Hvis kvinder er laverestående væsner forekommer det ikke unaturligt at opfatte mænd som størknede, aflange messingskvulp, vinklede ved mødet med smedens bordkant. Og mere… blanke… end selv en Giacometti så.
Jeg er stor-inkvisitoren AstonishingGardenDoorWithPelican. Jeg vil holde enhver der siger mig imod ansvarlig med deres liv og mine røde horder vil brænde boligerne ned, klynge rebellerne og deres hemmelige rygklappere, håndlangere og bagmænd op og sende dem der vil trænge ind til mig med kærlighed et iskoldt, fordømmende, granskende blik, mens min pen hopper over papiret i hurtige, spændstige anklager der overhaler hinanden og rammer din indre sjælebygning så du bliver ligeså svag som jeg og mine underbetalte medarbejdere. I mig, i mine sproghandlinger udarter sårbarhedens kamp imod kynismen til inkvisition. Hvor er dine præambler når du udtaler dig? Hvor er dine papirer? Må jeg se dine papirer? Ind imellem springer jeg ud af min røde kåbe og spæner efter dig. Jeg tvinger dig imod jorden og råber: Kyniker! Kynisme er at gø ad andre mennesker. Kynisme er at tilbyde sig selv at gø. Kynisme er at nedværdige sig selv. Fænomener som internettet har trængt nervevragene tilbage og gjort følsomme mennesker mere syge end vi fortjener, men vi rejser os med glødende øjne. [Tak til Ricky Gervais for at være inspirationen til dette. :-)]
Min Far er også god til at analysere køligt, lytte og justere og holde hjertet varmt.
Han er også sej.
Han passer på sig selv og lærer mig det, lærer andre det.
Han er god til at se en ting fra mange sider samtidig.
Min Mor er sej og kærlig.
God til at være det.
Også god til at være sårbar.
Hun kan være stille og rolig.
Hun kan udfordre.
Hun kan analysere køligt og holde hjertet varmt.
1.
Jeg er sikker på at den (smukke!) alderstegne herre jeg engang oplevede stavrende fra eller til, jeg husker det ikke, alteret i Vor Frue ville sige til mig, til alle der spurgte ham: Tilgivelse er et mirakel, et mirakel er en nådegave. Jeg ville da, drillende, prøvende spørge ham: Er tilgivelse en guddommelig viljesakt af et menneske, hvortil han ville sige, spøgende, men i fuldt alvor: Nej, min dreng.
Derfor forstår vi ikke tilgivelsens væsen. Eller: Der er næppe noget fromt eller ædelt at sige om den. Derfor er det jeg skriver her i bedste fald noget skinhelligt, angstfyldt, famlende vrøvl.
Når jeg tilgiver dig, måske har jeg allerede gjort det, vil jeg være taknemmelig, er det nok allerede.
Så tingene handler som sædvanligt ikke om at gøre noget religiøst.
~~~
2.
Tak.
~~~
3.
Var Shakespeare irriterende? Det er noget overpriviligeret tidsspilde at spørge, men jo! Han var irriterende. (Han var også ikke-irriterende, misforstå mig ikke.) Han var et renæssancemenneske, født i renæssancen, og han troede alt for vildt på det handlekraftige menneske. Frihed må aldrig ses som frihed til at handle uafhængigt og ud fra én selv. Tidsånden 2020 præker at vi alle er enere. Det må tidsånden ikke. Vi er ikke ret meget i os selv. Vi bør afbryde os selv meget mere. Kierkegaard: Disputere. Wittgenstein: Sprogspil. Jeg synes Kierkegaard + Wittgenstein > Luther + Shakespeare. Men der er fire ubekendte. Så jeg vil tumle videre på min glade, mærkelige vej.
~~~
4.
Jeg læser fordi læsning ikke kan alt. Mange andre fænomener i 2020 kan alt. Monty Python (elsker dem!) kan alt. Reddit (bruger det alt for meget!) kan alt.
~~~
5.
Jeg tror vi alle, i 2020, bliver syge om hjertet, dvs. dør lidt indeni, hver gang vi opfører os som enere, selvberoende, handlekraftige, overfor hinanden. Den meget udbredte internetensomhed vi ser alle vegne i dag skyldes naturlig isolationstrang snarere end forvirring.
~~~
6.
Shakespeare skal ikke bekæmpes, aspekter ved ham skal. Jeg er ikke dum. Men jeg er ved grød ikke den største tænker/digter verden har set. 🙂
De mest hjerteskærende dårlige digtere jeg kender er dem der skriver ud fra deres egne forudsætninger. Enhver må pippe med sit næb. Nej, den slags er trættende. Alternativet er at skrive ud fra at verden og enkeltmennesket er et hjemsted for Helligånd, sårbarhed, også psykisk sårbarhed, et sted af barnlig, letflydende, piblende varm fylde hvor der er håb om fremtid og fællesskab og kærlighed i massevis at nyde, at dele, at glæde sig over. Hvor det positivt pudsige levnes en værdig plads. Disse kældermennesker navigerer ud fra en hob af fikse ideer som de næppe selv har adgang til at blotlægge intellektuelt og siden analysere med den kølige tanke, fordi de, både ideerne og deres digtere, er kærlighedsformørkede og vansirede af en talentløshed som får det til at vende sig i selv den mest utrænede læser. Ikke et under at jeg ikke kan holde dem ud. Ikke et under at du ikke kan holde dem ud. Jeg kan holde mennesker ud. Jeg har medlidenhed med de små og kranke. Jeg kan tale i dæmpet, varm forståelse med den syge og den vilde. I en grad så jeg har vanskeligt ved at sige: dårlig digter. Jeg kan forholde mig direkte til skrigere, til hjemløse, til det lille forløsende nik når jeg møder en tilfældig elendig på gaden som jeg render på. Jeg kan forholde mig til hygge, samtale, varme og alt menneskeligt, men ikke til en daglig dosis af dårlig digtning. Det er ikke poesi at tro på selvkendskab og fikse ideer. For disse ting er blot et skalkesjul for menneskelig kulde. Helligånden er ikke de kristnes privilegium. Det er rigtigt. Den er for alle. Men dem der er mere interesseret i spøgelser kan ærlig talt rende mig et stykke. Dem er jeg ikke sat i verden for hverken at promovere eller linke fællesskabshyklerisk til. Et fællesskab er noget ægte. Noget med varme og fylde. Her har ufrivillige pinligheder og dikkedarer ingen plads.
Spalte har fået spalter for. Af sig selv. Knud kigger på ham. Betragter sin ven.
“Hvis du dyrker motion regelmæssigt, så husk også din motionsforsømmelse.”
“Den husker jeg. Mange tak, undersåt. Slave?”
“Jeg bor i Danmark.”
