Meningen med livet ifølge Ludvig Pauke

Hvad er meningen med livet?

“Dumme mennesker tror de ejer alle nøglerne. Mellemkloge mennesker tror de finder nøgler. Kloge mennesker fiser bare derudaf.”

Men det har ikke en silende brik med spørgsmålet om meningen med livet at gøre.

“Kom! Jeg skal fortælle dig noget…” (Jeg stikker hovedet helt tæt hen til Ludvig Pauke.) “Jeg er kun et sted mellem mellemklog og klog. Desuden har jeg en skrue løs.”

Jeg betragter Ludvig Pauke, mens han derefter tager en lille cykelnøglelignende genstand frem og lader den synke ned til bunden i mit store glas kildevand med brus.

Nu vil min kildevand med brus få en note af zink.

“Ja.”

Hvorfor ødelagde du min kildevand med brus?

“Ved ikke.”

Jeg vil ikke have den.

“Du er slet ikke tørstig.”

Jeg er af indlysende grunde tørstig. Jeg har netop gået i en ørken.

“Jeg ved, du lyver.”

Lad os prøve at bruge din teori på noget så dejligt som selvrealisering.

“Selvrealisering er rart.”

Selvrealisering er varmt.

“Selvrealisering er vejen frem. Uanset om det er en skøn rejse til den anden ende af jorden eller en realisering af det at skrive.”

Kølle underholder

Den eneste gode gerning et menneske kan gøre helt af sig selv er at være ven med en ligesindet. Derfor har jeg så FANTASTISK stor respekt for folk med meget få venner. Altså fordi… fordi de er ligesom munke … hvis du forstår … ?

Jåtak det er rigeligt. Hvad kan du … hr. Kølle?

Jeg vil så gerne recitere et digt.

Næste!

Det er ikke mit eget …

Få ham ud!!!! (Afsindige person!)

At helbrede en syg tekst er spændende

En syg tekst kan altså blive rask igen. Bring patienten ind:

Det var morgen. Kertvig Jenkins sad i solen i sit bad af terninger. Han var død. Men igår havde været en dejlig dag. De havde alle sammen leget rundt om badekarret…..

Stop. Ingen grund til at fortsætte. Vi har tilstrækkelige indikatorer til at forstå at teksten er skrevet med psykisk sygdom som kuglepen. De få billeder i det lille tekststykke er skingre og grufulde. Teksten er på trods af sin korthed urovækkende. Desværre, kunne man sige, på en måde som selv er urovækkende. Men det er ikke talentløshed den stinker af. Den stinker af holdninger som ikke er mine. Den saboterer alle forskelle. Her er virkeligheden ophævet. Det er tankevækkende, at det kan gøres på tre linjer.

Tolkning:

Morgenen symboliserer “en ny begyndelse” hvad enhver ny dag i sagens natur er. At han sidder i et bad af terninger er en form for inderlig ligegyldighed overfor tilværelsen i det han “hviler i bevidsthed om altings tilfældighed”, hvad man bestemt ikke kan. Man må tænke på noget der enten er beroligende, kærligt, surreelt som i en drøm eller ordnet, når man hviler. Håbet fra første sætning er altså allerede saboteret. Ved ikke at trøste eller opmuntre gennem at gribe håbsstemningen bliver det med det samme klart for læseren at forfatteren har skrevet med sin psykiske sygdom som kuglepen. Misstemningen slås definitivt fast med den tåbelige næsten barnligt morsomme dødserklæring: “Han var død.” Resten fører teksten ind i den rene perversion. Uadrk!

Hvis man læser den som en syg tekst, hvilket der altså er nok af grunde til, kan den imidlertid forbedres. Så er den jo bare syg og kan blive rask igen. Se selv hvordan vi kan helbrede teksten fra før:

Det var morgen, men det var ikke morgen i stakkels Kertvig Jenkins syge sind. Han sad i solen og prøvede at begribe sin stemning af tomhed. Han tænkte på Bob Dylans linje: “felt an emptyness inside to which he just could not relate”. Han tænkte derefter på Rufus Wainwrigths linje “woke up this morning at 11:11. Wasn’t in Portland and I wasn’t in heaven” og blev opløftet. I går havde været sjov. Der havde været liv på planeten. Han tænkte på Wainwrights “I’m just discussing with the morning, still discussing with the morning”. Men han tænkte da så sandelig også på Dylans linje: “people tell me it’s a sin to know and feel too much within”.

Bemærk altså at teksten er blevet rask uden at blive en anden tekst. Den handler nu meget mere om det den egentlig handler om end den gjorde før! Den handler om nogle fuldkommen almene menneskelige følelser som bliver aftegnet med referencer. Grænsetilstandene forbliver men nu er teksten charmerende og klog.

Læser spørger: Hvad er jegfald, i grunden?

Jegfald er et kortvarigt åndeligt-fysisk sandskred af manglende koncentration midt i en samtale hvor den anden part er opmærksom og med skærpede sanser vil bemærke jegfaldet, som helt bevidst og med fuldt overlæg accepteres og indoptages i en form for delt, usikker jovialitet. Dialogen vil herefter blive letsindig og ikke sjældent tåbelig. Mulighederne for såvel kontakt som alvorlig lytten er forspildte. Mundene kører og enorme indre landskaber af øjeblikkelig, imaginær ensomhed vil komme til syne for de involverede og de omkringstående i denne busk af uoplysthed og overfladiskhed.

Umodne mennesker oplever fremmede som omvandrende jegfald og knytter sig derfor til en lille håndfuld venner med læderjakker og snavsede, slidte sko. Om natten kravler der dyr ned i skoene så de må rystes på ubebyggede byggegrunde om morgenen. Enorme huse byggede af sugerør og seler skyder op. Jo, jegfald har også samfundsgavnlige konsekvenser. Der er præcis ét vindue til hver.

Afsløring: Top hemmelig mission for mere end – og hold nu fast! – 62 år siden!

Tilbage for – og hold nu fast! – mere end 62 år siden var der et lidt sært udvælgelseskriterium. Men lad os starte ved begyndelsen og se om denne historie giver mere mening end dem i dagspressen. Det må den nødvendigvis gøre, for det er mig, Morten Hjerl-Hansen, der har skrevet den. Grev Harpiks indså at han måtte lave en specialmission for at gøre politikerne glade og holde folket beskæftiget med at spekulere på om der foregik noget mærkeligt i skovene foruden det væld af kloge koner der boede derinde. Missionen skulle foregå på hesteryg. Se, Harpiks var nu snedig og valgte dem der bedst kunne lide sig selv frem for de bedste mænd. Han var ikke interesseret i dem der kunne hoppe højst eller løbe hurtigst eller disputere overbevisende over en øl eller betjene en katapult uden selv at blive skudt i vejret. Det blev således en tur der udefra godt kunne virke lidt dengset eller svanset. Behageligt silkedraperede lilla kjoler til alle fem. Greven selv bar et korset med gulerodsmotiver. Der duftede godt på skovstien den dag! Men så begyndte det at sne. Og det sneede. Og det sneede. Så kom der ellers vanter frem. Bløde halstørklæder i forskellige farver. Varme muffedisser. De der lommevarmere fandtes allerede. De sad på plastikposer, de fandtes allerede, så numserne ikke blev våde og iførte sig det mest behagelige tøj jeg længe har hørt om. En blå tå blev pustet på og Greven delte ørevarmere ud der kun kostede 35 kroner stykket. Da de alle var pakket dejligt ind sendte de beskeder med brevduer til deres nærmeste familie og venner og bad dem om også at tage varmt tøj på. Men derhjemme i stuerne havde man for længst tændt op i ovnen for at undgå at fryse. Dengang kunne man også blive forkølet. Man kunne nyse. Man kunne sjippe. Man kunne drille. Da de var færdige med missionen og vel ude af den dybe skov igen tog de ind på en kro. Her mødte de nogen forskellige som ikke rigtig helt kunne forstå de tapre helte fordi de talte om varmt tøj til højre og venstre.

Læserbrev: Jeg har mistanke om at min nabo har kræft

Kærtak Takhøj svarer:

Smut et par gange rundt om dit hus i nattens mulm og mørke.

Vi ledte efter doktor Hawleys kyllinger

Vi ledte efter doktor Hawleys kyllinger
og se os nu!

(Maleri: Valeria Gavrilin; Tekst: Morten Hjerl-Hansen)

François Kallesen i 2018: ”Hvis verden var et mere subtilt sted, ville min sang ‘Jeg hader ligene på Mount Everest’ blive et stort hit”

Francois. Velkommen hjem fra ferie.

”Tak. Tak. Hihi.”

”Jeg hader ligene på Mount Everest” er blevet et stort hit mens du har været væk.

”Nå da da. Høhø.”

Det må betyde at verden er et ganske subtilt sted.

”Det er en underlig sang; elendig, men også glimrende.”