Tilværelsens ulidelige lethed burde have heddet Grådens elendige rygte, men så havde den ikke solgt så godt. Hvorfor ikke? Det er selvindlysende. Vi “tager os sammen (i forhold til frustrationer)” i stedet for “at sætte os ned (med sorgen)”. Frustrationer er nummer ét i vores tid, både når det handler om at forstå vores smerte og lidelse samt forstå vores lidenskab for noget bestemt vi gerne vil opnå. Det er en å så spændende, rummelig blandingstilstand som peger på vores unikhed som individer og denne pegen gør os betydningsfulde i vores egne øjne og i vores ensomhed. Men i virkeligheden peger frustrationerne direkte på sorgen, som er det mest komplekse i livet.

Sorgen er både 1. et aktivt princip: sorg kan forklæde sig som had, der igen gerne forklæder sig som pænhed, så det svarer til vores selvbillede, 2. en følelse, 3. en række eksistentielle spørgsmål: Hvorfor erkender jeg kun altings mening stykkevist? Hvor kommer vi fra? Hvorfor skal vi dø? Hvad sker der efter døden?  Hvorfor er det så svært at tale? osv., 4. det meningsgivende grundlag for nøgleaktiviteterne respekt, lytning og dermed de sociale tilstande fællesskab og venskab, 5. noget der sætter lykke og glæde i perspektiv, 6. noget åndeligt som vi ikke kan få greb om med intellektet: en hjertesag, 7. et sprog og 8. noget med stilhed, forankring i virkeligheden og jordforbindelse: identitet.

På trods af sorgens mange sider bliver den nutildags ofte enten nedvurderet, forsimplet eller glemt. Det er fordi den kræver tid og den har mange ikke nok af. De tre ting man oftest hører om sorgen, når den ikke er pakket totalt ind på Facebook, er 1. Den største sorg i verden her, er dog at miste den man har kær, hvilket selvfølgelig er indlysende rigtigt, særlig fordi det peger på, advarer om og skaber respekt omkring at sorgen faktisk kan slå os ud. 2. Sorgen har en række faser man skal igennem, hvilket er psykologisk rigtigt, men kun i forhold til sorg i forbindelse med at miste en elsket. Dertil kommer alle de poetiske ting man hører om sorgen: 3. fx: I sorgens midte kommer tomheden og fylden så tæt på hinanden at vi kun kan græde og grine.

Men så længe vi forsimpler sorgens kompleksitet og tror vi dermed har sagt det væsentlige får vi berøringsangst i forhold til at tale om de ting der virkelig vedrører os, hvilket øger faren for had og pænhed. Radikalisering, kulde, ævl.

Skilsmisse er noget mange, ikke mindst børn, bliver berørt af. Skilsmisser er onde og vigtige, men overgås af sorgen i både betydning og kompleksitet.

Både tro, håb og kærlighed handler blandt så meget andet om at sorgen er det mest komplekse i livet. Tro handler om at sorgen trods alt er meningsfuld i sin kompleksitet. Håb handler om at sorgen i fremtiden kan hvile i sig selv. Kærlighed er et middel til at mindske sorg for hinanden.

Sorgen er dermed det bedste argument for at sætte farten ned i samfundet. Derfor rækkes denne lille pamflet om sorg ud til offentligheden.

Jeg synes at stress er sådan et hult ord. Jeg tror som antydet at vi trænger inderligt til at gøre op med frustrationsudlevelsen og det dybest set klichéfyldte sprog vi har om frustrationer.

Hvad hvis det er vores sprog om frustrationer der simpelthen hæmmer os i vores gode livsudfoldelse? Jeg mener at det er noget sentimentalt bavl at kalde frustrationer for mere komplekse og voksne end sorg.

PS. I øvrigt savner jeg de gammeldags galgenhumoristiske måder at tale om sorg på: “Så brølede vi!” og “Hvad tuder du sådan for?”