Der er mange bud på hvor mange mennesketyper der findes. Det bliver diskuteret meget. Man kan næsten ikke åbne for tv’et uden at der er nogen der på en eller anden led diskuterer netop dette. Men det at kategorisere andre skal man passe utrolig meget på med. Også selv om andre er noget så imponerende som general Patten, der, trods sit navn, arbejdede som svinekæbe under Napoleonskrigene og vandt hæder og ære ved at børste en utrolig mængde mennesker i alle aldersgrupper. Bogen er utrolig firkantet og man bliver så ufattelig træt af at høre om general Patten. Sådan at vække en sovende frakke og kalde sig selv Ib i perioder hvor man har lyst til det. Så er man da dum både inden for og uden for hjemmets fire vægge.

Hejsa Maradjøngade! Vi elsker hinanden! Jeg har en metode til at vi kan få det bedre i vores venskab og få noget mere glæde af hinanden!

»Et øjeblik. Vent lige. Stop en halv.«

Ja?

»Du brugte ordet metode.«

Ja? Er der noget i vejen med det?

»Nu er mit liv jo rimelig meget fyldt op med metoder. Jeg er jo et projekt frem for et subjekt og mit sind er et hav. Så det vil sådan set sige at jeg har valgt nogle metoder selv igennem en proces. Så jeg kan selvfølgelig ikke undgå at opleve din metode som en kritik af mig. Selvom jeg ikke har hørt om din metode, vel at mærke.«

Er det sådan du tænker hver gang nogen præsenterer dig for noget nyt?

»Ja.«

En af vores dygtigste skorstensfejere, han kan blandt andet springe fra skorsten til skorsten og fra skovsnegl til skovsnegl og fra skosværte til skosværte kom ud for det i overskriften.

»Man kan sige at min nye digtsamling handler om længsel og nærvær og en tredje ting, nemlig Grevinde Danners syn på bjerge.«

Umiddelbart ville jeg sige, at jeg har glad for du har det sidste emne med, for længsel og nærvær har vel ikke en fløjtende fis med hinanden at gøre, hvorimod længsel efter nærvær er almindeligt kendt.

»Nu skal du kræft æde mig holde din kæft. Jeg hader dig. Længsel efter nærvær er banalt. Det er inde i selve og’et i ’længsel og nærvær’ der gemmer sig noget betydning som jeg, i min opøvede og tillærte og egentlig derfor lidt unaturlige søgen, har fundet, finder og vil finde spændende og som jeg håber andre også vil synes er spændende.«

Det er noget vås. Verden er ved at gå til og du finder noget betydning inde i et og.

»Ulidelige svin. Jeg hader dig. Både bogstavet o og bogstavet g rummer et hul i den måde man skriver dem. O’et udgør et hul i sig selv, mens g’et er lidt mere sofistikeret idet det rummer en fin lille krølle under neden.«

Hvis du vil stjæle min pung, skal du gøre det lidt mere diskret. Giv mig den!

»Brutale lømmel. Jeg hader dig. Men man kan sige at status på mig er at når jeg finder ud af ting så er det en oplevelse.«

Det kunne du have skrevet i en banal opdatering på Facebook. Hvorfor har du skrevet en hel bog om det?

»Jeg syntes mine Facebook venner skulle være fri for at høre på sådan noget bavl.«

Ebla Gardiner bladrer forsigtigt i bogen foran sig. Det virker lidt underligt, i betragtning af at vi er midt i et interview.

»Christiansen, ja. Jeg kan godt huske ham. Men ingen af os er intellektuelle hele tiden. Sådan var det også for Christiansen. Han holdt meget af at hælde pandekagedej uden om pandekagen så den blev helt rund. Opstod der et hul ved vendingen nægtede han at bruge samme indgreb. Nej nej. Det var en stor og ærlig mand.«

Federspiel: Jeg bliver stresset bare af at kigge på dig.

Maradjøngade: Hvorfor det?

Federspiel: Fordi du har to pinde i håret med hver deres kongekrone på. Jeg ved ikke hvilken jeg skal kigge på. Det er så utrolig krukket.

Maradjøngade: Men jeg har ikke de to pinde på med kongekroner. (Det har han! Red.)

Federspiel: Og så har du bambusringe der ligger på gulvet rundt om fødderne sat fast med garn.

Maradjøngade: Jamen jeg har lavet et bogobjekt. Ok, så tager jeg det store hængsel af bark af.

Federspiel: Det store hængsel af bark er brændt op i atmosfæren.

Maradjøngade: Jeg tager lige min kjole på. Et øjeblik. Da dum da dummmm. Nå, hvad synes du?

»Maradjøngade var en af dem i klassen man lagde mærke til. Han kunne få dårlig mave på ingen tid ved hjælp af en lille dosis soda i matematiktimen.«

Hvad skulle forhindre en Hollywoodstjerne i at være belæst? Intet. Hvad skulle derfor forhindre mig i at gå en tur med en af de mest berømte overhovedet? Men der var en lille ting jeg havde overset. Glemt at tænke på. At jeg ikke selv er berømt. Derfor blev samtalen en af de mest røvkedelige monologer jeg længe har hørt om.

»Jeg synes man skal lave et tv-program hvor velsignede mennesker som har det meste besøger fortabte mennesker der ikke har så meget. Hvad ser du når du ser på mig? Jeg. Jeg har meget. Jeg tog ud og besøgte nogle fortabte. De talte lidt forskruet, men vi morede os bravt sammen.«