Der var engang en Farbjørn der bare lå og sov fordi harer fortalte ham at det at ligge i en seng er sjovt men mest fordi der over hans mave lå en usynlig lænke. En dag bankede det bjørnens dør. Det var hans datter der var kommet forbi og spurgte om de skulle hjælpe pindsvinet med at rejse huset som var skyllet væk i regnvejret. Farbjørnen sagde at det skal vi kun gøre hvis der sker 24 gode ting for 24 mennesker. Hvorfor? spurgte datterbjørnen. Fordi det er jul. Der er 24 dage i julen, sagde Farbjørnen. De fik travlt og huset blev grimt.

Jeg er blevet forsøgt myrdet mange gange denne jul, mest med ansigtsudtryk fra kvinder og ved at brænde op i dårlig karma fra gamle irritable mænd der vrider sig i lænestolene og synes verden er et usundt matriarkat, har vist nok selv forsøgt at myrde et par gange inden for de seneste par uger, og jeg er en skilt mand, det eneste gode der er at sige om min skilsmisse, jeg blev tilmed, ak, skilt fra mig selv, det er mere end hvad man kan sige om leguaners kapabiliteter, er det at både min dejlige, pragtfulde ekskone og jeg lever endnu, hvilket er med til at skabe de bedste betingelser for vores datters opvækst. Men denne tekst handler om mord. Luther siger jo at alt det gode han vil gør han ikke. Han mener alle de små mellemforhandlinger i sindet hvor mørket sejrer og resulterer i dårlige beslutninger. De er at ligne med mord. Hver gang jeg skriver oplever jeg alternativet til disse mørkets gerninger som altid gør at vi misforstår hinanden og det kan man godt blive revet lidt med af, men faktisk rimer det meget godt med min forestilling om at være en betydningsfuld forfatter, ja, når man opdager Kjell Askildsen som 48-årig er der håb. Men denne tekst skulle jo handle om mord, det er ikke nok med en underlig plet eller en forvreden skulder.

Når man føler man kender et andet menneske til ulidelighed begår man et mord som bliver korrigeret af Ånden i os inden eller efter det bliver begået. Det er der god grund til at være taknemmelig for, men står den person lige ved nettet i en tenniskamp og ser man sit snit til at sende en bold afsted mod modspilleren så den anden bliver ramt, åbner det op for det der kaldes undskylds flotte landkort. Undskylds Flotte Landkort er selve årsagen til at børn elsker at tegne skattekort, de små sjæle forbereder sig simpelthen på at sige undskyld som voksne, hvilket er udtryk for at undskyld er et rigt ord.

Det eneste der ville være vejen ind til mit stakkels hjerte er hvis min ekskone ville tro på mit litterære talent igen ved at lægge disse tekster op på The Other Newspaper når jeg har skrevet dem for det er sådan her i verden at min halve tro og hendes halve tro udgør én tro.

Sæt hun allerede gør det! Smuglæser med og tror halvt. Da skal hun vide at jeg er hende dybt taknemmelig! Den slags er virkelig vejen frem. Den sorte hingst i dansk litteratur heppet på af en yderst velkendt og genbeundret beundrerinde.

Du min Jesus er 10.000 gange klogere end Freud. Ja, det kan godt være at folk bliver forvirrede, men jeg er forvirret over at folk taler om at de er blevet forvirrede over at julen er blevet kommercialiseret. Jeg bekender mig til Jesus af Nazareth. Hvis jeg ikke tillod mig at nævne det her var jeg en tølper. For disse ord er et anliggende mellem Julens Ånd i læserens hjerte og læseren selv. Det overflødiggør mit selvkendskab og det overflødiggør læserens selvkendskab. Paulus sagde at vi erkender stykkevist og det er en større sandhed end at vi ikke er herrer i eget hus. Jeg er fuldkommen overbevist om at min læser kan drage denne sammenligning intellektuelt med eller uden en humanistisk uddannelse. Hvis jeg ikke havde mod og denne tillid skrev jeg ikke hver dag. Ingenlunde.

Hvordan kan man sætte et stykke op af en intellektuel der har hyldet og besøgt Hitler?

Vi har som internationalt samfund hårdt brug for intellektuelle med ben i næsen der efterlader det moderne sammenbruds mænd i deres syndige forvirrings skyttegrave og på deres bjergtoppe med deres filosofiske gejl og retter ryggen og pipper med deres eget næb uden at skele til publikum. Ordet. Fat mod unge mennesker. Kollaboratører knuser vi med latter. Stikkere der snuser rundt på Takkelloftet med Brandes, Jensen og Hamsun overdøver vi med salmer om den Treenige Gud. Det er jul, kammerater. For det skete i de dage…

Min daglige opgave er min alderdom. Den udgør det komplette landskab i mit hovede. Og for de er jer der tror I kun har sex på hjernen vil jeg bare sige der kommer en dag hvor den slags fylder mindre og så alligevel fylder… en del. Benægtelsen af at man tænker på sex mere end man selv er klar over er en paulinsk snarere end en freudiansk sandhed. Der er simpelthen for meget alvorstung og tvangspræget polarisering af det menneskelige sind inde over hos Freud. Jeg er fuldstændig overbevist om at Freud ikke forstod det kristne budskab. Hamsunsk liderlidighed gider jeg ikke. Iscenesæt Freud på en modig måde så skal jeg nok gnide øjnene og gå i teatret. Jeg elsker teatret. Jeg har oplevet hele min egen generation af skuespillere debutere.

Øhm.

Øhm.

Øhm.

Jeg stoler ikke på mig selv, har i grunden aldrig gjort det og har derfor ingen forudsætninger for at komme til det.

Permanent krisesituation? Måske, det lyder bare så vattet og tomt. Jeg vil hellere forstå hvorfor og om muligt placere et ansvar. Skyldes det feminismens triumf, mine psykiske sygdomme, mit egenartede verdensbillede udviklet igennem 4000 kortprosatekster, kapitalismens udvidelse indadtil, mennesker i mit liv og dets situationer og aktive valg? Det er et puslespil. Uheldigvis passer brikkerne sammen og danner billedet af mig. Det er interessant og vigtigt at fastholde at det at jeg ikke forstår mig selv er en legitim, permanent og muligvis naturligt rodfæstet følelse som tilmed er ganske udbredt og almindelig. Jeg har altid været efter kynismen ligesom Dostojevskij var efter nihilismen. Han og jeg er bare mennesker i verden, måske er den store hvide hval den samme for os begge, men oppe på dækket står jeg altså og bedyrer at jeg ikke stoler på mig selv. Ergo går jeg ikke på alle de casinoer som han gjorde. Men måske gambler også jeg. Mine mange kortprosastykker kan godt udlægges som skrig og ekkoer af gnækken i mørke huler.

Forleden gav Paul McCartney et interview i anledning af udgivelsen af hans sangtekster hvor fire forfattere fik lov til at stille ham hver et spørgsmål via iPad. Det der foregik var stimulerende og afstivende for mig som publikum, men også ret ligegyldigt. John Lennon har jo allerede sagt det så tydeligt at uden hinanden er der intet. Der er ingen tvivl om at geniale The Beatles og knap så geniale Facebook har det tilfælles at de, hver på deres måde, lovsynger dette hinanden.

Autofiktionsbølgen har afsløret at dette begreb hinanden er mere hult end vi har gået rundt og troet. Kan man stole på andre når disse andre i bund og grund ikke stoler på sig selv? Vi dyrker da dette hinanden alt, alt for meget. På Facebook er den egentlige valuta ikke likes, men venner. Hinanden. Et skinbegreb? En kimære? Måske…

Venskabsbegrebet i dag er uhyrligt. Jeg hører næsten aldrig bippet fra en sms eller tonen fra et opkald blandt mine medmennesker når jeg befinder mig et offentligt sted. Blikkene hviler på telefonerne og lommerne forbliver tavse.

Der er ved at ske en forandring. Alle disse ting er i færd med at blive åbenbare. Ellers kunne jeg ikke beskrive hvad der foregår.

Der er forskellige primitive, kyniske og nihilistiske måder at hejse dette tomme ord hinanden op foran Guds kærlighed. Den mest almindelige er at idealisere enten drømmen om den anden, sex, ungdom eller selve den anden. Altid væk fra dette pinlige at ingen stoler på sig selv. Den anden må have styr på tingene! Et venligt smil, et gensidigt kropssprog, en vits fortalt sammenhængende. Så ”falder vi for den anden” som siden ”bliver en klippe” eller retrospektivt, mere subtilt, men stadig gammelklogt og med falske undertoner, ”vi reddede jo hinanden”.

Efter alt det lort mit liv også har rummet må jeg sande at det med ”den bedste alder” ikke er nær så tomt som at falde for en klippe i gensidig redning. Indtil for nylig har jeg altid forbundet den bedste alder med en form for modnet ungdom. Det har mere at gøre med alderdom. Gamle mennesker må, for at forblive ømme, medfølende og gerne omsorgsfulde trække sig. Trække sig ind i sig selv. Blive en sukkulent der vokser baglæns og ind i sig selv. Når et atom trækker sig baglæns afgiver det lys. Nu hører jeg, foruden at jeg ikke stoler på mig selv, til den slags mennesker som synes lys er halvkedeligt og at folk nok skal finde ud af det med at trække sig. Hvorfor trækker du dig væk fra mig? Fordi jeg er for indviklet. Det ved jeg godt, men jeg elsker dig alligevel. Jeg elsker også dig.

Når man er gammel og øm ved sig selv og andre, stoler man ikke på sig selv, man hviler i denne tilstand men forudsætningen er at man trækker sig. Se, hvor godt det går. Mountainbikere trækker sig. Telefonafhængige trækker sig. Indad. Stedse indad.

Det mest besynderlige er at ingen af mine nærmeste leder efter ungdomstegn hos mig. Det har overrasket mig og gør det til stadighed. Mine nærmeste prioterer det højere at jeg trækker mig end at jeg ”slapper af med noget”. Slap af med fittness, slap af med computerspil, hele tiden dette med.

Røveren er en ikke-eksisterende historie om en mand der ikke har store anlæg for medfølelse, men kompenserer ved en stor, omend tillært, omsorg. Eftersom historien er ikke-eksisterende er det så meget vigtigere for mig at afsløre dens handling for mine læsere. Omsorg er en mærkelig ting hvis den ikke i sin kerne har medfølelse. I romaner kan tingene være sådan. I virkelighedens verden er tingene mere grå og indviklede, hvilket dog ikke vil forlede os til den forhastede konklusion at fantasien overgår virkeligheden for med dette er det jo omvendt!

Der siges i dag så meget om det ikke at have en kerne. Men hvis vi har en kerne af noget sig-selv-vedvarende har vi jo ikke plads til det mystiske som livet også rummer. Men, når dette er sagt, hvad er en omsorg uden en kerne af medfølelse. Derfor er vor mand en røver!

Omsorg er meget nemmere at gå til end medfølelse, for det første fordrer kun et skud selvkendskab krydret med lidt stabilitet og en dusk gode vaner. Ned i gryden og så er den suppe gjort færdig! I medfølelse skal man føle med et andet menneske, man skal kunne tænke på hvad det menneske føler uden at blive angst for sig selv og uden uro. Se, det er vanskeligt for den der er smuk og fuld af sig selv og af ungdom. I vårgrønne dage ser vi Goldfinger på repeat og slynger om os med kærlighed som er hellig at aflevere men som sjældent finder vej, men knuses i en vodkaflaske.

Vi møder første gang vores røver da han er gået på pension. Som en slagen mand, ligesom Martin Guerre, vender han hjem til landsbyen, ukendelig og gammel, og finder at konen har taget sig en anden. I hans bedste år var røveren tilfangetagen i et fjernt land og nu er selv hans omsorg ved at krakelere og afsløre en mand uden substans. Han falder for hendes fødder og afslører sig selv som røver hvilket hun aldrig har troet var sandt, selvom rygterne talte et andet sprog. Han trygler om tilgivelse og lover bod og bedring og nye toner men hun vil ikke kendes ved ham eftersom hun ikke kender ham længere. Det eneste han har sans for er sin alderdom og da de lader ham bo i en aftægtsbolig ved gården observerer hans forhenværende brud ved kropssprogets og de små sansers mellemkomst at hans langsomme gang er indøvet. Han veksler mærkeligt mellem luftballoner og kriser mens han vander grisene. Men det mest interessante er hans indre liv som afslører en mægtig sammenhængskraft, et mod og en langmodighed der er sjælden her på jorden.

Men fordi han ikke ejer medfølelse finder hans langmodighed og mod aldrig kraft til at blive den næring kærligheden drives frem af og han vakler rundt og ler for sig selv mens han passer sin pligter.

Det er bare første kapitel!

Så får han kræft og kræften får ham og han bliver en skikkelig rad som alle forstår indtil han ligger på bunden af sin grav og læser sine notater for 18. gang. Han skaber sig og opfører sig som et offer, mens han banker på kistelåget der heldigvis er dækket af tolv fod jord. Livet kan fortsætte uforstyrret i den lille by som læseren lærte lidt at kende i kapitel to. Scenen hvor konen og den nye mand begge går ud med mælk til frokostbordet, men på hver deres side af gården, er morsom. Endnu morsommere er det da den nye mand kravler op i et træ og slår en prut deroppefra. De har det skægt og jorden runger over den afdøde som selv runger endnu mere fordi han fik skrevet Håbets Bog før han gik bort. I takt med latterens rungen og røverens rungen begynder hele verden at runge og ind på scenen træder deres barn i en svimlende og ukendt frihedsfølelse som alle, også den begravede, måber over.

En aften i begyndelsen af kapitel tre stopper den nye mand sin pibe og besøger den afdøde mands grav for at få en fortrolig samtale mand til mand om hustruen der er begyndt at opføre sig mærkeligt. Hun laver popcorn midt om natten og sidder og fryser selvom der er varmt og lunt i stuen. Når hun fryser, skal du bare lægge et tæppe over hende. Du mener over det hele? Nej, hun skal selvfølgelig kunne trække vejret. Den nye mand vakler op til gårdan, bange for om han har hallucineret og i tvivl om han kan stole på sig selv, men forstår at der ikke er megen visdom at hente ved forgængerens grav. Han forstår at den afdøde mands hoved virkelig var tømt for mening.

I kapitel fire kommer en række anmeldere forbi og anmelder den døde mand i kisten. Han ligger som sædvanlig og griner af sine notater. Anmelderne anmelder også notaterne men de kan bedre lide deres anmeldelser af den døde. På trods af de udeblevne anmeldelser i Danmarks dagblade er det som om anmelderne stjæler ting fra kisten til deres eget liv. Kistelåget forsvinder og bliver til en stiver i en hvid paryk. Sågar den afdøde opstilles i Irma. Han flygter nordpå.

I kapitel fem er vor røver i forlegenhed med penge og gods og kommer i tanker om sin gamle profession, nemlig at røve. Først røver han skruerne på en dør i et gæstgiveri så den bliver til pindebrænde. Så røver han sit gamle liv tilbage. Og til slut sidder han og vikler noget der er skjult for beskueren, men det er nok garn.