Sorg, sprog, sgorg

I psykiatrien laver man en kognitiv øvelse, hvor man øver sig i at skelne mellem sin egen og andres smerte. Jeg er ikke ekspert i det. På en måde tror jeg at man ikke kan blive ekspert i det. Ligesom man ikke kan blive ekspert i skønlitteratur og herefter holde op med at læse fordi man er blevet så klog så klog. Jeg mener at sorg er det mest komplekse der er i livet. Det kan være det er et ligegyldigt mantra. Det kan være det er forkert. Men min skrivning for øjeblikket handler om at tage denne min påstand for gode varer. Jeg vil ligefrem sige det er en holdning jeg har skrevet mig frem til gennem tålmodigt arbejde, spas og vedholdenhed. Psykiatere vil måske indvende at det er sindet og ikke sorgen der er det mest komplekse i livet. Pege på den store hjerne. Pege på alle de alvorlige sygdomme. Pege på Freuds briks. Hihihi. Men for en forfatter stiller tingene sig anderledes. Her må trøst og opmuntring af den ukendte læser være det primære.

Det kan godt ærgre mig at mange forfattere påstår at sproget og ikke sorgen, som ind imellem kan udtrykkes, bearbejdes og forstås i al sin indviklethed gennem netop sproget, er det mest komplekse i livet. Disse forfattere er jeg meget uenig med. Der er en klar skillelinje mellem så forskellige udgangspunkter. Mange af dem er filosofisk utrænede i at tilgå såvel sproget som ideer. Jeg vil næsten sige det trætter mig unødigt. Hihihihi. Men min træthed er én ting. Den må jeg slås med. En anden ting er: hvad bliver der af trøsten? Jeg må synes det må være utrolig provokerende og intetsigende for en person der hverken har haft mulighed for at studere sprog eller filosofi, og dem er der mange af, at få stukket en digtsamling i hånden hvor forfatteren anser sproget for det mest komplekse i livet. Den slags gør den lille mand uret. Den slags gør den lille mand ret vred og den lille mand er min ven. Jeg foretrækker hans selskab frem for intellektuelle der tilhører den lejr. Den lille mand der koncentrerer sig så inderligt og lidenskabeligt for at finde vej i sit eget sprog og finde sin stemme og sige hvad han mener. Mellem alt bavlet derude. Jeg gentager, næsten med tårer i øjnene: Mellem alt bavlet derude. For hvor er der meget sprog der slet ikke tager højde for at sorgen er det mest komplekse i livet.

Verdensnyhed: Min kommentar i Dagbladet Information fra i dag i il kommentarspor

Det kan godt være, at det er kommentarfeltsangst der får mig til at lyde usikker, undskyld skråsikker, når jeg nu vil komme med min version. Hihihihi.

Det er en forkert, men meget udbredt, analyse at identitet svækkes af forvirring. Forvirring er nøglen til identitet.

Det er en forkert, men meget almindelig, analyse at vi mennesker har brug for identitetsfølelse. Det har vi ikke. Identitetsfølelse vil altid være en løgn filosofisk set. Og filosofere det må man jo. Hihihuha.

Identitetsfølelse får os altså ikke til at få det godt. Det er desværre ikke tilfældet. Ellers kunne vi jo bare gå rundt med en hjelm på alle sammen med et dansk flag. Hihihi. Det ville se kønt ud!

En meget vigtigere ting til at få det godt er at pege på sådan noget som sorg. Paradoksalt nok, for sorg er ikke det mest opmuntrende fænomen. Derfor skal jeg da også lige love for at vi pakker sorg godt ind her i samfundet. Facebook skjuler sorg.

Men hvorfor skal vi forholde os til sorg i stedet for til identitet ligesom Identitær gør og ligesom Informations læsere gør det i dette kommentarspor op til nu, klokken knap 11 den 8. marts? Fordi det er sorg og ikke identitet der er det mest komplekse i livet.

Hvad for en sorg er det jeg taler om? Det ved du slet ikke for ingen er gået igang med at sige at frustrationer og bekymringer i virkeligheden bunder i sorg. Sorg som er vidt forskellig fra menneske til menneske. Det er forfattere som Strindberg som sagde dette lang tid før verdenskrigene brød ud. Og hver gang jeg skriver sådan om sorg tænker jeg på Selma Lagerlöf. Uden at vide andet end at sådan var og er din stemme Selma Lagerlöf her på kvindernes kampdag 2018.

Så flotte paroler om identitet er nok ikke den rigtige vej at gå for mennesker der kan komme med dem. Højt begavede mennesker. Vi må prise forvirringen. Den er vi fælles om. Ligesom sorgen.

Haikufragment

med binsende rygpanser, der var fløjet op

Fortæl mig om manden der midt i en engageret, livlig diskussion med vigtige emner hele tiden spurgte “Men må jeg gerne male mit hus lyseblåt?”

Fortæl mig om manden der midt i en engageret, livlig diskussion med vigtige emner hele tiden spurgte “Men må jeg gerne male mit hus lyseblåt?”

Han hed Grefo.

Afsløringen mandag, at nyhedsværter læser tre år på Actors Studio i New York som et led i deres i forvejen ret lede uddannelse minder mig om noget.

Nå. Hvad minder det dig om?

Bøger.

Minder det dig om bøger?

Ja.

Sig mig, hvad er det overhovedet vi taler om her?

Jeg interviewer dig.

Ja, det troede jeg også var tilfældet. Men du springer mellem vidt forskellige emner.

Jeg var bare nervøs ved mødet med dig.

Det er ondt at være nervøs.

Det er ikke ondt at være nervøs. Hvad er det for noget pjat.

Det er ondt at være nervøs.

Dum ærefrygt.

Hvad?

Jeg gentager det ikke.

Vil du ikke gentage det, du lige sagde?

Nej.

For jeg hørte det ikke.

Jeg gentager det ikke.

Det var som om du på en eller måde antydede, at en persons, en hvilken som helst persons, personlige kunstoplevelse kan drages i tvivl.

Næsten alle i 2018 er sorgundvigere

Sorg er det mest komplekse i livet. Alligevel ved alle hvad det er. Det betyder at alle har deres egne erfaringer med sorg og meninger om sorg. Det er meget vigtigt at vi filosoferer over hvad sorg har betydet i vores medmenneskers liv før vi analyserer det der bliver sagt, for ellers er det bare vores egne sorger vi tænker på. Lidt af begge dele er fint, din sorg og min sorg, men skillelinjen skal vi holde os for øje. Så her bruger vi filosofi til at tænke over andres sorg og til at se skillelinjen mellem mine og dine sorger. Det er hyggeligt, men sikke der fuckes op på den konto. Det er hylens svært at efterleve. Men det skal vi. Så en mand der ligger på sofaen hvad tænker han på? Han tænker på den slags ting. Kom med en pude til ham. Ræk ham et glas vand. Hvad med lidt vindruer? I dag skal der være fest.

Ny attraktion: Mød dig selv i Køln

Tidens krav til selvkendskab er jo latterlige. Forskruede. Man skal bare have selvtillid og selvværd, så er den hjemme. Nej! Alligevel fandt jeg stuhr glæde ved at få en snak med mig selv i Brösingers Bierstube. Jeg var høflig. Jeg var dannet. Det var faktisk, som at det var mit spejlbillede jeg talte med. Mit alter egos indtryk fra byen ved Rhinen var i den forbindelse irrelevante. Jeg vil, efter dette behagelige møde, aldrig referere til personen som “han”. Det var han simpelthen for charmerende, intens og egensindig til. Nå, nu kom jeg til det alligevel.

Jeg synes måden vi blev limet sammen på, da det hele var forbi, var dum. Med klisterpapir, simpelthen.

Jeg betalte de ekstra 200 Euro for at få pragteksemplaret, denne vanvittigt flotte mand, med hjem. Men jeg finder ham doven. Han sidder bare hen. Jeg har allerede flyttet mig ved at læse Ebbe Kløvedal Reichs enestående Grundtvig bog, Charlotte Brontë’s “Villette” samt en mærkelig bog der hedder “Wittgenstein’s Poker”. Han lytter da til mine beskrivelser, handlingsreferater og betragtninger, men vi har lidt for meget til fælles. Så meget at der hersker splid i huset. Det lader til at vores samvær gør at vi klynger os til de små forskelle der efterhånden opstår når jeg lever i min familie og han knalder med en der hedder Lotte hver torsdag og vi bevæger os væk fra hinanden som to modmagneter. Samtidig er vi dybt knyttet til hinanden.

Jeg fandt en seddel på hans skrivebord forleden som foruroliger mig fordi den i en bestemt bemærkning refererer til min kone som hans kone. Det var noget med at indføre kropssprog på Facebook. Tror han han er Wittgenstein?

Her er sedlens fulde ordlyd:

Facebook Filosofi

Er vores hjerner så store i gennemsnit at vi evner sprogundersøgelser som en del af kommunikationen på Facebook?

Jeg ved det ikke.

Findes der alternativer til Facebooks “algoritme”?

Det ved jeg heller ikke.

Kræver spørgsmålet “Hvad mener du?” et refleksionsniveau som er så energikrævende at det afleder fra sammenhængen?

Jeg ved det heller-heller ikke.

“Hvis vores liv skal blive rigere på internettet må vi på en eller anden (gebrokken? formalistisk? ukonventionel? juralignende?) måde indsmugle signaler.”

Hvordan? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg ved mindst af alt om det er rigtigt.

Så længe det ikke er muligt at indsmugle en ækvivalent til kropssprog på internettet er jeg ikke på Facebook.

Det ved jeg. Gør jeg? Hvorfor spørger jeg dig?

Findes der høvisk kropssprog?

Hvad betyder dette spørgsmål?

Det interesserer mig fordi det interesserer mig.

Hvis vi havde muligheden for at vise vores kropssprog på en kontrolleret måde med de nødvendige “aflukningsmekanismer” som kendes fra fysisk kropssprog, på nettet, ville jeg straks tilmelde mig Facebook igen. I hvert fald for at prøve det.

Hvad skulle en “Start filosofisamtale” knap indebære rent “logaritmemæssigt”?

En sådan knap lader til ikke at have en “aflukningsmekanisme” per nødvendighed.

Begrundelserne for at kræve aflukningsmekanismer er, at enhver er sig selv nærmest og kæmpeforvirring og surrugatvirkelighedskujonindvendingen og livet-vil-altid-føre-dig-uforudsete-steder-hen-indvendingen.

Et Facebook med kropssprog rummer både fordele og ulemper.

Kan der indbygges kropssprog i udsagnet “Jeg tænkte på dig i dag”?

Har sproget, som det er, kapacitet hertil?

Hvad er sproget som det er?

Uformalistisk? Uden meta-sprog?

Nej. Ikke helt.

Lige ud af landevejen?

Fælles?

Forsøg:

“Jeg tænkte på dig i dag. Jeg tænkte på vores kødelige forening. Dette er et normalt udsagn i kropssprog. Jeg tænkte på “vi gled sammen og blev til en sky” (humor? brugerens eget valg af formulering her?) En komplet ulogisk tanke, fordi jeg elsker min kone langt højere og vil ikke svigte min familie for nogen pris i verden. Aflukningsmekanismen må i dette tilfælde være at jeg bare håber du har det godt. A la “du inspirerer mig dude. Bliv lige ved med at være som du er” (humor? brugerens eget valg af formulering her?).”

Kan man *kræve* humor i sådanne formuleringer?

Dét ved jeg! Det kan man.

Folk vil kræve det!

“Dybest set er det kujoneri ikke at lukke sin verden op, når muligheden for det foreligger. -Også på internettet.”

Funktionalitet: “Jeg er åben overfor at hyggefilosofere sammen med dig via kunstigt kropssprog med lukkemekanisme og humor.”

Disse ideer er noget miskmask!

Papegøjen Kikseknask

“Sødhed forstærkes af klogskab, men desværre kun ganske kraftigt.”

(Maleri: Valeria Gavrilin; Tekst: Morten Hjerl-Hansen)

Hvorfor præcis vil jeg kæmpe en personlig kamp for at min datter ikke får et job, når hun bliver stor?

Du kan indvende at arbejdsmarkedet er gået amok. Du kan pege på stress. Jeg er ligeglad. Det er upræcist sprog. Det sprog som indhyller og formørker arbejdsmarkedet keder mig kolossalt. Hvorfor indbyder jobopslag til fleksibilitet når sproget omkring jobopslag er ufleksibelt? Det er hykleri.

Jeg vil argumentere på en enkel måde. Mit argument er et enkelt ord:

Egensind.

Min datter er egensindig ligesom mig.

Derfor skal hun ikke arbejde og slet ikke samarbejde med mindre hun selv vælger det under hendes egen hensyntagen til dette egensind.

Jamen jeg er bedøvende med at du siger det er et gammeldags ord. For du forstår det. Ordet er en gennemsigtig opstilling, med en formulering lånt fra Wittgenstein. Det går lige ind. Det går lige til hjertet. Du kan selv være gammeldags. Hihihi.

Egensind er ikke noget samfundet giver fem flade ører for. Det er kun personerne i samfundet der beundrer egensind. Hvis du ikke forstår så lad dog være med at læse min artikel. Du har ikke ret til at læse min artikel hvis du ikke vil analysere sprog, men er en dum, nævenyttig Popperianer. Du kan ikke tillade dig over for min datter at argumentere som Das Man vil gøre, med en formulering lånt fra Heidegger.

I sit egensind vil jeg lære hende at orientere sig væk fra Danmark. Jeg vil håbe hun vil rette sit egensind mod det engelske sprogområde. Det er rigere. Danmark er til grin både hvad angår filosofi og høje bjerge.

Den der higer efter åndelig genklang for sådan noget som egensind i sit hjemland går forgæves og er ikke tapper. Jeg vil lære min datter mod. Det bliver let. Hun har det allerede i rigt mål.

Hvis man går rigtigt til sit egensind undgår man at blive genstridig. Man undgår overmod. Man handler rigtigt.

Bob Dylan synger: ”And the cards are no good that you’re holding, unless they’re from another world.” Egensind er indramningen, indpakningspapiret for en hulens masse gaver fra en anden verden. Ydmyghed: Man vil aldrig være sikker når man er egensindig. Totalitarisme og nemme absolutte løsninger gider man ikke. Selvkendskab: Man går sin egen vej og gør hvad man bør, som U2 synger i sangen One fra albummet The Joshua Tree. Standhaftighed: Selvfølgelig. Evnen til at inspirere folk fra den engelsktalende verden: Ja. Følelsesmæssig, sproglig åbenhed og temperament: Ja. Evnen til at undskylde: Ja.

Ren fryd og gammen? Nej. Der er de andre, med et udtryk lånt fra Sartre: Helvede er de andre. Der er de såkaldt robuste. Føj for helvede!

Folk er efter enebørn. De har brug for redeskub, med et udtryk lånt fra mig selv. De har brug for at blive trænet i dejligt ufrivilligt samarbejde og kompromisser og holde kæft med følelser for det er jo filosofisk tænkning. Dejlig stoicisme. Vel er det ej. Samarbejde i den forstand er gift der skal kæmpes mod hver dag. Enhver dag har nok i sin plage. Altså: Man tager én dag ad gangen.

Danskere er selvtvivlende, bondske, krukkede forrædere. Læs Kongens Fald. Læs Løgneren. Du har ikke selvtvivlen fra dig selv.