Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 5. del, 1. optegnelse
Orden. Nærvær. Skrift. De to første er kvinderne skræmmende stærke på. Det sidste er der ingen kønsforskel på.
Jegsvaghed er et interessant fænomen som man må få det bedste ud af i det daglige. Det har forbløffet mange at Dan Turell var en anden privat end ham fyren der godt kunne lide hverdagen. Han strejfede rundt i København ligesom alle andre danske, mandlige digtere og fik det bedste ud af det. Fair nok.
Idealiserede han, ligesom jeg, orden og nærvær via skriften. Jada! Det gjorde han da. Men Dan Turell var en hovedstolsforfatter og det er jeg ikke. Eftersom det ikke nødvendigvis er så slemt at skrive om sin nærmeste lille familie er det bare det jeg gør. Når der ikke er nogen vej uden om skriftsproget er det da ufatteligt arrogant og uciviliseret af forlagsfolket at tale om at de leder efter nyt talent som de kan “se”. De fleste af dem kan i virkeligheden ikke se noget som helst!
Vores kære, elskede kvindelige hovedperson forstod godt de ting ved en mand og tænkte sjældent over dem.
Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 4. del, 13. optegnelse
Farmor fortæller
Farmor har lige fortalt mig en meget spændende historie. Den handler om en skibsreder bag solbriller og med et helt poleret hovede. En mand hvis ansigtstræk man i virkeligheden ikke kan se, selvom han hele tiden var i Billed Bladet og Se og Hør. Altså en mand der var SEJ på den der gammeldagse, gammeldagse måde. En af grundene til at man ikke kunne få øje på ham, var hans kone som var meget smuk. Hun var vokset så meget op med at hive det der BILLEDGRIN på at hun ikke lod sig selv tage det af, mest af hensyn til græsplænen og stakittet.
Farmor og hendes tids magtbegreber.
Ja, man kan blive helt tåget af at tænke på hvordan husmødre har ladet
skibsredere
skride ind bag forklædet.
Hvis en mand kunne smile som en
skibsreder,
kunne han også ?
Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 4. del, 11. optegnelse
Hun havde ikke sin egen bil og hun var tværsummen af alle 1920ere. Manden havde bilen og hende. Hun kunne godt lide Tove Ditlevsen og lod børnebørnene forklare og analysere og sige noget rammende. Det er ganske vist. Den der kan erklære noget om Tove Ditlevsen og tale engelsk kan blive nyhedsjournalist. Quod erat demonstrandum. Det betyder noget i retning af at det er bevist gennem argumentation.
Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 4. del, 10. optegnelse
Erik var panisk bange for at læse Sigmund Freud. Engang i sin ungdom havde han forsøgt. På Gentofte Bibliotek. Og efterfølgende blevet hjemløs i nøjagtigt ét døgn. Han sov under åben himmel i Dyrehaven ved Klampenborg. Lykkeligt forhutlet for at slippe for Freud. Lille Hans. Ulvemanden. Rædselsfulde tekster fulde af foragt for mennesker.
-Når jeg kommer hjem vil jeg blive udredt ligesom dig onkel Gert.
Hun kiggede på sin elskede og følte vished for at de kunne få noget godt ud af hinanden. Sådan sagde hendes blik. Han så overrasket og lykkelig ud ved at møde det.
Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 4. del, 9. optegnelse
Vores kære kvindelige hovedperson var blevet præget positivt af sine to 1920ere. Erik og vores elskede mandlige hovedperson var stærkt bekymrede for at tidsrummet 1920 til 2020 udgjorde en splittelse i vores kære kvindelige hovedpersons hjerte som hun ikke kunne rumme. Men hun kunne. Videnskabelige tests har heldigvis vist at kvinder er bedre til at se et godt stykke rav mellem tusind sten.
