Hørryk Maradjøngade reciterer det berømte digt: “Oppe i folks haver, inde i folks maver.”
Hørryks ven kvitterer overgivent:
“Det schaffus for garlt-t-t-t!”
Hørryk erklærer:
“Hvert værelse jeg går ind i bliver til et sygeværelse, hvor jeg fortæller.”
Vennen:
“Hvad fortæller du for eksempel?”
Hørryk:
“Om pasta. Hyhyhy.”
Vennen:
“Hahahahahaha.”
For de fleste mennesker er bekræftelsen af at vedkommende kan gå igennem et helhedssjæleeftersyn uden bemærkninger foretaget af en følsom, sproglig og nogenlunde ressursestærk person hypotetisk, forsigtig og hemmelig. De fleste vil umiddelbart tilslutte sig den holdning at et sådant eftersyn ikke findes og kalde denne deres indstilling både realistisk, viis, beskeden og ydmyg. Hvad hvis det alligevel er muligt? “Kan den skøre forfatterkugle se lige gennem mig og læse mig som en åben bog?” Den skøre forfatterkugle vil benægte at det kyniske begreb “gennemskue” er på tale. Også en forfatter har en etik. Ligesom, for øvrigt, en læge, en sygeplejerske og en psykolog. Hvad er en forfatter interesseret i når han taler med sin gode ven? Selvfølgelig først og fremmest om vedkommende gode ven har det psykisk og åndeligt godt. Eftersom tillidens klippegrund er under fødderne ligger visse ting fast: Kender vennen sig selv? Ja! Kryber vedkommende ven eller går han oprejst igennem livet? Han går oprejst! Det er en gensidigt opløftende frem-og-tilbage. Er der humor med i samtalen? Ja! Overskudshumor!
Jeg vil sige ja.
Skal anelser, aha-oplevelser, intuitioner, grundløse formodninger og fornemmelser nu krones som viden? Hvor er vi da henne?
Men alle disse ting kan udstilles og dermed grines af. Det er værdifuldt. Det er en form for viden at grine. Det er lystfuld videnstilegnelse og vidensudfoldelse og vidensdeling på én og samme tid.
En person der nægter at tale om følelser er ikke blot hæmmet i forhold til sin livsudfoldelse iblandt andre mennesker, men er også intellektuelt hæmmet. En forfatter kommer ilende til. En forfatter er en krykke. Mere kropslig end en filosof. En tumling. En tumling der tumler eksistentielt derudaf. Men det hjælper ikke alverden. Den nødlidende er vanskeligt stedt. Den nødlidende er død. Han eller hun har ikke brug for en krykke, men en frelser, en ven, en bog og en rar kop te.
Men også de skønne mennesker der tror de fuldt ud er i stand til at tale om følelser har noget uldent ved sig. De ved ikke alt. Det ville være sentimentalt og dansktoppenagtigt at mene det.
Kærlighedens natur sikrer at kærlighedsfølelser har en fremherskende og afgørende virkelighedskomponent. Sagt anderledes: Hjertet tager aldrig fejl. Så sørgeligt er den ulykkeligt forelskede virkelig stillet.
Det mantra jeg ofte kører frem med og som jeg fuldt og fast tror på er et godt, omend meget overset, leveråd, nemlig at negativ selvvurdering altid og under enhver tænkelig omstændighed er noget lort, må aldrig få os til at glemme betydningen af konkret og situationsbestemt selvros, som er forudsætningen for den guddommelige følelse selvynk, den eneste følelse der skærmer os mod at droppe ned i bitterhedens bæger hvis vi ikke har opnået at blive direktører i flere henseender på én gang.
Vi elsker det sublime, det geniale, men har glemt det subtile. Det subtile er at opdage en nuance ved hjælp af følelserne.
Der er nuancer i alt. Det er stærkt bekymrende for både vanemennesker og dem der gerne vil have en identitet gennem mere eller mindre brøsige holdninger. Med kommunikationsfolkets nyvundne dominans på vort samfunds mange troner er nuancefetichister blevet en mangelvare som opfattes som latterlige digter-filosoffer.
Men følelser bliver aldrig latterlige uanset hvor forskruet arbejdsnarkomanagtigt vores samfund bliver. For et stresset menneske er følelser direkte uappetitlige fordi de for en stor dels vedkommende drejer sig om negative impulser i retning af at rive en blok over og kaste mobiltelefonen hen i et hjørne. Lad os komme de stressede i møde ved at gå på kompromis. Lad os tale om den kristne kærligheds begreb.
Hvordan opdager man nuancer uden at bruge følelserne, uden at efterlade sig på følelserne? Selv Freud var bange for at tale om følelser. Han brugte et teknisk begreb.
Den kristne kærligheds begreb er det vigtigste begreb der nogensinde er blevet undfanget.
Alle disse ting ved vi godt alle sammen. Det er de store og små digtere og tænkere der har fortalt os dem, så nu vil jeg holde inde for i dag.
Niels Christian Beethoven svarer:
Vaskeanvisninger plejer ikke at falde af jakker fordi de er syet på med bast af en mand der taler samtidig over symaskinen. Det er “besynderligt” og “hæsblæsende” at det alligevel er sket. Det er blevet på tide at skille dig af med jakken. Selvom dit brev er ganske kort flyder dine to sætninger mundret og jeg tror du er en begavet herre eller frue. Jeg tror imidlertid ikke at din jakke er særlig flot. Se hellere at få den bortskaffet i en fart.
De første par sætninger af din nye bog lyder, citat:
En dværg tog brusebad hjemme hos sig selv. På spisebordet stod en skål makrelsalat og ventede.
Man kommer jo til at holde af den skide dværg.
“Godt.”
Det lortehoved.
“Jamen, det er dig der taler. Og det er dine følelser. Det er mere præcist sagt.”
Hvad gjorde du for at dygtiggøre dig?
“A’hva?”
Hvad hvis jeg siger lort?
“Så siger jeg tis. Sig mig er det et forhør vi er ude i.”
Bare la’ vær’.
“Jamen jeg fastholder tis.”
Lort.
“Tis.”
Nok spottende, men ikke ”fuld af spot”: Om den europæiske verdensorden
The Other Newspaper kan godt lide at ”have forstand” på læseren. Man skulle sommetider tro jeg udelukkende lægger vægt på at ”rable derudaf”, men det er ingenlunde sådan det forholder sig. Hvis læseren ikke er medlem af et politisk parti er mulighederne for at ”få forstand” på læseren yderst ringe.
Ikke desto mindre skal det i dag handle om politik.
Mere specifikt om et åbent brev fra 30 europæiske intellektuelle:
Fight for Europe – or the wreckers will destroy it (Link)
Mine kommentarer skal lige have et forord:
I indledningen til et tv-program om Ludwig Wittgenstein (Link) siger speakeren til indledning at ”rækkevidden og betydningen endnu ikke ligger klar”. Det samme kan man sige om Michel Houellebecq. Vi forstår ham simpelthen ikke endnu. Men det forhindrer os ikke i at være opmærksomme og, hvis vores samvittighed tillader det, efterligne ham. Det har jeg forsøgt herunder.
Kommentarer til ”Fight for Europe – or the wreckers will destroy it”:
det er et brev fyldt med selvbesyngende had
ustabile pralhalse
karriereafstivede fugleskræmsler
selvhøjtideligheden ligger ikke så meget i brevets tone, (som er idébesyngende på en måde der intet har med realiteter at gøre og intet har at gøre med Europas Sokrates’ fremgangsmåde at gøre: mere antydende og respektindgydende) men i vægrelsen imod at nævne ordet det hele handler om: ulighed
den manglende sympati med mennesker på bunden
dertil er det naivt: det virker som om den modtagelse brevet måtte forventes at få overhovedet ikke har ligget brevskriverne på sinde
det er et brev fra de fine til de fine
det er politisk makværk
Bogen er opfølgeren til den tre år gamle “Hun så en banan”. Siden Doris Fønsbertram så en banan, faktisk den eneste som var moden i “Bananers Rige”, er “sommeren med alle dens gøremål” blevet til sensommer og hendes “situation og udfordring” er, at hun “ligger i Finland med munden fuld af tandtråd og sære forestillinger om fremtiden”. Forestillingerne er bundet i forlængelse af tråden. Ved siden af hendes hoved står et par galocher som hun skal “passe på ikke at vække”. Korrekt, Doris er blevet et frustrationsmenneske, men hvorvidt hun faktisk ender med at blive i stand til at græde en “god struktureret gråd” må læseren selv finde ud af, eventuelt ved at læse bogen, alternativt ved at spørge en fuskepels ad. Siden jeg læste starten af Thomas Pynchons ”Gravity’s Rainbow” har jeg ikke oplevet så fyldige beskrivelser af bananer. Denne velkendte, gule frugt som ser morsom ud “fordi” enhver klodsmajor ved at aber spiser den med samme undrende velbehag som mennesker. Denne banan. (Hvilken banan? Red.) Hovedpersonen, såmænd. Altså den banan hun holder i hånden i begyndelsen af bogen og dernæst “smider op i luften” hvor den indtager pladsen, ja, ligefrem “himmelrollen” som “et pålideligt smil på aftenhimlen” mens solen går ned og “efterlader bananen mellem skyerne”. Det er en flot optakt til en handling, man aldrig ved hvor man har.
Bananen flygter ud af landet da den bliver kaldt Leon af lokalbefolkningen i Finland. “Leon! Leon! Bøh! Leon!” skriger de natten lang som gale hunde. På dette tidspunkt er Doris flyttet til Amsterdam hvor de to senere “mødes og forenes kortvarigt”. Bananen er blevet berømt for at plædere for at forældre der ikke lever op til deres ansvar skal kunne fyres fra deres arbejde af samfundet som dernæst finansierer at familien sættes i forgrunden mens Doris står på andet trin af sin fremtidige og glorværdige karriere som filminstruktør. De er fuldt optagne af deres eget, men skriver lange breve til hinanden om hvede da Doris bliver i Amsterdam for at lave en film med Malcolm Kvist i hovedrollen og bananen tager til Alaska og opretter en børnetelefon sammen med to stolte kvinder i overalls og jeeps. Doris’ film bliver en uventet verdenssucces og under arbejdet med den næste bliver hun inspireret af en række practical jokes udført af Amsterdamfilharmonikerens førstebratschist der blandt andet rækker triangelspilleren en lut under førsteopførslen af Gammer Hansens “Fire Prutter for Næse og Klaver”.
Er det muligt på en gang at indfange og sprogliggøre disse værkers subtilitet og dermed afkode dem ved at se dem som straf over suppespisere?
Det virker samvittighedsløst og helt ude i hampen at straffe folk uden grund.
Men grunden er åndløshed og det er en temmelig god grund.
