Der er visse ting du ikke vil tale om?

»Ja. Helt klart.«

Hvad kunne det for eksempel være?

»Åha. Der er mange ting. Vi kunne starte med lakridsfrøer.«

Vil du sige noget om hvorfor du ikke vil tale om lakridsfrøer?

»Ja.«

Tak.

»Det var så lidt.«

»Det er halvskørt at han lægger så meget i det. Et grønt glasskår. Jeg synes han fører sig frem med dette, i mine øjne, ret uvæsentlige forskningsresultat. Dengang han fandt to bønner der lignede hinanden ret meget. Det var sjovere.«

To højesteretssagførere gemmer sig for hinanden i Villads Maradjøngades nye bog. Men jeg har opdaget to svage punkter. Dels at ordet gemmeleg ikke bliver brugt. I sagens natur må det være det som optager de to gennem bogens godt 200 sider. Dels at gemmestederne genbruges i alt for høj grad. Til Maradjøngades store store ros skal det dog siges at der ikke spares på nye detaljer om gemmestederne i takt med at de genbruges. Det er lige før man ved endt læsning savner især kommoden og rosenbusken.

De fleste mennesker bruger et par dage om året på at planlægge hvad der skal ske efter deres død. Typisk vælger vi ting der enten er overflødige eller direkte til gene for almenvellet for derved at markere, ligefrem kunstnerisk, at en betydningsfuld person ikke er her mere. Det kan være at man ønsker at en enkelt afløbsrist i Københavnsområdet fyldes med spisegafler.

Den psykisk syge styrmand Werner Alona har gået med en roman inden i sig i årevis. Da han drømmer om en skål råkost bliver det ham for meget og han sætter sig ved computeren. Men som tingene udvikler sig bliver det i stedet til en selvbiografi hvor han adlyder pligten og, med egne ord, står bag roret, ser dum ud, og styrer sin båd mærkværdige steder hen. På et tidspunkt ankommer skibet til et kaffeselskab, men uden Werner ved roret. Han er blevet derhjemme hvor han træner to mus. Skibet ringer ham op og Werner udbryder de legendariske ord der også står med stor skrift på bogens forside, dog uden at indgå i titlen: Er du til kaffeselskab uden mig, din finger!? Skibet rødmer og piller ved rælingen og situationen udvikler sig da de begge taber telefonen mens de sidder på hver deres hylde. Det understreges kraftigt i gennem hele bogen at hvert menneske både er et univers og en klaphat. Jeg er enig i denne moralske spådom og har således mit på det tørre.

»Det drejer sig om helt almindelig stivnet frugtmos, men det transporteres under yderst højtidelige former.«

Der er en læser der spørger hvorfor han ud fra potrætfotografier fra 1900-tallets begyndelse har svært ved at forestille sig hvordan de portrætterede har set ud i virkeligheden og om det er noget med ham, han er nemlig en lidt pudsig type, men venlig og imødekommende. Det er noget med ham, med læseren, men på den gode måde. Men jeg kan godt forstå at forvirringen er enorm. I forholdsvis gamle dage fyldte man nemlig hyben i den der skulle fotograferes og omrystede ham eller hende let. Det forklarer det lidt overraskede udtryk som ofte forekommer på de tidlige fotos. Man satte også langt flere raketter op dengang. De eksploderede jo. Det fik fotografens nethinde til at smelte sammen med linsen således at den portrætterede faktisk døde et øjeblik. Derfor lå der også langt mere legetøj i forværelset dengang.

Det starter om morgenen.

»Når vi er morgensure benytter de fleste ordet portion uden betænkning, man kan næsten sige uden omtanke. Det er jo et stift ord. Vil du have en portion mere? Selvom en portion betragtet som fysisk enhed ikke kan siges at være noget fuldkommen afgrænset og isoleret fra omverdenen, fx kan en Rice Krispies flyve ud over tallerkenen og ned på gulvet, hvilket afføder en minimal knasen under morgenskoen, og dermed er portionen som hændelse ophævet og næsten spaltet ud i uendeligt mange fraktalformede Rice Krispies stykker, er portionen dog et næsten uimodsigeligt ord der klinger besnærende af latin.«

Op ad dagen er der mange danskere med dybe anlæg for sprogforskning som vægrer sig eller direkte protesterer mod portionsordet. En typisk protest kan foregå med blå og grønne flag op og ned igennem hovedgaden.

»Portionsordet trænger umærkeligt ud og fylder hele vores sætning og samtidig tilhørernes underbevidsthed med autoritet.«