Det sker nogen gange, at det regner. Det er en lidt anden grundstemning end at sidde lunt og tørt i kirken. Regn er noget med dråber. For selv den bedste kristne kan det indebære at han eller hun bliver våd.

Selvfølgelig er en stemning bare en stemning. Det skal man ikke tage så alvorligt. Når man går ud af kirken kan man godt være standhaftig og glad nok alligevel. Alligevel minder regn os lidt om det den minder os om. Tårer. Tårer, der enten kan være varme eller kolde. Altid trøsterigt lovende, nogen gange forløsende, somme tider eftertænksomme men altid kropslige. Dampende. Omsluttende. Duftende tårer. Smagfulde tårer. Måske står vi i en granlund. Tænk på det!

Uanset hvordan vi end vender og drejer det er stemningen i en ordentlig bløder ret forskellig fra den i en kirke. Det er ikke til at sige hvorfor det er sådan, men sådan er det. Den teori peger på at vi må identificere noget der kan forklare hvad Gud mener med al den regn.

Det er svært at svare på. Og vi behøver ikke at forklare det. Men vi må holde os for øje at sorg er det mest komplekse i livet. For når det regner, regner det i hele universet og det er så spændende og mystisk at vi oplever det på den måde al den stund at det er noget værre sludder.

Mærker vi en der står ved siden af os i regnvejret, et menneske på to ben og en eller anden formålsløs hat så oplever vi en slags respekt. Det er ikke en humanistisk besindelsesrespekt men en respekt for en der bliver ligeså våd som os selv. Det kan være vi beder til Gud. I stilhed. Og derpå taler videre om stort og småt.

Kirken har sin form for sorg, trøst og opmuntring. Regnen har sin sorg, trøst og opmuntring. Men langt størstedelen af vores liv tilbringer vi ikke i kirken eller i regnen, men så mange andre steder. Der er altså tale om at der findes endnu flere former for for sorg, trøst og opmuntring.

Kirke og regn har det tilfælles at de er meget stemningsfulde. Befinder man sig imidlertid i den prekære situation at man sidder på et kontor med halvåben mund og i samme sekund møder blikket fra en fjern sekretær, skammer man sig kortvarigt. Når sekretæren er ude af syne taler man måske et par gloser engelsk med sig selv og vender derpå glad og fro tilbage til arbejdet. Det var lidt kikset, men så heller ikke mere end det.

Et kontorarbejde er en ret alvorlig ting, men så heller ikke mere end det. Det kan være ganske svært i frokostpausen at huske på at sorg er det mest komplekse i livet. Det kan være vi veksler et par ord med en kollega om lidt påmindelseskunst vi oplevede i weekenden. Med påmindelseskunst mener jeg kunst der minder os om at mennesket ikke er særlig godt og at vi både historisk, økologisk og medmenneskeligt har en del på samvittigheden. Men her skal vi tage os i agt for det kommer meget let til at betyde nøjagtig det samme som at mennesket ikke er elskeligt. Det er noget af det mest forkerte.

Mennesket er elskeligt fordi sorg er det mest komplekse i livet.

De fleste moderne mennesker vil nok være uenig i begge påstande såvel som det “fordi” der binder dem sammen. Men det er fordi vores forståelse af hvad det vil sige at være menneske har lidt et knæk. Den nære historie er to verdenskrige. Den nære fremtid er økologiske problemer. Men mennesket er stadigvæk et væsen for hvem det er sådan at sorgen er det mest komplekse i livet.

En kirke er ikke et vidunder. Regnen nok heller ikke. Vi er ikke fuldstændig dækket ind. Heller ikke af højloftede institutioner som regnen og kirken.

Den nye form for bekymring hedder besindelse. Den nye form for respekt hedder besindelse. Den nye form for nærvær hedder besindelse. Den nye form for medfølelse hedder besindelse. Hvad hvis det er al den besindelse der gør os stressede? Hvad hvis det ikke er det høje tempo eller vores ideologier eller vores værdier? Vi kan ikke holde til al den besindelse. Vi kan holde til stille bøn i en ensomhed der ikke er så slem. Vi kan holde til hinanden hvis vi indser at sorg er det mest komplekse i livet. Ellers er høflighed intet. Ellers er respekt intet.

Vi er kommet vidt omkring. Kirken. Regnen. Kontoret. Vi vil slutte af med kunsten. Kunst har kun berettigelse hvis jeg har ret i at sorg er det mest komplekse i livet. Og den har berettigelse, for jeg har ret. Hvad betyder kompleks i denne sammenhæng? Det komplekse er ikke det største, for kærligheden er det største. Det komplekse er ikke det vigtigste, for det glade, legende menneske er det vigtigste. Det komplekse er noget ret utilnærmeligt som vi engang imellem stykkevis erkender og får et begrænset overblik over eller indblik i. I øvrigt er det et kors vi må bære. Jeg ved ikke hvordan hulen vi har fået den idé at det er vores indre og ydre dæmonkamp der er vores kors i livet, når det er sorg. Ellers ville vi ikke kunne leve ubekymret et eneste minut, hvilket vi faktisk kan. Og kunsten kan hjælpe os med at få optikken på plads, den optik som forklarer noget vi i hvert fald godt kan forstå med vores intellekt, nemlig at sorg er det mest komplekse i livet.

Er det hele ikke lidt lettere at forstå når det regner?