Plot i The Other Newspaper’s stil

En familiefest hvor der hygges. Man mødes i et hus og sætter sig om et veldækket bord. Close-ups. Emily rejser sig op og beder dem blandt familien der ifølge dem selv kan føle frustration om at forlade lokalet. Det sker. Alle går, inklusiv Emily. Der sidder to tilbage. De taler om at de er sorgmennesker begge to. Pludselig står det klart at de andre har sat ild til huset. Da de to flygter og løber ud på gaden står det klart at landet er blevet angrebet af enorme biller. Deus ex machina: Gud viser sig i himlene.

Udfordringen: TV Dramatik

Nøglen til at få det attraktive alternativ, noget god tv-dramatik der lægger gaderne lige så øde som X-factor, på benene er at diskutere substans. Det er utilstrækkeligt fx at dissekere mesterværker som Matador. Det er også uilstrækkeligt at kræve kærligt tegnede, modsætningsfyldte karakterer, stærk dialog, psykologisk dybde osv. osv. Den slags bliver til makværk.

Jeg er sikker på at der sidder forfattere og dramatikere derude som er fuldt ud i stand til at skrive et tv-drama ud fra følgende

1. Kærlighed er det største i livet.
2. Sorg er det mest komplekse i livet.
3. Der findes, ud fra en ideel betragtning, gode sorgmennesker og vildledte frustrationsmennesker.
4. Sorg kan forklæde sig som had som almindeligvis forklæder sig som pænhed.
5. Fænomener som respekt, glæde og lytning har ingen mening hvis de ikke på den ene eller anden måde relaterer til punkt 2.

Verdens billigste van Gogh koster kun 29 kroner

Jamen det er det værste lort. Billedet viser en gut der kommer gående gennem en støvet træningssal med svag belysning. Med et tændes lamperne i loftet og fyrens tissemand bliver synlig for ham selv. Beskueren forhindres i at se den intime kropsdel på grund af et lodretstående bræt med påskriften “Her hviler Quasimodo”. Derpå lyder en pibende stemme:

“Du har dræbt mig, Janus.”

Manden får pludselig travlt. Han knæler ned og folder hænderne men beskueren bliver distraheret af hans tåbelige ansigtsudtryk og bliver i tvivl om manden beder en bøn eller er faldet i en, for beskueren, tåbelig form for søvn. Beskueren forlader lokalet og daler som et blad ned mellem en bunke sko der er fint opstillet på gulvet.

Formaning: Hvad vil du gøre hvis din sorg sameksisterer eller er blandet sammen med din frustration?

Hvad vil du gøre hvis du kan vælge mellem din sorg og din frustration? Hvad hvis det er et Enten-Eller, der er tale om? Har tårer i bund og grund kanter? Nej. Selvfølgelig har de ikke det. Din sorg er en langt større opgave for dit intellekt. Derfor skal du vælge din sorg. Fordi du har et intellekt. Sorgen vil give dig perspektiv og en frodig bund for din glæde som skal gro og strække armene ud og hylde Gud og dem du elsker. Jeg siger til dig at du ikke må sige at du er frustreret. Du er i virkeligheden bare ked af det.

I sorgens midte kommer tomheden og fylden så tæt på hinanden at vi kun kan græde og grine.

Hvis din gråd lyder så mærkelig og tårerne ikke rigtig triller, så sig til selv at du er voksen og græder selvom det ikke ser ud af meget.

Sorgen er det mest komplekse i livet. Du er enten et frustrationsmenneske eller et sorgmenneske. Du kan vælge det ene eller det andet. I Mumidalen er der alle mulige slags mumier og væsener. Har du lagt mærke til at der ikke er nogen frustrerede blandt dem, selvom særligt hemulerne er stressede. Hemulerne forfalder ikke til frustrationstilstanden. Mumierne får, i tegneserien, to små streger over mulen når de bliver kede af det. Angste og kede af det. De streger betyder mange ting. Sorgfuld, angst, bange. Sig ikke at mumiuniverset har andre følelsesmæssige blandingstilstande end vores verden. For det er forkert. Tænk på mumierne.

Hvad vil du gøre hvis din sorg sameksisterer eller er blandet sammen med din frustration? Jamen er du en malerbøtte?! Du er ikke en malerbøtte, men et menneske!

Dine ord har vægt ja hihi pis med det! Dine ord har kraft til at formgive dine følelser fuldkommen.

Dårlige politireplikker

Vi er ikke vant til … i denne lille latterlige by.

Præcis den dag var seksualitet noget andet for Kurt

Sædvanligvis var seksualitet ikke noget andet for Kurt. Men den dag han mødte Magda var det noget andet.

I sin ungdom var Magda meget smuk. De likes hun fik på Facebook skyldtes en kombination af hendes flotte profilbilleder og den selvtillid udseendet gav hende. Hun giftede sig dengang med den udviklingshæmmede Thomas, kun 150 cm høj. Hun smilede og grinede aldrig i barndommen og hendes alvor blev der ikke mindre af i hendes lange ægteskab.

Magda talte med busken og hun talte med Thomas. De mest indviklede teorier fremlagde hun for Thomas: ”Magt findes ikke i et demokrati, for alle har magten. Magt findes heller ikke i en god kristen familie for i kirken bliver store som små åndeligt ligestillede.”

Busken fik sit og den blomstrede og blev flot, og en dag døde Thomas. Hun plantede et blåt flag der hvor han havde stået og spist sin sidste hjemmesmurte sandwich.

Dagen oprandt.

Brandmand, styrmand og psykiater Kurt Wasselrofe kom kørende i sin røde brandbil fordi Magdas hus stod i flammer.

Den dag grinede Magda for første gang. Det var en varm hånlatter som hun altid havde holdt skjult fordi hun troede at den slags måtte man ikke. Der var ikke sket noget og hun grinede af postbuddet eller en tilsvarende perifer person.

Kurt formulerede noget for sig selv mens slukkemændene gjorde klar. Det kom som et lyn: Hvorfor bliver kolde mennesker så befippede og veltalende ved at høre varme menneskers hånlatter over en helt tredje, som oven i købet er en fremmed?

Naboen kunne ikke undgå at se flammerne for der var ild i hans gavl.

Evighedsstudents dundertale om Freud overdøvet af musik

Freud var ikke menneskeligt indrettet til at trøste, for han godtog ikke sorgen som det mest komplekse i livet. Da jeg læste ham for mange år siden, i begyndelsen af mine meget hihi følsomme 20’ere, blev jeg grebet af en skuffet væmmelse så dyb som jeg aldrig siden har oplevet ved at åbne en bog. Nietzsche og Foucault er for småforvirrede amerikanske førsteårsstuderende, dem kan vi trække på skulderen af. Men jeg står tilbage med erindringen om oplevelsen af Freuds kynisme. Hedder det sådan?

Da cocktailen Darwin + Nietzsche + Freud ramte verden fik vi mennesker pludselig travlt i en helt ny forstand. Hver dag var ikke længere nok i sin plage, ligesom det hedder i Prædikerens Bog. Der skulle glattes ud, trækkes tråde, forstås, begrundes, afklares, gøres op og indhentes. Der var ikke længere tid til selvironi. Universiteterne blev ødelagte. Ægteskaber på tværs af udseendekvaliteter og sociale baggrunde blev utænkelige. Kassetænkningen opstod og med den kapitalismens fætter nyliberalismen. Er vi blevet rigere med disse tre forkvaklede herrer? Hvad vil de sige om 1000 år? Ja! Selvfølgelig spørger jeg om de havde en substantiel idéhistorisk andel i holocaust.

Status er, at det giver to spørgsmål:
1. Var Freud en kyniker fordi han ikke godtog at sorgen er det mest komplekse i livet?
2. Havde Darwin + Nietzsche + Freud en substantiel idéhistorisk andel i holocaust?