Guf Maradjøngade: Mænd og kvinder skal behandle hinanden mærkeligt

By
Morten Hjerl-Hansen
-

En muse er et kompliceret begreb fordi det er overforenklet og ansporer til drøm, virkelighedsflugt. Vi kender alle til kvinder som med et dybt suk, der er mere hyklerisk overbærende end kærligt, siger ”Hun er hans muse”. Den slags kludderhoveder ejer ikke intellekt til at se at begrebet muse er et sprogligt miskmask. Begrebet muse vil være ureflekteret, sådan har sproget bygget det for at skåne os for at tage stilling til noget så radikalt som at bruge kvinder. Gå til Egon Schiele. Ham kunne jeg engang enormt godt lide. I dag må jeg konstatere, at han var mest optaget af skam. Han havde helt tydeligt ikke de intellektuelle værktøjer der skulle til for at forstå det, men han er undskyldt fordi han levede i en bornert tidsalder, hvor man røg i fængsel hvis malerierne lugtede af porno. Så er der Picasso. Læs Françoise Gilot’s Life with Picasso og bliv forvirret for alvor. En latterlig, hvis ikke direkte utålelig, herre. Men det er dog trods alt en mand der ”bruger kvinder i en højere sags tjeneste”.

Mænd og kvinder skal behandle hinanden mærkeligt.

Et blik kan bære forståelsen hjem. En god spontan kontakt kan bære arrangementet. Når jeg spontant udbryder ”Må jeg gerne tegne dig?” til en kvinde jeg finder skøn i solens og jordbærrenes tid kan hun sige nej.

Du har skrevet et maskulint miniessay om det at have muser i solens og jordbærrenes tid.

”Ja.”

Hvad sagde hun?

”Hun sagde lidt ad hvert og smed sidenhen tøjet.”

Hvad sagde jordbærret?

”Jordbærret nej nu er du fjollet.”

46 år

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Det er mærkeligt at være mand. Det må være mærkeligt at være kvinde. Det må også være mærkeligt at være barn. Tre slags mærkeligheder, blandt mange.

Jeg har aldrig mødt en mand, kvinde eller barn der var mere mærkeligt end disse tre indledningsvis nævnte mærkeligheder, men jeg kender dog mærkeligheder der langt overgår selv dem i mærkelighed, men den slags mærkeligheder har jeg brug for atter andre mærkeligheder til at gøre lidt mindre mærkelige så jeg kan række ud efter en kop te og smile af det du netop sagde “imens vores varme blikke mødes”, for jeg er en klog mand, ja, ligesom Oscar Wilde.

Fik en elendig karakter, da han skulle fortolke udsagnet “Alt drejer sig om den kristendom”

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Du forsøgte dig da med ‘kristendommen er, for nogen mennesker, kærlighedens fundament’ her i indledningen af din ret lange stil.

“Ja. Der fik jeg fat i noget man ligesom kan bruge som briller til at se verden i sin helhed.”

Har du drukket?

“Nej.”

Du skriver om forskellige ting.

“Jeg får, ifølge censor, simpelthen skrevet for meget.”

Der er noget der piver bag en sort pude på side 3.

“Jeg forsøger mig med et par Mortenvitser, men emnet optager mig helt ærligt for alvorligt til den slags spøgefuldheder. Jeg griner heller ikke af vitsen om pibenen bag den sorte pude. Jeg var virkelig i færd med at koncentrere mig. Men det blev overgjort. Tomt, akademisk og akustisk. Rutinebavl. Jeg følte ellers en stor forpligtelse til at gøre det ordentligt. Jeg er agnostiker.”

Det er en meget nervøs stil i mine øjne. Hvis jeg havde været censor ville jeg også have givet den en ringe karakter.

“Ja. Jeg blev nervøs. Det ligger ellers ikke til mig. Som jeg netop oplyste er jeg agnostiker.”

Er din stil et forkølet agnostiker kampskrift?

“Den er snarere juks.”

Dårlig dag for et geni som dig.

“Ja. Du må tænke på, at min hjernes poetiske sigtbarhed er mere end 10.000 meter. På den afstand kan det være vanskeligt at se de aller mindste fisk, endsige de fugle der lever under vandet.”

Du bøvede lidt ud fordi du kun er 14 år gammel. Vi gamle søulke med hår på ryggen kan med det samme se at udsagnet ‘Alt drejer sig om den kristendom’ langt fra er en erklæring, fordi det ikke er talt sprog. Det er i hvert fald ikke noget man hører særlig tit.

“Korrekt. Forstået.”

Vi har begge lommen fuld af diamanter. Alle mennesker har de diamanter de nu engang skal have. Så diamanter er der nok af i verden.

“Det er bare at tage dem frem og se på dem.”

Det ved du, det ved jeg, det ved elefanter

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Det lille friske, flovt imødekommende smil fra en person der er blevet forbigående depersonaliseret formedelst læsning af en bog uden humor har jeg egentlig aldrig brudt mig om. Kunstigt afstivet, ved at blive æltet i en halv time til to timer af en oppustet forfatter med to personligheder der ikke mødes på midten og i øvrigt er akkurat lige latterlige fordi ingen voksne tegner bogstaver længere. Opløftet er et helt forkert ord. Men det er den slags folk siger. Jeg er netop nu opløftet. Er du klar til at snakke med mig o stakkels menneske fra det forsumpede lavland hvor bønder skrige. Nej, jeg er ikke klar til at snakke med dig. Hold dig væk og ifør dig en mere passende toga eller kimono, din skinhellige børste. Det var netop ikke en stærk personlighed du læste. Det var en figur. Du lå bare og knaldede, ved jeg. Den slags kan jeg se på dit smil og dit tomme blik.

Ikke opløftet. Afstivet. Hypnotiseret. Forført. Forledt. Opløftet? Ikke opløftet. Du er ikke opløftet. Det har jeg sagt før og jeg bliver ved med at sige det indtil der ikke er en eneste telefonboks tilbage i dette land. Indtil den sidste er blevet tryllet om til et af de dersens pissehuse med krumme døre. På bjergene vil jeg udråbe mit budskab. På de fleste af dem, i hvert fald. Et bjerg er et passende sted, fordi der møder man ikke så mange mennesker og dermed virker det mindre pinligt end hvis jeg udråbte det stående foran lærredet i en biograf med et rødt, trekantet flag i hver hånd og derved markerede at der var tale om et kunstnerisk intenderet optrin, en såkaldt performance, på en måde der tilmed var prisbillig. Den slags nu vil jeg sige min mening flag kan købes alle steder for ingen penge. Det ved du, det ved jeg, det ved elefanter.

Gustav Knimopæus: Antallet af stole der ligner en upåfaldende hat i kraftig nedgang

By
Morten Hjerl-Hansen
-

De fleste danskere kender Silas Brock som en tung dreng. 89 kilo inklusiv vanter, to hatte og en fersken. Hans bedst kendte værker er selvføgelig “Holger Drachmann i en sky af pudder” og selvhjælpsbogen “Pak kufferten rigtigt og hold kæft på dine indre rejser” der foregår i fuldstændig gamle dage. Efter forrige års “Væk 2” og sidste års “Væk 1” er han nu nået til “Væk 0” hvilket ikke giver mening. “Den har været umulig at skrive, fordi tallet nul ikke i egentlig, formel forstand kan bruges til at nummerere” har Brock selv har udtalt. Brock er en mand der har sine meningers mod, hvilket han gentagne gange har demonstreret i offentligheden. Han er skarp debattør der kan finde på at vrikke med røven og udslynge replikker som “Du virker ikke kristen” når samtalen har drejet sig om mel.

Irriteret læser: Min flaskepost rummer fejlbehæftet liste over lydord

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Kære The Other Newspaper,
Forleden sad jeg nede på min helt egen mole, det er ikke for at prale og eftersom jeg intet andet ejer i den, efter sigende, store vide verden er det snarere udtryk for det der i min slægt kaldes bizar beskedenhed, jeg købte den for en slik, 20 meter for 820 kroner inklusiv en spand maling til plankerne, som jeg i stedet anvendte ved stiftelsen af en indbringende plakatvirksomhed uden skranke eller sølvbæger til at putte drikkepenge i. Det var således et andet menneskes stol jeg sad i, en venlig rad ved navn Kamma, som også havde lånt mig mit overordentligt, til lejligheden, passende tøj der bestod af to ostemadder. Jeg kiggede ud over det endeløse hav, mågerne skreg, vandet glitrede og jeg tænkte over livet, dets gådefuldhed og dets gave, da jeg pludselig fik øje på en flaskepost. Jeg tænkte at det ikke vedkom mig. Jeg mener: At jeg ikke var i modtagersegmentet for den slags enten direkte pjattede, barnligt eventyrlige, længselsfuldt drømmende, militærisk befalende, ømskindet krølbagede eller flapvist bedagede meddelelser. Jeg slog en prut på min medbragte bog som lå under mit flettede nylonsæde for derved at tilkendegive min ligegladhed i forhold til flaskens indhold og videre skæbne. Det var, i øvrigt, Dissing Wøhlerts fremragende Mahler-biografi. Å. Sådan at hengive sig til en rigtig forfatter der hverken har en plims selvtillid eller humor. Da flasken ikke lod til at tage notits af min venlige afvisning men vedblev at vugge i bølgerne skjulte jeg mig bag bogen sammen med en yderst lækker blondine. Vi bollede i en halv time, fik orgasme samtidig og dette bragte mig i et nysgerrigt humør hvor jeg greb flasken, hev proppen af med et højlydt tup, hvorefter jeg læste den kortfattede meddelelse som indholdt to, på hver deres måde, kontroversielle anvendelser af lydordet bonk. Listen er gengivet nedenfor til almindelig nydelse.

Med venlig hilsen

Ruben Erda

Bonk: Kastanje, der rammer stortromme (Korrekt)

Bonk: Badmintonketcher, der træffer badmintonbold (Svip?)

Tok Dreyers positive list

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Tok Dreyer var beskæftiget med at smugle vanskelige realiteter ind i sit sind.

I virkeligheden bliver man ganske nervøs af at smugle. Ja, jeg kendte således engang en mand, Vap Lyrtson, der senere, længe efter vores bekendtskab, blev opdaget mens han efterlignede en mand der i antikken havde smuglet hindbærfastelavnsboller ind i byen Troja i Anatolien ved hjælp af en rulle garn og en kurv af de dejligste siv jeg længe har hørt om. Vap Lyrtson trak og trak uden for byen Fjantehede og hans nervøsitet skyldtes at han blev opdaget af et helt fodboldhold af gode danskere uden marv. Ikke venneemner, men trods alt danskere. Fodboldspillerne havde ligget skjult på lilla puder bag et fredeligt kor bestående af uhyggelige skeletter hvor over der hang et tilsvarende antal dun som var blevet dyppet i safran.

Men nervøsitet er bare nervøsitet og det forsøgte min fortællings Tok Dreyer at forklare sin ven Ramses Kælenerve, der var endnu mere nervøs fordi en båd af frossen lagkagecreme var på vej ind i hans mund mens de to venner sad på bænken i Guldtofte og forsøgte at få deres tredje ven, Mogens Pålbyg, til at stoppe sit elendige banjospil ved simpelthen at nive ham.

Kælenerve prøvede derefter at overdøve Pålbyg med sang, som så ofte før, og derfor kunne Dreyer kratte sit kratfri frimærke uforstyrret og høre radio i de medbragte høretelefoner. Udsendelsen blev imidlertid afbrudt af en venlig kvindelig journalist der løst skitserede opskriften på hårdkogte æg og indholdet af den samtale om lange kvindeben de tre venner skulle have efter indtagelsen af tre lækre madpakker.

Horisonten damper

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Plask plask gik Tinnober Salvie Madsen og Gregers Kig igennem det dejligt smattede vand ved den oversvømmede å. Ænder legede de hed Henning. Mærkelige skrig langt borte mindede dem om skovens hemmelige balance.

1...123124125...417Page 124 of 417