Min definition på fantasi

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Skrivegrupper hader fantasi og leg og omfavner modefænomener blindt. Fantasi og leg har vi sandelig heller ikke tradition for i Danmark. En psykolog sagde engang til mig at danskere godt kan lide at følge regler. At dette med reglerne er den korteste beskrivelse af vores nationalkarakter. Jeg er uenig. Det er selvfølgelig både forenklet, kynisk og hihi dumt af den psykolog.

Fantasi. Se engang på Peter Seebergs og Boje Katznelsons ubehjælpsomme og forvrøvlede artikel om fantasi i Den Store Danske:

http://denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykologiske_termer/fantasi

Tænk, at de to kluddermikler kommer hihi igennem deres artikel.

Jeg tror forklaringen på fantasiens lave status i dansk litteratur skal findes lidt længere tilbage i tiden. Lad os tage 68’ernes elendige måde at definere fantasi. De fik alt forærende. Ha. De fik ødelagt både ideen om fællesskab og fantasi med deres kollektiver hvor de fik buret hinanden inde med deres familieskræk og deres stoffer.

Fantasi er

1. At hengive sig passivt til positive, menneskekærlige, ensomhedsbetingede, overbærende, fragmenterede og eventuelt forkerte forklaringer på negative eller forenklede udtalelser, tendenser og personer.

2. At indtage meningsfulde, upopulære holdninger.

3. At øve sig, hvis der er noget i tilværelsen man virkelig vil som ligger lidt ud over det almene og almindelige.

4. At holde fast i sig selv, når nu realiteterne umuliggør den fra oldtiden så højt besungne last selvkendskab.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig hverken identitet, identitetsfølelse, pålidelighed, glæde, mod eller robusthed uden at personlig fantasi indgår og tages i brug af hiin enkelte. Fantasi er dermed ikke at kaste sin sjæl i hænderne på en blærerøv som naboen snakker så pænt om og Information og Politiken helgenkårer.

Morten does Rufus

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Titel: “Sword of Damocles”

Pudseløjerlighed, svaghed og styrke: “Gunnar og Michelle”

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Alle danskere ved hvor befippet Robert Knudsen bliver på side 16 i Hubert Takhøjs bog “Gunnar og Michelle” da Huberts hustru, Kaliser Stevnskilde, tager fat i hans overarm og dermed siger “vær stærk” på det forkrøblede sprog de har afviklet igennem 14 års ægteskab. I lyset af de frygtelige konsekvenser af deres diskussion med hovedpersonerne om fordelene ved at have underbid på side 5 må man som læser konstatere at deres fælles magtesløshed da de går ind til mødet med lorteborgmesteren kulminerer med Kalisers angstfulde greb i armen. Det et er et sørgeligt og foruroligende skæbnesvangert vidnesbyrd om at de ikke elsker hinanden rigtigt fordi de ikke kender endsige forstår hinanden. Man glæder sig i sit hjerte over at bogen handler om Gunnar og Michelle om hvem man roligt kan sige sagen er en ganske anden.

Gunnar har modet til at opspore og indtage upopulære holdninger og Michelle bakker ham op hen ad vejen selv efter de er blevet skilt. Også da han via internettet morser til en intetanende Professor Brik at 15 + 15 = 15.

Flere mennesker jeg har mødt sætter lighedstegn mellem karakterstyrke og det at have sine meningers mod. Mon det virkelig forholder sig sådan? Det tror jeg ikke. Da Kaliser forelsker sig i Hubert tror hun netop på det. Men hun overser at det med at have sine meningers mod og forsvare meningsfulde upopulære holdninger er en balancegang, hvor man trækker lidt fra og lægger lidt til. Mod handler først og fremmest om livet og sekundært om hvordan man forvalter sine talenter. Præstationer overbeviser mig aldrig. Hubert bygger en meget lille kopi af Eiffeltårnet. Gunnar vælter det. Gunnar aber efter og bygger en lidt større kopi af Eiffeltårnet. De vælter det sammen på side 43, men undlader ikke at rejse det op på side 52. Fordi de er venner. Fordi Hubert Takhøj holder af mennesker.

Kvinder kan ikke rigtig noget og mænd kan egentlig heller ikke rigtig noget

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Kalle har “stødt” sin fod, meget, meget lidt, for han hinker for meget. Han kan ikke rigtig hengive sig til syning, mens han venter på at foden får det bedre, for den makker ikke ret, når han går frem og tilbage i lillestuen mellem nålepuden foran Inge og syæsken på bordet med nissen. Det kniber. Han falder, snubler og falder på grund af en omvendte placebovirkning, der kommer til udtryk ved, at han nægter at tro på at såkaldte hjemlige sysler, og af dem kender han kun syning, hjælper.

Inge Evighed syer et sjal til ham. Det kommer til at se dumt ud. Mænd skal ikke gå med sjal. Ifølge mig og sikkert også i følge dig. Det kan ikke gentages for ofte her i The Other Newspaper.

Essay: Om snobberi

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Snobberi er i mine øjne uvidenskabeligt, men det anerkender vores store systembygninger af humanistisk videnskabsteori, fra Popper over Kuhn til utraditionelle Feyerabend, ikke, for der findes ingen systematiske, formaliserede værktøjer til at anholde, frasortere og undgå snobberi i den videnskabelige praksis foruden den dejlige intuition der er trænet gennem læsning og læsning og læsning og den må vi prise.

Men hvad er intellektuelt snobberi egentlig. Pas. Jeg aner det ikke på stående fod. Jeg aner det først lidt længere hoho nede i mit essay. Hvis jeg vidste det lige her på dette sted i essayet ville der ikke være nogen fremdrift eller bevægelse og jeg ville straks meddele mig i en debatbog.

Universitetsfolk er vant til afskyeligt vrøvl, men hvad er der blevet af den direkte samtale på nettet? Jeg vil da gerne knytte intellektuelle venskaber på nettet. Venner kan jeg aldrig få nok af.

Dette essay er selvfølgelig til de unge der ligesom jeg har så meget skizotypi og depression at skolastisk, blindhed og medløben og et vist mål af hihi pænhed er umuliggjort af psykiatriske realiteteter. Skriv, kære venner med skizofreni. Der er en vej frem, kære ulykkelige! Hoho. Hvem har sagt det? Det lød haha godt det kære ulykkelige. Brug nu universitetet så længe jeres skizotypi og depression tillader det.

Wittgenstein: I can imagine a philosophical book made up entirely of jokes.

Wittgenstein havde også en lidelse i det skizofrene spektrum og led af depressioner, så jeg føler sådan en affinitet med Wittgenstein og hans mærkelige person og skæbne.

Til sagen.

Snobberi er, slog det mig, at forholde sig nærmest forsagende til sin egen usikkerhed. Dem der ikke med dem selv kan tåle det, fordi de, ligesom jeg, føler det er forkert ikke at bruge usikkerheden som en motor, bliver forfattere som jeg, de øvrige bliver ansat på et universitet eller et gymnasium. Alle er glade!

Som forfatter står jeg, som næsten alle forfattere i Skandinavien, med et ben på universitetet og et ben i folkedybet. Det er høhø en passende stilling, det lyder så enkelt og privilegeret, men jeg er usikker på hvad folket er. Folket, der er blevet bearbejdet af kapitalismen igennem så mange år. Verden er blevet til en non-stop, præfabrikeret onanifantasi med Allan Blooms kyniske ord.

Usikkerheden som en motor, tja, jeg ved ikke om jeg fik sagt det rigtigt. Jeg er næsten sikker på at jeg ikke fik min definition af snobberi helt på plads, men det er ok. Der gemmer sig måske en mystisk forbindelse mellem snobberi og usikkerhed. Måske er usikkerhed en frygtelig last, som sammen med mine psykiske lidelser nødvendiggør daglig affyring af humoristisk, surrealistisk kortprosa. Det gør mig glad. Det er en strategi der skal bibringe mig selv og folk mere glæde. Det stiver mig af og jeg har brug for afstivning. Jeg kan bedre lide afstivning end fjendebilleder og æresbevisninger. Jeg kan bedre lide afstivning end dialog med fremmede på nettet. Jeg er tilsyneladende ikke den eneste, for kommentarfeltet på vagant.no bliver aldrig brugt. Et intellektuelt kommentarfelt er et spark mod alle mine krykker, mod alle krykker i hele verden og derfor kalder jeg dette et essay. Kommentarfelters indbyggede logik er rædselsfuld. Det er sørgeligt at de uintellektuelle styrer sådan på nettet. De er så frembrusende. Se på reddit. Det er forfærdeligt. Vagant er en ok polyfoni af stemmer, men jeg efterlyser samtale fremfor kommunikation. Habermas ville være tvivlende i forhold til denne sondring, men ham om det. Jeg efterlyser da klart den beskedenhed der ligger i at bruge kommentarfeltet.

Dælle viste vejen for de usikre mænd, men hvor gik vejen hen?

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Å, det er sjovt du siger det. Sjovt. Hylende morsomt. Ja, man må sige han viste vejen, men hvor gik vejen hen? Å ja å ja. Se, går man på den vej finder man ud af at usikkerhed er en god og menneskelig egenskab. Den skal ikke overdrives men den må gerne praktiseres. Den træder alligevel igennem hele lortet når man skriver og agerer i det hele taget, så hvorfor ikke tage den i hånden i stedet for den modbydelige skråsikkerhed man ser alle vegne i dag. Usikkerhed er beroligende og en slags bål i midten af et fællesskab. Den er en del af sårbarheden, man skal selvfølgelig ikke gå og udbrede sig om sin akilleshæl vidt og bredt, det ville være som at stille sig ud midt på en motorvej, men man skal være usikker hvis man er det. Hvor gik vejen hen? Ja, for Dælles vedkommende gik den hjem i seng.

Eventyret begynder

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Der var engang en nisse der sad på en svamp og græd over at han var fucking træt af mennesker der har et underligt forhold til sig selv på grund af de ikke havde haft gaverne og modet til at lyse i skoletiden og medvirke i en af de mest vidunderlige skolekomedier jeg længe har hørt om, nemlig Jeppe på Bjerget, med Mads fra 8.a som Jeppe.

Jürgen Habermas 90 år

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Gad vide hvad kunstigt svækkede samtalekompetencer koster samfundet årligt? 50 mia? 100 mia? Men prisen for at forbedre samtalekompetencerne er lidt højere. 60 mia? 110 mia? Det er altså ikke profitabelt for samfundet at borgerne har det godt og taler med hinanden. Det lader til at kommunikation er blevet så standardiseret og gængs, som svaret på alt, ja, en fuldkommen, opleves den som, selvindlysende totalløsning, at vi alle kunstigt tror at kommunikation er bedre end samtale. I kommunikationen skubber man hårdknuden væk, man forhandler som voksne mennesker og hvad har vi, hvorimod man i samtalen taler om hårdknuden i det omfang at man anerkender dens eksistens. Men når man skubber hårdknuden væk vokser den sig større og forplanter sig til stor ulykke for de stakkels mennesker det går ud over. Kommunikation er for mig at se det grimmeste der overhovedet er ved kapitalismen, for den handler slet ikke om hårdknuder. Det er den for pæn til. Jeg kan bedre goutere grovhed end pænhed, for med grovheder kan man sige undskyld og være som et barn. Det er børnene det først og fremmest handler om. Nutidens og fremtidens børn. En herredømmefri samtale, Habermas’ nøglebegreb, forudsætter selvfølgelig ikke samtalekompetencer, men kommunikationskompetencer. Det er for de rige og veluddannede. Habermas er en kunstig mand. Nissen også.

Kapitalismen er ukærlig. Hvorfor tør ingen ordentlige skønlitterære forfattere, foruden Michel Houellebecq, som lykkeligvis har hele Europas opmærksomhed, Europa som altid har vist vejen for verden og også vil komme til det i fremtiden, sige det? De svageste forfattere forklæder sig som ligegyldige klimakonger. Det er politikerne og folket der skal være klimakonger.

Det, Houellebecq har set, filosofisk, er at mange af verdens nærhedsproblemer hænger sammen med de frie markedskræfter. Jeg ligger i skilsmisse, opblomstringen af den autofiktive skønlitteratur tillader mig velsagtens at nævne det her, og jeg kan se at kapitalismens Udvidelse af kampzonen, som hans mest berømte roman kom til at hedde, har en væsentlig andel i vores dejlige ægteskabs forlis. Udtæring vil jeg kalde det. 

Har liberalismen i Danmark ikke blæst psykiatrien, som jeg og mange andre er storforbrugere af, og som alle med vanskeligheder burde være storforbrugere af, i det omfang psykiatrien i Danmark eksisterer, hvilket man med god ret kan sige at den ikke rigtig gør, omkuld.

Har rædslen for hårdknuder på de betingelser jeg, i nærværende indlæg, har anført, i stærk opposition til fødselaren Habermas, ikke ført til at der ifølge Danmarks Statisk, pålidelig kilde, bor singler bag hver anden gadedør i Danmark med svære tilknytningsvanskeligheder som er begrundet, ikke i dårlige karaktertræk, mennesker er ok, men i kapitalisme og mere kapitalisme.

1...122123124...417Page 123 of 417