Min selvbiografi

Min hukommelse er vældig god og ikke besværliggjort af det faktum at jeg altid har været sindssyg. Snarere end at opregne en masse vanvittige situationer vil jeg her skrive lidt om hvad det altid har drejet sig om. Det har altid drejet sig om at sorgen er det mest komplekse i livet. Først og fremmest min egen sorg. Andres sorg har jeg først fået en mere realistisk og nogenlunde stille og rolig tilgang til efter jeg indså at sorgen vitterligt, for mig, i min optik, er det mest komplekse i livet. Jeg bruger ordet ‘nogenlunde’ helt bevidst, fordi jeg bruger meget af min energi på at skrive med det formål at trøste og opmuntre og ikke på at lytte til patienter dagen lang ligesom psykiatere og psykologer. Det er et nobelt mål at skrive, men også lidt distanceret i forhold til den direkte bilaterale menneskekontakt jeg har lært gennem mange år som patient i distriktspsykiatrien og som jeg elsker og kæmper for. Det er dejligt for mig at skrive. Når jeg skriver kan jeg være fuldkommen ærlig overfor de vældige kræfter som ordet rummer. Der er et element af lytning i det også som virkelig tiltaler mig.

I de første 44 år af mit liv var jeg vældig meget et familiemenneske. Dengang for et par måneder siden var der storebroransvar og pligt inde over til den store guldmedalje. Nu røres jeg til tårer over langsomt at finde ud af at mange mennesker, mange par, er sammen fordi de er dybt afhængige af hinanden. Fordi sorg er det mest komplekse i livet værger de sig som små angste dyr mod den store verden, nærmest som mumitrolde. Den slags bevæges jeg over. Jeg ved hvad afhængighed er. Jeg ved hvad det vil sige at tage en dag ad gangen. Lidt ligesom en prostitueret. Lidt ligesom narkomanen. Kærlighed er sådan et frygtelig stort ord. Inde i byen har jeg fornemmelsen af at folk slynger om sig med det. Du skal elske alle.

Hvis kærlighedens mekanik var overskuelig for mig ligesom sorgens væren det mest komplekse i livet havde jeg taget en hat på hvor der stod: Jeg kan elske! Nærmest ligesom hippierne gjorde. Men jeg ser jo hvor mange gange jeg svigter og forsømmer at gøre alle de velgerninger mod min lille datter og min hustru og nedbryde dårlige mønstre og vaner som jeg burde hvis jeg var helt stille og rolig, hvad jeg i grunden ikke tror nogen mennesker er. Det var Luther der sagde noget tilsvarende. Men det er et mål som det at sorgen er det mest komplekse i livet får os alle til at efterstræbe. Vi går virkelig efter trøst og opmuntring. På alle mulige måder.

Det at være hinandens helte i et parforhold skal efter min mening bestemt ses i forhold til at sorgen er det mest komplekse i livet og ikke i forhold til kærlighedsevne for jeg tror slet ikke på at kærlighedsevne er særlig centralt for forståelsen af kærlighed for jeg tror slet slet ikke at kærlighed kan forstås. Forstås.

At opleve et parforhold hvor der både er afhængighed og kontakt er for mig at opleve det største der er os givet.

Vi behøver ikke alle de stimuli og forstyrrelser som den aggressive velvillige trøst fra særdeles mange kunstværker tilbyder os. Taknemmelighed har intet at gøre med kærlighedens begreb eller ‘han/hun er fandme kærlig’. Den har noget at gøre med det panser som sorgens kompleksitets faktum giver os når vi ser på afhængigheden og kontakten. Afhængigheden og kontakten kan synes ubetydelige sammenlignet med en dybt sexet person i en bar der bliver ved og ved med at beruse os med hede kys og varme ord og stabilitet og ansvarlighed, men de er meget mere værdifulde. Men det er fordi kærligheden i 2018 er blevet seksualiseret.

Så kunstens opgave er for mig ikke de store armbevægelser. Det er noget med at minde folk om stille og roligt at sorgen er det mest komplekse i livet.

Rama og Gokke ævler løs

Alle mennesker rummer både noget godt og noget ondt. Jeg skal ikke komme anstigende og sige at jeg kan se gennem folk. Nej tak. Men jeg kan skimte grænsen. Som en rød streg inde i hjernen.

Hvad er dog det for noget vrøvl?

Jeg kender bare mine evner utrolig godt.

Men det sidste af det du sagde var i påfaldende grad noget vrøvl. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan du så hurtigt kan bevæge dig fra at sige noget der egentlig lyder ok til at vrøvle om at du kan se en grænse mellem det gode og det onde i det enkelte menneske fremfor blot at give efter, slappe af i rygmusklerne og mærke suset fra selve den første konstaterings æskeformede vindforhold. Det du sagde hverken underbygger endsige vedligeholder den verdenskendte påstand at der er godt og ondt i alle. Og hele verden venter på dig. Det gør de.

Jeg opfatter din egen opfattelse af denne grænse som plastisk.

Næ nu må du simpelthen forklare dine ikke så lidt frække, hurtige og ganske bøvede påstande og udsagn lidt mere grundigt og omhyggeligt. Du hævder netop nu at du uden at kunne se eller så meget som skimte mine gode og dårlige egenskaber i sig selv, isoleret set og for hvad de er, tror dig i stand til at se en for mig fiktiv og dermed latterlig skillelinje. Jeg føler ærlig talt at du forsøger at fratage mig en del af min kerne. Men du hævder at du kan se igennem mig?

Jeg kan se skillelinjen.

Jamen selvom du kunne se det du kalder skillelinjen mellem mine gode og dårlige egenskaber og selvom den ligefrem stod malet i min pande så også andre kunne se den, er det bare sådan at de egenskaber vi taler om er så væsensforskellige at de ligger i et polariseret modsætningsforhold til hinanden sådan at en skillelinje er overflødig og unødvendig. Det du i virkeligheden peger på er at jeg ikke kender mig selv godt nok til at skelne mine værste og bedste egenskaber fra hinanden. Men i kraft af at der faktisk hersker en anseelig forskel på godt og ondt i verden er det en løgn. Som du slæber rundt på og udbreder på din mærkværdige facon.

Bøh.

Netop ikke bøh.

Den 2nden største sorg: Ensomhed: ”Folk, der ikke ved hvad en bilateral samtale er og således ikke sætter pris på det stille og rolige, må nødvendigvis opfatte selv det flygtigste møde med dem som en audiens”

”Folk, der ikke ved hvad en bilateral samtale er og således ikke sætter pris på det stille og rolige, må nødvendigvis opfatte selv det flygtigste møde med dem som en audiens.”

Hvad er det du er inde på?

”Audiens.”

Ligesom i når to konger mødes?

”Nej. En konge og en undersåt. En audiens.”

Nårh ja.

”Det er sorg 2.”

Ensomhed?

”Ensomhed.”

Definitionen på ensomhed?

”Definitionen på ensomhed.”

Hvad kan man gøre ved sorg 2, som så er ensomhed?

”Man kan læse mig.”

Det var beskedent sagt.

”Min lommeuld er lavet af guld.”

Vil det være muligt at fremvise et par totter af selvsamme materiale at jeg derved kan bringe vidnesbyrd om din formalistiske og indholdsmæssige storhed til avisens læsere?

”Har du noget imod at iføre dig en hat?”

Du er noget af en mådelever.

”Det er nemlig det jeg er.”

Hvad?

”Jamen, jeg forstår udmærket hvad du mener med udtrykket mådelever. Det er nemlig en der tror at der findes en måde at leve sammen som mennesker som verden endnu ikke har set magen til.”

Sorgfremstillinger

”Han går rundt og er ked af det” er blevet kåret til Danmarks mest tomme kliché for femte år i træk. Poppi Dalschrussor husker første gang gevinsten var i hus og drømmene dermed kunne skiftes ud med et samtalekøkken:

”Jeg indførte den oprindelig ved hjælp af russisk propaganda. Det indrømmer jeg. Særlig fordi jeg er blevet berømt, indrømmer jeg det. Folk kan godt lide at andre folk, der er berømte, indrømmer ting og sager. Med ét havde klichéen fat. Alle brugte den. Jeg vil gerne takke det danske folk.”

En kliché kan gøres skøn ved sproglig-poetisk-filosofisk snilde. En tom kliché kan ikke andet end at dræne og gøre folk ulykkelige. Vi har derfor spurgt en mængde mennesker der stod uden for redaktionens faste adresse i Stubberup hvad alternativet til dens anvendelse er. Vi fik ikke noget svar, så vi spurgte et enkeltstående menneske, der hedder Dan.

”Man kan antyde den kliché på forskellig vis. Så dybt er den indprentet i vores fælles bevidsthed.”

Ordret indprentet?

”Hvad?”

Er klichéen ordret indprentet?

”Nej nej, selvfølgelig ikke. Den findes i utallige variationer. Men de er alle forsøg på enten at bagatellisere sorgen eller forvise den fra normalverdenen, hvad dette begreb så måtte dække over. ‘Han går rundt og er lidt ked af det’ er en modifikation hvor ‘lidt’ er tilføjet på vamleste vis. ‘Jeg tror han går rundt og er lidt ked af det’ er direkte sundhedsskadelig og ‘Pønse og jeg tror han går rundt og er lidt ked af det’ forsøger at nærme sig noget forsvarligt og acceptabelt men er stakåndet tomhjernet.”

Hvad er alternativet til vrøvlet?

”Det er at sige, som sandt er, at sige at sorgen er det mest komplekse i livet.”

Sorgen er det mest komplekse i livet?

”Du sagde det! Bingo!”

Du tror du kan løfte folk ud af sorgen med en usynlig askeskovl som er din skrift.

”Ja. Det gør jeg nok et eller andet sted.”

Men kan du det?

”Som forfatter bliver man nødt til at personificere et eller andet larger-than-life som de siger på engelsk.”

Jeg forstår ikke engelsk.

”One.”

Hvad?

”One.”

Trebindsværk om forelskede menneskers kedsomhed forarger mand af pels

”Der er meget varmt inde i min pels. Mit hjerte bliver varmt.”

Lad være med at tale så besværet. Du kan sagtens udtrykke dig ligefremt og nuanceret.

”I min pels.”

Du varmer dig.

”I min pels.”

Ja. Ja. Hvad sytten? Der er Kroko Andersdal inde i din pels!

”Vidste du ikke at jeg var Kroko Andersdal i pelsen?”

Det var en solid overraskelse til æggemaden. Lad mig sige det på den måde.

”Berømtheder som mig…”

Hvad?

”Berømtheder som mig svejser.”

Digtskelet: Den overvældende park

Der går et menneske.

Det er en svane.

Hold kæft.

Nu stiger filosofien

Antallet af Søren Kierkegaarder er atter i vækst og det er ikke den slags det politiske parti Venstre taler om. Den oprindelige Søren gjorde en masse for at hans læsere ikke selv behøvede at skrive opbyggelige taler, opfinde falske navne og disputere varmt og indsigtsfuldt. Men Kejser Kåbefyr har tilrettelagt sin dagligdag netop omkring disse aktiviteter.

Hvis du ved at du tror du er Søren Kierkegaard, kan du så ikke bare holde op?

At være Søren Kierkegaard er min identitet.

Skrev den oprindelige Søren om identitet? Brugte han det ord?

Han brugte ordet selv.

Hvad med ordet bevidsthed?

Det brugte han heller ikke.

Du har en ganske påfaldende udstråling.

Det er fordi jeg er Søren Kierkegaard. Jeg er lidenskabelig.

Bruger han det ord?

Temmelig meget endda.

Jeg kan godt lide Søren Kierkegaard.

Tak.

Selv tak.

Du skal også sige tak til den oprindelige Søren Kierkegaard.

Og hvordan gør jeg så det?

Næste gang du ser en fugl på marken så hvisk et lille tak for dig selv.

Hvordan?

Ved siden af fuglen vil der sidde en frø. Den vil vise dig hvordan.

Den kvækker og hopper.

Den er slet ikke blevet født endnu.

Så den er ikke blevet født endnu, hva’?

Nej.

Sig mig, hvordan ved du egentlig det?

Den er blevet født nu.

En frø bliver ikke født.

Næ. Det er egentlig rigtigt.

Biologi er ikke din stærke side.

Men nu er den blevet født.

Hov hov. Hov. Vi er lige blevet enige om at frøer ikke bliver født.

Men nu.

Har du noget i mod at gå en lang tur i en egeskov din forvirrede pølle?

En læser spørger: Hvad er forskellen på indretningsarkitekters had, vrede, ligegyldighed, ondskab og ikke-kærlighed?

Kære The Other Newspaper,

En indretningsarkitekt jeg lige har smidt 45.000 kroner efter for at se på min dagligstue er raget uklar med et af møblerne på loftet. Det drejer sig om en spisebordsstol. Han skærer ansigt hver gang jeg foreslår stolen som et fuldgyldigt indslag i planlægningen. Jeg er psykolog så jeg er mere interesseret i at vide hvad han føler end hvorfor stolen er uskøn for ham?

Hilsen ukendte Topmand Maradjøngade

Kære Topmand,

Had er sorg som er godt på vej til at blive til enten pænhed, kærlighed eller latter.

Vrede er et fysisk ubehag hvor verden går ned bag solen.

Ligegyldighed er sorg der lyner så man ikke kan se det sagen drejer sig om, nemlig en stærk lidende person der vil dig det godt.

Ondskab er noget banalt der ødelægger sind og hjerter.

Ikke-kærlighed er det samme som det Tjørn Rabunter benævner ækvapollitoriumskhed. Dette ustabile, men betydningsfulde, mineral blev første gang opdaget i en sølvmine i Kuwait i 1968 og er ingående, omend metaforisk, analyseret i Kloge Franskbrøds roman “Gong eller Bong”.

Den følelse du leder efter er imidlertid surhed. Din indretningsarkitekt kan sagtens være gong eller bong men i forhold til din stol er han blot sur.

Med venlig hilsen

Brando Dalfrøcies