Ingen ved hvorfor en human resource medarbejder drev rundt uden mål og med i dagevis uden filosofisk forankring eller andre holdepunkter i den del af fornuftens kølige rige som kaldes gammelklog og alfaderlig. Uden at kunne skelne mellem sinus og cosinus. Sinus er vinkelhøjde og cosinus vinkelbredde, hvis man ser på enhedscirklen, den cirkel der har origo, koordinatsystemets midtpunkt, som centrum og en radius på en. Men human resource medarbejderen klarede sig uden kendskab til trigonometrien. Uden at vide noget om Sokrates’ kamp med sofisterne. Denne kamp går ud på at optræne sproget og argumentationen med henblik på at identificere tale som ikke drejer sig om det enkle og det gode, som kaldes aretæ, med tryk på sidste stavelse. Forældrene var begge ansat i gas og vand. Faren i gas og moren i vand. Da hele byen var velforsynet med disse basale fornødenheder, på nær linealen på skolelærerens kateter, valgte human resource medarbejderen levevej. Det at drive rundt er at slappe af samtidig med at man får motion.

»Ja. Det er en fin artikel du har skrevet om Sokrates. Men forklaringen på at jeg drev rundt, den jeg selv er kommet frem til, er at jeg undertiden føler mig hvad jeg vil kalde småmæt af dage. Jeg er over fyrre og har masser af livsappetit og vil fortsat gerne give og tage i mod kærlighed og nå og opnå nogle ting. Småmæt af dage. En følelse. Jeg kunne også vælge at sige mat af at eksistere. Der er ikke noget alarmerende eller mærkeligt ved det. Jeg foretrækker disse lidt sære og utraditionelle beskrivelser frem for at sige at jeg ind imellem føler mig dødtræt. Det er almindeligt at sige sådan. Når man er småmæt lægger man bestikket fra sig og sunder sig lidt. Vent. Du hælder te i min kaffe.«

Der bliver talt om ingredienser. Pakket smør ud. Slået æg ud. Fundet skåle frem. Rørt og gjort ved. Køkkenet er fyldt med aktivitet.

»Jeg skal bruge to alvorlige æg.«

Der bliver grint lidt af vitsen. Æg kan ikke være alvorlige.

»Kan du ikke lige række mig din hånd?«

Igen griner de to voksne mænd. Man kan give en hånd, men ikke række en hånd. Hvor kommer den utrolige indforståethed fra? Det virker på Den Anden Avis’ medarbejder som om de har kendt hinanden længe.

»Maredjøngade, prøv lige at læne dig ind over gryden.«

Selvom der ikke er noget umiddelbart morsomt i opfordringen eller formuleringen udløser den latter hos den stenrige mælkemand og advokaten. Kan det være rigtigt? Er det så sjældent de to mænd foretager sig noget der er forbundet med og forløser en umiddelbar glæde? Igen og igen trodser disse to fantastiske mænd deres indskydelser til at lave kagen på deres egen måde, med skøder og for meget mælk. Og det mest utrolige er næsten at kagen vil blive tør eller ligefrem mugne hvis den ikke bliver spist forinden. Selve deres værk, denne ufattelige kage.

»Vi har ikke overblik over situationen for skydeskiven er brændt ned til grunden.«

Fino Federspiel er en af de stærkeste mænd i landet, men mærkeligt nok mest når han står på en strimmel.

»Asså har du en strimmel?«

Poe var meget forelsket i Annabel Lee selvom hun hårdnakket vedblev med at foreslå at lade ravnen dø som det dramatiske højdepunkt i digtet af samme navn.

Gjoto Maradjøngade deler sin arbejdsdag mellem spåmandsfaget og det at være vildmand.

»Jeg har foretaget denne opdeling fordi jeg ikke er en særlig god spåmand.«

Fritz Ulli Hanbor, du giver liberalismen tilladelse til at køre derudaf, her fra cafébordet i Sunds.

»Det bliver ikke kønt, men lad den. Liberalismen er en måde at køre i bil på og en måde ikke at være tilstede på i et supermarked. En underlig og kynisk og misantropisk og letfattelig form for humor. Men den er ikke dyb nok til at man kan kalde den antifilosofisk. Den undviger. Den er svær at få hold om og kritisere. Egoistisk og magtliderlig. Men den vil fejle i sidste ende. Den mangler svar på tang-spørgsmålet.«

Tang-spørgsmålet?

»Ja. Hvorvidt mennesker med krøller oplever det samme som folk med lige hår når de træder på tang i strandkanten.«

Øjeblik. Prøv venligst at føre pegefingrene sammen i strakte arme og med lukkede øjne.

»Jeg skal lige noget.«

Fritz Ulli Hanbor gemmer sig bag gardinet. Der høres en rumsteren og derefter en svag snorken.

»Hvorfor er det mig der skal gøre kassen op, når det er mig der kan se den blasfemiserede uerkendte Lutheraners trængsler?«

»Gør nu bare kassen op, så vi kan komme hjem.«

»Hvorfor?«

»Fordi der var tale om en troende muslim.«

»Muslim?«

»Kære Kasper, der har aldrig været en situation i verdenshistorien hvor sådanne religiøst begrundede ytringer af mellemmenneskelig omsorg uden om alle etablerede magtinstanser er blevet taget for pålydende og effektueret, uanset hvor enkle, præcise og iøjenfaldende og relevante de måtte have forekommet den siddende magthaver.«

»Det er sandt.«

På sin vej forbi tomaterne retter Kasper Federspiel på en dåse.