Hvis man vil vide hvad det vil sige at moralisere skal man læse Tolstojs fortælling “Pas på ilden!” Den rummer store fejl i menneskekundskab som springer den moderne læser i øjnene, ja, falder hende for brystet. Fortællingen handler om en nabostrid der begynder med en ubetydelighed. På ovnen sidder Farfar og maner til og prædiker fred i en grad og på en måde som Nietzsche må have fundet karakteristisk for det han kaldte “giftblandere, hvad enten de vide det eller ej”, præsterne.

1800 tallets romantikere dyrkede naivitet på en ganske latterlig måde. Lidt naiv bør man være, men at udtrykke sig sådan: “Jeg er blevet mindre naiv med årene” er dog fælt! Det er værre end at blive bitter, selvom vi i vores ret latterlige tid anser bitterhed for den sørgeligste måde at blive gammel på. Det er det så langt fra! Vores liv ender med “bitter ve”, ved vi fra salmen og det skal vi være taknemmelige for:

Tak for al din fødsels glæde,
tak, o Jesus, for dit ord,
tak for dåbens hellig væde,
tak for nåden ved dit bord,
tak for dødens bitre ve,
tak for din opstandelse,
tak for Himlen, du har inde,
dér skal jeg dig se og finde!

(Kingo)

Med eksistentialisterne har vi forstået at synden er et vilkår og noget man må leve med snarere end noget man må forholde sig granskende til. Det nytter nemlig ikke noget at grave ned i det, eftersom det er bundløst.

Senest har litteraturen lært os at ærlighed trumfer det forhold at det skrevne besudlende ord er ekstra ondt. Særligt for dem der ikke kan skrive om liv og samliv og ånd uden at føle sig forvirrede og forfjamskede. Snart vil krimibølgen forhåbentlig *gå over* og give plads for det som krimilæsere overalt i verden glæder sig til: Gendrivelsen af de for Tolstoj hellige ord “Det onde ligger altid midt imellem to.” Vi ved i dag, med psykiatrien, at nogle mennesker er langt værre end andre og vi kender signalementet af en psykopat: 1. Sover, i en vis forstand, er aldrig rigtig vågen, 2. Kan ikke føle skyld, 3. Manipulerer, 4. Lyver, 5. Ynder at være i farlige situationer, 6. Ødelægger hyggelige menneskers liv, 7. Lider frygteligt alene, 8. Styrer deres omgivelser med rå magt, 9. Overlevelsesinstinktet svigter stort set aldrig, 10. Snakker helt vildt ud fra ufilosofiske systemer uden at lytte, 11. Mangler virkelig empati. 12. Indgyder skyldfølelse hos medmenneskene gennem noget der føles som en slags leg for dem.

Tolstojs fortælling præsenterer os for et 1800-tal som langt overgår Kim Leines latterlige småforsøg på at frembringe et København i syndens vold.

Vi bør tage os i agt for Tolstoj når han er værst!