Tolstoj, når han er værst

Hvis man vil vide hvad det vil sige at moralisere skal man læse Tolstojs fortælling “Pas på ilden!” Den rummer store fejl i menneskekundskab som springer den moderne læser i øjnene, ja, falder hende for brystet. Fortællingen handler om en nabostrid der begynder med en ubetydelighed. På ovnen sidder Farfar og maner til og prædiker fred i en grad og på en måde som Nietzsche må have fundet karakteristisk for det han kaldte “giftblandere, hvad enten de vide det eller ej”, præsterne.

1800 tallets romantikere dyrkede naivitet på en ganske latterlig måde. Lidt naiv bør man være, men at udtrykke sig sådan: “Jeg er blevet mindre naiv med årene” er dog fælt! Det er værre end at blive bitter, selvom vi i vores ret latterlige tid anser bitterhed for den sørgeligste måde at blive gammel på. Det er det så langt fra! Vores liv ender med “bitter ve”, ved vi fra salmen og det skal vi være taknemmelige for:

Tak for al din fødsels glæde,
tak, o Jesus, for dit ord,
tak for dåbens hellig væde,
tak for nåden ved dit bord,
tak for dødens bitre ve,
tak for din opstandelse,
tak for Himlen, du har inde,
dér skal jeg dig se og finde!

(Kingo)

Med eksistentialisterne har vi forstået at synden er et vilkår og noget man må leve med snarere end noget man må forholde sig granskende til. Det nytter nemlig ikke noget at grave ned i det, eftersom det er bundløst.

Senest har litteraturen lært os at ærlighed trumfer det forhold at det skrevne besudlende ord er ekstra ondt. Særligt for dem der ikke kan skrive om liv og samliv og ånd uden at føle sig forvirrede og forfjamskede. Snart vil krimibølgen forhåbentlig *gå over* og give plads for det som krimilæsere overalt i verden glæder sig til: Gendrivelsen af de for Tolstoj hellige ord “Det onde ligger altid midt imellem to.” Vi ved i dag, med psykiatrien, at nogle mennesker er langt værre end andre og vi kender signalementet af en psykopat: 1. Sover, i en vis forstand, er aldrig rigtig vågen, 2. Kan ikke føle skyld, 3. Manipulerer, 4. Lyver, 5. Ynder at være i farlige situationer, 6. Ødelægger hyggelige menneskers liv, 7. Lider frygteligt alene, 8. Styrer deres omgivelser med rå magt, 9. Overlevelsesinstinktet svigter stort set aldrig, 10. Snakker helt vildt ud fra ufilosofiske systemer uden at lytte, 11. Mangler virkelig empati. 12. Indgyder skyldfølelse hos medmenneskene gennem noget der føles som en slags leg for dem.

Tolstojs fortælling præsenterer os for et 1800-tal som langt overgår Kim Leines latterlige småforsøg på at frembringe et København i syndens vold.

Vi bør tage os i agt for Tolstoj når han er værst!

“Den eneste der får lov at forstyrre mine cirkler er en 33-34 år gammel jødisk romer der levede for 2000 år siden”

Hvordan gik du til grunde?

Jeg lever skam.

Lever?

Ja. Det gør jeg. Se mine arme. Jeg kan bevæge dem op. Og ned.

Vi må hellere spørge Facebook.

Vi kan spørge Google.

Vi må hellere spørge Facebook.

Se!

Ja. Du lever sandt nok.

Du forstyrrer mine cirkler. Er der noget der hedder sådan?

Vi kan spørge Google.

Den eneste der får lov at forstyrre mine cirkler er en 33-34 år gammel jødisk romer der levede for 2000 år siden.

Jeg behøver ikke spørge hverken Google eller Facebook hvem det drejer sig om.

Nej, vel. Men når man er en 33-34 år gammel gudssøn og ikke har børn og ikke er kommet til skelsår og alder, så er det ingen sag at tale om kærlighed.

Hvad mon han mente?

Ja. Hvad mon han mente?

Han mente vel at kærligheden altid er med i billedet.

Var det mon det han mente?

Ja. Det vil jeg tro.

Hvorfor sagde han det så ikke på den måde?

Det ved jeg ikke.

Næ. Det ved du ikke.

Jeg ved hvad forskellen på et humør og en dagsform er.

Ja, hvis du ved det, så ved du mere end jeg.

Det var så lidt.

Tillykke.

Jeg takker af hele mit hjerte.

Jeg tror at mange af dem der udstråler lige så lidt som dig er blevet ødelagte af personer der ville en helt masse godt. En helt masse kærlighed. Primært for dem selv. Se på den måde børn af forældre præsterer helt vildt for at imponere deres forældre uendeligt meget. Det har jeg altid syntes var flovt. Misforstået. Skrækkeligt. Virkelig sygt. Forældre vil jo bare have at deres børn er glade. Ikke alt det andet.

Du snakker meget.

Ja.

Jeg er ikke overbevist om at du lever.

Ikke det?

Livet er uden for dig. Du er ikke i live. Du er ikke i livet.

Det var sørgeligt.

Ikke sørgeligt. Ikke sørgeligt. Men du prædiker. Du siger liv! Lev livet! Men du aner ikke hvad livet er.

Frihed. Jeg er ikke fri.

Netop!

Hvordan… Hvordan bliver jeg fri?

Troen. Troens nådegave.

Det ved jeg.

Du har så meget angst.

Det ved jeg også.

Du er afhængig af andre menneskers kærlighed.

Ja.

Det er jeg ikke.

Jamen er du sikker på det?

Det gør slet ikke noget du er død. Det er en biting. Desuden er døde mennesker så taknemmelige. Et lille kys får dem mærkbart på dupperne.

Siden du insisterer.

Lille opslagsværk om ubetydeligheden af forstyrrede menneskers dominans

En lille seddel blæste ind af mit lokumsvindue i dag. Det var halvdelen af side ni af Hertug Kammers “Lille opslagsværk om ubetydeligheden af forstyrrede menneskers dominans”. Jeg lærte intet.

Ærlighedens vanry

Hvilke yderligheder vil det moderne menneske typisk gå til for at holde fast i sig selv?

Underkastelse under Hella Joof. Efterligning af Hella Joof og Friends. Spejling af Hella Joofs tre ansigtsudtryk. Kasseformet, forsimplet, identifikation med Hella Joof. Holde dommedag over sig selv som Karl Ove Knausgård. Snakke om sig selv som journalister der interviewer sagesløse ofre.

Dvs. alt andet end at tale ud fra sig selv. Sige sin mening ærligt, lidenskabeligt og ligefremt på en morsom måde.

Hvorfor denne modvilje imod at være filosof? Hvorfor denne, på det seneste, modvilje imod filosoffer?

Når nu børnene i vores samfund lider under det.

“Der findes flere situationer hvor væmmelse er *vigtig for verden* end situationer hvor *indre harmoni* er vigtig for verden”

Hvad *betyder* overskriftens udsagn?

Vær som børn.

Radiserne: “Jeg græmmes!”

“Da velbegavede X kyssede med velbagavede Y til gymnasiefesten så jeg to intellektuelle liv forsvinde”

Jeg så det og det holdt stik, her, små 30 år, efter. Det var ikke livserfaring jeg så det med, eftersom jeg var en knøs på 18 år. Det var væmmelse. Det var ikke bare det. Det var *sand* væmmelse iblandet en eksistentiel medlidenhed og skuffelse. Jeg *så* at disse to mennesker aldrig ville blive åndsarbejdere.

Min følelser i forhold til Pierre Bourdieu

Hvis jeg har ret i at Bourdieu var en art voldsmand, der gjorde menneskeheden uret er min væmmelse ikke blot *legitim* men også *vigtig for verden*.