En anden tid, et andet sted

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Det var fint hvis vi var “rækker af folk der passer på hinanden”. Det er vi imidlertid ikke slet og ret fordi det er usprog. Rodet sprog. Wittgenstein ville indvende at det er filosofisk rod og jeg ville være enig og Wittgenstein ville drøne rundt i det stopfyldte mellemstore lokale i “Moral Sciences Club” og pege på deltagerne med samlede hænder. DU har sagt noget forkert! DU har sagt noget rigtigt! Lidenskabeligt. Ja, hvem der var ung i Cambridge i 1940’erne.

Nuvel. Alle er indbudt til at lege Moral Sciences Club i 1940’erne. Lad os ikke være Dumme Dänen som vi ind imellem forfalder til. Blandt andet ved ikke at bruge tiden til AT TÆNKE. Lad os høre nogle Beethoven symfonier om aftenen og væbne os med analytisk filosofi om formiddagen, for det passer godt til sådan en solrig dag i september.

Jeg ville have stillet plenum følgende spørgsmål:

Romantiserer Hr. Peter Høeg mennesket i stedet for at holde af det på den måde som vores samfund så generøst inviterer til?

“Bekvemt. Nemt. Forsimplet!” ville Wittgenstein råbe, dog med tydelig adresse til Hr. Peter Høeg. Wittgenstein ville kaste sig glubende over mit spørgsmål, analysere det i flere timer fordi jeg havde forstået noget ved Hr. Peter Høegs “livsmåde”, Wittgensteins udtryk, som på en fuldkommen åbenlys måde hang sammen med emnet.

Den eneste kvinde i lokalet, den unge katolik Miss G.E.M. Anscombe, ville naturligvis få lov af mesteren til at fuldende følgende indlæg:

“Lad os tage relationen mellem forældre og børn. Hvis vi læser 1. Mosebog kap. 3 vers 15. tales der om fjendskab. Også hos kloge kloge hihi Freud er der tale om fjendskab. I hvert fald om en ret kompleks relation med indbyggede komplekser. Vi vil det bedste for hinanden men et raskt lille fjendskab kan være nødvendigt. Med vrede inkluderet. Med tænders gnidsel og lange perioder hvor vi ikke er på talefod. Vi har endda den mulighed at vi kan elske vores fjender.”

Wittgenstein ville trave tilfreds igennem lokalet, lige forbi Georg Henrik von Wright, og hen til mig. Jeg ville bryde ud i følgende verbale afklapsning:

“Det, der gør mig virkelig vred er at Hr. Peter Høeg i bog efter bog ikke tager psykiatri alvorligt. Om det er sådan man gør på Vækstcenteret ved jeg ikke, men Hr. Peter Høeg gør det altså i bog efter bog. Jeg er selv psykiatribruger og det vender sig simpelthen i mig når psykiatri gøres til ånd. Sådan gør man altså ikke i dag.”

Wittgenstein ville sætte sig på kanten af et bord med en småkage og sige henkastet:

“Hr. Peter Høegs appel er åbentlyst til drømmere og de sover som bekendt.”

Men dermed var denne eftermiddag først lige begyndt…

Nurla fortæller om, hvad han ville bruge forskellige pengesummer til, hvis han ikke skulle bruge dem på noget andet

By
Morten Hjerl-Hansen
-

4.500: “Et skib. Et meget grimt skib.”

11.000: “Et skib. Ingen tvivl.”

12.000: “En gave til min kone.”

13.000: “En møgspand til 1000 kroner og en gave til min kone og et skib.”

14.000: “Et skibskib.”

4 mio.: “En jordomrejse med alle i hele verden på et skibskib der ikke var mit skibskib.”

5 mio.: “Jeg ville simpelthen købe alle jeg så!”

10 mio.: “Jeg ville lave en konkurrence i tv, simpelthen, hvor jeg konkurrerede med mig selv om at være mest skibsagtig.”

11 mio.: “Købe mig en kaptajnshat og være nærmest lidt surere end jeg er.”

12 mio.: “Give alle pengene væk efter at have købt ni helt almindelige skibe.”

13 mio.: “Bygge en havn hvor der var trukket en line af lilla strikkegarn mellem molespidserne.”

14 mio.: “Spørge mig selv, hvor alle de penge kom fra.”

15 mio.: “Montere et stearinlys på toppen af mit hoved.”

Ung med psykisk sygdom aet på en lidt fjollet måde

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Han: “Du aede mig.”

Hun: “Jeg ville gerne bolle.”

Han: “Er du holdt op?”

Hun: “Med at bolle?”

Han: “Du sagde sætningen i datid. Du sagde ‘Jeg ville gerne bolle’.”

Hun: “Det hørte jeg godt.”

Han: “Fint.”

Hun: “Jeg ved hvad man skal sige til sådan en skide tosse som dig.”

Han: “Du mener at du ved hvad man skal sige? Altså det rigtige at sige til en ung med en psykisk sygdom som er forelsket i dig?”

Hun: “Sådan cirka.”

[De begynder at bolle.]

Hun: “Min ven. Min ven. Giv agt. Alt er endnu uprøvet. I dine hænder lagt.”

Hun: “Du er så forelsket i mig. Tåber ville sige at ‘du forestiller dig alt muligt’. Moderne tåber. Postmoderne tåber. Hihi. Whatever.”

Hun: “Jeg ved godt, at jeg er dejlig. Jeg er symmetrisk, har to bryster, to hofter og så videre, det ville hihi være tilstrækkeligt at nævne en ting. Jeg er et tagselvbord af dejlighed.”

Hun: “Du er en løber. Den slags man ruller ud når kendte skal i biffen.”

Hun: “Du er så lykkelig over at elske mig.”

Hun: “Tåber ville sige: ‘Det er set før i verden’ og ‘Det er set så mange gange før.’ ”

Hun: “Jeg vil sige: Det er aldrig set eller sket.”

Autofiktionistens eftermiddag

By
Morten Hjerl-Hansen
-

En afstumpet mountainbiker kom hjem og kastede sit svedige tøj i bryggerset. Hans kone eller mand kiggede op fra en interessant fiskeret der var brændt på således at finnerne var uspiselige. Så begyndte mountainbikeren at tale i underbukser. Og nøj hvor han kunne tale, for han var krea. Han hadede for hans sorg var udartet til had, for det gør sorg hele tiden for alle mennesker og det er så almindeligt og banalt og normalt, ja, i mine øjne er det det eneste normale ved et menneske foruden sorgvægtningen: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være os selv nærmest. Og han talte ind til fiskefinnerne brækkede af og hans kones eller mands ører faldt af. Aldrig havde de hørt så meget ævl. Autofiktion der blev optaget med en telefon og udskrevet af Gyldendal. Nu havde læserne et sandfærdigt vidnesbyrd fra en autentisk lidelseshistorie der, blev de enige om og bekræftede de hinanden i, brændte klarere og virkede mere troværdig end deres egne sorger. Her var en mand hvis visdom man kunne frygte. Her var en mand man kunne frygte. Det er nemlig lettere at være småbange for de store end at lave noget hulla bulla kunst som man tør stå ved i en grad så man lever sammen med det hulla bulla man selv har lavet.

Simone Kvage er taget til Sydsverige for at besigtige SEK 11.500

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Det foregår på den, umiddelbart lidt kedelige, måde, at en kvinde fremviser en webside fra sin bank, som hun logger ind på med Google Chrome, mens Simone Kvage og jeg står ved siden af og skæver til hinanden. Men Drossel Fejerbusks beretning om pengesummen er ikke kedelig.

“En gang var de delt i to ‘pøle’ som vi siger her i Sydsverige, med en hilsen til Christian 2. af Danmark. Den ene pøl bestod af 600 kroner og et æble og den anden af 500 kroner og en sjat blæk i et blækhus. Blækhuset var ‘udviklet’ af nogle danske ‘kreatyper’ i Løgstør omkring år 1500. Danske kreatyper har ry for at lave ‘seje projekter’, hvor de laver ‘strategiske ryk’ på den ‘lange bane’ og ‘kommer udmærket i mål’ men glemmer at passe på andre. Sådan er jeg ikke. Det vil jer hermed dementere. Nå, men de hersens fyre dør, da de har lavet blækhuset og det kommer i min families besiddelse.”

Hvad sker der så?

“Årene går, som man siger. Alle er bevidste om blækhusets talenter.”

Alle i hele verden?

“Alle i min familie.”

Men din familie er vel i verden?

“Jeg har et billede af min far her på hylden. Han var citron i livgarden. En gang var han rapkæftet overfor Hitler. Hitler kunne ikke høre noget for han var i gang med en af de modbydelige taler i radioen hvor han talte hadet op. ‘Virker denne mikrofon?’, spurgte Hitler. Min far kvitterede ved at rive en tom kuvert ned fra hylden og sende Hitler en knippel som han kunne banke sig selv oven i hovedet med. Den ankom da han lå oven på Eva Braun.”

Det er en grum historie.

“Ja.”

Jeg kunne godt lide vinden i håret på side tre.

Maradjøngade hyggepludrer med Brando Dalfrøcies på vej hjem fra Egypten

By
Morten Hjerl-Hansen
-

“Rundt om et menneske er der kanter og grænser. Hvis vi var helt kvadratiske og lige store og ikke havde grænser ville vi have kunnet ligge ind mod hinanden på fire måder, fraregnet dem hvor der indgår en forskydning. Derved ville kontakten være ideel og vi ville sammen udgøre rektangler. Vi ville kunne tale uhindret om bagværk uden at nogen udenforstående ville kunne høre hvad vi sagde.”

Med mindre de andre kvadrater havde ører og kunne lytte mens de dalrede rundt om os, optagede af deres egne skøre tanker og projekter.

“Vi har ører.”

Vi har ører.

“Men modellen er meget god.”

Den er faktisk meget sjov. Og god.

“Ja.”

Og rar.

“Tak.”

Men er grænserne identiske med vores kanter?

“Vores grænser ligger sådan lidt mere hulter til bulter trukket på jorden rundt om vores kanter.”

Som et langt reb?

“Som et reb. Som et pigtrådshegn. Som en snor. Det kommer an på om vi har kontakt til vores menneskelige situation.”

Den er noget med sorger?

“Den er noget med sorger. Ja. 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være os selv nærmest.”

Hvor kommer palmetræet fra?

“Palmetræet? Øjeblik, jeg skal lige have en mundfuld the.”

Hvorfor ligger der små blomster hele vejen rundt om?

“Blomster? I græsset, mener du?”

Ja.

“Du har meget fantasi, hva’?”

Noget har jeg.

“Jeg er med på at omgivelserne spiller en vis rolle. Men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig en sø med igler.”

Jeg forestiller mig lige nu en studine der cykler forbi et palmetræ i Los Angeles.

“Det er et smukt billede du fremmaler.”

Næ. Det er studinen der er smuk.

“Jeg bliver helt forelsket.”

(Vrisser.) Du må ikke lade dig rive med på den måde.

“Ved du hvad. Jeg er ikke firkantet.”

Du ligner én jeg kender.

“Jeg er en fjerdedel afrikaner.”

Det er det jeg mener.

Nyt brætspil: Psykisk Godt

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Der var kaffe i krusene og det var hjemme hos mig. Jeg kastede terningerne og min spillebrik, en lille person med udslukte øjne og et langt friskere ansigt der kunne vippes ned, landede på spørgsmålstegnet. Det betød at jeg måtte trække et kort fra den orange bunke. Selve kortene var blå.

“Hvis du netop nu har det psykisk godt får du din egen spilleplade at bevæge dig rundt på.”

Det grinede vi meget af.

Nu var det min kammerat Niels Christian Beethoven der kastede terningerne. Også han landede på spørgsmålstegnet.

“Du får det psykisk skidt da du forlader Rådhuspladsen hvor dine to veninder står og surmuler med næsen nede i telefonerne.”

Vi lo højt.

Desværre landede Brando Dalfrøcies i midterfeltet allerede i første slag og det betød at spillet var slut. Røde korn faldt ned fra loftet.

Alt i alt blev vi rystet meget godt sammen, hvilket var rart. Jeg bor nemlig i en peberkværn. Vi sælger mandler mellem to og fire.

En konstruktiv kritiker kom ridende

By
Morten Hjerl-Hansen
-

En konstruktiv kritiker kom ridende. Vejen var skærvet, uregelmæssig og sine steder helt forsvundet. Vejen var svær for den konstruktive kritiker. Tuer og store huller. Alligevel var vejen gammel. Farbar for konstruktiv kritik igennem tiderne. Der sad den gamle mand. Den gamle mand, der i hvert fald ikke havde stemt på Trump, var et mysterium i den lille bitte by som den konstruktive kritiker var kommet frem til.

Vores by.

Det var morgen.

Det var meget tidlig morgen.

Som regel sover jeg selv på dette tidspunkt.

Jeg lå i min seng og vågnede ved hestetrampen. Jeg regnede med at det bare var en mus. Intelligens har jeg ikke så meget af, siger folk. Siden fandt jeg ud af, ved at se igennem den lille flig mellem gardinerne, at det nok var den konstruktive kritiker der var kommet på besøg for at komme med lidt konstruktiv kritik til folk her. Jeg pøsede vand fra skænken i sengen i gæsteværelset og begyndte at feje gardinerne. Uden for hørtes stemmer, derpå to skud! Jeg prøvede at regne ud hvad der var sket, men min intelligens rakte ikke. Jeg fandt ikke engang ud af hvad der var sket.

Jeg gik ind i biblioteket. Rådvild. Alle de bøger.

Jeg måtte starte fra begyndelsen, hvis jeg ville finde meningen med denne dag.

Virkeligheden kunne være så hæsblæsende. Jeg havde engang set det skrækkelige syn af en mand der var blevet spist af en fisk.

Forsigtigt tog jeg et stykke papir frem.

Det brækkede.

Jeg tog et nyt stykke papir.

Det brækkede.

Gad vide, hvad den konstruktive kritiker ville sige hvis han så mig her mellem alle papirstumperne. I et tudsegammelt bibliotek. Velholdt. Med et par flotte bryster som gjorde mig liderlig og fuld af kærlighed som ingen rigtig kunne fatte. Jeg gik på knæene et par gange rundt om skrivebordet mens jeg tænkte på min hustrus søde mandekollega som simpelthen sad to bænke foran os i Vor Frue Kirke i København. Der sad han og det var som om jeg ikke kunne få tingene til at passe. Det var som om min menneskekundskab blev gjort til skamme og jeg sad som en savlende baby og kiggede på manden dengang i Vor Frue.

Nu følte jeg samme forlegenhed.

Hvad var der sket.

Jeg dansede, svingede rundt med armene strakt ud fra kroppen og bed efter de kugler der hang ned fra loftet til det samme formål.

Jeg dumpede ned i stolen og betragtede den vandrette linje med toppen af mine yndlingsfaneblade på skærmen. GMail. The Other Newspapers redigeringstilstand. The Other Newspaper. Pixabay til at hente billeder til The Other Newspaper. Listen over aktive danske litteraturblogs. Avisen Informations netudgave. Jeg foldede underlæben mellem højre hånds tommel- og pegefinger og tænkte.

Hændelsen med den tiltalende mand fik mig til at tænke med en mærkelig ukendt koneskærlighedtilandremændrespekt som optog mig og jeg følte mig rodet.

Jeg føler mig ofte rodet.

Opflammer.

Rodet.

Det er den tredje største sorg jeg således oplever, sorgen over ikke at kunne skille tingene ad.

På grund af den tredje største sorg bringer det mig glæde at adskille de fem grundsorger der henhører til den menneskelige eksistens. Deres mystiske forhold til glæden.

Der var stille ude fra gaden.

1...156157158...417Page 157 of 417