Hej Pusling.
Hej Ravn.
Hvad har du taget med til os i dag?
Et billede.
Kvinden holder noget op imod den åndelige sværvægter.
Ja.
Hvad er det?
Et gult stykke stof eller noget gult i hvert fald.
Hvor er hendes højre hånd?
Den er meget tæt på den åndelige sværvægter i hvert fald.
Man samledes om åndelige sværvægtere dengang.
Det må man sige.
Der er ikke så mange flotte på billedet.
Flotte har flere ting de skal tænke på. Sådan var det også dengang.
Du elsker ikke nogen for deres udseende, deres tøj eller deres seje bil, men fordi de synger en sang kun du kan høre.
Oscar Wilde
Simone Kandor løfter blikket fra bogen og betragter sin mand der har fået en flot ny hale.
Preben Melver er en af landets særdeles få skolelærere med sindslidelser. Nu fniser klassen igen.
Jeg placerer en krukke foran ham.
“Lytkyrser.”
Ingen forstår hvad krukken mener.
Kære 12-årige, jeg vil sige at hvis du får for lidt omsorg derhjemme så ved du det nu.
Hvis du får for lidt omsorg af din hurtige forældre eller af dine pressede forældre eller af dine begge dele hihi forældre så ved du det nu. Du ved bare ikke hvad du skal gøre. Men stop engang og *tænk*. Lad bare hjertet banke. Det er ok du føler en helt masse ved at læse dette her. Men *tænk*. Du har en kæmpe *viden* om din familiesituation og dit liv. Det er dit liv vi ikke skal glemme. Du trænger muligvis til mere omsorg. Så er du blot et af over 300.000 børn i Danmark. Jeg vil bryde tingene lidt ned. Eller: Jeg vil opfordre til at bryde tingene lidt ned. Jeg opfordrer også de voksne til at *tænke* anderledes. De voksne kan nemlig også tænke.
Du er cool med supermændfuckhoveder og superkvindefuckhoveder.
Det er min antagelse. Eller min *viden* om livet. Eller min *livserfaring* som voksent menneske. At du er cool med supermændsfuckhoveder og superkvindefuckhoveder. Supermændfuckhoveder og superkvindefuckhoveder er voksne med overskud, der er dybt irriterende men har en masse aura og ord, når de har det bedst. Og det er sjældent de har det bedst, kan jeg fortælle dig. Det er så nemt at give når man bliver betragtet som et supermandsfuckhoved eller superkvindefuckhoved. Min antagelse er den at du er cool med at disse supermændfuckhoveder og superkvindefuckhoveder ikke kan være der hele tiden. Men de kan være i din horisont. Ikke i din fantasi. Fantasi er et for stort ord. I din horisont.
Hvad er det jeg vil bryde ned? Det er din familie. Ikke fordi du gerne vil bryde den ned, men fordi jeg gerne vil bryde den ned. Ikke på grund af din mor og far men på grund af hvordan tingene er og på grund af hvad folk kan holde til og ikke kan holde til.
Voksne i vores tid er blevet asociale. Jeg har aldrig hørt en telefon ringe, når jeg har siddet i et politisk møde eller været hos frisøren, selvom jeg tit gør begge dele. Fri tale hedder sådan noget. Voksne i dag er alt for optaget af deres forkølede indbildte facebookgruppevenner til at de behøver at sende en sms til en gammel ven eller veninde de holder af. Det har konsekvenser. Det har som åbenlys konsekvens at dine forældre ofte er socialt understimulerede og tvære og hurtige. Det skal du da ikke lide under.
Men det gør du.
Du skal nok klare den. Men det bliver ikke det sidste du hører fra mig, min stolte 12-årige ven.
Vi skal lege en lille leg for at håne og spotte dem der tror de er supermandsfuckhoveder og superkvindefuckhoveder. Det er nemlig alt for sjældent de hører at det var de så bare ikke alligevel.
Supermandsfuckhoved eller superkvindefuckhoved kom an! Jeg tryller dig om til en case. Det er blidt af mig. En case er en anonymiseret artikel på nærværende avis. Et interview. En mailkorrespondance.
Jeg vil vædde med at der ikke er én eneste der henvender sig i de næste to uger.
Hey, hvorfor skriver jeg ikke til dig, den 12-årige længere? Det gør jeg, men brevet handler også om de supermændsfuckhoveder og superkvindefuckhoveder. Jeg skrev også brevet til deres hjerter. Jeg manipulerede med dem.
Jeg er træt af at fedte. Jeg kommer ikke til at rose nogen.
Der er intet element af selvophøjelse i det. Det er en funktion på linje med at male striber på en vej. Striberne er mine artikler her på The Other Newspaper. Vejen er din.
Der skal niveau på poesidebatten og den intellektuelle debat nu. Der er ikke andre veje frem end at stå frem som guttermand, hvis man er en guttermand. Jeg er en guttermand.
Hierarkierne i den danske intelligentsia opstår ikke på grund af magtkampe men på grund af at ingen tør sige noget venligt om sig selv. Jeg er hævet over den slags.
I et åbent system findes magtkampe ikke. Det danske demokrati er et lukket system fordi Ministeriet for Demokratihumor ikke findes. Derfor er systemnedbrud tænkelige. Det danske intellektuelle miljø er hermed erklæret åbent.
Min første målsætning, mit første enevældige regeringsudspil, bliver at guttermændene skal gives frie tøjler til at overskygge og trænge møgfyrene tilbage ved hjælp af de glædesblus som hver dag også rummer. Midlet vil ikke være aggression, personforfølgelse og deslige men tålmodig og ukueligt kærlig guttermandbearbejdelse af ånderne og sjælene derude ved hjælp af mandlige fantasterier og kvindelige omsorgsfuldheder. Den indre guttermand skal opmuntres til selvudvikling og udfoldelse og træde frem i landskabet der hvor naturen har dannet guttermænd og gutterkvinder.
1) Universitetsspecialer ligger og rådner op i kældre.
2) Humaniora er blevet en pølsefabrik.
3) Unge der søger optag på et humanistisk studie er aggressive på en konstruktiv måde. De trænger så ubændigt til at komme i gang med at kritisere det livsverdensforandrede samfund der omgiver dem.
Disse udfordringer kan efter min mening imødekommes på følgende måder:
Løsning på 1) Drop den nuværende formel for opgaveskrivning: Indledning-Formål-Problemformulering-Diskussion-Konklusion-Efterskrift-Litteraturliste. Hvad er alternativet? Det er den stilistisk udfordrende afhandling.
Løsning på 2) Omsorgsdage for professorer. Den stilistisk udfordrende afhandling/opgave kræver *menneskelig omsorg*, *lidenskabeligt engagement* i de studerende som enkeltindivider fra professorens side. Gør det til en almindelig praksis at professoren inviterer de studerende på the inde på kontoret ved at *aflønne* professoren for sådanne uformelle sammenkomster. Studerende er ikke pølser der skal trykkes ud af en maskine. De er mennesker. Det burde humanister vide alt om.
Løsning på 3) Genindfør *lidenskab* som humanistisk dyd. De unge humanister er vredere end man almindeligvis tror, hvilket er sundt. De unge skal læse og fordybe sig i de tekster indenfor fagområdet de selv vil, indtil de *føler sig mætte*. De skal lære at *svine* lærebøger og have ros for det. En *sviner* af en lærebog skal belønnes og tælle som en eksamensopgave. De stærke studerende der evner at lave *den stilistisk udfordrende afhandling* skal samarbejde med svagere studerende og *hjælpe dem igennem studiet* ligesom mennesker hjælper hinanden i så mange andre sammenhænge i det virkelige liv.
Da jeg var 11 år gammel skete der noget helt vidunderligt. Jeg hørte en af mine bedsteforældres gode mandlige venner sige ordet guttermand. Dengang var ordet ved at dø, men jeg oplevede det altså i dets sidste stund. Manden jeg refererer til var vel født omkring 1910. Det er vildt! 1910 styrer! Jeg fik dette ord forærende til evig arv og eje og hellere end at forstå hvorfor ordet døde vil jeg derfor dele det ud til mine læsere fordi det er så uhyre vigtigt. Guttermandsordet understøttede og gav mening til så såre vigtige menneskelige begreber som civil ulydighed, stikkerdrab og møgfyr, men nu er det af uransalige årsager ikke længere iblandt os. Civil ulydighed, stikkerdrab og møgfyr, tænk engang, ja, man bliver helt let om hjertet ved at læse ordene der funkler som fyrtårne en tåget majnat på et stille hav, er døende i dag, i 2019, de er åbenbart blevet smittet af den dødelige sygdom der overgik guttermandsordet og jeg håber ikke de lider samme skæbne. Men vent. Hvordan er det med forfatterordet. Skal vi ikke i det mindste blive enige om at en forfatter gerne må være en guttermand. Der er ingen respekt omkring forfatterordet længere. Hvis vi genopliver ordet guttermand med en helt masse fremragende bøger vil vi stå stærkere som mennesker. Så eksisterer hele fem ord igen. Guttermand som soklen der bærer civil ulydighed, stikkerdrab, møgfyr og forfatter.
En forfatter skal ud fra sin karakter *kunne gennemføre en stille og rolig bilateral samtale uden at overlæsse den med sine egne ideer og intense kropssprog, have en omfattende psykiatrisk grundviden, erkende sig selv som et vrag, holde af mennesker, fungere på skriftsprogets præmisser og have fantasi*.
Det er bestemt ikke tilstrækkeligt at have horisont. Humanistisk uddannede gymnasielærere, præster, højskolefolk, talrige lærere og læger har typisk horisont. Disse faggrupper er bundet til deres jobs på en måde der ikke er *kulturelt konstruktiv* og de er elendige når de forsøger sig som smagsdommere. Som vilde dyr styrer de intelligent uden om floskler og klichéer og brager lige ind i en mur hvorefter de sidder fortumlede på jorden og snakker om ”talent”, ”stil” og ”folket” uden at vide hvad de taler om.
Fantasi er
1. At hengive sig passivt til positive, menneskekærlige, ensomhedsbetingede, overbærende, fragmenterede og eventuelt forkerte forklaringer på negative eller forenklede udtalelser, tendenser og personer.
2. At indtage meningsfulde, upopulære holdninger.
3. At øve sig, hvis der er noget i tilværelsen man virkelig vil som ligger lidt ud over det almene og almindelige.
4. At holde fast i sig selv, når nu realiteterne umuliggør den fra oldtiden så højt besungne last selvkendskab.
