Morten: Det er ikke af villet ligegyldighed at rige mennesker ignorerer Danmarks fattige børn og de fattige voksnes kampe i jobcentrene.

Sokrates: Øh jow…

Morten: Men ikke udelukkende villet ligegyldighed, gamle jas…

Sokrates: Øh nej…

Morten: Sokrates, jeg har læst alt hvad du har sagt. Det er mere end man kan sige om selv dig.

Sokrates: Platon var dygtig.

Morten: Og Johannes Sløk en enestående formidler af jeres begges tanker.

Sokrates: I dag må vi sige at vi har vundet tilstrækkelig kulturel kapital til at fastslå at kun pseudointellektuelle ikke forstår at had henhører til cyprianus og proces og sagtens kan sameksistere med stille kærlighed i hjertet.

Morten: Du mener en fødselsdagsfejring uden lys og kage?

Sokrates: Jeg mener en fødselsdag helt uden fejring.

Morten: Hold du bare sådan en fødselsdag, kære gamle Sokrates. Husk at invitere Platon!

Sokrates: Mens jeg har dig, Morten…

Morten: Jeg er Morten. Du er Sokrates. Kan du ikke nøjes med Demeter? Sappho?

Sokrates: Hvad skriver du på din Android?

Morten: Det ved jeg ikke.

Sokrates: Vis mig det nu…

Morten: Kærligt mente spørgsmål til konkrete, navngivne journalisters filosofisk-menneskelige ballast.

Sokrates: Men vent.

Morten: Jeg blev vækket af min datter og min ekskone i dag og det var bare så dejligt. Sidenhen kom min Far og var med til at fejre mig. Og mine ekssvigerforældre ringede og sang fødselsdagssang. Det fyldte mig med aretæ.

Sokrates: Dejligt!

Morten: Og nu vil jeg skrive dette til Bent Winther.

Sokrates: BerlingskeWatch?

Morten: BerlingskeWatch. Min idé fra 21. juli 2021.

Sokrates: En idé der ikke blev meget af.

Morten: Ligesom mine andre idéer.

Sokrates: Shh. Klappe.

Morten: [Krammer Sokrates men skyder ham ublidt fra sig da Sokrates bliver for nærgående.]

Sokrates: Aretæ har intet at gøre med at sidde på Informations kommentarspor og komme med et eller andet perfidt og bittert.

Morten: Du kan ikke redde den. Du gramsede.

Sokrates: b.dk som en fragmenteret, journalistisk ondskabsbobbel. Er det dér vi er, for så gider jeg ikke være med.

Morten: Journalister under opsyn. Enkelt. Hør, hvorfor løber du væk?

Sokrates: Fordi jeg abonnerer på b.dk.

Morten: Du?! Af alle mennesker…

Kære Farmor, fik fat i Charles Baudelaires Les Fleurs du Malle. Tænk at være situeret på en sådan måde i eksistensen at man ikke kan lægge den fra sig, holde den ud i strakt arm eller værge sig for dens tilbagestående proces. Den digtsamling trænger til en Oxazepam, men det havde Charles Baudelaire ikke til sin rådighed. Der er sket meget på psykologiområdet og på kulturområdet som vi må prise os lykkelige for og benytte os af hver især og i fællesskaber. Jeg vil næsten sige jeg censurerer denne bog eller holder mig for god til den. Jeg ved ikke hvilken af delene. Det er en mand der for 150 år siden lå og vred sig i en opiumshule. Hans sprog er uendeligt stort og uendeligt skønt ja tak! Hans sprog tager ikke livtag med en eneste som trådte ham over tæerne, nedgjorde ham og besværliggjorde et liv i glæde hvor han også kunne have været noget for andre. At genudgive den er essensen af snobberi og Ukrainekløgt med Tantholdt fra TV2 som sandhedsvidne! Jeg er aldrig førhen stødt på en skrift der var så bange for virkeligheden i dens kompleksitet. Det er før Freud. Når alt det er sagt må vi konkludere at han har set rigtigt i at klassisk skønhed kan gøre det farlige tamt. Trold kan tæmmes. Men i dag ville vi sige det skal ske gennem fordybelse og ikke gennem en afsluttet skrigetale. Påkaldelserne af de usynlige ting trækker ned til evig tid. Helligånden er noget vi alle hver især bærer inden i os, så spar os fra disse højstemte romantiske påberåbelser. Jeg vil vædde med at alle der udgiver så kærlighedsberøvet romantisk litteratur i 2022 ikke er på et sted hvor de er tilgængelige for terapi. Det er altid sørgeligt, men jeg kan ikke gå og ærgre mig over at folk jeg ikke kender ikke er et sted hvor de er tilgængelige for terapi. Så ville mit liv blive til et helvede, hvad det bestemt ikke er. Jeg er glad for mit liv.

Jeg har ikke så forfærdelig meget at sige om Lars Løkke og Bente Klarlund.

Andet end jeg ikke forstår dem. Men det skal der også være plads til. Jeg forstår absolut ikke alt. De har fat i segmenter af befolkningen. Og de talerør medierne giver de to er forholdsvis store, må man sige. Mit lille segment skal da vide at jeg protesterer mod at de talerør er helt ude af proportioner med hvad de har at bidrage med konstruktivt og åndeligt til samfundets borgere. Et helt segment går rundt med skridttællere i lommen. Jeg har det ikke godt med at gå for lange ture for jeg bliver dels endorfin afhængig og dels for selvoptaget. Fx ryger jeg ud af den sunde praksis med at skrive fire punkter ned i telefonens notesblok hvad jeg gerne vil tale med den-og-den om i vores næste samtale eller ved vort næste møde.

(Jeg er kommet.)

(Du er fin.)

(Jeg er bange for folk der ikke har venner, men hvidløg kan gøre utrolig meget i den sammenhæng. Den måde det tager lidt tid i deres selskab at finde ud af det får det til at gyse i mig. Den måder de taler mere end andre får min ryg til at skælve. Men de har mig. De er imidlertid ligeglade. De har dem selv og det er nok! Tænk at være så egenkærlig!)

Hvad var det du sagde? Du må undskylde, jeg skulle lige sørge for Michelle. Hvem talte du med?

Jeg er begyndt at tale med mig selv når jeg er sammen med min familie. (Jeg hader at tale med mig selv og særligt om min familie. Jeg synes simpelthen ikke jeg lytter!)

Glimrende! Michelle! Har du hørt mage? Morten er begyndt at tale med sig selv når han er sammen med sin familie. Det er temmelig originalt. Michelle og jeg har det til fælles at vi har frygtelig ondt i foden. Er det ikke morsomt? Foden må være det mest morsomme organ, hedder det sådan?, på menneskekroppen.

Det er lidt morsomt. Det indrømmer jeg. Og jeg er jo ekspert i humor. Michelle ser sur ud. Hvorfor står hun foran væggen på den måde?

Det er fordi væggen er blå.

Se!

Ja ja jeg forstår det godt.

Michelle er en klaphat og står foran væggen fordi den er blå.

Hahaha fortryllende!

(Mine ærede venner! Et nyt år står for døren. Michelle står foran væggen fordi den er blå…..)

Preben var Gud for Bo. Bare til husbehov. Når Preben sagde “En morgen stod Gud op i stedet for solen. Enkelte smed æbler efter Ham” var Bo med på hvad Preben mente og tog notater i sit indre mens de begge grinede indforstået. Men Bo var en tak bedre. Han var hævet over alt når han lå i sengen og tænkte så det bragede. Når han derimod rejste sig og begav sig ud på en vandring over stuegulvet gik det tilbage for ham. Verden blev falsk. Han vidste aldrig hvad han havde brug for. Han følte en vedvarende uro og angst. Men endnu er intet sagt. De to venner æltede jo bare begrebet om den rigtige Gud for hinanden og hermed var den rigtige Gud vel tilfreds. Engang lå Preben og Bo på deres rygge på en ø af siv i en mose. De var lige benovede over hinanden og over naturen omkring dem og i dybet under dem lå en enorm mastekran.

Hvordan lavede du ænderne?

Ænderne?

Ænderne i din debutroman?

Jeg skrev dem bare. Ænder. Så var de der.

Hvorfor tog du til Hollywood?

Det gjorde jeg heller ikke.

Hvordan blev du hjemme?

Jeg skrev bare jeg bliver hjemme. Så skete det.

Jeg ville gerne selv være forfatter nemlig.

Så skal du bare skrive det?

Hvordan er det lige man gør sådan noget?

Jeg har glemt det. Eller for mig startede det med at jeg blev overvældet og fremmedgjort og helt opløftet af at have digtet noget som var langt fra sandheden.

Det lyder lidt for trættende for mig.

Det er uhyre trættende.

Morderisk set åbnede du en øl.

Morderisk set åbnede jeg min øl.

Morderisk set åbnede du din øl.

Mums.

Jeg har aldrig forestillet mig at jeg skulle komme til at høre ordet mums brugt i forbindelse med øl.

Brug din fantasi.

Nu tænder du en cigaret.

Jep.

River du din kasket over om lidt?

Jep.

Det vil se dumt ud.

Jeg dræber min kasket.

Morderisk set ofrer du din kasket for dine krigsliderlige lyster.

Min kasket er dødsdømt.

Din hat er terminal.

Købt i Bismarck af min Far.

Flot.

Det er sandheden.

Sandheden er flot så.

Der er sket det uundgåelige at tapetmesteren Guillaume er blevet offer for en practical joke idet hans svende har dækket ham med syv lag tapet så han nu udgør en bule i sydvæggen i spisestuen på Kapvej 8. I køkkenet buldrer en gryde med havregrød.