Katrine Kvitter står tit på hovedet og tisser. Væk fra kroppen. Hendes ansigt er almindeligt. En dag sidder hun på kontoret og betragter en kollega der skriver. Hun synes han ser sød ud og spørger om han vil danse. De danser primitivt indtil frokostpausen.
Köchtlin ledte, som de fleste læsere af dameblade vil vide, efter bekræftelse i Polen. Det var han fuldt ud klar over, da han tog afsted. Dette var selve hensigten med rejsen. Hans kone sagde: Kom nu afsted, lillefar og skubbede ham ind i toget.
Under konkurrencen lagde han bevidst sin bedste tegning væk for at blive elsket for den han var, frem for hans smukke frembringelser: tegninger, knapper, den slags. Han deltog med et led af den type idioter sad på med et strå i munden i gamle dage. Knirk. En person ved navn Glik købte leddet med stolper og det hele og fik det bedre med sig selv, fordi Glik havde købt noget, som mutter derhjemme satte pris på. Köchtlins selvværd gik et point op, men den samlede sum var et mysterium, ligesom forholdet til ham selv. Et mysterium.
Han vandrede, mens han spekulerede over selvværd og selvtillid. Vigtigst for ham var spørgsmålet om man kunne arbejde direkte og målrettet med dem? Nu befandt han sig i Krakow og det var lidt dumt. På vejen hjem sad han alene i kupéen overfor en dansker der var på vej ned. Det var en soldat. De hjalp hinanden, Köchtlin og soldaten. Og den der måtte høre på dem var en ekspedient.
Du kender jo nok mest verden som en dum turist?
Varmen.
Ja.
De sydlige himmelstrøg.
Er det ikke sådan man siger.
Solen.
Hold nu kæft. Jeg vil gerne have min familie med til Trinidad i vintermånederne.
Mærkeligt.
Ja.
Ligesom Peter Doig.
Hov. Hihihi. Du afslørede mig.
Ja. Tøhø. Hæhæ.
Jamen jeg er ligeglad. Trinidad er store nok til både mig og Peter og jeg gider ikke besøge ham.
Hvorfor?
Jeg tør ikke. Jeg orker ikke. Jeg grof ikke.
Grof?
Grof. Jeg vil gerne opleve folk der ikke lever i en skyldkultur om vinteren og så vende hjem til Danmark og skyldkulturen og alt det rare ved Danmark om sommeren.
Det lyder jo enoooormt priviligeret. Enooormt. Hihihi.
Hahahaha.
Hahahahaha.
Hyhy. Hahaha.
Nådada.
Ja.
Jamen fortæl mere. Jeg er ikke kunstner. Du er kunstner.
Årh, det ved jeg såmænd ikke. Er jeg?
Ja for silen da! Du er enorm.
Årh, mon dog. Er jeg?
500 danskere kigger forbi dine tekster om ugen. Du er E-og-så-norm!
Hahaha.
Trinidad.
Trinidad. Vent lige. Du vil have at jeg skal forklare dig hvorfor vi tager til Trinidad?
Ja.
Med henblik på at vinde din accept.
Ja.
Din tilladelse.
Hov hov. Min intellektuelle tilladelse.
Ah!
Min in-tellektuelle… indfølende? tilladelse?
Lad gå. Men så skal du stå og vinke i lufthavnen med denne hvide dug.
Med denne hvide dug.
Maradjøngade er tilstede i lokalet og sidder i interviewstolen overfor I. Spinkel. Alligevel er opmålingen af hans placering både omfattende og grundig. Det er lynchingfirmaet Krauner der i fuldkommen flydende koncentration svirrer rundt i hvide kedeldragter med logo og med deres tommestokke og indviklede apps. Krauner-firmaet har før generet Maradjøngade så han betragter de arbejdende med skeptiske blikke. Så kommer en af dem for tæt på og Maradjøngade antænder ham med en let bevægelse med sin flammekaster. Han brænder ned til grunden.
I. Spinkel er en selvhøjtidelig mand der har en masse at have det i og det får flere blandt publikum til at spise lidt mere slik end de ellers ville. En ung mand, der har svært ved at tage situationen alvorligt smider en lakrids op på scenen.
I. Spinkel retter sig i stolen og smiler barnligt ud mod de cirka 50 velklædte individer der er tilstede i dag. Så formørkes hans ansigt og han raller af selvfedme. Jeg bliver først chokeret, men de omkringsiddende ser ud til at have forståelse. Det miffer mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke at disse mennesker kun er interesserede i dem selv, hver og én, og overveje hvorvidt de ved noget som helst om forståelse for folk der virkelig kan og tør noget med deres skrift.
Interviewet er underholdende. Maradjøngade har taget undulater med, som hele tiden afbryder: “Louisiana Literature er noget lort,” siger de med deres små stemmer. I. Spinkel parerer veloplagt med papirflyvere.
Det er en pseudobegivenhed som alligevel river mig med og opløfter mig. Efterfølgende er jeg helt glad. Et snehvidespejl som gør folk endnu mere kranke og små end de var da de kom til Humlebæk, men ikke desto mindre et behageligt fordybelsens spejl.
Da seancen er forbi lægger jeg mærke til en køn ung, nøgen kvinde som hælder lidt sukker på gulvet, mens hun venter i klyngen af mennesker der venter på at forlade lokalet. Vores blikke mødes. Vi ved et eller andet sammen. Hvad ved vi? Jeg opsøger spontant igen hendes blik, men forgæves. Hendes udstråling virker pludselig usikker. Hendes krop er smuk. Hun ser ud til at vide noget om sorg og det beroliger mig. Hun er en af den slags mennesker som hver eneste dag hviler i og funderer over de almindelige sorger: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel, 5. Sorgen over at være sig selv nærmest.
Jeg lægger min jakke over skuldrene på hende. Jeg må beskytte hende. I dette tilfælde: Jakken må beskytte hende. Jeg lægger mærke til, at jeg har sagt disse ord højt: “Jeg må beskytte hende. I dette tilfælde: Jakken må beskytte hende.” for pludselig vælter folk over hinanden for at komme ud af lokalet i impulsiv flugt fra kærligheden. “Stop!” beordrer jeg råbende, men til ingen nytte. Gandalf brænder ligesom ikke igennem i denne forsamling højpandede idioter.
En gammel mand vælter og ligger på gulvet med et undskyldende, varmt smil da vi tre er tilbage i det tomme lokale.
“Jeg elsker, at blive væltet omkuld.”
Tillad mig, som hihi partileder i Følelsernes Parti, at udfolde en principiel diskussion om Jeff Bezos, og denne verdens Jeff Bezossers, følelser. Jeg taler ikke om Jeff Bezos almindelige velbefindende, som jeg egentlig ikke hihi interesserer mig for, men om hvordan det føles at eje 100 milliarder dollars. Jeg taler heller ikke om, hvor ofte Jeff Bezos tænker over dette som isoleret følelse og hvordan han oplever og ikke oplever at forholde sig til denne følelse. Det jeg taler om, er hvorvidt følelsen adskiller sig væsentligt fra at eje fx 100 millioner dollars. Hvis det er tilfældet har vi i Følelsernes Parti virkelig en sag at gå i gang med. Så kan Jeff Bezos donere et klækkeligt beløb og bevare sin åbenbart så vigtige oprindelige følelse intakt. Men hvem føler vi at han skal donere dem til? Vi vil i Følelsernes Parti gerne opnå at 500 kroner har cirka samme værdi for alle verdens borgere og pengene skal doneres til et neuralt netværk som er programmeret med dette for øje. For hvis man er fattig er 500 kroner forbundet med hede følelser.
Hvorfor er følelser så centrale for vores menneskesyn i Følelsernes Parti?
Det er de fordi vi mennesker bærer rundt på mange følelser og fordi vi egentlig har det bedst med de enkle følelser.
De er nogle helvedes karle, de kan rumme mange følelser på en gang uden at lade sig hyle ud af den, nogle af dem er psykisk robuste og når de ligefrem byder ind med gode talegaver slutter vi som den naturligste ting i verden at de har retning og bundsolide holdninger og er pålidelige meningsdannere, vel at mærke hvis de mener det samme som os selv. Følgeslutningen er efter min mening forkert. Psykisk robusthed er ikke en gave når det handler om at rumme mange følelser på én gang. Linjerne bliver for skarpt trukket op. Det bliver til en skyttegravskrig. Voilá! Hvad har vi i dagens danske samfundsdebat? En skyttegravskrig. En borgerkrig. Værsgo og spis. Den stærke mand og den stærke kvinde er den der kan rumme frustration uden at blive ulykkelig af den og dermed uden at stoppe op og bruge forstanden, intellektet, resignationen, ånden, kunsten og dermed empatien som selvfølgelige politiske redskaber. Jeg vil gerne have en melankoliker som regeringsleder i stedet for alle disse utroligt spændstige typer. I bliver så let ofre for primitive drifter. Overophedning. Selvfedme. Magtsyge.
Frustrationsmennesket er dagens helt i skysovs. Simpelthen. Hurra hihi for frustrationsmennesket.
Bevis:
Når vi ”vender blikket indad” i dag ser vi ikke på vores enkleste sorger.
Nej.
Vi ser selvfølgelig på hvor indviklede vi selv er.
Det er et forkert, ondt, ukonstruktivt og uhensigtsmæssigt menneskesyn.
Når jeg siger ”sorg” så spørger alle mig: ”Hvem er død? Så må du have noget tid. Hvor jeg ikke hihi ringer til dig, i øvrigt.”
De enkleste sorger er foruden tabssorg: 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være sig selv nærmest.
I en verden hvor enhver der har lyst til at komme ind i kampen ikke blot opnår dette, men i tilgift bliver en pragtfuld leder, må man sige at Harnødv Depp er en led skid der lister rundt i skyggerne. I et par år omdannede han ejere af kattepensioner til vilde eksistentialister der kørte ud ad landevejen i deres Pontiacs. Nu går det lidt stille.
