Min hukommelse er vældig god og ikke besværliggjort af det faktum at jeg altid har været sindssyg. Snarere end at opregne en masse vanvittige situationer vil jeg her skrive lidt om hvad det altid har drejet sig om. Det har altid drejet sig om at sorgen er det mest komplekse i livet. Først og fremmest min egen sorg. Andres sorg har jeg først fået en mere realistisk og nogenlunde stille og rolig tilgang til efter jeg indså at sorgen vitterligt, for mig, i min optik, er det mest komplekse i livet. Jeg bruger ordet ‘nogenlunde’ helt bevidst, fordi jeg bruger meget af min energi på at skrive med det formål at trøste og opmuntre og ikke på at lytte til patienter dagen lang ligesom psykiatere og psykologer. Det er et nobelt mål at skrive, men også lidt distanceret i forhold til den direkte bilaterale menneskekontakt jeg har lært gennem mange år som patient i distriktspsykiatrien og som jeg elsker og kæmper for. Det er dejligt for mig at skrive. Når jeg skriver kan jeg være fuldkommen ærlig overfor de vældige kræfter som ordet rummer. Der er et element af lytning i det også som virkelig tiltaler mig.

I de første 44 år af mit liv var jeg vældig meget et familiemenneske. Dengang for et par måneder siden var der storebroransvar og pligt inde over til den store guldmedalje. Nu røres jeg til tårer over langsomt at finde ud af at mange mennesker, mange par, er sammen fordi de er dybt afhængige af hinanden. Fordi sorg er det mest komplekse i livet værger de sig som små angste dyr mod den store verden, nærmest som mumitrolde. Den slags bevæges jeg over. Jeg ved hvad afhængighed er. Jeg ved hvad det vil sige at tage en dag ad gangen. Lidt ligesom en prostitueret. Lidt ligesom narkomanen. Kærlighed er sådan et frygtelig stort ord. Inde i byen har jeg fornemmelsen af at folk slynger om sig med det. Du skal elske alle.

Hvis kærlighedens mekanik var overskuelig for mig ligesom sorgens væren det mest komplekse i livet havde jeg taget en hat på hvor der stod: Jeg kan elske! Nærmest ligesom hippierne gjorde. Men jeg ser jo hvor mange gange jeg svigter og forsømmer at gøre alle de velgerninger mod min lille datter og min hustru og nedbryde dårlige mønstre og vaner som jeg burde hvis jeg var helt stille og rolig, hvad jeg i grunden ikke tror nogen mennesker er. Det var Luther der sagde noget tilsvarende. Men det er et mål som det at sorgen er det mest komplekse i livet får os alle til at efterstræbe. Vi går virkelig efter trøst og opmuntring. På alle mulige måder.

Det at være hinandens helte i et parforhold skal efter min mening bestemt ses i forhold til at sorgen er det mest komplekse i livet og ikke i forhold til kærlighedsevne for jeg tror slet ikke på at kærlighedsevne er særlig centralt for forståelsen af kærlighed for jeg tror slet slet ikke at kærlighed kan forstås. Forstås.

At opleve et parforhold hvor der både er afhængighed og kontakt er for mig at opleve det største der er os givet.

Vi behøver ikke alle de stimuli og forstyrrelser som den aggressive velvillige trøst fra særdeles mange kunstværker tilbyder os. Taknemmelighed har intet at gøre med kærlighedens begreb eller ‘han/hun er fandme kærlig’. Den har noget at gøre med det panser som sorgens kompleksitets faktum giver os når vi ser på afhængigheden og kontakten. Afhængigheden og kontakten kan synes ubetydelige sammenlignet med en dybt sexet person i en bar der bliver ved og ved med at beruse os med hede kys og varme ord og stabilitet og ansvarlighed, men de er meget mere værdifulde. Men det er fordi kærligheden i 2018 er blevet seksualiseret.

Så kunstens opgave er for mig ikke de store armbevægelser. Det er noget med at minde folk om stille og roligt at sorgen er det mest komplekse i livet.