Tale-om-følelser-folket har noget chokerende ved sig som kan få en udmærket Chablis til at smage af lever, men nuvel, hvidvin smager i forvejen elendigt

Jeg kan bedre lide mennesker der er forberedt på at andre mennesker har alle mulige modsatrettede følelser end folk der drager hjemmebanefordel af deres rige sprog og fantastiske evne til at tale om følelser.

Jeg ytrer mig i tilstrækkelig grad til at jeg også skal til at være medlem af et parti. Alligevel melder jeg mig ind fordi det er min ret og fordi jeg vil statuere et godt eksempel. SF virker ærlig talt køligere end Enhedslisten. Hvordan adressere så mange varme emner, så meget strukturel uretfærdighed som ligger og bobler under vores menneskelige handlefelter og livsmuligheder med hinanden uden netop kølighed.

Jeg misforstår altid antallet af spøgelser i en spøgelseshistorie

Hører jeg nu en historie med ét
ærligt spøgelse
funderer jeg i mit stille sind over
om der i virkeligheden
ikke var to spøgelser
og hører jeg en ærlig spøgelseshistorie
med 34 uærlige spøgelser
hører jeg det som 35 spøgelser.
Der er helt aritmetriske grunde
til at spøgelseshistorier
ikke interesserer mig videre.
Jeg er en meget plaget og kedelig rad
på den måde.

Jeg har altid været en smule misundelig på Jesus, på den mest tovligt menneskelige måde

På disse marker i Danmark
går min Farmand rundt og lærer aramæisk
med noget ret avanceret udstyr
i virkeligheden
et ret sært apparat bestående
af en iPhone og en Android
med et af mine spillekort
hvorimellem han sender
betydningsfulde mails
som han læser op
for månesyge
i alle riger.

Aramæisk, fortalte han i dag min Mor,
er kærlighedens sprog
og det var underligt det var engelsk
der senere skulle bære dette kors,
engelsk er ret elendigt til det,
forklarede han, videre,
sammenstykket som det er
af halvkølige brokker,
af ruiner af et hus
der aldrig blev bygget
færdigt
men knopskød til
oceaner
af ørehængere.

Min Farmand tror at Jesus kan tale dansk
så hvorfor i alverden han mimrer
ligesom en kanin
er ikke til at vide.

Tidsånden er bare et udtryk for forskellige tiders måder at behandle børn værre end de fortjener

Tidsånden er bare et udtryk for forskellige tiders måder at behandle børn værre end de fortjener.

Det luner

På de gode dage er jeg en småfarlig bobbelboer
og må nødvendigvis opfatte andre som tilsvarende
jeg kan nemlig ikke se ud over mine projektioner
alle skal tilsyneladende tænke ligesom mig
ellers står verden ikke længere
så jeg må virkelig advare mod selvindsigt
højsind er måske ikke er arkimedisk punkt
men det luner.

Jeg spidser min pen mens jeg tænker
hvad skal det nytte.

”Jeg har for lidt jordforbindelse til at Janteloven generer mig.”

Sådan skrev ræven i mig i går
og det er et udmærket varemærke
som jeg gerne vil stå ved
det er bare ikke rigtig mig.

Grundtvig er da meget god til at holde dommedag over sig selv
jeg kan også lide at synge hans salmer
men ikke uden dem
der altid er min familie.

Sex er sådan en hektisk åndelighed,
når man lider af fodsvamp og hælespore
alligevel savner jeg det
så dette er bare en note-to-self
Hvordan var det egentlig man gjorde?

Mine 7 tænkere
Lagerlöf,
Kierkegaard,
Steinbeck,
Austen,
Södergran,
Wilde,
og gamle Wittgenstein
ved det tilsyneladende ikke.

Egentlig kunne jeg godt forledes
til at sige, med de såkaldte husmødre,
som jeg ikke ved om findes,
skriv levende om sex.

Altså lover jeg mig selv at læse
fifty shades
der handler om små angste småfarlige bobbelboere
der invaderes i deres bobler
af andre småfarlige bobbelboere.

Og derved ender mit digt ved
mumitroldene
der så det småfarlige uden for boblen og
ret hurtigt
identificerede det som et flydende teater
og undersøgte det efter bedste evne
mens murren gik sine egne veje.

Mit bord bugner af lektier
jeg er en privilegeret rad.

Memento Maui

Da jeg var helt ung sagde Selma Lagerlöf til mig at det var forfærdeligt at dø før man var i blomst. Lidt underligt egentlig, i betragtning af at hun døde i 1940 og jeg blev født i 1973. Jeg blomstrer nu. Jeg vil ikke dø nu, men jeg kan dø nu. Lige nu føler jeg en fred og en tilfredshed som gør at jeg er i stand til at give slip på dette liv. Eller nu. …Eller nu. De ord tog jeg til mig som essensen af alvor. Da jeg blev lidt ældre sagde Storm P til mig, han døde i øvrigt så tidligt som i 1949, at han engang var blevet præsenteret for en fyr der sagde de ord om en tredje fyr eller kvinde at han eller hun døde alt for tidligt, hvortil Storm P svarede: Hvordan kan du vide det? Selvom Selma Lagerlöf og Storm P modsage hinanden har de begge ret i disse vigtige alvorsord. Jeg har en masse jeg gerne vil opleve og jeg vil gerne blive gammel med al den der bitre ve som hører med til at dø. Jeg vil også gerne herfra med et smil på læben, eller som sømanden i Carl Barks historie synger:

O, skænk mig en grav ved det isgrønne hav, hvor kun bølgerne hører min gråd…

Jeg kender ikke timen. Jeg er glad for at leve. Er det mantraer? Jeg skal ikke kunne sige det.

Tilfreds at leve er en lykke. Tilfreds at dø, et mesterstykke.

Tja, jo. På en måde. Ja, også de er alvorlige, stærke ord.

Jeg synes der skal kæmpes ukueligt i livet. Jeg er mest enig med Selma Lagerlöf i at eksistentiel afklarethed i forhold til døden forudsætter at man har nået sit fulde potentiale, men jeg tillader Storm P at tale med om sagen, fordi han var så stærk på alvor.

“Hvem i alverden er jeg da?” Kålormen i Through the Looking-Glass.

Rilke skriver om hvad jeg vil kalde dødslarm i værket Malte Laurids Brigge. Om en person der støjer så meget i sin sidste levetid over, ja, hvad husker jeg ikke, men han støjer så forfærdeligt i sin dødsangst at han påfører sine nærmeste traumer. Det synes jeg er meget, meget smukt fundet på. Han gennemfører temaet klodset i en dårlig roman, mens Bruno Schulz gennemfører det godt.

Jeg løfter mig op i en skrift der grundlæggende eller ikke sjældent, jeg skifter mellem den ene og den anden opfattelse, er lidt sølle og amatøragtig, en boble af middelmådigt dokumenteret selvkonfrontation, og bedrager mig selv på samme konto som jeg flår mine medmennesker rundt med mig mens jeg taler og taler og fylder rigtig meget med mit lidt for forudsigeligt strålende humør og min dominans. Det må være frygtelig anstrengende nogen gange. Nu er jeg halvfyldt med opium, Oxazepam hedder den slags i dag, og halvfyldt med religion og halvfyldt med mine syv tænkere og 80 procent fyldt med dejligt samvær med mine kæreste to. Jeg er med andre ord fuld af pis og tilfredshed. Jeg ved jeg har givet noget. Jeg ved jeg har fået noget. Men halvfyldt + halvfyldt + halvfyldt + 80 procent fyldt = 230 procent fyldt = overfyldt og jeg må endnu engang takke noget så elementært som vanen for at jeg kan falde i søvn selvom jeg i grunden ikke føler jeg har et jeg. Jeg føler ingen egentlig sammenhæng. Derfor er tanken om at selvet er inautentisk tilfredsstillende for mig.

Trækker jeg er slimet spor af undergang efter mig som mine nærmeste dagligt må glide i. Et sært zombie-spørgsmål som enhver der erkender sig selv som et vrag nogen gange må stille sig selv for at forblive menneskelig.

Jeg ser så mange typer kærlighed i mig selv og i andre at jeg ikke kan undgå at elske det hele.

Mantraer? Tomme ord?

Hvor er jeg også glad for kropssprog.

Er dette selvlede. Nej. Vi er alle til hobe noget af en mundfuld.

Ubetydelige anfægtelser: Ting, som mange såkaldt oplyste mennesker allerede fornemmer vedrørende Kierkegaard, så hvorfor ikke være ærlig…?

Kierkegaard er kolossalt uklar og kolossalt lidenskabelig i kapitlerne om Job i skriftet Gjentagelsen. Den pietistiske strenghed der kendetegner og gennemstømmer disse tankebevægelser bør minde os om at Kierkegaard ikke kan alt, Monty Python, barok sidebemærkning uden sammenligning i øvrigt, kan heller ikke alt, alt med måde og dertil at han var umanerligt strengt opdraget og dertil svært sindslidende. Boksekampene med sindslidelsen fylder ind til videre 10-15 procent af det jeg har læst. Det er simpelthen psykotisk, hedder det i lægefaglige termer. Jeg læser Kierkegaard, men at sige at jeg altid vender tilbage til Kierkegaard og at alt er sagt bedst hos Kierkegaard er religiøs fundamentalisme af værste skuffe som bruges af oppustede egoer verden over. Jeg er lige nu rystet i min grundvold over det jeg har læst. Det renhedsideal der fremholdes er umenneskeligt, hvis ikke nærmest menneskefjendsk. Religiøst vanvid. Sort tale. Hvis Kierkegaard fortsætter på den måde ret meget længere må jeg læse ham på hovedet, bruge ham som bogstøtte eller elg, jeg udelukker ikke muligheden for at han kan blive en glimrede elg, eller bare hengive mig til min barndoms helt Carl Barks. Den slukørede Anders And der forbliver nogenlunde ukuelig og optimistisk og stille efter nederlagene trods det at han næsten altid fejler med sin ilterhed holder jeg meget af. Steinbeck er tættere på det Nye Testamentes revision af Det Gamle Testamente end Kierkegaard er kommet ind til videre i mine nu to måneder lange, mestendels givende studier af mine syv tænkere. I En Dejlig Torsdag er persongalleriet for mig en spejling af modsætningerne i en person. Det må have været rædsomt at bo i København som intellektuel i begyndelsen af 1800-tallet, “Tiden er ussel”, men det er altså ikke, og skal ikke være, vores hovedpine i dag. Det er ofte dejligt for mig at læse Kierkegaards Qualer, Frygt, Bæven, Angest for så føler jeg mig ikke så alene i mine egne kvaler, men man skal ikke overdrive læsningen af ham. Dertil er han for farlig, jeg har ikke et bedre ord. Der er noget på en gang rædselsvækkende og trøsterigt og morsomt over Kierkegaards menneskelige virkningshistorie som atomkraftværkerne Dreyer og Munk fanger nogenledes smukt ind i Johanneskarakteren i Ordet. Enhver præst der ligefrem prædiker over Kierkegaard skylder menigheden den oplysning at manden var 15 procent suspekt og sølle 62 procent mand. Det er da derfor han blev en nyttig idiot for Tiderhverv og Dansk Folkeparti.

Jeg finder tanken, at der findes kræfter i samfundet, som tilmed ofte smykker sig af titlen “lærere”, der påvirker mine nærmeste til at tro på at både de selv og jeg har et autentisk selv, temmelig foruroligende

Jeg finder tanken, at der findes kræfter i samfundet, som tilmed ofte smykker sig af titlen “lærere”, der påvirker mine nærmeste til at tro på at både de selv og jeg har et autentisk selv, temmelig foruroligende. Det må være rigeligt at vi alle er så pompøse at vi slæber rundt på et jeg. At fremstille ideen om et selv er at presse citronen.