Den danske folkekirke er kørt ud i sandet. Den skal stå på klippegrund. Den skal være ”et frygteligt sted”, som Kierkegaard skrev. På den anden side skal den ikke være fundamentalistisk. Vi må se på udsagnet ”Der står en masse bavl i Biblen” og væbne os med alle de nuancer vi kan mobilisere. På den ene side skal vi ikke relativere biblens mest centrale ord. På den ene side skal vi dermed lære lektien: At der er en der har gået igennem lidelsen for os, så vi ikke behøver at bekymre os så meget. På den anden side skal vi se på hvad der prædikes over søndag efter søndag. Vi skal ikke se på underholdningsværdien, men snarere på ”hvad tingene siger mig i en verden der er helt anderledes end den hvor der var saddukæere, farisæere, essæere, samaritanere og jøder”. Vi er selvfølgelig fuldkommen fritstillede til at ændre på hvad kirken er og skal være i fremtiden.

Selvfølgelig er den danske Folkekirke forpligtet til at ”række hånden ud imod andre religioner”. Det kan den kun gøre ved at tage fat i noget fællesmenneskeligt. Det mest fællesmenneskelige er sorg. I kirken beder vi Gud at lære os at sørge over vores synder. Det tror jeg er fuldkommen rigtigt. Det taler til mig. Det kan jeg ikke nægte. Ligesom 100vis af andre ting der foregår i Folkekirken vil jeg sige at det taler til mig. Jeg mærker Ånden i mig selv ræsonnere efter mine mange års kirkegang ved at bede om netop dette. Jeg føler stærkt at det er det rigtige. Men de almenmenneskelige sorger er helt, helt anderledes: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel, 5. Sorgen over at være os selv nærmest. Hvis vi ikke tager disse sorger alvorligt tager vi ikke vores menneskelighed alvorligt og dermed ikke vores glæde alvorligt og dermed ikke vores vilde planer om at leve endnu mere fedt og udkaste ideer om spændende rejsemål og rejseoplevelser og i det hele taget gøre noget glædesfuldt og konstruktivt sammen med hinanden mens vi er her.

Kirken er fuldstændig fremmed for at psykologisere. For det handler om ånd, ikke om psyke. Ikke om stress. Ikke om afstressning. Om ånd. Der er det dilemma ved at fyre lektier af om ånd at vi alle er beåndede. Guds Ånd steg ned til os i Pinsen ikke lang tid efter korsfæstelsen og vi ved alle nøjagtig hvad den er. Men det betyder ikke, at vi ikke har brug for at blive mindet om hvad den er og ikke er. I dag taler mange om deres dæmoner, men de er latterlige og ubetydelige i forhold til den Ånd jeg taler om. Vi har ikke en fri vilje, for vi er først og fremmest åndelige væsener. Der findes ikke sandsynlighed og tilfælde for vi er først og fremmest åndelige væsener. Det er trivielt. Jeg har læst meget Kierkegaard og jeg bilder mig ikke ind at sige noget substantielt om disse ting der er så substantielle at det kan få min læser til at begynde at gå i kirke, men jeg bilder mig ind at det er muligt, ved fælles arbejde at få reformeret Folkekirken.

Kirken er ”et frygteligt sted” fordi det ikke er muligt at distancere os fra hvad der foregår i det ritual som hedder den Lutherske gudstjeneste. Derfor kan jeg tale i uendeligheder om mine personlige oplevelser derinde, men det vil jeg skåne læseren for; jeg oplever at Gud lægger meget vægt på at vi hver især er akkurat os selv og at vi er ligesom vi skal være.

Alligevel skal vi vove at tale om sorg. Mange ting i Gudstjenesten skal være som de allerede er. Få ting skal laves om. Min løsning er ikke at se på hvordan ”situationen ser ud uden Gud”. Min løsning er at fokusere bare i 10 minutter af Gudstjenesten på hvad et menneske er. Gud skal nok sørge for os uanset hvordan vi er. Det behøver vi ikke bekymre os om. Men jeg tror Gud har en vældig respekt for at vi skal være menneske først, kristen dernæst. Dette Grundtvig udsagn er faktisk grundlaget for vores land, åndeligt set. Så Gud er altså meget interesseret i hvordan vi er mennesker først. Vi må ikke tage hans navn forfængeligt og desuden skal de sidste blive de første. Det kan give os ledetråde om at Gud mener vi skal undersøge hvad det er at være menneske. I kirken. Som en del af Gudstjenesten. Der skal være en fuldkommen isoleret del af ritualet, ligesom nadveren, bare ikke så vigtig som nadveren der jo er et sakramente ligesom dåben, hvor vi gør plads til det som Strindberg i Ett Drömspel (1902) kalder det sørgende menneske. Det er synd for menneskene.

Vi har gennem de seneste 100 år vundet meget ny viden gennem kunst og videnskab som er en stor gave til mennesket. Vi har lært at skille mellem psykologi og ånd i langt højere grad end tidligere. Hekseafbrændingerne var forståelige, men selvsagt grusomt uretfærdige, i det lys, fordi man dengang ikke anede hvad en psykotisk person havde brug for, hvad en dybt deprimeret person havde brug for. Psykiatri. Menneske først.

Fremmedgørelse og angst ved vi også meget mere om. Der er blevet sat ord på sagen og selvfølgelig skal vi takke Gud fra prædikestolen for disse vældige gaver til vores egen selvforståelse og frie livsudfoldelse. Frihed er sådanne ting. Det er da ikke at følge Adam Smiths fattige filosofi og køre rundt i en pralebil og leve tranceagtige praleliv.

Den sekulariserede del af Gudstjenesten er ikke mærkelig eller forkert i lyset af hvordan verden er blevet. Verden har ændret sig. På godt og på ondt. Selvfølgelig skal præster lære at være eksistentielt klodsede i den sekulariserede del af Gudstjenesten for ellers bliver det overgearet og lægmandsprædikenhængenosse. Denne klodsethed skal styrkes. Og så vil det være naturligt at inddrage politik, for selvfølgelig stemmer præster på et solidarisk parti. Ellers er det tungen ud ad vinduet.

Tilslut et par rørte ord. Dette er ikke en kirkekamp. Det er blot et debatindlæg og jeg tror inderligt at det levende ord vil gøre en del af arbejdet. Det er muligt at skrive sig disse ting bag øret og læse mine ord. Der er ikke noget revolutionerende i dem. Det er en lille, men ikke ubetydelig, reform i den måde en præst griber sin prædiken an på jeg er ude efter. Ændringer tager tid. Ting tager tid.

Selvfølgelig er trøsten Guds. Sorg er det mest komplekse i livet, så selvfølgelig er trøsten Guds. Hvordan vi klarer hver dag, hvert sekund uden at dumme os for meget er en menneskelig gåde. Hold den menneskelig. Hold gåden menneskelig, for den er stor og varm som en mægtig hånd under os. Men brug intellektet og se på de 5 sorger som vi kender til. For at vi kan leve her på jorden som brødre og søstre.