»Vi satte os med det samme for at spørge om vi ikke kunne gøre det på den måde at vi brød selve standarden.«

Hvad betyder det at bryde standarden?

»Det betyder at vi lavede stikket tykkere, så det ikke knækker.«

Men så passer det ikke.

»Derfor gik vores fabrik rabundus. Vi måtte sælge den fra.«

Det er morsomt! Hylende skægt! Dels at staten har brugt et større beløb på støtte til bogen og dels at det er særdeles usikkert om J. Vibenhuus i det hele taget har kørekort. Men J. Vibenhuus beroliger med at man sagtens kan koncentrere sig om kørslen uden at have kørekort.

»Koncentrationen skærpes ved at man ikke kender de basale trafikregler. Hvad betød det vejskilt? Og så videre. Men når andre bilister signalerer at man tager deres dyrebare og betydningsfulde tid ved at overholde fartgrænserne er vi alle i samme båd. Så kører de helt op i røven på dig. Signalet er klart men ikke desto mindre uanvendeligt.«

Endnu en gruppe mennesker i kategorien foreninger og klubber er kommet med en fælleserklæring til den stærkt omdiskuterede Thorbalt Clausen. Denne gang i form af et åbent brev. Brevet omhandler den nye dille blandt togpassagerer med at gå rundt med munden fuld af små plasticposer med krudt og er noget delikat vås fra ende til anden.

Thorbalt Clausen: »Måske gemmer der sig begyndelsen på et smukt venskab i denne henvendelse og i forhold til et eller to medlemmer af marineklubben. Jeg kan ikke finde ud af hvem der står som hovedforfatter af dette herlige brev, på grund af krudt, men jeg har forsøgt at lægge mig på det omtalte rør for derved at komme svaret på spørgsmålet nærmere. Især jernatomernes susen gennem røret er en herlig oplevelse.«

»Vi oplevede både situationer og naturtyper uden for Krak kortet.«

Det, som i første omgang er rart ved den nye De 5-bog er, at forfatteren Enid Blyton er blevet skiftet ud med én hvis navn man kan udtale, nemlig Kurt Olsen. Olsen starter med at anbringe de fem venner i en hverdagssituation, nemlig i færd med at udskifte kardanakslen i en maskekran (hvilket irriterer en oberst) og herefter tager handlingen fart. Kranen forsvinder sporløst bag et jordbærbed og obersten bliver hjemkaldt og opstillet mellem bøgerne på det lokale bibliotek på den ø hvor George, Julian, Dick, Anne og Tim holder sommerferie.

I romantikkens tidsalder hed det genialitet, nu om dage hedder det talent. Umiddelbart skulle man tro at talent er noget mindre, men ifølge Federspiel er talent endnu mere højrøvet og langt mere forløjet end genialitet for ser man på ordenes betydning og etymologi er genialitet noget der ligger til Gud, mens talent ligger til personen.

»Det er bedrøveligt at vi har forsøgt at tvangssekularisere den egenskab som legitimerer at et menneske vælger at vie sit liv til forfattergerningen. Vi er altså ikke kommet så langt ved at forsøge at lukke Gud ude af alle såkaldt moderne begreber, vi har rodet i det, jævnfør den stort anlagte forventning til moderniteten og sekulariseringen. I virkeligheden tror jeg vores overblik over hvem Gud er, er større end vores overblik over hvad en person er. Følgen er at vi bliver forvirrede og stærkt irriterede når vi hører at en person lever med eller forsøger at leve med sit store talent. Det er ren selvvalgt koncentrationslejr og puritanisme og selvhøjtidelighed. Det er følgelig nogle meget koncentrerede, afdæmpede og pæne mennesker der sidder i Danmarks to litterære karteller. Denne koncentrerede, pæne afdæmpethed er således ikke en modetendens i forfatternes selvfremstilling og selvopfattelse. Den er noget dybere end en konvention indgået mellem tidsånden og forfattergruppen.«

Nu lukker Den Anden Avis’ medarbejder døren op og en forfatter træder ind. Påfaldende er det at forfatteren har iført sig et mobilt bur som har huller til benene.

Federspiel griner.

»Se hvad jeg sagde. Å, hvor er det morsomt.«

Forfatteren går rundt om sig selv og vælter. Federspiel griner højt. Nu lægger Federspiel en lille bog af Platon på jorden foran forfatteren. Federspiel fører fingeren op til sin mund og tysser. Forfatteren lægger også mærke til bogen, stirrer opmærksomt på den og fremsiger med mørk og alvorlig røst:

»Shh. Jeg lyser på bogen.«

Federspiel falder næsten ned af stolen af grin:

»Hi hi. Kan du høre? Forfatteren bilder sig ind at have et mellemværende med Platon sådan mand-til-mand. Vent lidt. Nu kommer holdningen. Det mest morsomme…«

»Min holdning til Platon er…«

»…at jeg så at sige ikke har læst ham endnu. Han er så at sige ikke inkorporeret i min personage!«

Hør engang. Hvorfor er du så oppustet og selvhøjtidelig? Tror du ikke du skulle koncentrere dig lidt om livet?

Federspiel låser, trods forfatterens ivrige modstand, buret op, og forfatteren løber væk så hurtigt hans ben kan bære ham.

»Jeg troede jeg var socialt smidig. Men efter jeg har set lyset, set og oplevet hvad et venskab kan være, må jeg sige at samfundets opfattelse af social smidighed blot er social klæbrighed. Det er sådan en flad fornemmelse efter jeg har mødt mennesker jeg egentlig godt kan lide, men som jeg ikke har et ordentligt venskab kørende med.«

Hvad er et ordentligt venskab?

»Noget med kærlighed, mod, eftertænksomhed og et idefællesskab som man dyrker sammen og deler med andre. Jeg kompenserer, ligesom mange andre, ved at abonnere på og se på beg.«

Han kravler behændigt ned ad stammen, folder træet sammen og sukker med blikket vendt imod den smukke lyse bygning.

»Det ser godt ud det du har der.«

Mærkeligt nok har han kunnet se direkte igennem mit tøj. Jeg har lidt lakridser som jeg deler ud til de forsamlede. Vinden tager til i styrke. De fleste af de opstillede ting vælter og interviewet tager en uforudset drejning.