En syg tekst kan altså blive rask igen. Bring patienten ind:
Det var morgen. Kertvig Jenkins sad i solen i sit bad af terninger. Han var død. Men igår havde været en dejlig dag. De havde alle sammen leget rundt om badekarret…..
Stop. Ingen grund til at fortsætte. Vi har tilstrækkelige indikatorer til at forstå at teksten er skrevet med psykisk sygdom som kuglepen. De få billeder i det lille tekststykke er skingre og grufulde. Teksten er på trods af sin korthed urovækkende. Desværre, kunne man sige, på en måde som selv er urovækkende. Men det er ikke talentløshed den stinker af. Den stinker af holdninger som ikke er mine. Den saboterer alle forskelle. Her er virkeligheden ophævet. Det er tankevækkende, at det kan gøres på tre linjer.
Tolkning:
Morgenen symboliserer “en ny begyndelse” hvad enhver ny dag i sagens natur er. At han sidder i et bad af terninger er en form for inderlig ligegyldighed overfor tilværelsen i det han “hviler i bevidsthed om altings tilfældighed”, hvad man bestemt ikke kan. Man må tænke på noget der enten er beroligende, kærligt, surreelt som i en drøm eller ordnet, når man hviler. Håbet fra første sætning er altså allerede saboteret. Ved ikke at trøste eller opmuntre gennem at gribe håbsstemningen bliver det med det samme klart for læseren at forfatteren har skrevet med sin psykiske sygdom som kuglepen. Misstemningen slås definitivt fast med den tåbelige næsten barnligt morsomme dødserklæring: “Han var død.” Resten fører teksten ind i den rene perversion. Uadrk!
Hvis man læser den som en syg tekst, hvilket der altså er nok af grunde til, kan den imidlertid forbedres. Så er den jo bare syg og kan blive rask igen. Se selv hvordan vi kan helbrede teksten fra før:
Det var morgen, men det var ikke morgen i stakkels Kertvig Jenkins syge sind. Han sad i solen og prøvede at begribe sin stemning af tomhed. Han tænkte på Bob Dylans linje: “felt an emptyness inside to which he just could not relate”. Han tænkte derefter på Rufus Wainwrigths linje “woke up this morning at 11:11. Wasn’t in Portland and I wasn’t in heaven” og blev opløftet. I går havde været sjov. Der havde været liv på planeten. Han tænkte på Wainwrights “I’m just discussing with the morning, still discussing with the morning”. Men han tænkte da så sandelig også på Dylans linje: “people tell me it’s a sin to know and feel too much within”.
Bemærk altså at teksten er blevet rask uden at blive en anden tekst. Den handler nu meget mere om det den egentlig handler om end den gjorde før! Den handler om nogle fuldkommen almene menneskelige følelser som bliver aftegnet med referencer. Grænsetilstandene forbliver men nu er teksten charmerende og klog.
