»Der er for lidt jord på vandet.«

Øh.

De fleste kender fornemmelsen af at øjnene bliver flade som to mønter og begynder at bevæge sig opad i kraniet. Dette er et træthedstegn som blev brugt mellem måltiderne i gamle dage til at meddele at man netop var træt.

Den frygtede mundsygdom upani er næsten smertefri men får patienten til at se underlig eller sær ud. Nærmest som en mellemting mellem en græker og en citron.

Et tandkrus bør ikke ved sin fysiske udformning, farve og materiale indbyde til at lægge en lille nøgle ned i det.

Statsministeriet bør fremover forpligte sig på ved sjældne lejligheder at optræde gakket og uddele små Karl Johan svampe af kobber sammen med humoristiske officielle skrivelser lavet af samme ministeriums embedsmænd.

Det kan forekomme som en uskyldig, latterlig, uopnåelig, arrogant eller malplaceret idé. Men jeg tager humor meget alvorligt og vil gerne bede min læser høre hvad jeg har at sige her. Efter at have beskæftiget mig med humor igennem hele mit fyrreårige liv og selv dagligt forsøger mig med at være morsom, må jeg sige at der er noget mystisk, enestående og befriende ved humor som ironi slet ikke kan sammenlignes med. Jeg er derfor glad for at min landsmand Søren Kierkegaard skelnede skarpt mellem ironi og humor.

At Statsministeriets embedsmænd fremover forpligter sig til en sjælden gang imellem at sende disse kobbersvampe og diplomer ud til almindelige borgere er for mig et stort skridt. Det kræver ikke en forfatningsændring. Det kræver ikke en masse økonomiske midler. Og det kræver ikke nødvendigvis hjælp udefra i form af standuppere som ofte er kynikere og ironikere. Det kræver ikke en folkeafstemning og det kræver ikke en afstemning i Folketinget. Det kræver en velovervejet beslutning af Statsministeren.

Vi har i alle disse år siden demokratiet blev opfundet i Grækenland vænnet os til tanken om at staten skal have et menneskeligt ansigt. Men den skal have mere end det. Den skal have en sjæl. Og hvad er en sjæl uden humor? Hvad er Danmark uden hygge kunne man spørge? Hvad er hygge uden humor?

De kunstnere der gennem mange år er blevet betalt af staten for at opstille skulpturer der passer til byernes forskelligartede rum er i dag kommet til kort. Det betydeligste skulpturelle kunstværk i Europa, Holocaust monumentet i hjertet af Berlin, er i dag kommet til kort fordi tyske nynazister nu er blevet valgt ind i Europaparlamentet. Dets alvorstunge og virkningsfulde symbolik når man selv oplever det ved at spadsere igennem de uhyggelige korridorer mellem betonblokkene er i dag blevet udhulet. Jo, vi kunstnere er blevet for arrogante.

De fleste der ved lidt om statskundskab ved at Statsministeriet ikke er det fineste ministerium. Det anses nærmest for at være en smule støvet. Ikke så fint som Udenrigsministeriet og Finansministeriet. Men hvad er Udenrigsministeriet? Hvorfor tage til udlandet når vi har det så godt i Danmark? Hvad er Finansministeriet? Forblændede af vækst. Nej, det fineste ministerium er i mine øjne Statsministeriet.

Magt og humor. Selvtilstrækkelighed. Der hvor der er magt er der også skævhed. Man kan synes det er fint at vi har et repræsentativt demokrati og acceptabelt at dem der sidder i Folketinget har magt. Jo, det mener jeg også, men alligevel er der noget sort ved det. Det har jo udviklet sig til embedsmandsvælde. Levebrødspolitikere er der også mange af. Og jeg må minde om at en af demokratiets fødselshjælpere, Sokrates, klart mente at dem der er interesserede i magten ikke skal have den bare fordi de kan gå rundt og grine ligesom embedsmænd og tale på den rigtige måde.

Den banebrydende science-fiction roman, Softwarevasen, er opbygget omkring en enkel grundide, nemlig hvordan verden ville se ud hvis vi var i stand til at installere software i en vase. Altså ikke inde i vasen, det ville blot kræve en vaseformet computer, eller en meget lille computer man forsigtigt kunne lægge ned i vasen, selvfølgelig efter at have tømt vasen for indhold, men i selve leret. Det store spørgsmål som denne herlige sag af en bog rejser er om ordet vasecomputer ville blive et almindeligt udbredt ord. Det er herligt gjort af forfatteren Ib Petersen som i følge rygtet nynnede imens han skrev bogen. Den eneste svaghed ved handlingen er at afsløringen af at det hele handler om vaser kommer lige en anelse for tidligt. Men derefter er der virkelig vaser for alle pengene. Næsten alle sætninger er smykket med en reference til en vase af en eller anden slags, flere af dem gennemsigtige så man kan se resten af bogens handling igennem dem.

Liberalisten Rigmor Hvaffor leger med ærmerne.

»Det tager fire år at blive MD i business management og 30 sekunder at danne sig det vi kalder grundindtrykket af et andet menneske. Hvis du tvivler på de to udsagn så kast et blik på Handelshøjskolens uddannelse på deres hjemmeside og kast dernæst et blik på Ulrik.«

Det forekommer mig at Ulrik med vilje holder munden åben på de fleste af portrætterne?

»Jeg forstår ikke hvad du mener?«

Munden. Åben. Munden er åben. Se her.

»Den er lukket.«

Hvis du bliver ved med at benægte realiteterne så må jeg afbryde interviewet.

»Den er åben så. Undskyld.«

Du stod og fucking løj din idiot. For at mele din egen kage. For din egen vindings skyld.

»Undskyld.«

Det er ikke nok du undskylder. Du skal spise den her knap.

»Giv mig den.«