1. Følelsernes Parti

I forhold til de vilkår der knytter sig til menneskelivet vil det være forkert, ja, fornuftsstridigt og taktisk helt ude i skoven at hævde eller tage som udgangspunkt, at vi intet ved om ånd i forhold til netop disse livsvilkår. Vi ved, hvad vi behøver at vide hver især og jeg vil derfor ikke forfølge emnet yderligere andet end helt åbent erklære at jeg gerne så et følelsernes parti. Et følelsernes parti der vovede at stå ved sine egne følelser ud fra dem der har følelserne: Folket.

Følelser.

Et følelsernes parti der ikke er populistisk, men rodfæstet i Ånden, ikke i psykologiske behov, men i Ånden og Folket.

Jeg så gerne et parti med dybe rødder i folkedybet og åndeligheden.

Jeg argumenterer ikke for et parti der flytter sig efter folkestemninger.

Nej. Med et følelsernes parti mener jeg et parti der ikke stopper ved at alle mennesker skal have det materialistisk godt, men også arbejder for at alle mennesker har muligheden for at dyrke det åndelige.

sorgisolation.dk

Noget i den stil.

Er mit bud.

Der skal arbejdes for et samfund uden så mange frustrerede individer. Jeg er ikke stoiker, men det er følelsesmæssigt og logisk begavede melankolikere som mig der skal skrive noget engang imellem for at få enderne til at mødes. Vi har en venstrefløj hvor vi spytter på DFs ledere og kalder deres vælgere for bange uden at turde noget sige noget som helst om menneskelige grundfølelser i samfundsdebatten.

Det er blevet en latterlig skyttegravskrig som vi står til at tabe hvis man hihi tjekker udsigterne.

Sorgen er det mest komplekse i livet.

Sig mig hvis der er så mange følelser i politik, hvorfor så ikke foretrække de enkle følelser. Der er kun fem at vælge imellem: Sorg, glæde, frygt, vrede, misundelse.

Det er dumt ikke at generalisere i forhold til noget så enkelt som de enkle følelser.

Hvad der glæder folk skal samfundet ikke blande sig i. Hvad vi er bange for må vi intellektuelt analysere stille og roligt eller vende den anden kind til. Det skal samfundet heller ikke blande sig i. Misundelse er noget værre lort og så er der kun sorg tilbage.

Alt for mange mennesker har ikke tid til at bære det at være menneske med de sorger der nu engang er: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være sig selv nærmest.

Når smertetærsklen er overskredet bliver sorgerne til had. Sorgisolationsalarm! Det kender vi alle. Det er en stemning. En stemning der hedder frustration. Når hadet bliver synligt bliver det til pænhed og forløjet velvilje.

Lad os arbejde for et samfund hvor frustrationerne bliver til sorg bliver til glæde.

2. Borgerlykke som det gode samfunds mål er en løgn

At spørge et menneske om det er lykkeligt i en opinionsundersøgelse er grænseoverskridende, ufilosofisk og vildledende. Jeg skal forklare hvorfor.

Det er grænseoverskridende, fordi det ikke er noget samfundet skal bekymre sig om. Det frister os ligefrem til at lyve i telefonrøret og man skal ikke lyve. Vi skal slet ikke svare på den slags ting. Ikke engang overfor os selv. Det svarer til at ”indrømme” at man fik for lidt kærlighed som barn, ”indrømme” at man føler sig livsuduelig eller ”indrømme” at man har et svært og vanskeligt liv på den sociale skyggeside.

Det er ufilosofisk fordi lykken ofte knytter sig til forbigående følelser og som regel overhovedet ikke er synlig hvis den eksisterer over en længere lykkelig tidsperiode. Det er ufilosofisk fordi de sprogspil der knytter sig til lykkeordet er et jammerligt filosofisk rod.

Dermed kan vi ikke bruge opinionsundersøgelseslykkespørgsmålet som en ledetråd om noget som helst. Det er falsk tryghed. En ufilosofisk sovepude.

Det forstår folk godt.

Det er mere værdigt at stille og roligt gå ud fra, ikke at vores medmennesker som regel lider forfærdeligt i løbet af deres livsspand, men at vi mennesker er underkastet det livsvilkår der hedder at sorgen er det mest komplekse i livet.

Hvordan er vi overhovedet nået dertil i åndelig forståelse at vi måler med lykke? Er tiden virkelig så ussel? Nej. Vi har alle gode muligheder for at komme videre med oplysning og kontrol med kapitalen. Men det kræver to ting. Det kræver at vi bliver enige om nogle ting angående vores menneskesyn og at vi bruger regnekraft.

3. Hvordan skal vi kontrollere kapitalen i 2030?

Det skal vi ved hjælp af neurale netværk. Ligesom der er valgret skal der være anonym indrapporteringspligt. Selvfølgelig ikke om lykkeselvkendskab, men om 1) hvor meget 500 kroner reelt betyder for den enkelte voksne borger på det givne svartidspunkt og 2) om hvor meget tid og muligheder den enkelte borger har til at forholde sig til det livsvilkår der hedder grundsorgerne. Gennem fællesskab, kærlighed, litteratur, kunst, dans, sang og fest.

Den kunstige intelligens skal opbygges af de lande som kan huske velfærdssamfundene i 60’erne til og med årtusindskiftet. Skandinavien og Tyskland.

Medier, befolkning og politikere skal holdes løbende orienteret om disse to kernevelfærdsområder og målet skal selvfølgelig være at 500 kroner får samme værdi for alle, så vi kan bruge tid på at leve og være glade uden samfundets indblanden i vores udfoldelser, vores holdninger, vores tro, vores glæde.

4. Angående følelsernes opdragelse og karakterens dannelse: Livserfaring er også en løgn

Man kan ikke vokse i det indre menneske uden Gud. Man kan ikke lære at sørge over sine synder uden Gud. Det er udgangsbønnen i enhver dansk folkekirke og det er da en vigtig ting som får mange til fejlagtigt at tro at selvforbedring er en tro. Det er det ikke. Det hele er i Guds hænder.

Stil.

Det er faktisk ordet stil som kommer det jeg i dette afsnit taler om nærmest. Det svarer til det man i litteraturens og åndens verden kalder at have en stemme. Det er få forundt, men det er saft susme mange forundt at have stil. At føle et andet menneskes stil kan eddermame være svært for mig. Der er kærlighed løsningen. Det hele handler om kærlighed.