Ingen tvivl dér. When tomorrow comes. I dag kan jeg ikke se hvad der var så specielt ved hende. Men hun var speciel. For mig. Jeg er sikker på hun inkarnerede midtfirsernes-nye-idéer-for-mig sammen med David Bowie. Hun er blot endnu et bevis i rækken på at gammel kærlighed ikke ruster. Og jeg tør ikke google hende for at se hendes navn. Hun og jeg skal leve parallelle liv. Stadigvæk.
Tager man denne division (tager? hvad er det for noget ævl?, red.) nå, skide pedanter, foretager, så, man denne division kommer man frem til noget meget interessant, nemlig tallet to. Det er antallet af forældre Elvis Presley havde. Det er umuligt at se sammenhængen. Det må vi sande. Der er ikke noget at gøre.
“Jeg må indrømme at jeg ikke lige kan se sammenhængen mellem disse tre personer. Vent lige… Jo! Der var den!”
Anne Lise: “Jeg er udmattet. Fortæl mig noget, men det skal være modent. Modent og afslappet. Tro frem for alt på dine egne ord.”
Abraham: “Men jeg tror ikke på mig selv.”
Anne Lise: “Hvorfor, Abraham. Hele dit indre er tåget, som en væg af lys og skygger. Jo bedre jeg har lært dig at kende, jo, mere starutagtig er du blevet. Nej. Overhør den sidste sætning.”
Abraham: “Mit indre er et mysterie. Dit indre er et mysterie.”
Anne Lise: “Men mit indre mysterie ser du gennem dit indre mysterie. Mit indre mysterie er mit! Den gang vi mødtes forklarede du at mænd og kvinder alle bare er mennesker og at forskellen er ubetydelig. Nu tror jeg virkelig på at da Nora forlod Helmer gennem den dør lige derhenne gjorde hun det fordi hun var passiv og tilfreds med at være passiv. Jeg forstår ikke Ibsens stykke, men jeg er også sådan, ligesom Nora. Jeg er gammeldags. Ikke romantiker. Gammeldags.”
Abraham: “Myten om den aktive mand og den passive kvinde er bare en myte.”
Anne Lise: “Det forstyrrer mine cirkler, det du siger dér.”
Abraham: “Hvorfor?”
Anne Lise: “Jeg er passiv. Du er aktiv.”
Abraham: “Det ville jeg netop have sagt til dig, hvis du havde ladet mig tale til ende. Hør nu. Manden, mig, fortryller en hel skov og beder kvinden, dig, træde indenfor.”
Anne Lise: “Virkeligheden er, at i virkeligheden findes der slet ingen fortryllede skove.”
Abraham: “Jeg er ked af, at du blev bange for mig de gange. Det værste i mig kom frem. Undskyld.”
Anne Lise: “Der er noget radikaliseret ved dig. Jeg er stadig bange for dig.”
Abraham: “Undskyld.” [Falder sammen på knæ]
Anne Lise: “Du er tilgivet. Rejs dig op. Tag din båre og gå.”
Abraham: “Hvor skal jeg gå hen?”
Anne Lise: “Til et sted hvor der er birketræer.”
Abraham: “Birketræer?”
Anne Lise: “Hvis du går til Barbara så hils Christina.”
Abraham: “Jamen jeg kender ikke nogen af de madammer. Jeg kender dig. Jeg elsker dig.”
Anne Lise: “Kvindeklubben. Hvis du går til madam x, så hils madam y.”
Abraham: “Din spøgefugl.”
Tak, Herre Jesus, for at jeg må være med til, diskret, at minde mine medmennesker om taknemmeligheden. Den er ikke noget man skal lære gennem studier. Den er bare noget man skal huske.
Tak, Gud Helligånd, for tårerne, både dem af glæde og dem af sorg. Der findes så mange måder at være kold og hård. Også jeg. Din friske lyd genkender jeg altid i mit hjerte.
Tak for styrke til livet og mod på livet. Tak fordi Du ved hvad jeg har af behov, for at Du kender mit hjertes stemme og for at Du fylder mit liv med tro, håb og kærlighed. Tak, fordi Du styrker mig, Morten, i troen på at jeg er ok, at jeg er god nok. Tak fordi Du forskåner mig fra at komme frem til alt muligt kærlighedsberøvet braller men lader mig bygge på Din klippegrund.
Abraham: ”Det er vigtigt for os at forstå at når min personlighedsforstyrrelse står i flammer brænder jeg også.”
Anne Lise: ”Det kan jeg faktisk godt forstå.”
Abraham: ”Det er vigtigt for os.”
Anne Lise: ”Jeg synes det er vigtigere end at vi skal gå i kirke nu hvor vi er blevet skilt.”
Abraham: ”Så du synes det første er vigtigere?”
Anne Lise: ”Afgjort.”
Abraham: ”Men jeg elsker dig. Jeg elsker dig så meget at man kan se det igennem et kors.”
Anne Lise: ”Man kan se alt igennem et kors.”
Abraham: ”Der findes en film der hedder Fanny og Alexander.”
Anne Lise: ”Der findes en svamp der hedder præstepik.”
Abraham: ”Lad os gå i skoven og samle svampe. Lad os se film og more os.”
Anne Lise: ”Abraham. Det er vigtigt at forstå at jeg kaster et askeslør over hele din verden. Du skriger fra dit halve liv. Jeg er ramt af en dyb demens.”
Abraham: ”Mit seneste kærlighedsdigt. Til dig. Hvorfor gøre grin med det?”
Anne Lise: ”Jeg har også mine problemer. Demens. Tja. Nu går jeg. Eller rettere: Nu går du. Du skal bo i en æske i nærheden.”
Abraham: [Visne blade daler. Ganske få] ”Nu. Hvad er det? Efterårsblade. Se! Taknemmelighed.”
Anne Lise: ”Taknemmelighed.”
Abraham: [Står ved et bord med skål og ingredienser til brød] “Jeg må sige at disse sfærer af høj menneskelighed jeg stiger op i når jeg får det bedre psykisk somme tider virker stik modsat på mig. Ja, nærmest nedslående. Jeg får ind imellem lyst til at bide i græsset.” [Smøger ærmerne op]
Anne Lise: “Vi må passe på dig. Hvad bager du?”
Abraham: “Et flute. Jeg troede du talte i telefon med en ven.”
Anne Lise: “En telefonsælger.”
Abraham: “Hvor gammel?”
Anne Lise: “Cirka 60.”
Abraham: “Mand eller kvinde?”
Anne Lise: “Kvinde.”
Abraham: “Har du ellers haft en god dag?”
Anne Lise: “Ubærlig. Der landede en fjer på min bil.”
Abraham: “Men du har kun en cykel.”
Anne Lise: “Alt er relativt. Må jeg hjælpe dig med flutet?”
Abraham: “Så lad gå da.”
Anne Lise: “Jeg er bekymret for detektiven?”
Abraham: “Har du hemmeligheder som du frygter han vil afsløre?”
Anne Lise: “Nej. Jeg er bekymret for detektiven personligt. Når folk du taler med er meget ensomme ved du at de ikke tænker på dig eller de ting du siger. De er ligesom blevet til en hær af glaskugler. I stykker.”
Abraham: “Jeg er med på, hvad du mener.”
Anne Lise: “Han sad og grinede ind i væggen da jeg besøgte ham på hans værelse.”
Abraham: “Han burde spærres inde.”
Anne Lise: “Så. Nu kan du næsten bage et flute.”
Abraham: “Nu kan jeg næsten bage et flute.”
Anne Lise: “Kys mig!”
Abraham: [Kysser hende] “Jeg kommer altid til at dominere min partner. Det sker ufrivilligt.”
Anne Lise: “Du er en halvgud. Det er bare derfor. Mænd er halvguder.”
Abraham: “Salt i.” [Hælder salt i skålen]
Anne Lise: [Primalskrig af flere sekunders varighed] “Neeeej! Nej-nej-nej. Nu kom der for meget salt i!” [Græder]
Abraham: “Det var rigtig irriterende for dig at flutet fik for meget salt.”
Anne Lise: “Det bliver aldrig et rigtigt flute. Det var en vandmasse.”
Abraham: [Tager hende i sin favn] “Såååh. Det var en rigtig vandmasse var det. Den dumme vandmasse blev til en mægtig saltmasse med vandmasse, ja, den gjorde.”
Anne Lise: “Hvor er det godt at vi har hinanden, os to.”
Abraham: “Ja.”
Anne Lise: “Vi ved begge to, at ingen kan tåle salt i de mængder.”
Abraham: “Det er der ingen der kan vide for os.”
Anne Lise: “Det er der ingen der kan vide for os. Der sagde du noget klogt min egen mand. Kys mig!” [De kysser hinanden igen]
Katja sælger taknemmelighed. I krukker. At honning på glas medfølger mener jeg er en æstetisk fejldisposition eller misforståelse. Men sjovt. Kamfer om søndagen.
