Muf er vagtsom: ”Jeg har ikke lyst til at skrive såkaldt skønne tekster til folk jeg ikke kender”

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Du er vagtsom. Er det fordi du hedder Muf?

”Nej.”

Er det dit høje ambitionsniveau eller din skånselsløse selvkritik der får dig til at fnise af useriøsitet i stedet for at skrive mere traditionelle digte?

”Ingen af delene. Jeg vil ikke give gaver i form af virkelig gode digte til folk jeg ikke kender. Det er for jeg-vil-redde-verden agtigt. Det er tossegodhed.”

Er det tossegodhed at skrive noget af det fineste jeg har hørt længe?

”Det med at jeg ikke kender min læser gør mig skeptisk. De fleste er røvhuller. Hvorfor give dem noget skønt. Hvad skal de bruge det til?”

Forfattervenner er lidt irriterende for andre

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Æv. Jeg følte at jeg var skabt til en gymnasiel, teologisk, filosofisk, iværksættermæssig, skønlitterær kæmpekarriere. Lort. Nå. Det er vel ikke verdens største lort. Men det må være en nuanceret lort. En nuanceret lort? Findes det? Skidt pyt!

Sæt dig på et tidspunkt ned og lyt til Hartvig Takker?

Hartvig Takker? Hvem i al videste verden er det?

Han er den nye Fabryan Akker.

Og hvem er så det? Jeg bliver mere og mere nysgerrig og imponeret af din belæsthed.

Fabryan Akker er den nye Zimm Krypter.

Ok, jeg er med.

Når jeg ind imellem godt kan lide for en stund at lade mig forføre af selvhøjtidelige og ufilosofiske forfatteres monotone, egenartede, ofte ligefrem særprægede, kontrollerethed gennem digte, mantraer og litterære arbejder må det ikke tages som udtryk for at jeg kan eller vil forsvare deres værk, deres stil, deres ideer og deres menneskelige egenskaber som et samlet hele. Der er tale om en lille, betydningsfuld pause.

Jeg er udmærket klar over at Zimm Krypter er en god forfatter.

Maradjøngade fortæller om dengang kvinder gik med vest

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Vil du fortælle lidt om din far?

Han var en meget nysgerrig mand med en uendelig ringe selvindsigt, så en gang om ugen kom der indianere og hvide ridende herop med bulletiner som redegjorde detaljeret for hvilke personlighedstræk der kunne tænkes at ligge til grund for min fars gøren og laden nede i byen.

Det må have været sjovt, at være søn af en sådan mand.

Ja. Mine kammerater var meget misundelige.

I må have haft det sjovt her?

Det var sjovt ja. Ikke mindst for de ridende. Så kom de op at sidde på en rigtig hest.

Tilfredsstillede disse bulletiner hans nysgerrighed og gav ham det man kan kalde et solidt overblik over hans individualitet, personlighedstræk, karakter, formåen, kærlighed, grænser, appetit og apati?

Nej. Jeg vil hævde at min far aldrig rigtig forstod hvem han egentlig var.

Hvad var han af profession?

Dimk.

Hvad tror du han ville have haft lyst til hvis han kunne stå her nu sammen med os her?

Ja, nu er den lige ved aftensmadstid.

Hvad er klokken?

Klokken er halv otte.

Hvordan var han som ældre mand når han støvede rundt mellem vinstokkene og tænkte svinske tanker?

Jeg vil sige det på den måde at han endte med at vide hvad han havde mest lyst til.

Hvad havde han mest lyst til?

At handle med fisk.

Men han vidste ikke hvad en fisk er.

Det er sandt.

Det lyder da til, at I har haft en masse folk heroppe?

Ja.

Han må have have været meget taknemmelig overfor disse primitive og snavsede folk.

Han var lidt småsur over at han ikke kunne regne sig selv ud, men han lånte dem gladeligt sit brusebad høhø.

Hahaha. Hvad var din fars arbejde?

Stempelbygger.

Du har netop sagt han var dimk.

Men man kan ikke være dimk. Dermed ophæves sagtheden af mit udsagn.

Hvad arbejdede han med?

Stempelbygger.

Stempelbygger. De bygger kun et stempel i løbet af deres liv, ikke sandt?

To.

Men det første er et prøvestempel.

Det stemmer.

Det stempler hyhy.

Ny bog: Ejendommelige Tokyo

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Ingen steder er mere præget af falskhed end Tokyo. Unge klæder sig ud som tegneseriefigurer. Deres bedste forfatter skummer vestlig kultur uden at tage godbidderne med. Så hvorfor det elendige rygte?

Nord for Tokyo ligger magiske Klampenborg. Her ligger Dyrehaven og Dyrehavsbakken hvor der skrives japanske digte dagen lang. De ældre skriver og reciterer. Du unge spidser ører. Går man ind i Hurlumhej får man luft i benklæderne.

Lynanmeldelse: Nyhedsbrevet fra IVÆKST fra i dag

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Jeg synes det er så utroligt vigtigt at være moderat antiautoritær og politisk vågen i disse tider i forhold den udvidelse af kampzonen der har fundet sted siden Reagans spindoktorer fik 47 af 50 staters borgere til at stemme mod deres egne interesser i begyndelsen (af 1980’erne). Vi er alle begyndt at tænke som om vi selv var varer, hvad vi dog aldrig bliver.

Nyhedsbrevet kan skimmes her: link.

Fordi nogle af mine personlige grænser blev overskredet bliver dette kun til en lynanmeldelse. Det er klart at liberalismen har lighedstræk med en selvisk religion, men det er ligeså klart at denne konstatering er unuanceret i sit væsen. Jeg blev i godt humør. Men det var en form for tis, for det holdt ikke så længe.

Mine grænser blev selvfølgelig overskredet på grund af hurtigsprog. Vi tager lige en omgang

sprogmassage:

Skattelettelser er et dumt ord. Lad være med at bruge det. Skat er noget vi giver hinanden.

Brug ordet indehaver om topcheferne i det private. Det er hvad de er.

Besparelser og omprioriteringer er nedskæringer. Det er det ord vi bør bruge.

Nødvendig politik er reaktionær politik.

Og så “falder” man ikke ud af arbejdsmarkedet.

Alle de ting bliver vi nødt til at gøre med sproget når vi absolut ikke vil hedde arbejdere.

Søren Pløth Wasa kom næsten med på billedet af en af de mest cool personer …

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Tracey Thorn. Fra den myde stilede del af Europa. Lysende (forside)stof.

(Er ikke sikker på jeg bryder mig om sorte huller. Hvis man suger alt lys til sig og forsøger at gøre sig bemærket ved at ophæve virkelighedens love bør man undlade at rotere. Det virker selvcentreret.)

Fotograf: Stuart C. Wilson / Stringer / Getty

“Aj, altså. Jeg kan ikke tåle sprog der virker som lal”

By
Morten Hjerl-Hansen
-

”Aj, altså. Jeg kan ikke tåle sprog der virker som lal. Jeg vil have autofiktion og centrallyrik og kortprosa. Jeg vil have fine ting til min fine sjæl. Nej, forresten. Til den fine del af min sjæl altså. Og ærlige. Og øh.”

Meget ofte er sprog i menneskemund netop lige præcis lal. Jeg mener at der er en kunstnerisk dybt vigtig opgave i at tilgå dette lal på en nuanceret måde. Udstille det på dets egen banehalvdel.

”Aj, altså, Morten. Der er ingen nuancer i lal. Lal er bare lal. Ikke kunstnerisk kvalitet.”

Så har du hverken beskæftiget dig med endsige forstået den sprogfilosof der er bred konsensus om er den største siden Immanuel Kant, nemlig Wittgenstein. Hele emnet for hans tænkning og foredrag i Cambridge i ’30erne og ’40erne er lal eller sprogrod. Hans indsigter er blevet ”brugt kunstnerisk” af talrige forfattere.

Sproget er på mangfoldige og nuancerede måder det mest ætsende og frygtelige våben der overhovedet findes. Derfor skal sproget undersøges. Vi kan i mine øjne godt opgive at mestre sproget til fulde når vi laver ”fin” kunst. (Ordet ”fin” er også sprogrod eller lal. Det bruges alligevel til hudløshed.)

Man må give mig ret i at det er sproglal når sproget misbruges:

Sproget kan bruges i vores indre dialog til at stivne i vanetænkning (Lal!)

Det kan bruges i vores indre dialog til at stivne i selvhøjtidelig vanetænkning (Lal!)

Det kan bruges til at fortie ting som burde blive sagt åbent og ærligt (Lal!)

Det kan bruges til at bebrejde uretfærdigt, udskamme og dæmonisere. (Lal!)

Det kan bruges til at vildlede befolkninger. (Lal!)

Det er synd hvis der går kludder i selve teknikken når vi ser på og vurderer kvaliteten af vores liv

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Er det overhovedet muligt at betragte et liv samlet, ligesom når vi betragter et bjerg eller et ansigt? Nej. Vi erkender stykkevist. At se sit liv i sin helhed er en typisk moderne fejltagelse.

Brug den stykkevise tilgang. Så vil du lære livet at kende og forstå hvorfor du siger du har haft et dejligt liv.

Der har været masser af lykkestunder. Der har været mange dejlige overraskelser. Mange vidunderlige mennesker. Mange gode grin. Mange vidunderlige ting der skete. Altsammen i et hav af kærlighed.

A propos alle disse ting mødte jeg engang en mand der hed Knud. Han var et dumt svin. Eller: Sådan opfattede jeg ham. Han var et af den slags mennesker som aldrig sagde noget smukt. Men jeg er fuldkommen overbevist om at mit billede af ham ville ændre sig overraskende hurtigt hvis han havde sagt de ting om livet jeg har skrevet her.

1...129130131...417Page 130 of 417