

Jeg forstår dette behov og forhåbentlig flere af aspekterne selvom jeg glæder mig til at høre om aspekterne.

»Glæder du dig til at høre om aspekterne?«

Alene ordet aspekter får mig til at dirre af forventning. Aspekter. De lyder næsten som en slags småkage. Hér. Smag på de nybagte aspekter.

»Elegancen består i at tjeneren spiller på sin autoritet på en humoristisk måde. Ved at sige de hylende morsomme ord Te. To minutter. opnår han at punktere sin autoritet for øjnene af gæsterne. Det skaber fortrolighed, tillid og sammenhold.«

Men hvordan kan tjeneren fortsætte denne selvironiske stil hvis tjeneren ikke er i det rigtige humør?

»Ikke er i det rigtige humør. Ikke er i det rigtige humør. Aldrig har jeg hørt så vattet og dengset en undskyldning. Tjeneren skal bare se at komme i gang.«

En anden indvending er vel at selvironi ikke kan standardiseres. Hvis man fik alle tjenere i verden til at lave vitser om teen på den måde vi taler om, ville det blive meget konstigt, som man siger i Sverige.

»Jamen din tud! Så finder man på en variationsmulighed. Asså dine argumenter er elendige.«

Lad være med at være så sur.

Den Anden Avis er taget med på sidstedagen af et meget langt, flere uger faktisk, ateistisk kursus i at sige eller tænke noget afdæmpet. Her modtager jeg først en chokoladekalender uden chokolade.

»Det er meningen at man siger eller tænker noget afdæmpet når man åbner lågen i stedet for at gufle chokolade i sig.«

Hvad hvis man tænker hvorfor 17 der ikke er chokolade i en chokoladekalender?

»Det må man godt tænke.«

At denne her højrøvede ateist står og fortæller mig hvad jeg godt må tænke er vel bare latterligt. Men det som næsten får mig til at glemme at kristendommen primært handler om fortabte, det som giver mig en ubændig lyst til at trække ham i næsen er, at han tilsyneladende tror, at han har god kontakt med mig, som vi står her.

Du tror du har god kontakt med mig, som vi står her, ikke?

»Jo.«

Men hvad hvis jeg fortæller dig at jeg oplever det på en anden måde?

»Oplever du ikke hvordan min, ganske vist lidt kedelige, ateisme, nærmest fyldes helt ud til hjørnerne inden i mig af en herlig humanisme som et enormt gulvtæppe af afdæmpethed der kan skimtes i mit blik?«

Du har da et fint blik.

»Tak, i lige måde.«

Du står på min sko.

»Åh, undskyld!«

Æhm.

»Når vi ikke føler vi kan mobilisere kærlighed nok, så er det meget vigtigt at vi arbejder.«

Hvorfor?

»Jo, for så vil underbevidstheden, sjælen og Gud gå igang i den enorme fabrikshal, som vi pudsigt nok har nøglen til, og skabe nogle resultater alligevel. Altså selvom vi sidder og nørkler i Fiskeriministeriet.«

Så passer tingene sammen.

»Er du ironisk eller alvorlig lige nu?«

Jeg ved det ærlig talt ikke helt.

»De bliver ikke brugt til noget.«

Så er det vel uskyldigt.

Ved at måle den statiske elektricitet i håret på en række forsøgspersoner, hvoraf ca. 10 procent grinede, er forsker Gram Watt-Overlæhbe kommet i tvivl. Hans kone gnubber ham i håret før han kan nå at udtale sig til Den Anden Avis.

»Forskere er usikre. Forskerne griner altså ikke. Ikke lige nu, i al fald.«