To billeder

”Der Wanderer über dem Nebelmeer”, ca. 1818, hænger i Hamburg.

Kære Virkelig Magtfulde Forsamling, Jeg ville aldrig med min moral have lavet dette billede. Heller ikke hvis jeg havde levet for 200 år siden. Jeg kan derfor ikke forstå den tilgrundliggende trang der har været til at male det. At det er ikonisk fortæller mig ikke andet end at en eller anden, i dette tilfælde Caspar David Friedrich, har set det som en ikonisk mulighed for at trænge sig på i almenbevidstheden med en åndelig puslespilsbrik som ingen tidsaldre har brug for. Jeg kan ikke lide det. Jeg synes det er et kuriøst billede der er sørgeligt på den ufede måde. Det er da dybt sørgeligt at stå der og føle man er over verden samtidig med at man bare står og glor på et bjerglandskab. Der er ingen grund til at male nøgen vanvid. Det viser ikke andet end at kunstneren var et barn af sin usle tid. Man kan ikke se på det i dag uden at blive deprimeret. Den største sorgfaktor, det mest sørgelige, altså Frantz, er at man stadigvæk kan se det på den måde som da det blev malet. Man bliver ramt af noget banalt når man ser på det. Det portrætterer et geni. Noget som folk for længst er holdt op med at dyrke. Der eksisterer ikke noget kreativt segment af idioter noget sted i verden som tror de er genier alle til hobe. Nå jo. Det gør der vist.

Ovenstående tale blev givet af mig i New York i efteråret 2017 for FN’s Virkelig Magtfulde Forsamling for God Kunst. Men jeg ser ingen grund til at nedsænke billedet i den 11 kilometer dybe Marianergrav sammen med rosende ord fra netmennesker ligesom det skete i torsdags. Det er en overreaktion. Det er en overreaktion fordi enhver kan se det jeg siger ovenfor er rigtigt og har været det til alle tider.

Vincent van Gogh: Sorrowing Old Man (At Eternity’s Gate), 1890.

Dette billede kan simpelthen kun dreje sig om en gammel mand der sørger over at en anden person, som den gamle elsker, har gjort et eller andet vanvittigt. Det kan jeg sige helt uden fare for at du som læser føler dig hypnotiseret. Så er det godt man har sorg. Det mest komplekse der findes. Fyren her er ikke vant til at græde. Det ser man også tydeligt. Det kan jeg også sige helt uden at du som læser føler dig hypnotiseret, vil jeg skyde på.

Hønsines sidste tid (1)

I virkelighedens verden går der ofte et sygdomsforløb forud for døden. Det gælder også for kælehøns. Det er ingen skade til for familien at opøve et engagement heri. At døden tager tid. Et kæledyr må gerne lide inden det dør. Op til fem dage, vil jeg sige. Med alt hvad dette indebærer af dårlig gang, generel utilpashed og energiforladthed. Mange mænd er åh så fine. De kan aflive en høne, men de har ikke modet til at spørge dig hvordan det går. Jeg siger: Plidderpladder. Der er en masse følelser der skal gennemleves når man tager afsked med en døende og tilsvarende en masse følelser når der er tale om et døende menneske. Ting man kan tale om. Sammen. Med hinanden. Dem der ikke taler om tingene er livets tabere. Det hold går jeg ikke med på. Jeg vil have det fulde udbytte af livet for det er min gave. Taberne vil sige at jeg er fuld af gode ideer og er uden tvivl. Men tvivlen er dødens følgesvend. Jeg tvivler også på de ting jeg siger her. Det siger jeg ærligt og åbent. Jeg ville betale mange penge for at min tilhører kunne have set min lille datters øjne da hun sagde sit første farvel til sin kælehøne. De var uden tårer. Hun var modig. Hun skal have lov til at blive i det mod indtil det er forbi med Hønsine. Jeg kan ikke lade være med at grine en lille smule af dig der ikke har oplevet dette mod på nærmeste hold. Du må være dybt misundelig og få en masse selvfede tanker. Hihihi. Du må melde dig ind i en eller anden skinhellig organisation med det vuns. Det vil ikke pisse mig af, men det vil øge min foragt for dig. Det ville sætte tingene i perspektiv og være en god ”service” imod mig for jeg elsker virkelig alt, alt for mange. Du der kan mønstre sådan en himmelråbende medlidenhed med høns. Ja. Jeg er usikker. Usikker på hvordan det skal gå. Men jeg siger også: Hvilket privilegium. Hvilket privilegium at døden indgår i livet og ikke skal hakkes af. Sorg er ikke bare sorg. Det er det mest komplekse der findes i et menneskeliv. At gøre rent bord i forhold til sorg er at misforstå livet. Så kom ikke og sig at det er et filosofisk mesterstykke at dø. Nej. Det tager tid.

Psykiatri på skoleskemaet, tak!

Et spørgsmål optager mig ikke særlig meget: Om coaches tilskynder deres kunder til at klappe sig selv på skulderen når de har overvundet sig selv eller gjort noget de er glade for. Grunden til at det ikke optager mig særlig meget er at svaret for mig er givet på forhånd. Folk betaler ikke for at et fremmed menneske skal sidde og opfordre dem til at overskride samfundets grænser for hvordan vi i øjeblikket behandler os selv rent kropsligt. Man klapper ikke sig selv på skulderen når man har overvundet sig selv eller gjort noget man er glad for. Det gør man ikke. Selvgestussen at klappe sig selv på skulderen er så frygtelig banal i al sin pinlige kropslighed. Så misforstået og rundkredspædagogikagtig. Coachen ville da blive gladere hvis man kom og sagde at man havde omfavnet et træ.

Jeg klapper ofte mig selv på skulderen og jeg opfordrer ofte min kone til at gøre det.

Lærer de så mit barn det i skolen, når det bliver aktuelt?

Det håber jeg da.

Eller vil de hellere lære barnet selvværd og selvtillid på en eller anden organisk måde. Jeg vil gerne have at lærerne gør begge ting. Det ville ærlig talt glæde mig.

Psykiatrien har ikke nogen søjler ligesom islam og kommunerne men det er da rimelig tæt på.

  • Selvskulderklap
  • Evnen til at skelne mellem sin egen og andres smerte

Jeg kan ikke komme i tanker om noget mere effektivt og vigtigt lige nu, hvad angår søjler end netop de to. Måske udvider jeg med flere søjler på et senere tidspunkt. For mange vil det virke latterligt at tale om psykiatriundervisning for folkeskolens elever men jeg er bedøvende ligeglad. Jeg er forhåbentlig også bedøvende i al almindelighed. Spøg til side.

Selvskulderklap er en intim ting. Det betyder at man ikke skal gøre det mens der er uklappende tilstede. Det er faktisk en svær ting at gå i gang med. Man skal ikke udpege en elev i et klasseværelse og sige ”Nu klapper du dig selv på skulderen”.

Til sidst vil jeg berøre:

Evnen til at skelne mellem sin egen og andres smerte

Den må jeg fremhæve som særligt vigtig og den kan efter min mening med fordel inddrages i folkeskolens undervisning. Evnen er ikke én man kan erhverve sig og tage med sig. Nej, det er en evne som skal trænes løbende igennem hele livet. Det er en såkaldt kognitiv øvelse. Det er, med andre ord, ti gange sværere end at komme i gang med at klappe sig selv på skulderen.

Men det er givtigt og lønner sig.

Det er bestemt ikke noget man kan holde ud hver dag.

Fordi det er så svært.

Hvis du ikke fattede en bjælde af hvorfor jeg begyndte med at tale om coaches når dette handler om psykiatriundervisning i folkeskolen, så sæt dig til rette og hør her.

Det er nemlig din opgave at finde ud af om der er modstand imod det jeg siger, at psykiatri skal på skoleskemaet på den måde jeg foreslår, via øvelser.

Du vil hurtigt indskyde at selvforholdet er noget voksent. At det er noget voksne slås med. Børn er uskyldige og de skal lege når de har lavet deres lektier og ikke se for meget YouTube imens de laver deres lektier.

Du er på røven!

Og jeg kan meddele dig noget der er værre:

Dit barn er på røven!

Og det er faktisk værre end at være ude at skide.

Folk går ned med stress i det her samfund.

Det skal stoppes.

Og det skal stoppes fra skolealderen.

Min egen hyggeteori er at åndelig viden forudsætter psykiatrisk viden. Hvis du ikke er i vane med at klappe dig selv på skulderen og hvis du ikke interesserer dig for grænsen mellem din egen smerte og dine nærmestes smerte på en psykiatrisk kvalificeret måde så er du på røven og så er vi alle sammen på røven.

Hvad er en menneskelig karakter værd uden ånd?

Psykiatri giver ikke nødvendigvis åndelig viden. Nej, når man har psykiatrisk praxis må man begynde helt forfra med nogle andre søjler.

Ingen mennesker er åndeligt dumme.

Men hvis vi ikke har en psykiatrisk praxis med nogle søjler indarbejdet i vores liv og dagligdag, så kan vi ikke se det.

Og, som altid: Sorg er det mest komplekse der findes.

Dette faktum har afgørende indflydelse på det jeg lige har sagt. Det betyder at vi må tilføje en søjle mere som skal være med i både den psykiatriske praxis og den åndelige praxis: Hvile.

Og lad os da bare tage kreativitet med mens vi er i gang.

Hvile. Kreativitet.

Endelig ikke tegne. Det er ordet der bærer de ting jeg taler om her. Det hjælper ikke at tegne til mormor hele tiden. Det er ordet vi er ude i.

Tak for i dag!

Lektørudtalelse: “Fibbi”

1. Ris

Jeg synes det er fint nok med en børnehistorie om en sko der sætter ud på en jordomrejse, men jeg synes ikke den skal dø da den kommer til Transsylvanien. Det synes jeg personligt hellere skulle ske i Sverige, for Sverige er absolut ikke skoenes land.

2. Ros

Læserens problem med at visualisere en sko der dør klarer du fint ved hjælp af blå kraftige lys i jordhøjde.

Antropologen Kiki Safa er kommet dejlig tæt på Traaaaku-folket

Det tog sandelig også nogle år.

Junglens alvorlige mænd.

Rama ”Per Gynt” Sark er konverteret til protestantismen og kalder sig Abbed Per Janus. Han har skudt lidt forbi, for en abbed er en forstander for et (større) munkekloster i den Romersk-katolske kirke, især af Benediktinerordenen.

Hassan Balsam: Kærlighed og identitet

”Der er intet forkert i personlige, hemmelige, mandlige kærlighedsmarkører der som regel lyder: ‘Den-og-den elsker jeg ikke.’ Til gengæld tager de lidt tid at vende sig til for én selv. De er ikke definitive, men knyttede til et Hamletsk halvskørt tidspunkt hvor vi føler vi ser klart hvem vi ikke elsker.

For kærligheden er det største.

Det betyder blandt andet at den gennemstrømmer vores verden.

Derfor er orden nødvendigt. Små diger, vandløb, broer, alt muligt fikst for at kanalisere kærligheden.

Mænd kan godt lide at gøre kort proces og så vende hjem med sår og sorg. Det kan være i krig eller i kærlighed.

Kvinder kan lære af mænd og mænd kan lære af kvinder. Hvad vi alle sammen kan lære og lære af hinanden er uklart. Vi er i bund og grund ret ens, når det kommer til stykket.

En kærlighedsmarkør er der ikke en levende sjæl blandt mændene inde i byerne der har kræfter til at opstille ved at skrive den i et hemmeligt, forseglet rum. Der er for meget gang i den i byerne. Derfor har man i byerne vænnet sig til at kærlighedsmarkører (‘den-og-den elsker jeg i hvert fald ikke’) ikke findes. Man går ud fra at man selv er uendelig kærlig og det hele bare sjasker rundt i kærlighed. Men sådan er det jo ikke. Landboerne har ret. Udkants-Danmark har vundet dette slag.

Byerne underholder forhåbentlig sig selv, mens vi her ude på landet skuer sandheden og grubler løs.

Selv om vi har nedskrevet et hemmeligt sted at vi ikke elsker den-og-den og går og ruger vældig meget over det, om vi kan være bekendte at holde sådan noget hemmeligt, må vi samtidig til vores glæde indrømme at kærligheden alligevel kan ‘komme bag på os’, overraske. Den mulighed må vi altid holde åben for ellers bliver vores bukser våde og alle diger, vandløb og broer vi har lavet mister deres iboende troværdighed.

Identitet formes omkring det positive. Glæde, latter, overskud, ånd. Kærlighedsmarkører er alt for trist-mandeagtige til at være identitetsskabende, selvom især halvgale mennesker som jeg, drømmer om at nedskrive sandheden på en olm måde om dem der er os nærmest.

En tosset mand, og vi er alle ramt af sindssyge, husker du nok, vil gerne være genstand for spørgsmålet ‘Hvad har du nu fundet på, Clausen’, som hans kone stiller i et ledigt minut.

En kone er en art venlig dommer som også kan tage fejl.

For at være et lidt forsigtigt kældermenneske skal kærlighedsmarkører i nedfældet tilstand helst opbevares i kælderen. Det giver dem statur, tyngde og prægnans. Ligesom Blåskæg må vi mænd ruge over vores kærlighedshemmeligheder.”

Hassan Balsam er færdig med sit foredrag, tager brillerne af og ser ud over forsamlingen.

Tøm Bøhøde, en unge fisker, markerer med armen, får et velkomstnik og rejser sig:

”Det lyder som om du ikke kan sætte grænser og sige stop. Så sætter du grænserne på et papir i din kælder. ‘Den-og-den elsker jeg ikke.’ Er det ikke lidt sølle, som du også selv er inde på, når du nævner kældermennesket og Blåskæg?”

Hassan Balsam blegner et øjeblik og lyser derefter op i et smil.

”Det indrømmer jeg.”

TB: ”Men der er en forbindelse mellem identitet og grænser. Det er jeg enig i. Og det er også vigtigt at man først og fremmest selv kender dem. Men at nedskrive personlige, hemmelige, mandlige kærlighedsmarkører der som regel lyder: ‘Den-og-den elsker jeg ikke.’ virker paranoidt.”

HB: ”Ja.”

TB: ”Er du paranoid?”

HB: ”Ikke i udpræget grad.”

TB: ”Mystisk.”

HB: ”Mystisk?”

TB: ”Det er mystisk.”

HB: ”Det er det sikkert. Rollerne i en familie er både fastlåste og latterlige. Eftersom kærlighedsmarkører ikke kan være fastlåste må de tage til takke med at være latterlige.”

Tøm Bøhøde falder i sin fiskestang.

HB: ”Du faldt i din fiskestang.”

TB: ”Hihihi.”

HB: ”Hahahaha.”

TB: ”Hihi.”

HB: ”Hahaha.”

TH: “Så altså… Hvis du ikke kan få dig selv til at sige til dig selv at der er flere i din familie, som du er så nært forbundne med, som du ikke elsker, så spørg dig selv om de virkelig er din næste. Slå ikke dig selv i hovedet med ‘blod er tykkere end vand’. Tænk i stedet at vi lever i en verden hvor alle går rundt med deres egen uudgrundelige sorg. At en af sorgens masker er uklædeligt had. At uklædeligt had forklæder sig, ofte uden at vi er bevidste om det, som pæn skepsis.”

HB: “Ja. Er der flere spørgsmål?”

Tiki Appelcius, hun er også fisker, markerer.

TA: ”Du har taget mine bukser! Usle mand! Kast dem ned til mig!”

Hassan Balsam fremdrager et par bukser fra bag talerstolen og kaster dem. De folder sig ud og lander i hendes fiskestang.

TA: ”Hihihihihi.”

HB: ”Hahahahaha.”

TA: ”Hihihihi.”

HB: ”Hahahahaha.”

Jeg hørte dig svømme

Du svømmede feminint i den ene retning.

Karla Brontesse

Sorg er det mest komplekse der findes. Glæde er mindre komplekst. Derimellem ligger kærligheden.

Tristhed findes ikke.

Men hele vores kultur er bygget op omkring tristheden. Fraværet af tristhed kaldes lykke.

Karla Brontesse har været “trist” i mange år. Derfor må hun kende dens løgn vældig godt. (Og være et nemt offer for selvhjælp og coaching.)

Hvis man ser med et filosofisk blik på kærligheden bøjes det af og man ser sorgen.

“Det lyder mærkeligt, men sandt.”