Opmålingen

Madam Kehlet sidder og fletter på en halvfærdig kurv af pilevidjer på dørtrinnet. Jeg vralter forbi hende med en sammenrullet avis mellem benene for at komme ind og opmåle stuegulvet i en fart. I entreen ligger et udsultet postbud. Jeg har ikke været inde før men læst mig til min viden om husets beboere, en far, Maradjøngade, en mor, Birk, og en søn, Frits. De har barrikaderet sig bag to sammenskubbede lænestole i hjørnet som skræmte dyr. Jeg tager et par akkorder på min guitar. Der lyder et klik.

Klokken er vel otte. Jeg kan se en stor myresluger træde ind over postbuddet. Den går lige ind i stuen og opdager med det samme vores skjulested. Dyret tager et par akkorder på den medbragte guitar. Der lyder et klik.

Klik.

Der er tre klik med i din nye fortælling.

Nå. Nå nå.

Vil du gerne forklare det sidste klik?

Du mener det klik der afslutter fortællingen.

Ja, selvfølgelig.

Det nægter jeg.

Jeg opfatter det som en personlig hilsen til mig.

Det er naivt.

Nej.

Jo.

Nej.

Jeg kender dig ikke.

Du kan se mig igennem dine briller.

Radiopostkort: Queer Kønsidentitet

Mange gange når man vil sige noget nuanceret og indsigtsfuldt om noget så på-forhånd-givet som queer-kønsidentitet skal man sige noget logisk modsætningsfuldt. Man skal mene noget vildt for en stund. Her kommer jeg med nogle udsagn som i hvert fald ikke kan være sande alle sammen på samme tid. Forhåbentlig kan hjertet forstå hvad jeg mener.

1. Jeg synes det eneste vigtige er at vi alle er mennesker.

2. Manden som en mellemting mellem stodder og gentleman.

3. Kvinden som en mellemting mellem samler og konsensusbegærende mandeudsmider.

4. 68ernes fornægtelse af eksistensen af prinsessealderen og politimandsalderen.

5. Manden som initiativtager. Det er hårdt for kvinder.

6. Manden som initiativtager. Det er hårdt for mænd.

7. Magtens begreb er blevet feminiseret.

8. Kvinder: Stammen er venlig og ligetil.

9. Mænd: Den udstødte mand går vi ud og taler med, men vi vil ikke se feel-good film om ham.

10. Manden der oftere bliver hjemløs

11. Kvinden der oftere bliver ensom og ulykkelig

1 er i modstrid med 2&3
1 er en overfladisk løgn hvis 5&6 er sande
7 & 8 & 9 kan ikke være sande på samme tid
osv.

Hun er helt klart flot

”Giv mig lige to sekunder.”

Hvad?

”Nå. Det er bare fordi jeg ser godt ud.”

Det forstår jeg ikke.

”Jeg forstår det heller ikke. Men jeg ser godt ud.”

Du ser pragtfuld ud.

”Tak.”

Tak fordi du vil lade dig interviewe til The Other Newspaper

”Giv mig lige to sekunder.”

Igen?

”Hvad laver du?”

Jeg ser på din telefon.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.”

Er du klar? Hvem er det på billedet?

”Du skal ikke se på min telefon.”

Hvad står der? ‘Lugter af filthat. I bad og så på Toga Bar. Er klar.’

”Det er bare Mike.”

Er det dit sociale liv?

”Hvad mener du?”

Mike skriver at han lugter af filthat og han vil i bad og på Toga Bar.

”Det er bare Mike.”

For fuld udblæsning.

”En gammel skolekammerat.”

Kan vi begynde interviewet?

”To sekunder.”

Kunstpause.

”Netop.”

Hvem korrigerer dig, Bettina?

”Korrigerer. Hvad er det lige det betyder?”

Hvem giver dig mandlige inputs? Varm, konstruktiv, drillende kritik i dagligdagen.

”Det gør min kairs.”

Du virker heller ikke ukorrigeret. Du virker faktisk som en sød pige.

”Snak du bare videre. Jeg skal lige være færdig.”

Tak. Hvad er et hyben? Hvorfor spørger jeg mig selv om det? Jeg snakker med mig selv. Jeg indleder samtalen med at tale om et hyben.

”Så er jeg færdig.”

‘Jeg har givet mig selv et staffeli i fødselsdagsgave. Nu skal det være.’

“Lad så være med at hihi kigge på min telefon.”

Hahaha.

“Hihihi.”

Kvat tog et år fri, men ingen forstår hans beretninger

”Vi er to måneder inde i mit friår. Jeg befinder mig i en kano med et græskar.”

”Tre måneder senere står jeg i en iskiosk med en kortvarig uvirkelighedsfornemmelse der giver plads for en varm aha-oplevelse. Jeg leder efter peber og finder det.”

”Halvvejs inde i mit friår. Jeg køber mel for 1000 kroner. En bille lander på mit ærme.”

Folk har været meget nysgerrige omkring hvad dylen du gik rundt og lavede?

”Folk har presset mig.”

Presset?

”Forsøgt at låne penge.”

Måske sparer de op til et friår?

”Hvad mener du? Jeg har så absolut ikke formået at videreformidle hvad jeg oplevede. For øvrigt: Hvordan kan de eftertragte noget så absurd latterligt som at tage et friår?”

Vil du dermed sige at din erfaring har gjort dig til modstander af friår?

“Til fortaler for friliv.”

Du lyder tosset.

“Alle mennesker er tossede.”

Det virker som et temmelig kaotisk forløb. På et tidspunkt møder du, forklædt som slagtersvend, en klassisk pianist med flygel ude på en eng.

”Meget filmisk.”

Det må man sige.

”Ja. Det var flot.”

Og nu rejser du rundt i landet og advarer folk om friår.

”Ja.”

Af hvilken grund?

”Prøv at sammenligne disse to fotografier af mig. Det ene er taget ved friårets begyndelse og det andet ved slutningen.”

Så kan vi fortælle læserne at du på det første fremtræder optimistisk og usamlet og på det andet ligner du en mellemting mellem den aldrende Grundtvig og en pakke gær. Men nu jeg sidder overfor dig kan jeg da godt finde på at spørge dig hvorfor ingen af portrætterne ligner dig?

”Det er fordi det er en anden.”

Men du har netop sagt det var dig.

”Jo, men jeg ville ikke være mig uden Grundtvig og en pakke gær.”

Det giver mening.

”Gør det?”

Fuldkommen.

”Hm.”

Hvorfor sidder du med en legetøjsbil i munden?

”Lejlighedsvis.”

Hvad?

”Jeg tager den ind lejlighedsvis. Se. Nu tog jeg den ud.”

Ah!

”En jeep.”

Ok. En meget gammeldags jeep.

”En jeep ikke desto mindre.”

Nye oplysninger om Niels Christian Beethovens aparte opførsel i sølvminen: Fjernede sig baglæns gennem mælk

Kender du lidt til Mathilde Fibiger?

“Jeg har blot læst lidt biografiske oplysninger omkring hende rundt på nettet.”

Jeg føler nemlig også at hun gør mig glad, skal jeg sige dig. Og jeg har endda samme lidt overfladiske kendskab til hende.

“Vi er ikke eksperter.”

Gør os heller ingen forestillinger om at være det.

“Ligner det heller ikke.”

Hrmpf. Jeg ligner en ekspert.

“Måske lidt.”

Kan du så svare mig på hvad hulen Niels Christian Beethoven laver i sølvminen?

“Jeg vil skyde på at rygtet taler sandt.”

At han fjernede sig baglæns gennem mælk?

“Akkurat.”

Jamen, hvis vi taler om det samme sted i sølvminen så har det kostet en bondegård med al den mælk.

“Enhver ved at Beethovens privatformue udgør 59.000 kroner samt at reservoiret måler 1 gange 12 gange 4 meter.”

48 kubikmeter.

“Noget i den retning. Ja.”

Du er genial.

“Man regner mig for genial. Ja.”

Legoklods.

“Legoklods. Ja.”

Selvkendskab og sorgmodellen

Dem der, ligesom jeg, tænker og føler dybt har en tendens til at blive forvirrede og handlingslammede. Hvorfor? De fleste vil nok sige at det er fordi vi får et indgående kendskab til forskellige måder at leve på, at være menneske på. Det er forkert. Det rigtige svar er at vi beskæftiger os med sorgen som er det mest komplekse i livet. Udbyttet målt i selvkundskab er derfor per definition meget ringe. Den individuelle sorg er nemlig alt, alt for kompleks til at vi kan bygge en identitet på den. Den truer simpelthen med at skride sammen under os. Men netop fordi sorgen er så kompleks bliver den nemt til had som igen skynder sig at blive til pænhed. Her stiller sagerne sig ganske anderledes idet had og pænhed er langt mindre komplekse. Had og pænhed udgør, efter tur, de mest almindelige sorgmanifestationer. Tilsammen fylder de godt op i dagligdagen og jeg vil tro vi alle sammen hader i omtrent samme omfang. Der findes to måder at trodse hadet. Den ene er pænhed og den anden er kærlighed. De fleste af vores handlinger sker i pænhedens navn. Pænhed er opdæmmet had. Derfor har dem der ikke engang kender deres had og deres pænhed ringe selvkendskab.

Før folk med ringe selvkendskab farer løs på populisterne og nationalisterne skal vi beskæftige os lidt med skam.

Det er meget skamfuldt at være blevet gjort til nar. Det er skamfuldt at være blevet forført. Det er skamfuldt at blive hånet gang på gang af de kloge. Det er skamfuldt at hade. Det er skamfuldt at have identiteten parkeret i en hjernedød massebevægelse. Hvorfor er det ikke skamfuldt at være pæn, når alle disse ting er så åbentlyse og åbentlyst er psykologiske emner snarere end politiske?

Dem der hader flygtninge-indvandrere er godt på vej til at blive sorgmennesker. Det er tiltalende. De er ikke så langt ude som alle de pæne.

Kære DF’er, du kan ikke løbe fra at du hader og det skal du lade være med. Hvem er jeg der siger dette? Jeg hader skam også tit og ofte. Ikke sjældent griber jeg mig selv i at hade DF’ere som dig. Man siger at had udgår fra dæmoner, (men det udgår fra sorg). Det kan de fleste mennesker godt lide at sige for at være seje maratonløbere og arbejdsnarkomaner der fungerer som omstillingsparate blæksprutter på deres alt for højt betalte taberjobs i pengevæsenet. Men det er de færreste der kan lide at høre det sagt af et medmenneske om én selv. Så rejser de fleste af os både børster og parader. Rimeligvis. Luthersk betragtet er vi alene med både de positive og negative sider af det spirituelle. Man siger også at had udgår fra og ophober sig i menneskemængder. At det er noget ondsindede mennesker planter i befolkningsgrupper ligesom man planter juletræer på en granplantage. Det mest idiotiske jeg har hørt om had stammer dog fra digteren Morten Nielsen:

Og da det omsider blev forår for os, der var femten år,
og træerne stod og lyste over pigernes bløde hår
og du kom, forsigtigt, alvorligt, – da skete det værste af alt:
at den, der lo højest af os, var hende det hele gjaldt.

Nu ta’r du hævn! Nu går du med skrårem og støvler på,
du løfter en arm og det skinner i øjnenes blege blå.
For had hån og trusler, det kan et menneske ta’ –
men ikke det, nej aldrig: Det og grines a’ …

Nu er du noget, Tykke! Mand og partikammerat.
Og hvis vi en dag skal til muren, så er din hånd parat.
Parat til at smadre et knojern ind i min mund, når du slår,
for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde år.

Det er nemlig en version der fratager den hadende menneskeværd. Den gør haderen gennemkorrumperet i stedet for at give ham en mulighed for at træde i karakter og måske ligefrem sørge.

Filminstruktør: “Det eneste jeg vil med min film er at bevise at der findes gader under vandet”

Man får et glimt af vandet cirka midtvejs i din nye film.

“Man ser faktisk havet to gange.”

Nej.

“Jo.”

Nej.

“Men det er en uvæsentlig detalje.”

Det er vi enige om.

“Hvad?”

Det er vi enige om. Eftersom benævnte uvæsentlige scene indgår i en uvæsentlig film peger alting på at din film er noget lort.

“Det er vi enige om.”

Bare så vi er enige.

“Jamen det er vi.”

Er vi fuldkommen enige?

“Altså enige om alting i hele verden?”

Ja.

“Hvad så med de ting ingen af os kender til?”

Hvad mener du?

“Det kunne fx være at der lå et spar tre under dugen.”

Minsandten. Hvordan gjorde du? Haha.

“Hihi.”

Snedigt. Jeg vil næsten sige: Udspekuleret. Korttricket kommer jo ind på et yderst passende tidspunkt i vores samtale.

“Tag et kig ind i dit øre.”

En due!

“Hvordan bar du dig ad med at kigge ind i dit øre?”

På normal vis.

“Gnæk.”

Men det vejfis under vandet?

“Dybt nede.”

Hvad?

“Dybt nede.”

Dybt nede, ja.

“Dybt nede.”

Veje.

“Dybt nede.”

Gader.

“Dybt nede.”

Fortove.

“Ja.”

Restauranter.

“Restauranter. Butikker.”

Butikker.

“Ingen mennesker.”

Mennesker. Mennesker?

“Ingen mennesker.”

Ellers andet?

“Nej tak.”

Det bliver lige 61 kroner.

“Bare på beløbet.”

Hvorfor er der gader under vandet?

“Det er en hemmelighed for dig og mig.”

Hvem holder det hemmeligt?

“Det er også en hemmelighed for dig og mig.”

Er vi de eneste to som hemmeligheden er så-at-sige for?

“Det er også en hemmelighed for dig og mig.”

Det lyder som om det er dig der kender hemmeligheden.

“Du har ret i det du siger.”

Det var som syv sytten! Virkelig snedigt! Men vil du røbe hemmeligheden?

“Det er en lemme-hi-hed.”

Hvad er en lemme-hi-hed?

“Det er en hemmelighed.”

Har du noget i mod at tage en envejs-billet til Orkney-øerne eller lukke munden din ubegavede nar.

Sorgen og de relationelle gåder

Hvis seksuelle præferencer kunne forklare Ib og Mads så kunne de gøre noget konstruktivt i forhold til den regnskov i Lima der efter sigende er så uigennemtrængelig og alt det dér. Deres forhold er en gåde. Og det er en stor sorg for dem. Noget kan aldrig siges. De er enkle.