Skal jeg virkelig fortælle dig historien om hvordan medfølelsen skrumper efter en skilsmisse. Ja, men så lad gå. Nej. Jeg kan ikke. Det er for svært. Men jeg kan se dens virkninger dagligt. Har jeg fået det hele med?

Når jeg stiller min alderdom op ude på marken skygger den for det faktum at jeg delvist er en knudemand som delvist ikke kan tale rent. Min knudemand løfter en kop op til læberne. Lærredet har altid været tomt.

Dagene går.

I dag har jeg lært det om alderdommen, at man ikke må snyde med manerer. Man må hverken tillægge sig vaner eller en ny tøjstil. Ingen kan være gammel alene og alderdommen er det eneste meningsfulde samtaleemne. Alt, hvad jeg skriver i disse dage er affødt af samtaler med nære venner hvor jeg beskriver det at jeg er blevet gammel med forskellige ærlige metaforer, greb ud i intetheden eller kaos, synsvinkler, sprogspil og hyggelige ting.

Det er nok bare at sige at Jess Ørnsbos anslag er forkert.

Det er nok bare at sige at Kjell Askildsens anslag er forkert.

Der har aldrig været en digter som mig.

Der har aldrig været et menneske som dig.

Så. Det var digtet.

Folk forstår intuitivt ikke at jeg kan læne mig op ad beroligende medicin på en nuanceret måde. Men de sidder og tænker videre over det jeg har sagt. Ja, det kan jeg da se de gør. Se selv. Der sidder I og tænker videre over det jeg har sagt. Det er prisværdigt i lyset af at jeg ikke indprenter nogen noget som helst. Jeg taler bare. Jeg retter ryggen, skyder brystet en kende frem, ja, alle de ting der gøre at jeg kan forsvinde i sekunderne der som lamaer trisser forbi spejlet med mit aflyste ansigt.

Du siger, du har fået en ny besked.

”Kutter.”

Kutter?

”Det var mærkeligt. Der står bare kutter i beskeden.”

Det er noget af et forløb I har opstartet.

”Ja. Vi har skrevet sammen on and off. Jeg er blevet vildledt af andre kvinders bryster, men vi har skrevet kutter sammen et par gange. Jeg troede bare vi var kommet skridtet videre.”

Hvem startede med at skrive kutter?

”Det var hende.”

Så var det altså hende der opstartede forløbet.

”Tilsyneladende. Jeg troede det var manden der skulle tage initiativet.”

Kvinder har noget mystik med i tasken.

”Det skal jeg love for.”

Hvordan finder jeg en kæreste?

”Du?”

Mig.

”Det kan være jeg rummer noget visdom.”

Du er for høj, mørk og fremmed.

”Jeg troede kvinder foretrak høje, mørke fremmede mænd.”

Det er bare noget vi siger.

”Er det?”

Ja.

”Ja?”

Ja, jeg mener, så har du afsløret mig i selv at ville opstarte et forløb.

”Jamen jeg troede bare at vores samtale handlede om mit forløb og ikke om dit forløb.”

Et forløb. To forløb. Det kommer ud på ét.

”Næh.”

Husk på jeg er en kvinde. Jeg har lidt med i tasken. Jeg skal nok få os begge to gjort lykkelige.

”Jeg vil hellere have dine bryster end din taske.”

Dem her?

”Lige netop. De er meget seksuelle.”

Selvfølgelig er de det.

”Vi to er ikke nær så seksuelle i sammenligning.”

Det er en vigtig pointe du har dér.

”Vi to er gamle og fortabte i sammenligning med dine bryster.”

Vi kan ikke sidde her hele dagen og tale om mine bryster.

”Jeg foretrækker at tale om noget opmuntrende frem for at tale om forløb.”

Fortæl mig om dit forløb.

”Åh.”

Jeg er bare nysgerrig.

”Det er en lang historie.”

Jeg er tålmodig. Giv dig tid.

”Det er en lang historie.”

Start med begyndelsen. Hvordan kom idéen?

”Historien starter ude i de dybe skove.”

Hvor interessant! Jeg elsker skove. Natur og sådan. De skove skal vi passe på.

”Jamen jeg gik faktisk i de skove og tænkte på at holde mig lidt i skindet. Undgå forvirring i mit og andres liv. Være taknemmelig for den lille familieenhed jeg har sammen med mit barn og min ekskone.”

Det lyder som en meget lille skov du har været i.

”En udmærket, tilpas stor dansk skov.”

Tja. En skov er vel en skov.

”Jeg tror jeg er nået frem til at jeg er gammel. Jeg vil gerne være det på en værdig måde. Det, at jeg er blevet gammel er det mest tungtvejende argument for at slappe af. Rundt om mig bedyrer folk at jeg ikke er blevet gammel. Det synes jeg er frygtelig hensynsløst, men jeg ved at de ønsker mig det bedste. Hvad er ønsker, kunne jeg spørge med den norske forfatter Kjell Askildsen, som har givet mig en slags overblik over dette udgangspunkt, at jeg er blevet gammel? Disse ønsker tæller ikke og folk der kender mig kan godt se at jeg er blevet ældre og at muligheden for at være gammel er til stede hver eneste dag. I dag skinner solen både inde og ude. Mine nærmeste har det forholdsvis godt og det samme har jeg. Alting kunne være værre. Jeg kan ikke forlange at lære en ny kvinde at kende. Jeg kan ikke forlange det af mig. Det ville være hensynsløst overfor mig. Jeg er vel nok tilbøjelig til at presse mig selv. Det er bedre at se på de små ting jeg er glad for. Ømhed er mange ting. Jeg må starte hver dag med at finde ud af hvad ømhed også kan være nu hvor jeg er blevet så gammel, som jeg er blevet.”

Min stolthed over at kunne noget med ord og følelser rager mig. Men den rager ikke læseren og jeg anser den for et handicap som er nemt for mig at håndtere ved at æde den stolthed simpelthen. At jeg ikke er forfærdelig god til ord og følelser gør det hele meget nemmere at goutere. Jeg angler jo ikke efter at være med i det gode selskab og blive behængt med æresbeviser. Dertil er jeg for god.

I mit ægteskabs slutfase var jeg ikke for god, da stressen tog over og min ekskone blev skræmt i sit inderste over min psykiske vold. Jeg har oplevet psykisk vold som førstehåndsvidne, fra mig selv. Jeg har også oplevet det i min barndom som rædsel, utryghed og manglende respekt for grænser.

“Hvad kan Morten finde på?” har hun tænkt. Det blev ved skrækken, men hun ville skilles.

I psykiatrien er der et begreb der hedder automatiske negative tanker. Helt kort beskrevet er det når vi har lyst til at flå hovedet af hinanden.

Jeg fornemmer intuitivt, jeg har boet i landet i to år i min ungdom, at svenskerne kva de godartede aspekter af deres nationalkarakter er bedre rustede til at opsøge hjælp når partnervoldens fristelse stikker sit usle ansigt frem og byder sig til for os mænd. Jeg synes det er utroligt hver gang det sker at et par sammen vælger at manden skal opsøge hjælp. Det har min dybeste respekt. Jeg har også  medfølelse med dem der simpelthen ikke kan.

Hvorfor kæder Stanley Kubrick frustreret arbejdsidentitet sammen med voldsparathed i The Shining? Det er en slags gåde, men jeg synes vi lægger al, al for stor vægt på arbejdsidentitet i Danmark. Jeg kender ikke mig selv og har altid set et mysterium når jeg kigger indad. Identitet er et højt mål at sætte sig og jeg gør bedst i at relativere og nuancere identitet i det uendelige. Arbejdet bør ikke være primærkilden til identitet og man får sjældent stjerner i håret af det alligevel. Min ekskones slid og slæb med kontorjobbet fylder mig med mismod og fortvivlelse på hendes vegne. Tilsvarende gør det faktum at fattigdommen, forarmelsen har sat sig i Danmark. At der sidder to milliardærer og poster penge i Nye Borgerlige og Liberal Alliance, to partier der i forvejen frister fattige til at stemme imod deres egne interesser, er udemokratisk samtidig med at det er årsag til megen lidelse hos børn.

Jeg ved at Micheldrengen ligesom mange andre der analyserer i kærlighed, fx Informations fremragende litteraturskribenter og, som regel, oprigtige kommentarfeltsigler (og -ugler), er blevet knuselsket, retteligt tæppebombet med bedstemorkærlighed da han var dreng. Vel at mærke en modtagekærlighed, altså en kærlighed som ikke blot blev givet, vist, eller henvist til, det er jo sådan det som regel er med kærlighed, at vi ofte tror vi giver den, selvom den ikke finder vej, men tillige, rigtigt, modtaget. Jeg ved fra mig selv hvor uhyre vigtig en bedstemorkærlighed er. Den bør jo gå rent ind fra forældrene men børn er for loyale og forældre er for blinde og for vanemæssige til at deres anstrengte og ikke sjældent uærlige gerninger rigtigt kan sammenlignes med gråhåret kærlighed. Michels forældre gav ham væk til bedstemor og det var vel nok en underlig situation. Han må have ledt efter dem altid og det har ikke sjældent rablet for ham. Houellebecq er et underfuldt broder- og søsterskab som i generøsitet giver påmindelser om de sociale koder som Woody Allen har lært os. De er bestemt begge psykiatrisk dannede. De er kognitive øvelser i meget godt. Ja, jeg ser også grund til at fejre Michel, det er ikke utænkeligt at hans dage er ved at være talte.

Jeg synes at Jane Campion har en lille og ufri personlighed. Det sker lidt for ofte at kvindelige filmskabere som ikke har så meget at have det i rent kunstnerisk griber om sig efter udstyr, i filmen The Power of the Dog stiller Benedict Cumberbatch sig til rådighed for hendes effektjageri, og mængden af unuancerede, men overlagt kønnede, altså momomant kønskampsbevidste, mandeportrætter når i denne film op på tre. Den unge, gammelkloge, kolde bøsse, den ældre tilbagestående klumpedumpe og psykopaten der ødelægger alt omkring sig. Jeg vil rutinemæssigt og godmodigt hævde at filmen er en meditation over mandekønnet som er grebet ud af tidsåndens negative mandesyn. Damen i filmen har et klaver med ligesom i Jane Campions første film og det er anstrengende at hun tror kvinder er så uskyldige at klaveret er kvinders evige ven. Filmen er skabt i en ussel tid af en naiv sjæl som grundlæggende er af den antipsykiatriske indstilling. Ord kan ikke flytte noget. Ord kan ikke nuancere. Ord kan ikke flytte verdener. Jo, det kan de skam godt, lytning findes, Jane Campion, og du har med din kvindewestern lavet en masse ufred i de små hjem rundt om i verden. Der er hos dig ingen som helst følsomhed i forhold til at vi mænd og alt mandigt er forfølgelsesobjekt nummer ét i vor tid. Vi er en forfulgt race, ja, og vi vil have film som elsker mænd på lige fod med kvinder ved at fremstille nuancer, håb og kærlighed. Jeg tror ikke det falder så forfærdelig mange ind at Jane Campion er ond. Hun er ikke en auteur for adressen på kuverten burde være hendes nærmeste. Det er tydeligt at hun ikke har haft modet til at aflevere ordene til de rette og derfor er filmen en pinlig overspringshandling som vidner om at hun i hvert fald ikke kommer fra en af de slags hjem hvor vejen er banet for ærlighed. Jeg ser det pseudooriginale greb med at henlægge dette trivielle og meget lidt originale plot til Montana 1925 som en manøvre der intet har med stil at gøre. Kvinder kan være så kolossalt onde. De vil som regel hellere have deres identitet i fred end at forsøge at forstå deres nærmeste såfremt deres nærmeste er mænd. En kvindes ære. Det er jo ikke ære det handler om. Det er at kvinder ikke er klare for dem selv uden deres mænd. At det modsatte også gælder er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, men det er jo på en helt anden måde. Jeg kan ikke sidde her og repetere måder. Kvinder og mænd er forskellige væsener på planeten jorden. Fuldstændig. The Power of the Dog’s onde budskab er at mænd og kvinder klarer sig bedst hver især. Derfor vil filmen ramme børnenes håb derude i verden. Det håb som så gerne ser at Mors og Fars øjne stråler hjerteligt af kærlighed og af fred. Hvis Jane Campion havde været skolelærer i stedet for filminstruktør tror jeg hun var blevet afsløret. Hvis Jane Campion havde sendt manusset til filosofisk censur hos mig havde jeg afsløret hende for hende selv. Det ville selvfølgelig ikke have påvirket hende det mindste. Det tror jeg heller ikke var meningen, det tror jeg slet ikke hun er gearet til. Hun hører hjemme i blitzlysene foran reklamer med Vogue ved siden af mænd der giver sig ud for at være prinser.

Nul stjerner. Væk. Videre. Næste!

Jeg er blevet tæsket, svigtet, røvrendt, manipuleret og forsømt kærlighedsmæssigt af kvinder hele mit 48 årige liv. Ha! Jeg skal sige jer, kære mænd, for det er jer dette er henvendt til, det er min lille, faste tro, alle de nådegaver jeg og alle andre mennesker har, en god støtte af psykiatrien der har lært mig 1. den ædle kunst at tage én dag ad gangen og 2. ikke at vurdere mig selv negativt, der har gjort at jeg har overlevet.

Me too.

Bitter. Er jeg bitter? Ja!

Jeg kan godt rumme at folk bliver bitre fx når de skal dø. Eller når de bliver gamle.

At det kommer fra Politiken det blæver kulturradikale organ der hele tiden og altid, helt i Georg Brandes ånd, flytter læseren væk fra sig selv så man kan få bedre overblik hvem man selv er, hvilket rent praktisk indebærer at læseren overhovedet ikke bliver taget alvorligt, er ikke overraskende.

Journalister er ikke etisk voksne. Hvornår hylen lærer folkedomstolen det. I er ikke sat i verden for at analysere i kærlighed. Hvorfor æder I så løs af folks sjæle og nedgør mænd. I skrivende stund er der tre unuancerede mandebilleder på forsiden af danske netmedier: 1. Den enormt dårligt skrevne historie om manden der lærte, det idiotiske, at lade være med at se sig tilbage og tilsyneladende købte sig en stråhat på DR nyheder. Jeg anklager. 2. TV-2’s tophistorie om kvinden der i afklarethed tog bryllupsringen af ved ægtemandens begravelse. Jeg anklager. 3. Denne artikel i Information som ikke er nogen metafor på kønnenes konflikter. Jeg anklager.